Siden Rosalinde Mynster var barn, har hun elsket det glinsende og det glitrende. Det kunstige og hyperfeminine. Flot tøj, vilde makeuplooks, stilletter og glat hud. Samtidig har hun som skuespiller i årevis brugt sit udseende som arbejdsredskab og oplevet, at kroppen er blevet en del af den offentlige samtale omkring film og scenekunst.

Hun har derfor også længe været optaget af fænomenet skønhed. Hvordan vi socialiseres til at have så stort fokus på det. Og hvordan drømmen om at blive smukkere kan blive helt altopslugende, og måske et vildspor på vejen til et lykkeligere liv.

“Vi har en kæmpestor drift mod at være smukke. Samtidigt har så mange af os komplekser med, hvordan vi ser ud. Det er enormt svært for unge kvinder at blive født ind i en verden, hvor der er så meget fokus på, hvordan vi ser ud,” siger hun.

Nu debuterer hun som skønlitterær forfatter med romanen ‘Skønheden’. Med bogen tager hun os med helt ind i skønhedens psykologi - og ind i mørket bag den glitrende facade. Vi følger Nat fra barndommen, hvor hun bliver sendt til skønhedskonkurrencer af sin mor. Håret bliver sat. Makeup lagt. Smilet øvet. Kroppen trænet til at blive set på. Skønheden bliver hurtigt det eneste, hun identificerer sig med og drømmer om.

Skønhed som valuta

Rosalinde Mynster har længe været interesseret i skønhed som valuta. Både mellem mennesker og i vores kultur generelt.

“Der er noget enormt dragende i alt det smukke, men også noget destruktivt. Og så har der jo bare altid været nogle meget dominerende skønhedsidealer. Folk gik jo med korsetter i 1800-tallet. Og den slanke talje er jo stadig et stort ideal,” siger Rosalinde Mynster.

Hun forklarer, at skønhedsidealerne altid har været meget voldsomme. Og at idealerne også ofte kan tage over og blive en forklaring på alt det, der gør ondt i livet.

“Hvis det går dårligt med kærlig-heden, kan man meget hurtigt tænke: Nå, det er nok fordi, jeg ikke er smuk. Går det dårligt med karrieren eller venskaber, kan det også blive forklaringen. Hjernen vil gerne finde et problem. Og så bliver udseendet et meget konkret sted at placere det.”

Hun genkender det også hos sig selv. I perioder.

“Det kan svinge rigtig meget. Jeg kan have lange perioder, hvor jeg nærmest ikke tænker over, hvordan jeg ser ud. Og så kan der komme perioder, hvor jeg synes, jeg ser helt frygtelig ud, og hvor jeg begynder at tænke, at jeg burde ændre noget. Når jeg er præmenstruel, kan jeg for eksempel slet ikke lide, hvordan jeg ser ud,” fortæller hun.

Romanen er skrevet ind i en selvoptimeringskultur, hvor der altid er noget, man burde forbedre.

“Man kommer til at leve i idéen om, at hvis jeg bare løber lidt hurtigere, bliver lidt bedre, lidt smukkere, så bliver livet godt. Det er meget fremmed i en kapitalistisk kultur at sige: Ellers tak. Det her er faktisk fint nok.”

Udseendet med på arbejde

Rosalinde Mynster har selv haft sit udseende i offentlighedens blik, siden hun var meget ung. Hun filmdebuterede som 16-årig i ‘To Verdener’, der senere blev Danmarks Oscar-bidrag, og har siden spillet med i film som ‘En kongelig affære’ og i tv-serien ‘Badehotellet’.

“Mit ansigt og min krop er jo mit instrument. Det er gennem mimik og udtryk, jeg fortæller noget. Så på den måde er mit udseende helt centralt for mit arbejde.”

Samtidig er det noget, hun aktivt forsøger ikke at fokusere for meget på. Fordi man ikke bliver en særligt god skuespiller af at tænke på, hvordan man ser ud, mens man spiller.

“Men det er grænseoverskridende at se sit ansigt så stort, især i nærbilleder. Men det er jo heller ikke derfor, jeg laver film. Det sjove er processen. At være i det.”

Alligevel er blikket udefra svært helt at skærme sig fra. Særligt i den efterfølgende omtale af en film eller et teaterstykke, hvor der kan være meget fokus på, hvordan man ser ud.

“Det påvirker mig altid dårligt. Men det er jo meget sådan, det er at være kvinde generelt. Historisk set har kvindekroppen altid været genstand for det her blik. Den her kritik. Der er sådan en følelse af fælleseje. At alle må kigge på kvindekroppen og mene et eller andet om den”.

Når kroppen er monstrøs

I Rosalindes roman ‘Skønheden’ sker der et afgørende skift, da Nat går i puberteten. Hun begynder at få bryster, hofter og hår nye steder. Og hun holder op med at vinde konkurrencer.

“Det er meget dér, den her bevidsthed starter. Når man går i puberteten, oplever man, at man træder ind på den her scene, hvor kroppen er under lup, og hvor alle mulige har meninger om den. Nogle tænder på den. Den bliver seksualiseret og et objekt for andres interesse.”

Hun genkender det tydeligt fra sit eget liv.

“Jeg kan huske den der følelse af, at min krop fra den ene dag til den anden havde forandret sig. Og så skulle man pludselig tage sig af den.”

Samtidig rammer forandringen i en alder, hvor man i forvejen er ekstremt følsom.

“Det er et voldsomt tidspunkt at være i live på. Jeg tænker tit, når jeg ser tweens: Åh nej, nu skal du i gang med alt det der, som er så hårdt. Jeg husker det som hele tiden at være bange”

I dag er Rosalinde Mynster 35 år. En alder, hvor kroppen igen begynder at forandre sig. Men selv synes hun kun, at hun bliver flottere med alderen.

“Det kan godt være, kurven knækker på et tidspunkt. Så må jeg tage det dér. Engang var man jo bange for puberteten. Og nu skal man så være bange for at blive ældre. For rynkerne,” siger Rosalinde.

I ‘Skønheden’ bliver den frygt for alvor sat på spidsen i mødet med moderens krop. Hvor Nat forsøger at forfine og forvandle sig selv, bevæger moderen sig i den modsatte retning. Hun forfalder, bliver syg, er ude af kontrol.

Søstre af plastikoperationer

I ‘Skønheden’ går Rosalinde hele vejen for at prøve at forstå, hvorfor mange mennesker får foretaget skønhedsindgreb og plastikoperationer.

“Jeg har prøvet at være solidarisk med den kunstige tankegang. Langt hen ad vejen forstår jeg godt, at hvis man i et helt liv er i krig med sig selv, så kan det kunstige også være en måde at slippe ud af sig selv. Slippe ud af at skulle tage sig af det der kød, man har svært ved at være i.”

I romanen bliver skønhedsindgreb ikke kun et individuelt valg, men et kollektivt projekt.

“Jeg har ladet den tanke køre så langt ud som muligt. At der opstår en ny art af kvinder, der alle får de samme procedurer - og så bliver de søstre.”

Der er noget dragende i den forestilling, mener hun. Et fællesskab i det ensartede. En mulighed for at opløse det individuelle blik, og måske også den biologiske arv.

“Det er der noget smukt i. Og helt konkret er det også en metode til en moderfrigørelse. At man ikke spejler sig i sin mor. At man kan få lov til at blive sig selv ved at få et andet udseende. Og smelte ind i et søsterskab i stedet for. Det bliver sådan helt sci-fi-agtigt. Som om vi slipper vores familiære arv gennem plastikoperationer.”

Hun er bevidst om, at det kan læses som en kritik. Men for hende er det vigtigt, at bogen ikke moraliserer.

“Jeg forholder mig ikke kritisk til kvinder, der vælger at få lavet indgreb. Jeg er mere kritisk over for den kapitalistiske kultur, vi lever i.”

Også når det gælder hende selv, insisterer hun på ambivalensen.

“Jeg vil aldrig sige, at jeg aldrig kunne finde på at få lavet noget. Det kan godt være, at jeg pludselig kunne finde på det. Jeg har ikke brug for at lægge endnu et ideal ned over mig selv om, at jeg aldrig må,” siger hun.

Tværtimod er hun draget af det kunstige look.

“Nogle ser virkelig specielle ud, når de har fået lavet mange indgreb. Og nogle indgreb er enormt smukke. Jeg har taget fascinationen med i bogen. Og så er der den destruktive og lidt uhyggelige bagside, som man også kan mærke. Der er også en natur i bogen, der trækker i den anden retning”

Imposter syndrom

Selvom ‘Skønheden’ er Rosalinde Mynsters debutroman, er skrivningen ikke ny for hende. Hun har skrevet hele sit liv: teatertekster, film, egne projekter.

“Jeg har skrevet i rigtig mange år, men det har aldrig været førsteprioriteten. Når man er freelancer, tager man jo bare så meget arbejde som muligt ind. Så måtte skrivningen komme bagefter.”

Med romanen besluttede hun sig for at gøre noget andet. For at se, hvad der ville ske, hvis skrivningen fik lov at stå forrest.

“Jeg flyttede til Berlin og skrev hver dag. Det var voldsomt. Man bliver hurtigt udtømt for idéer, og meget af arbejdet føltes enormt ineffektivt. Men det var vigtigt for mig at prøve at skrive, også når det ikke føltes inspireret. Bare få en sætning ned.”

Det blev en hård, men afgørende oplevelse. At blive ved med at være i det tunge og klaustrofobiske univers i ‘Skønheden’.

“Jeg er meget sådan en type, der laver afstikkere og fantaserer mig ud af det, der er svært. Når jeg har det dårligt, kan jeg opdigte noget og forsvinde ind i det, og så får jeg det bedre. Og det er jo et kæmpe privilegium. Der er ikke mange mennesker, der har det her ekstra lag. Derfor ville jeg gerne prøve at blive i ubehaget i bogen,” siger hun.

Hun har elsket at læse bøger, siden hun var barn, og derfor har det også været forbundet med en særlig ærefrygt at debutere med skønlitteratur.

“Jeg kan godt rammes af imposter syndrom. Må jeg godt skrive? Vil folk tage det alvorligt? Det er vigtigt for mig ikke at være skuespilleren Rosalinde Mynster, der har skrevet en bog. Men faktisk at turde sige: Jeg er forfatter. Det er det, jeg gør.”

Værdi uden for spejlet

Når Rosalinde Mynster taler om skønhed, er hun bevidst om ikke at gøre det til et spørgsmål om individuelle valg. Om hvem der er forfængelig, hvem der repræsenterer skønhedsindustrien, og hvem der burde vælge anderledes.

“Jeg passer altid på med at snakke om det på den måde. For når vi taler om skønhedsidealer, ender det ofte med at handle om den enkelte. Om hvordan den enkelte vælger at se ud. Og så laver vi i virkeligheden bare nye idealer. For eksempel at man skal være naturlig eller ligeglad med sit udseende,” siger hun.

Hun synes, man skal gøre, hvad man har lyst til med sin krop. For hende handler det ikke om at bestemme, hvad mennesker skal gøre med deres udseende.

“Jeg tror mere, vi skal være meget mere opmærksomme på, at vi skaber alternativer til, hvordan vi kan bestemme vores værdi som mennesker.”

Alternativer, der rækker ud over både udseende og målbare præstationer. At det for eksempel kan være en kæmpe værdi i samfundet at være en god ven.

“Men det er ikke noget, man sådan kan se som en succes. I princippet burde det vægte lige så højt som at være smuk. Men skønhed er bare en kæmpe valuta i vores samfund,” siger hun.

Om to måneder bliver hun selv mor for første gang, Arbejdet med ‘Skønheden’ har sat gang i tankerne om, hvad hun vil give videre til sit barn.

“Jeg vil i hvert fald virkelig prøve at lade være med at kommentere på, hvordan andre ser ud. Eller hvordan jeg selv ser ud foran mit barn. Lade være med at stå foran spejlet og sige ‘Åh, jeg ser dum ud i dag.’ Det er blevet enormt normaliseret.”

Hun tror på, at det kan gøre en forskel. Selvom det nok ikke bliver nemt. Men det er et sted at begynde.

 

Fakta:

Rosalinde Mynster

Født i 1990 på Frederiksberg.
Dansk skuespiller og forfatter
Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole
Debuterer nu med sin første skønlitterære roman ‘Skønheden’.
Har medvirket i en lang række film, tv-serier og teaterforestillinger, blandt andet i ‘To verdener’(2009), ‘Sandheden om mænd’ (2010) og ‘En kongelig affære’ (2012)
Fik sin filmdebut som 16-årig i filmdrama ‘To verdener’. I 2009 blev filmen det danske Oscar-bidrag i kategorien ‘Bedste udenlandske film’.
Udgav i 2021 den personlige bog ‘Min fars stemme’, der portrætterer hendes afdøde far, Søren Spanning.
Bor i København med sin kæreste, to katte og venter sit første barn.
Datter af skuespiller Karen-Lise Mynster og instruktør Søren Spanning. Søster til Jasper Spanning.
Rosalinde Mynsters debutroman ‘Skønheden’ er udkommet på forlaget Gyldendal