I juletiden bliver vi den bedste og den værste version af os selv

I juletiden bliver vi den bedste og den værste version af os selv

Rúnar Rúnarsson har lavet en atypisk julefilm uden hovedperson eller morale
AnmeldelseAlt det andetSkrevet af: Amalie Møller Dybro01. dec 2020

Julen er konflikternes fest. Og nytår er ikke meget bedre. Det er den tid på året hvor alt bliver sat på spidsen. Konflikter optrappes, relationer kigges efter i sømmene, og traditioner gentages, bliver gentænkt og diskuteret. Det er næsten umuligt ikke at have forventinger til julen, på godt og ondt, og konfrontationen med virkeligheden skaber uundgåeligt spændinger. For nogle er det den bedste tid på året, for andre en grum måned, som minder dem og alt det de ikke har. Alt dette gør de sidste dage af december til en oplagt tid til at kigge indad, evaluere og spørge sig selv, om alt er som det skal være.

Det har Rúnar Rúnarsson gjort, på vores alle sammens vegne. Med sin nye film 'Echo', tegner han et portræt af Island ved juletid. I 58 scener lægges en mosaik, der også står som et samtidsportræt af Skandinavien.

Foto: PR-foto: Øst for paradis
Foto: PR-foto: Øst for paradis
Hver scene er filmet med dogmet om kun at bruge én indstilling, på tripod, og aldrig bruge de samme skuespillere mere end en gang. De fleste skuespillere er amatører, og mange optræder under eget navn. Nogle scener er så hverdagsagtige og udramatiske - som en mand der sliber knive i sit værksted - at man kan komme i tvivl om, om Rúnar Rúnarsson bare har sat et kamera op og ladet manden passe sit job. Den slags er med til at give en følelse af, at godt nok er det hele iscenesat, men mange af disse scener udspiller sig hver eneste dag i Island, i nogenlunde samme format. Instruktøren selv kalder filmen en blanding af fiktion og dokumentar, men vil ikke sige hvad der er konstrueret, og hvad der er mindre konstrueret, eller hvilke scener han har hentet fra sit eget liv.
Foto: PR-foto: Øst for paradis
Foto: PR-foto: Øst for paradis

Jul i velfærdsland

I ‘Echo’ er der skandinaviske velfærdsscenarier en masse: et overskudsagtigt besøg hos en fraværende bedstefar på kvalitetsplejehjemmet; jul i skilsmissefamilien, med to smukke døtre der skal enes om klaveret, som var det moderne Jane Austen; politisk diskussion i bløde puder, henover statsminister Katrín Jakobsdóttirs nytårstale. “Det er det jeg hader ved det her land. Hvis vi altid skal være enige om at være uenige, så ændrer vi aldrig noget” bliver der råbt. Vi følger høj og lav, men allermest den brede midte.

Men der er også flere distinkt islandske billeder. Hvem vidste for eksempel at islændinge tændte bål til nytår? Rúnarsson viser os Island fra havet, tager os med på en sejltur, der føles iskold i biografmørket, og han leger med det hvide Island: En ung, afro-amerikansk mand, som spiller for et islandsk sportshold, er blevet anbefalet af sin træner at gå i solarie. Selvfølgelig ikke for at få farve, som han siger til sin mor i telefonen, men for at få noget lys – et værn mod den vinterdepression som det islandske mørke pådutter mange nye beboere.
Foto: PR-foto: Øst for paradis
Foto: PR-foto: Øst for paradis

Må godt handle om alting på en gang

'Echo' er en film som handler om mange ting. Kønsroller, smartphones, krop, alder og politik. Der er ikke nogen klar morale, ikke noget entydigt udsagn om mennesket eller Island. Leder man efter et fællestræk i scenerne, sidder man tilbage med et råt, men kærligt udsagn om menneskelighed. En film som insisterer på at gribe seeren uden en protagonist. Eller måske med 58 protagonister.

“Det er så tit, at film kun handler om én ting i stedet for at handle om... alting” sagde Rúnar Rúnarsson til Soundvenue i 2016, i forbindelse med premieren på hans anden spillefilm, ‘Sparrows’. ‘Echo’ eller ‘Bergmál’, som den hedder på islandsk, er hans tredje, og den illustrerer endnu tydeligere end de to første, Rúnarssons ønske om at skabe en film der handler om alting.

Julens mange gnidninger fylder, men der er også mange af konflikterne som kunne have udspillet sig hele året rundt. Rigtig mange karakterer behandler hinanden dårligt, misforstår og ignorerer hinanden. Alligevel er der en humanistisk grundtone hele filmen i gennem. Hvorfor? Fordi man griner af og med karaktererne. Fordi de viser kærlighed, fortrydelse og forståelse i bider. Måske allermest fordi man kan kende fejltrinnene selv - fordi de er mennesker som prøver.

Fakta:

'Echo' vises i Øst for Paradis i Aarhus fra den 3. december til den 11. december 2020.

Facebook
Del på facebook

Amalie Møller Dybro

Journalist
Amalie Møller Dybro er uddannet idéhistoriker og journalist fra Aarhus Universitet, DMJX og University of York. Hun skriver blandt andet om film, litteratur og kunst og især om køn, relationer og samfundstendenser.
Se Amalies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind