Gennembrud for Gangers sange fra det forfaldne Thy – INTERVIEW

Gennembrud for Gangers sange fra det forfaldne Thy

Bandet Ganger har på blot to år udgivet to album i deres planlagte trilogi. Deres musik er svær at placere i en bestemt genre, men trækker på referencer fra firserpoppen og indierocken. Efter en stille periode i coronanedlukningen er de nu ved at være klar til at spille koncerter igen
InterviewMusikSkrevet af: Marie Nyeng13. okt 2021
I en slidt gammel Toyota Corolla på en rasteplads et sted på Fyn sidder Thomas Bach Skaarup. Det er mørkt i hans sind. Foran sig på rattet holder han en lille lap papir, hvor han har skrevet et ord, han selv har fundet på; mørktropisk.
“Der, hvor jeg kommer fra, er det ikke tropisk, bare mørkt,” siger han. Og det er der, han er på vej hen. Han er på vej til Thy for at passe sin far, der er alvorligt syg af kræft, og som kommer til at forlade denne verden, inden der er gået et halvt år. Der er langt fra København, hvor Thomas Skaarup nu bor, til Thy, hvor han voksede op i havstokken i det, han selv kalder en dysfunktionel familie i den laveste del af arbejderklassen. Han boede i en gul barak klods op og ned ad en af de mange bunkere fra anden verdenskrig, som præger landskabet ved havnebyen Hanstholm. Mens Thomas sidder der i sin bil på Fyn i foråret 2019, tænker han på de sange, han har skrevet den seneste tid og på, hvordan han skal få dem videre. Og lige der beslutter han sig. Han vil lave en album-trilogi, og nu vil han lykkes som musiker. Nu skal det være og det skal være med bandet Ganger.
Gennembrud for Gangers sange fra det forfaldne Thy</br>Fv Thomas Skaarup, Nina LundbergThomas , Andreas Campbell og Mille Mejer Djernæs Christensen</br>Foto:
Fv Thomas Skaarup, Nina LundbergThomas , Andreas Campbell og Mille Mejer Djernæs Christensen
Foto:
“Jeg havde skrevet den her sang Mørktropisk, og så kom der ligesom sådan et eureka moment, hvor jeg tænkte, at man kunne dele det ord, jeg sad og tænkte over, i tre og simpelthen gøre det til titler på tre album: Mørk, Tro og Pisk. Ordet ‘Mørk’ passede meget godt til det første album, for jeg var inde i en mørk periode og var i sorg over min far, og så tænkte jeg okay, så må jeg jo finde ud af, hvad de to andre skal hand-le om bagefter,” fortæller Thomas Bach Skaarup.
Gennembrud for Gangers sange fra det forfaldne Thy</br></br>Foto: Søren Lynggaard Andersen / Brodie Sessions
Foto: Søren Lynggaard Andersen / Brodie Sessions

Steppeulve, coronaisolation og halbal

Ganger består nu foruden Thomas af Mille Mejer Djernæs Christensen, Ninna Lundberg og trommeslager Andreas Campbell. Thomas var sikker på, at han skulle have nogle stærke kvindestemmer med i projektet, og han var heller ikke i tvivl om, at vokaler og harmonier i vokalerne skulle være med til at gøre Gangers musik til noget specielt.
“Jeg elsker de kvindelige firsersangerinder højt og kvindelige vokalister generelt. Det er også det, det her projekt hviler på, at jeg elsker kvindelige vokalister. Og så har jeg fundet to af de bedste i Danmark; det er jo mit held”


Da Thomas, Mille og Ninna fandt ud af, at de skulle være et band, som også skulle ud og spille koncerter og den slags, fik de Andreas med, som også er vokset op i Thy og havde gået i folkeskolen i den flække, hvor Thomas’ far gik på kro. Gangers andet album ‘Tro’ udkom sidste efterår, og bandet havde en fuldt spækket festivalsommer foran sig, indtil coronaen også i år lagde festivalpladserne øde. Men de modtog ikke færre end 3 steppeulven-priser i juni i år, hvor de både blev årets tekstforfatter og årets udgivelse, og Ninna, Mille og Thomas modtog sammen prisen for årets vokalist.
Mens vi laver interviewet her med Thomas og Ninna, er Ninna blevet sendt i corona-isolation som nærkontakt, så vi sidder i hver vores lille celle på zoom og taler om Gangers musik og Thy. For begge de albums, som Ganger har udgivet indtil videre, er præget af Thomas´ opvækst i et råt og vindblæst miljø i Thy.
Da Thomas finder ud af, at jeg kommer fra en anden lille by syd for Hanstholm, og at vi er lige gamle, er hans første reaktion: “Hvaad? Jamen så har vi jo været til halbal sammen. Jeg håber ikke, at vi har kysset, det ville være sådan lidt akavet.”
Det er sådan det er, når man er fra Thy. Alle var til halbal i Nors, og vi har helt sikkert væltet rundt i den hal samtidigt i en sværm af andre kiwilikør-fulde teenagere til lyden af Nirvana og Backstreet Boys. Ninna ryster helt uforstående på hovedet og griner: “Til halbal sammen?”

Gennembrud for Gangers sange fra det forfaldne Thy</br></br>Foto: Søren Lynggaard Andersen / Brodie Sessions
Foto: Søren Lynggaard Andersen / Brodie Sessions

Apokalyptisk fiskerby

Mens Thomas var i Thy for at passe sin syge far, før bandet blev dannet, skrev han sangen ‘Olympisk’, der handler om dengang i 1996, da hans stedfar stjal et TV i et sommerhus, så de kunne se OL i Atlanta. Sangen er med på Gangers første album, ‘Mørk’, og i musikvideoen står Thomas´ egen stedfar og to andre lokale mænd i kedeldragter midt i det nedslidte indkøbscenter i Hanstholm.
Det indkøbscenter har spillet en ret væsentlig rolle både i Thomas´ opvækst men også i Gangers musik.
“Ninna, du fatter ikke, hvor lille det er,” siger Thomas.
Men i centeret er et lille bibliotek, hvor Thomas tilbragte rigtig meget tid i selskab med bøger af de digtere og forfattere, hvis verden han drømte om at blive en del af, mens den lille by udenfor forfaldt og sank ned i socialt armod. Da Thomas Bach Skaarup samlede Ganger og udformede sine planer for trilogien MørkTroPisk, havde han hele tiden en idé om et postapokalyptisk Hanstholm i tankerne. Apokalypsen i virkelighedens Hanstholm var, at fiskeriet svandt ind, og at der ikke længere var arbejde at få på fiskefabrikkerne.
“Der var bare en generel destruktiv pessimisme i 90’erne i den lille by, som tidligere havde levet af fiskeriet, indtil alt blev taget fra dem. Da jeg flyttede til Hanstholm i 1990, boede der knap 5000 mennesker, da jeg flyttede derfra i år 2000 boede der 2400 - halvdelen af befolkningen flyttede derfra på ti år, fordi der ikke var nogen jobs. Og det skaber bare en kæmpestor håbløshed - for fanden. Generelt var det bare rigtig hårdt, og så røg folk på kontant-
hjælp. Hanstholm Centret har tre bodegaer. Altså vi taler om et indkøbscenter i en by med 2500 mennesker og bodegaerne kører glimrende,” fortæller Thomas.

På det nyeste album ‘Tro’ fylder Ninna og Milles stemmer endnu mere i lydbilledet end på det første ‘Mørk’.
“Vi lavede ‘Tro’ som en hyldest til Ninna, Mille og Maja min forlovede - en hyldest til kvinderne i mit liv, og så også en undersøgelse af en forlist moderrelation.
Gennembrud for Gangers sange fra det forfaldne Thy</br>Ganger rundt om bordet på en restaurant på Kreta, hvor de var taget ned for at skrive musik sammen.</br>Foto: Privatfoto – Ganger
Ganger rundt om bordet på en restaurant på Kreta, hvor de var taget ned for at skrive musik sammen.
Foto: Privatfoto – Ganger

Leonard Cohen og forholdet mellem mænd og kvinder

Under arbejdet med albummet ‘Tro’ har Thomas ladet sig inspirere af et gammelt tv-interview med Leonard Cohen, fra en epoke i Cohens liv, hvor han blev munk og bosatte sig på et bjerg. Her fortæller Cohen om sit syn på forholdet mellem kvinder og mænd.
“Jeg fandt det her obskure interview fra svensk tv i 90’erne, hvor en kvindelig journalist er taget op til ham på bjerget. Det er meget tydeligt, at hun er meget charmeret af ham. Hun er bare sådan ‘oh my god, han er så dejlig’. De sidder og får en whisky i hans hytte, mens der bare er så meget erotisk energi i luften, og så bryder han ud i en lang monolog, da hun spørger ham, hvordan han ser på forholdet mellem mand og kvinde,” fortæller Thomas.
Leonard Cohen fortæller om respekt, kærlighed, forståelse og lighed mellem mænd og kvinder på sin egen abstrakte facon, og det var lige den brik, der manglede for at gøre Gangers andet album færdigt. Slutningen af monologen er med på albummet.
“Det var forløsende for mig at få sat ord på nogle af de ting, som vi forsøger at behandle på den her plade, det var som om det opsummerede hele vores tanke-
gang omkring det her,” fortæller Thomas.
I bandet taler de meget politik og køn.
“Og vi taler om kvinders position i musikbranchen og om, hvordan den kan forbedres.”

Thomas var dog ret nervøs for at spille samplingen med Leonard Cohen for Mille og Ninna og insistere på, at den skulle med på albummet.
“I er begge to så stærke og meget mere inde i den feministiske debat, end jeg er,” siger Thomas henvendt til Ninna.
Men både Mille og Ninna elskede den samplede bid og syntes også, at det fik albummet til at falde på plads. Ninna siger: “Det, jeg synes er så smukt ved Ganger, er, at vi er flere stemmer, som udtrykker det her. Det er jo ikke kun mig og Mille, som synger. Det er ikke kun dig, Thomse. Det kommer ikke kun fra kvinder eller kun fra mænd. Vi er en gruppe af mennesker, som udtrykker nogle ting sammen.”

For godt 20 år siden, mens Leonard Cohen charmerede den svenske TV journalist på et bjerg i Canada, gik Thomas Bach Skaarup stadig rundt på det lille bibliotek i Hanstholm Centret i Thy, og ville bare så forbandet gerne langt væk for at finde nogle ligesindede. Nogen der også gik op i musik, litteratur og de større ting i livet i det hele taget. På gymnasiet klarede han med nød og næppe de tre første uger, så følte han trang til at komme endnu længere væk fra det, han kom fra, og droppede ud.
Gennembrud for Gangers sange fra det forfaldne Thy</br></br>Foto: Søren Lynggaard Andersen / Brodie Sessions
Foto: Søren Lynggaard Andersen / Brodie Sessions

Langt fra det kulturelle parnas

Det med at komme fra Thy og et socialt lag langt fra de kulturelle kredse har i høj grad præget bandet Ganger.
“Når man ikke er født ind i det kulturelle parnas, ind i de cirkler, så kræver det ekstremt meget at lykkes som musiker. Man bliver nødt til at puste sig selv op indvendig for at få det her til at ske, og man føler altid, man er i en form for lillebrorrolle. Jeg kommer så langt fra København, som du overhovedet kan i Danmark, og så prøvede jeg i nogle år på ligesom at navigere mig ind i de sociale kredse i København. Det mislykkedes totalt. Jeg forsøgte i ti år. Så til sidst havde jeg det sådan fuck it, nu gør jeg bare noget vildt”.

Derfor samlede Thomas, Mille, Ninna og
Andreas omkring sig på en kinesisk restaurant, en billig en selvfølgelig, hvor de så hinanden i øjnene og spurgte hinanden, om de skulle det her med bandet Ganger sammen.
“Det skulle vi. Og så sagde jeg okay, så trykker vi på speederen, vi kører nu, og det kommer til at gå stærkt.”
På det tidspunkt havde Thomas kæmpet i 15-17 år for at finde den rigtige form til den musik, han gerne ville skabe. “Jeg har været voldsom ambitiøs omkring det her. Jeg har overhovedet ikke noget socialt sikkerhedsnet, der kan fange mig, hvis jeg falder. Jeg kommer fra en totalt dysfunktionel familie i den laveste del af samfundet. Så jeg har ikke nogen, der kan hjælpe mig. Jeg kan mærke, at jeg er ti år ældre end Mille, Ninna og Andreas, og det her var min sidste chance for at få det med musikken til at lykkes.” Det var sidste skud i bøssen, fortæller han.
Gennembrud for Gangers sange fra det forfaldne Thy</br></br>Foto: Søren Lynggaard Andersen / Brodie Sessions
Foto: Søren Lynggaard Andersen / Brodie Sessions

Eget pladeselskab

Thomas og Andreas har selv bygget pladeselskabet Yachtvej op, som udgiver Gangers musik. Helt fra begyndelsen satte de sig ned og lagde en klar strategi for, hvordan det skulle lykkes.
“I begyndelsen var det bare sådan hardcore foden i døren, eller bare en lilletå ind ad en dør, så den blev åbnet og så bare brase ind med albuen. Det var den tilgang, jeg havde til alt, hvad der hedder radio og medier Jeg ville bare have, at de skulle lytte til min musik. Jeg var en bulldog,” fortæller Thomas.
Ninna bakker op og siger:
“Det var så vildt. Jeg har altid syntes, det var så vildt det der Thomse og meget inspirerende den måde, du har gjort det på. For mig var det ret grænseoverskridende at gå ud og sige, ‘ I skal lytte til det her, for ellers bliver I kede af det, når I opdager, hvad I gik glip af’ “.

Ganger behøver ikke længere at være helt så insisterende og sætte foden i døren lige så ofte som tidligere. De har nu opnået stor succes og anerkendelse, og de har fået et stort publikum som med glæde lytter til deres musik.
Hvornår Gangers tredje album i trilogien MørkTroPist udkommer er stadig uvist og temaet på det album, som jo får titlen ‘Pisk’, skal stadig afklares.
“Men måske bliver det sådan en Anne Linnet SM plade,” griner Thomas. Og Ninna siger: “Åh ja please. Det vil jeg sindssygt gerne være med til.”
Gennembrud for Gangers sange fra det forfaldne Thy</br></br>Foto: Privatfoto – Ganger
Foto: Privatfoto – Ganger

Fakta:

Ganger er et dansk band bestånde af Mille Mejer Djernæs Christensen, Ninna Lundberg, Andreas Campbell, og Thomas Bach Skaa-rup. I september 2019 udgav bandet deres debutalbum, Mørk. Et år efter kom opfølgeren Tro.

Ganger spiller på Spot festival torsdag den 16. september

Facebook
Del på facebook

Marie Nyeng

Chefredaktør og kulturjournalist
Marie Norman Nyeng er uddannet Cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og er fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har arbejdet med journalistik og formidling af kultur, holdt foredrag og undervist kunstnere i at skrive og markedsføre sig.
Se Maries artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind