Digteren Michael Strunge var i 80’erne talsmand for en hel generation af unge, der ikke kunne finde fodfæste eller følte sig som outsidere i samfundet. Han skrev rå og ærlig lyrik om ensomhed, ligegyldighed, tristhed, vrede og frustrationer, og gjorde op med samfundets normer og idealer. Han var ikke bange for at gå nye veje – hverken med livet eller poesien.

Bandet Rigmor har udgivet deres nye album ‘Glade blinde børn’. Sangene på albummet er ligesom resten af deres musik inspireret af Michael Strunges poetiske udtryk og hans mod til at stå uden for samfundet og skrive om alle de følelser, der kan være svære at finde ord for. Rigmors musik er både stille og støjende, elektronisk og akustisk. Den viser os, at det er okay ikke at passe ind i en boks, og at der skal være plads til at føle alle de følelser, der hører med til at være menneske.

Et trygt rum, hvor man kan være sig selv

I øvelokalet i en gammel slagteribygning ved Aarhus havn sidder bandets forsanger Sarah Wichmann og guitaristen Oliver Stewart i en sofa, mens de ringer op til deres bassist, Victor Sousa Christiansen. Han flyttede for et halvt år siden til Holland med sin kæreste, som er på udvekslingsophold, men han er altid med via telefon til alle bandets møder og interviews.

“Det er vigtigt for os, at alle er med. Vi er meget fælles om det hele,” fortæller Sarah Wichmann.

De to i øvelokalet ærgrer sig samtidig over, at trommeslageren Lasse Lykke ikke er kommet til øvelokalet endnu og forsøger også at ringe ham op.

“Det her, det er bare sådan det er med Lasse,” griner Victor Sousa Christiansen over telefonforbindelsen, da de ikke kan få fat i trommeslageren.
“Han kommer ellers altid bare med de bedste guldkorn til interviews.”

Bandmedlemmerne er tætte venner og kender hinanden ind og ud. De ses privat og ringer til hinanden flere gange om dagen. Det får arbejdet med musikken til at føles meget trygt og ærligt, fordi de stoler så meget på hinanden.

“Jeg tror ikke, at vi kunne gøre dét, vi gør, hvis vi ikke også var så gode venner,” siger Oliver Stewart.

Sarah Wichmann tilføjer: “Hvis jeg nu har en dårlig dag, så kan de andre jo lynhurtigt mærke det på mig. Og så kan de hjælpe mig med at få ændret min energi, i stedet for at jeg skal gå og undertrykke mine følelser. Man får virkelig lov til at være sig selv og komme med det, man er i vores band. Det er et trygt rum.”

Bandet opstod meget tilfældigt og hurtigt for fire år siden, da Victor Sousa Christiansen skulle danne et band til en prøve på musikkonservatoriet i Aarhus. Han havde en idé om, at han ville lave musik på dansk, inspireret af Michael Strunge, og at han ville have de tre andre med. I løbet af fire dage blev bandet samlet, og de spillede deres første koncert sammen.

“Jeg følte, at jeg tilfældigt var dumpet ned i et eller andet, og det føltes så rigtigt at spille med de andre, det var helt sindssygt. Det var også helt fantastisk for mig at befinde mig i det univers sammen med de tre andre. Og at synge på dansk – det havde jeg faktisk aldrig før gjort,” fortæller forsangeren Sarah Wichmann, som efterfølgende skrev til de andre, om de ville fortsætte med at spille i band sammen.

Michael Strunge lægger ikke skjul på noget

Det var Victor Sousa Christiansen, som først var fascineret af Michael Strunge og hans poesi og lod fascinationen smitte af på de andre bandmedlemmer. For nyligt skrev han endda forordet til det engelske genoptryk af Michael Strunges ‘Livets Hastighed’ for Nordisk Book. Her skrev han blandt andet, at bandet håber at føre digterens ungdomsoprør videre.

“Jeg har altid hadet at gå i skole, fordi jeg har haft vildt svært ved alle de der kasser, man skulle passe ind i. Jeg tror faktisk, at Michael Strunges digte var det eneste, jeg interesserede mig for at læse i skolen. Der var noget, der ramte mig, som jeg kunne genkende mig selv i.”
Han kunne spejle sig i digterens måde at gøre op med gamle måder at gøre tingene på.
“Det, synes jeg bare, er så sejt. At stå for noget. Og stå ved noget”

Bandet har både hentet inspirationen i digtene, stemningerne og tematikkerne i Michael Strunges digte, men også i digterens måde at være i verden på. Det har givet dem mod til selv at prøve at rykke ved noget, og de tager derfor blandt andet svære emner op, larmer og udtrykker deres følelser, råt og uforsødet. Og så mener de stadigvæk at Michael Strunges digte fra 80’erne er relevante at læse, tale om og blive inspireret af i 2022.

“Der er mega mange, der føler, at de ikke passer ind. Der er mange, der føler, at der er en forventning om, at man har succes og penge og uddannelse og en god familie og alt det der. Og at man skal være på én måde. Men jeg synes, at Michael Strunges poesi taler om, at det er okay at være på alle mulige måder. Det synes jeg er vigtigt,” siger Victor Sousa Christiansen.
Han fortæller, at han i hvert fald selv kan genkende følelsen af at stå ved siden af det hele. Og at vælge at gå en anden og mere “besværlig” vej end andre, blandt andet ved at vælge en karriere som musiker.

“Det passer jo slet ikke ind at have et kreativt job. Den ene måned får man ingen penge og den næste får man mange. Det er jo slet ikke den vej, som samfundets normer lægger op til, at man skal gå.”

Vi skal kunne rumme det hele

Michael Strunge er et forbillede for Victor Sousa Christiansen og resten af bandet, blandt andet fordi, han turde komme med de upopulære holdninger og skrive om følelser på en rå og hudløst ærlig måde.
“Der er både digte, der er vrede og aggressive og andre, der er milde og intime. Man kan bare mærke, at der ikke har været ret meget filter mellem det, han har tænkt og følt, og det han har skrevet. Og så tror jeg, at hans tekster kan vise os noget om, at mange af de her ting, som vi går og stresser over, måske faktisk er pisseligegyldige,” fortæller han.

Bandet har forsøgt at sætte den dynamik, der er i Michael Strunges digte ind i deres musik, som blandt andet arbejder med dynamikken mellem det stille og det støjende, hvor et enkelt nummer kan gå fra noget helt blidt til “fuld smadder bas-solo”. I albummets sidste nummer ‘Citatsangen’, som bandet selv kalder en ‘skjult perle’, der endnu ikke har nået publikum, svæver nummeret mellem det elektroniske og akustiske. De elektroniske toner bliver her erstattet af et herrekor, der skaber en helt særlig og trance-agtig lyd.

Alle går og lader som om, at alt er fint

Sarah Wichmann er selv for nylig blevet mor. Allerede tre uger efter fødslen stod hun på scenen med bandet i København, da de skulle varme op for selveste Savage Rose. Hun ammede datteren i minutterne op til koncerten og skyndte sig hjem med hende med det samme, da de var færdige.

Moderskabet er for sangerinden også en oplevelse, som medfører ambivalente følelser. Det er både den største lykke, hun nogensinde har oplevet, men det er også virkeligt hårdt og frustrerende.

“I går var jeg så sindssygt ulykkelig. Jeg savnede bare at være mig og min kæreste alene, uden barn. Men så fik jeg jo helt vildt dårlig samvittighed og tænkte på, hvor meget jeg elsker min datter.”

Hun forklarer, at hun synes, der skal være plads til alle de følelser. At det ikke kun er lykkeligt eksempelvis at blive mor.

“Der er mange af de her følelser, der er tabuiserede. Vi lever i sådan et fikse-samfund. Er du ked af det eller ensom? Uha, så skal det ordnes. Er du vred og rasende? Så skal vi løse det! Men måske skal man bare føle det, man føler? Hvis man er deprimeret eller har haft angst, så kan det være vildt svært at åbne op omkring det,” siger hun og pointerer, at hun dog synes, der er ved at komme en ændring i samfundet med et større fokus på mental sundhed.

Sarah Wichmann har selv kæmpet med angst i mange år.
“Jeg tror, at jeg skammede mig lidt over det, fordi at jeg syntes, at hvis man har angst, så fejler man noget. Og hvis jeg sad blandt andre mennesker og kunne mærke, at nu sneg angsten sig ind på mig, så havde jeg vildt svært ved at sige det til dem. Så sad jeg ligesom bare og kæmpede alene,” siger hun.

Nu ved hun, at det bare er en del af at være menneske at opleve følelsen af angst. Victor Sousa Christiansen bakker hende op:

“Det er jo umuligt ikke at blive vred eller trist eller ensom eller angst. Det er mærkeligt. at vi skal gå og holde det inde alle sammen og lade som om, at alt er så godt og så fint hele tiden. Jeg tror ikke kun, at det er i psykiatrien eller i det offentlige, der skal ændres på ting, men det er også os som mennesker, der generelt skal blive bed-re til at spørge ind til hinanden og rumme hinanden, også når vi har det dårligt”.

Oliver Stewart oplever også, at det kan være svært at udtrykke de negative følelser, fordi han kan blive bange for, at det ikke bliver accepteret. For ham har Michael Strunges beskrivelser af følelser været noget, der har hjulpet ham til bedre at kunne forstå de fornemmelser, han selv har haft svært ved at sætte ord på.
Det er især beskrivelserne af menings-løshed, tristhed og tomhed, som han kan genkende sig selv i, og som han tror, ræsonnerer hos rigtig mange unge i dag. Han peger blandt andet på Strunges linjer:
“synker helt ind i væggen / i mørkets tryghed”, som de bruger som omkvæd i sangen ‘Det er ved at komme igen’.

“Den der følelse, hvor man næsten er ved at give op og sidder og kigger ind i en væg og tænker “fuck, det er lort det her”. Den tror jeg, der er mange, der oplever hvert efterår, hvor dagene bare bliver kortere, og det hele er mørkt og trist. Og han sætter bare vildt godt ord på den følelse, som jeg bare ville beskrive som, ’jeg har det dårligt’”.

Når helvede bryder løs

Oliver Stewart oplever, at det er gennem musikken og bandets optrædener på scenen, at han får mulighed for at få afløb for de følelser, som han kan have svært ved at tale om.
“Her kan jeg bare få lov til at blive fucking sur, uden at der er nogen, der føler, at det er rettet mod dem. Det er ligesom mere socialt accepteret. Men jeg ville ønske, at jeg var bedre til bare at vise mine følelser og sige det direkte.”

For Sarah Wichmann har afsættet i Michael Strunges univers også været med til at bane vejen for, at hun kan udtrykke de helt rå og brutale følelser.
Sangen ‘Rebel’, som altid er det sidste nummer til bandets koncerter, slutter med et langt skrig fra sangerinden. Det er altid en kulmination, som hele koncerten bygger op til.

“Jeg har aldrig gjort noget lignende,” fortæller hun.“Af en eller anden grund var det faktisk ikke så grænseoverskridende første gang, jeg skulle gøre det. Det virkede naturligt, fordi hele bandet og opbygningen af sangen følger med. Og guitaren skriger ligesom videre. Det er virkeligt fedt.”

Det er virkelig en energiudladning. Alt kribler i hendes krop lige inden, hun skal skrige. Og efterfølgende kan hun ikke synge mere, fordi hun simpelthen ikke har mere at give af. Det er ved skriget, at “helvede bryder løs”, som Oliver Stewart formulerer det. Når sangen er færdig, falder energien ned igen, og så er koncerten slut.