Det er alkoholen og det uvirkelige, der spøger i Thomas Bachs roman

Det er alkoholen og det uvirkelige, der spøger i Thomas Bachs roman

Thomas Bach er forfatter og indtil nu måske mest kendt som musiker og sangskriver i bandet Ganger. Netop som han havde udgivet sin roman Bunker om en svær barndom i Thy, måtte han i behandling for sit eget alkoholmisbrug
InterviewLitteraturSkrevet af: Marie Nyeng12. maj 2026
Om bare fire timer skal Thomas Bach møde til sin første tid i ambulant alkoholbehandling. Han sidder i det, han selv kalder atelierstuen i sin lejlighed på Nørrebro i København. Der hænger store tegninger og malerier, som han selv har lavet. De fleste kender ham som musiker og sangskriver i Ganger, bandet som gennem de seneste år har braget igennem med en helt særegen lyd. Men nu er han også forfatter og deltager i juni på den store internationale litteraturfestival LiteratureXchange i Aarhus.

“Jeg må indrømme, at jeg er noget rusten,” begynder han, mens han tager en slurk kaffe.

Han kan stadig mærke den medicin, som han fik, mens han var indlagt på behandlingstilbuddet Tjeles døgnbehandlingssted i fem dage til afrusning. Nu begynder den ambulante behandling, hvor han skal til møde hver dag. Han er ved godt mod.

“Nu skal jeg bare have styr på det misbrug, jeg har haft, så jeg kan få et godt liv,” som han helt nøgternt slår fast.

Det har været et vildt år. Hans debutroman ‘Bunker’ udkom i det sene efterår, mens han første gang var i døgnbehandling i Nordjylland, og hvor der ellers skulle have været fancy udgivelsesreception i hovedstaden. Senere ventede de store koncerter, som Ganger skulle spille med Copenhagen Phil. Thomas drak aldrig, når han arbejdede, men han holdt sig ikke ædru hele vinteren; langt fra faktisk. Men nu føler han sig klar til at gøre op med sit alkoholmisbrug.
Det er alkoholen og det uvirkelige, der spøger i Thomas Bachs roman</br>Thomas Bach</br>Foto: Andreas Omvik
Thomas Bach
Foto: Andreas Omvik

Aqua, millionbøf og brune værtshuse

Thomas Bachs roman ‘Bunker’ handler om drengen Sonny, der bor i “barakkerne” i Hanstholm længst oppe i det nordvestligste Thy. Her er der en enorm industrihavn på den ene side af byen, og til den anden side ligger National Park Thy og strækker sig ud over det forblæste landskab. “Dengang i midten af 90’erne kaldte vi det jo reservatet,” fortæller Thomas Bach, for det var før man fandt på at have noget så fornemt som nationalparker, og det var længe før Thy blev brandet som noget smart. Hovedpersonen i bogen, Sonny, går på friskole. Ikke fordi der er noget fint i det. Det gjorde Thomas også selv som barn. Der var ikke mange penge at rutte med i hans barndomshjem, og det er der heller ikke i Sonnys. Moren arbejder på en grillbar i Hanstholm Centret. Et lille forblæst butikscenter, hvor butikkerne en efter en går nedenom og hjem, men hvor de tre værtshuse til gengæld har en glimrende omsætning. En af stamgæsterne her er Sonnys stedfar, der er arbejdsløs, men som engang lavede mad på en af de store fiskekuttere. Sonny tjener lidt penge ved at gøre rent på det lokale sømandshjem og får lidt ekstra arbejde hos byens store karl Frank, som prøver på at realisere en drøm om at bygge Hanstholm Centret om til Druklandia, et voksenlegeland med alkohol i voldsomme mængder. I Sonnys skole bliver der spillet bordtennis rundt om bordet, mens Aqua kører på repeat, derhjemme får man millionbøf til aftensmad og Sonny kan godt passe sine små søskende, mens moren og stedfaren går på værtshus.

Bogen er en unik skildring af en svær barndom et særligt sted i Danmark. Der er hele tiden noget, der ulmer under overfladen.

Virkelighedens varulve

Da Thomas Bach selv var omkring de otte år begyndte han at få meget kraftige febervildelser.

“Min mor har fortalt historier om, at jeg rendte rundt og så mine søskende, min mor og min stedfar med lange næser og lange arme og ben, mens jeg var helt ude af den og råbte og skreg. Det kom igen af og til indtil, jeg var omkring de elleve år. Det er ikke ualmindeligt for børn, der har været traumatiseret at have de her oplevelser,” fortæller han. Hans mor tog ham med i amtspsykiatrien, og i forbindelse med sin research til bogen har han været tilbage og kigge i sine journaler.

“Jeg var helt sikker på, at der var noget inde i den bunker, vi boede i nærheden af, da jeg var barn. Jeg troede på ufoer og var overbevist om, at der var varulve ude i reservatet. Når jeg dagdrømte eller sad i skolen, blev jeg af og til overvældet af det, som også er med i bogen, når Sonny ser de her flødegardiner eller mærker muldbarken. Jeg følte jeg var vågen, men jeg så ligesom hvide mælkefarvede gardiner, der blafrede tæt på mit ansigt, og så havde jeg en stærk fornemmelse af, at der var noget ondt inde bag. Det samme med den der muldbark, som jeg følte under mine fødder. Det var også som om, der var noget under muldbarken, som ville mig noget ondt” fortæller han.

Der er ingen tvivl om, at Thomas Bach trækker på sin egen barndom i Sonnys historie. I et efterord til bogen har han endda skrevet, at alt det spændende er sandt, mens det kedelige er falskt.
Det er alkoholen og det uvirkelige, der spøger i Thomas Bachs roman</br>Thomas Bach</br>Foto: Andreas Omvik
Thomas Bach
Foto: Andreas Omvik

Det er typisk traumatiserede børn


Thomas Bach har været enormt optaget af minder og af, hvad minder betyder for os.

“Jeg ser jo alt det, jeg laver, uanset om det er musik, kunst, film eller bøger som et samlet livsværk, der egentlig hænger sammen.” fortæller han.

På tværs af det hele har han været optaget af, hvordan vores minder og det, vi selv fylder ind imellem det, vi kan huske, er med til at forme os.

“Jeg tror også, at det er derfor ‘Bunker’ blev min første roman. Jeg kan ikke huske særlig meget af min opvækst, så derfor har det været vigtigt for mig at konstruere en fortælling med en masse elementer, som jeg faktisk har oplevet. Ved at skrive den her roman har jeg kunnet putte min Hantsholm-barndom i en kasse og sætte den under sengen.”

Mens han lavede research til bogen talte han med flere gamle klassekammerater, og han opdagede, at der er flere år, som han simpelthen ikke kan huske.

“Det er også en meget klassisk ting for børn, som er traumatiserede og føler sig utilpasse i det miljø, de er i. Nu har jeg skabt en version af min barndom, som jeg ikke kunne huske særlig meget af, og det er jeg vildt stolt af. Det har også fået mig til at slutte fred med en masse ting, så jeg ikke bliver ved med at genbesøge de samme oplevelser og traumer igen og igen,” fortæller han.

Alkohol ødelagde kærligheden

Thomas Bach flyttede selv til Hanstholm, da han skulle i første klasse. Hans forældre blev skilt, da han var fem år, og så boede han i begyndelsen hos sin far i en endnu mindre by længere inde i Thy. Men det gik ligesom ikke rigtig, for faren drak og kunne ikke stoppe. Heller ikke selvom Thomas’ mor senere tog Thomas og hans søster med hen til faren på besøg i den campingvogn, som han boede i gennem en årrække, og fik børnene til at sige: “Far, hvis du ikke stopper med at drikke, så vil vi ikke se dig mere.”

“Det var måske ikke det bedste valg,” rationaliserer Thomas Bach.

Faren døde for 7 år siden af en alkoholrelateret kræftsygdom. Dengang tog Thomas Bach hjem til Thy for at passe ham de sidste måneder, han levede, og faren gav så Thomas en bunke gamle kærestebreve, som forældrene havde skrevet til hinanden, da de var nyforelskede. Thomas Bach besluttede sig for, at brevene skulle være udgangspunktet for bandet Gangers tredje album.

Der er blevet lavet en dokumentarfilm, der hedder ‘Kærestebreve fra Thy’, hvor instruktøren Tammes Bernstein har fulgt Thomas og bandet gennem fire år, både i arbejdet med albummet og i den rejse tilbage i sit ophav, som det kastede Thomas Bach ud i. Thomas havde dengang et virkelig problematisk forhold til sin mor. De talte faktisk ikke rigtig sammen.
Det er alkoholen og det uvirkelige, der spøger i Thomas Bachs roman</br>Ganger, CPH Phil.</br>Foto: William Poyzer.
Ganger, CPH Phil.
Foto: William Poyzer.

Tilgivelse er det vigtigste

Da han besluttede sig for, at han ville bruge forældrenes gamle kærestebreve, som han havde fået af sin far, til Gangers næste album, skrev han til sin mor, og hun havde ikke noget imod idéen.

“Noget af det vigtigste, der er sket i både mit og min mors liv er, at vi er blevet forsonet, og at jeg har tilgivet hende,” siger Thomas Bach. Han har fundet ud af, at tilgivelse helt generelt er noget af det allervigtigste i vores liv.

“Man kan blive ved med at gå tilbage og sige, du gjorde sådan og sådan, og hvor er det synd for mig. Det er også en ting, som mange alkoholikere drikker på. Men det er jeg kommet helt væk fra,” fortæller han.

Han har set så mange familier, som er fuldstændig ødelagt af bitterhed og vrede. “Selvom den part, der svigtede, angrer og er så ked af det, som vedkommende gjorde forkert, kan det være sindssygt svært at slippe vreden og bitterheden . Men at slippe det, er noget af det bedste, der er sket i mit liv.”

At det lykkedes for Thomas og hans mor at finde hinanden igen, havde filmholdet også en del af æren for. Moren medvirkede også i dokumentarfilmen. Da filmholdet havde talt med hende om hendes forhold til Thomas

for sidste gang og slukket kameraet, sagde hun til dem:

“Jamen jeg ville jo bare sådan ønske, at jeg kunne sige undskyld til Thomas, og at vi kunne blive forsonet igen.”

Fotografen Troels sagde så til hende:

“Anita, nu kører vi hjem og så griber du den fucking telefon og ringer til Thomas og siger, hvad du har på hjerte.” Det gjorde hun så. Thomas havde allerede tilgivet hende, men han havde ikke fået den undskyldning fra hende, som han følte manglede.

“Jeg kan huske, at jeg sad ude i vores studie en onsdag eftermiddag. Jeg havde bare været i studiet helt almindeligt, og på det tidspunkt havde jeg tilgivet hende. Processen med dokumentaren havde virkelig gjort det, den skulle,” fortæller han. Det Thomas’ mor sagde til ham helt stille og roligt var:

“Jeg ved godt, at jeg har været en dårlig mor for dig, og det er jeg rigtig rigtig ked af, det må du virkelig undskylde.”

På den måde nåede de hinanden. Siden er de blevet tættere, end de nogensinde har været, og de har lavet en årlig mor-søn dag på den dato, hvor hun ringede. Det er også Thomas’ mor, der har hentet ham i misbrugsbehandlingen og hun har været en enorm støtte for ham.
Det er alkoholen og det uvirkelige, der spøger i Thomas Bachs roman</br>Forsiden på Romanen Bunker af Thomas Bach.</br>Foto: PR Gutkind
Forsiden på Romanen Bunker af Thomas Bach.
Foto: PR Gutkind

Alkoholen og det overnaturlige spøger i Thy

Det overnaturlige sniger sig ind i romanen Bunker som en helt selvfølgelig ting ligesom vestenvinden. Og det er absolut ikke tilfældigt, for Thomas Bach er vokset op på en egn, hvor der bliver fortalt historier om spøgelser som det mest naturlige i verden. Hans mor var på et tidspunkt overbevist om, at der var en lille pige, som kom og besøgte hende hver aften, så hun havde på et tidspunkt besøg af en spøgelsesuddriver, der skulle “rense” huset for spøgelser.

Thomas’ mormor fortalte også gerne historier om overnaturlige ting, hun oplevede. Hun er desuden inspirationskilden til den ældre nabokone Gerda i bogen, der tager sig kærligt af Sonny, når han igen har bidt sine knoer til blods.

Thomas var ikke mere end fem-seks år, da hans mormor begyndte at fortælle nogle historier om dengang, hun som barn var ude at tjene på et gods. En morgen så hun for eksempel navnet på en af karlene stå med skygger i en sø, og da hun kom frem til godset, havde karlen hængt sig. En anden gang kom hun ind på et værelse, hvor fruen på tjenestestedet, der dyrkede spiritualisme, sad på sengen med lukkede øjne i skrædderstilling, mens hun svævede tyve centimeter over sengen.

Thomas husker, at den slags historier blev fortalt, da han var barn, på en måde så man ikke var i tvivl om, at det var sandt. Det gør noget ved ens virkelighedsopfattelse.

Nu har Thomas Bach som sagt besluttet sig for, at han vil komme sin sygdom til livs. Han ser sit alkoholmisbrug, som en sygdom. Han viser en hel stak små bøger frem, som han skal studere, for at lære principperne for anonyme alkoholikere og Minesotakuren.

“Jeg ville så gerne have vidst noget mere om den her sygdom, mens min far levede, for så havde vi måske ikke været så vrede på ham,” siger han.

Gennem behandlingen har Thomas lært at tænke på alkohol som noget, han er allergisk over for. Han kan simpelthen ikke tåle at indtage det, for det gør ham meget syg. Thomas vil have styr på sit misbrug, så livet kan blive godt.

“Nu har jeg fået samlet et fantastisk behandlerhold, og nu skal arbejdet ligesom bare gøres for at jeg kan få et godt liv. Der er ikke flere undskyldninger. Det er sådan en klassisk ting for folk, der misbruger at sige, men jeg havde jo en hård barndom, så derfor må jeg godt drikke. Men det har ikke noget, at gøre med det, du er i nu.”

Thomas Bach er allerede godt i gang med at skrive en ny bog, og han kan kun arbejde, når han er ædru. De næste skridt Thomas tager kommer ikke til at handle om minder. Hverken i Ganger eller litteraturen.

“Det næste, jeg laver med Ganger, er også noget, der er i nuet, som er i samtiden, som ikke er den her dykken ned i traumer. Der er ligesom ikke mere at komme efter der.”

 

Fakta:

Thomas Bach (f. 1984) er musiker og sangskriver. Han er opvokset i Hanstholm og bor nu i København, hvor han er en del af bandet Ganger.

I 2025 blev Thomas Bach portrætteret i dokumentarfilmen Kærestebreve fra Thy, som blev vist på CPH:DOX og kan ses på DR TV. Filmen omhandler hans forældres kærestebreve fra 1980’erne, og hvordan fundet af dem ændrer Thomas Bachs syn på sine forældres forhold og på sin egen opvækst.

Romanen Bunker (2025) er hans debut som forfatter. Bunker er en fabulerende hjemstavnsfortælling om maskulinitet, vold, druk, og sammenhold.

Thomas Bach deltager på den international litteraturfestival LiteratureXchange, som finder i Aarhus d. 17. - 21. juni 2026.

Facebook
Del på facebook

Marie Nyeng

Chefredaktør og kulturjournalist
Marie Norman Nyeng er uddannet Cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og er fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har arbejdet med journalistik og formidling af kultur, holdt foredrag og undervist kunstnere i at skrive og markedsføre sig.
Se Maries artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Valdemarsgade 1G
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Valdemarsgade 1G
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind