Knud Romer vil lade børnene klatre i træer, falde ned og rejse sig op igen
Sådan lyder fortællingen i Vejs Ende, Knud Romers nye billedbog til børn - en poetisk godnathistorie om at løbe gennem byen, ind i drømmen og hjem igen. Bogen er illustreret af Otto Dickmeiss og foregår i Knud Romers egne gader omkring Toldbodgade og Sankt Annæ Plads i København.
“Den perfekte cirkel, hun løber i, er et symbol på evigheden. Vi når aldrig helt hjem. Men vi bliver ved med at længes – og til sidst falder vi i søvn. Det er dér, vi vender hjem til os selv.”
Knud Romer skriver om det, han ved noget om. Han elsker børnebøger, og han elsker Frederiksgade. For ham er det et spørgsmål om kærlighed. Når han skriver, skriver han af kærlighed. Og måske er ‘Vejs Ende’ netop en kærlighedserklæring – til barndommen, til byen og til det at få lov til at fare vild.
Bogen rummer også et kort over Frederiksstaden, hvor børn og voksne kan følge Lauras rute gennem byen. På den måde fungerer Vejs Ende også som en lille turistguide til kvarteret, hvor Romer selv bor.
“Jeg håber, den kan komme ud i verden – ligge på museer, caféer og boghandlere her omkring,” siger han. “Så kan børn gå den samme vej som Laura og finde hjem igen. Det er min kærlighedserklæring til byen.”
Børnebøger skaber vores følelsesliv
For Knud Romer er der noget helt særligt ved at skrive bøger til børn og familier. Selv læste han højt for sine to døtre, da de var små – og husker stadig, hvordan han som barn blev rædselsslagen, da hans mor og mormor læste Brødrene Grimm for ham. “En af de fineste stunder, man kan opleve som familie, er at putte børnene og læse højt. Det bliver en del af dem – som søde erindringer og halve fantasier. På mange måder er det ikke dig, der læser bogen, men bogen, der læser dig. Brødrene Grimm har været med til at danne mit følelsesliv. Det sidder i mig.”Hans egne to døtre, som i dag er voksne, voksede op med bøger, musik og historier, der fyldte hjemmet i Frederiksstaden.
“Jeg læste for dem hver aften. Det er noget af det mest meningsfulde, jeg har gjort,” siger han.
I dag samler han på gamle, smukke børnebøger – Arthur Rackham, Edmund Dulac, Kay Nielsen – og ærgrer sig over, at mange forlag ikke længere tager børnelitteraturen alvorligt.
“Vi skal lave bøger, som børnene tager med sig ud af børneværelset. Bøger, de kan læse igen og igen.”
Han ved, hvor svært det er. Mange af hans egne bøger har taget år at få udgivet, fordi de er for dyre og for besværlige at producere.
“Selv for mig skal der kæmpes. Jeg må søge fonde, overtale forlag, og til sidst tjener jeg måske 8.000 kroner på en bog, der har taget år. Men jeg gør det af kærlighed. Jeg tror på, at en smuk bog kan blive stående – at den kan ændre et menneske.”
En barndom i skygge og lys
Selv voksede Knud Romer op på Falster i 1960’erne med en dansk far og en tysk mor.
“Jeg var dobbelt-halvsproget. De sagde, jeg aldrig ville komme til at tale rent - hverken dansk eller tysk. Men der tog jeg røven på dem,” siger han og ler.
Han beskriver barndommen som vidunderlig og fuld af frihed. Tæt på havet, vinden, træerne.
“Vi fik lov til alt. Vores forældre var skide ligeglade med, hvad vi lavede. Vi sejlede, klatrede, lavede bål, legede på gaden. Vi byggede huler i skoven og gik til fiskerne, der gav os rødspættehoveder, vi kunne fiske med. Vi stak snoren gennem øjnene og fangede krabber, som vi slap løs igen om aftenen. Vi gik på æblerov hos ’den psykotiske nabo’, der jagtede os.”
Barndommen var fyldt med bøger og natur – men uden fjernsyn og ipads.
“Min mor havde en transistorradio i køkkenet med en knækket antenne, og min far en pladespiller i stuen med lakplader. Det var det. Så vi var udenfor hele tiden.”
Han husker naboen Fru Skårups have, hvor der altid stod blå røg op fra skorstenen, fordi hun kogte rustfjerner efter et patent, hun havde arvet fra sin mand.
“Jeg tjente penge ved at sætte kapsler på tuberne. Vi røg alt, hvad der kunne brænde. Indtil vi blev gamle nok til at købe cigaretter. Det var frihed.”
Hans tyske mormor var et bombeoffer fra krigen. Hun havde ikke længere næse og ører. Men hun var én af de vigtigste personer i Knud Romers opvækst, og han elskede hende højt.
“En dag cyklede jeg ud i skoven og samlede Sankt Hans-orme og lagde dem i stjernebilledet Orion på hendes græsplæne. ‘Se, mormor,’ sagde jeg, ‘jeg elsker dig så højt, at jeg vil hente stjernerne ned til dig.’ Hun græd. Det var en barndom i skygge og lys. Man var ét med sine sansninger.”
Som 18-årig tog Knud Romer sin studentereksamen fra Nykøbing Katedralskole og forlod Falster for at læse litteraturvidenskab i København. Men barndommens frihed og sanselighed har han båret med sig lige siden og brugt i litteraturen. Et stille oprør mod den verden, hvor han i dag oplever, at der er for meget kontrol og overvågning, og ikke nok frihed.
Når børn ikke lærer at blive bange
I en tid, hvor forældre følger deres børn på GPS og frygter for alt, længes Knud Romer efter en barndom med hudafskrabninger, æblerov og blå mærker.“Jeg synes, det er synd, at børn ikke længere bliver sluppet fri og kan lege i fred uden os forældre. De bliver overvåget konstant. Forældrene tør ikke lade dem gå ud alene, for de kan jo blive kørt ned eller kidnappet. Men det er vigtigt, at børn lærer at blive bange - og finde ud af, at de kan komme ned fra træet igen.”
Hans egne døtre voksede op midt i Frederiksstaden, som for Knud Romer er et trygt sted, hvor han turde slippe dem fri.
“De løb rundt i gaderne, sad hos guldsmeden og kiggede på sten, fik ismejeriets første is, når de åbnede om sommeren. De rullede på skateboard og stod på rulleskøjter på Langelinie. De havde et område, de kunne udforske, og hvor de kendte mange af ansigterne. Og hvor de fik lov til at skabe sig deres egne erfaringer.”
Knud Romer tror, at noget af angst-epide-mien hos børn og unge i dag skyldes, at børn ikke får lov til at mærke frygt.
”Man skal kravle for højt op i et træ, blive forskrækket og opdage, at man kan komme ned igen. Man skal kende den pinefulde tilstand og lære at styre den. Ellers lærer man aldrig mod.”
Hans oplevelse deles af forskere på Psykologisk Institut i Aarhus, fortæller han.
“De mener, at en del af den stigende angst blandt børn skyldes, at de aldrig lærer at omgås frygt. Når man hele tiden bliver beskyttet, lærer man ikke, at man kan slippe ud af situationer igen. Man får en for lav angsttærskel.”
Når snakken falder på digitale medier, bliver han mere tøvende.
“Jeg tror ikke, det er så slemt, som man siger. Små børn leger ofte analogt med deres iPads. Men det bliver en sansefattig oplevelse – kun øjne og ører. Og tempoet! De får alt serveret med det samme.”
Han oplevede det selv, da døtrene var små.
“Det kunne være svært at holde dem fast i et fortælleforløb. ‘Hvor er billederne?’ spurgte de. ‘Dem skal du lave i hovedet.’ At vente, udholde spænding, forvente en pointe; det er læsningens disciplin. Den skal man lære.”
Og alligevel er verden ikke kun blevet fattigere, mener han.
“Mine døtre vidste som 14-årige langt mere, end jeg selv gjorde som dreng i 1970’erne. De havde talt med mennesker på den anden side af jorden, fulgt nyheder og kendte verden på en helt anden måde. Jeg var pisse ligeglad med nyhederne dengang. Så alt var ikke bedre i gamle dage. Men friheden, den savner jeg for dem.”
Alle børn skal opleve kunst
Men friheden handler ikke kun om at kunne klatre i træer. Den handler også om adgang til kunst, bøger og fantasi og den mangler mange børn i dag, mener Knud Romer.“Læsekrisen rammer især de børn, hvis forældre ikke selv læser. Man kan høre det på sproget. Der er masser af hjem uden en eneste bog – uden højtlæsning. Det er det sørgeligste. Når børn ikke læser, skal man ikke skælde dem ud. Man skal skælde forældrene ud.”
Han taler om de 49.000 børn i Danmark, der lever under fattigdomsgrænsen.
“Forestil dig at have tusind kroner om måneden til mad og tøj. Hvad med cykel? Fødselsdagsgaver? Klasseture? Det er ulighed. Og så sænker man afgiften på chokolade og kaffe i stedet for på grøntsager. Det er helt gak,” udbryder han.
Romer fortæller, at mange børn på Falster vokser op under fattigdomsgrænsen – og at en af hans gamle barndomsvenner faktisk først langt senere i livet fandt ud af, at man kunne gå på gymnasium.
“Jeg talte med Dansk Folkehjælp, der beskæftiger sig med børn i fattigdom. Ved du, hvad de børn ønsker sig i julegave? Et penalhus. En sodavand. Det er børn, der vokser op uden kultur, uden musik, uden bøger. Det burde være en menneskeret. Alle børn skal have mulighed for at læse en bog, spille et instrument, opleve kunst. Det er dér, verden begynder.”
25 år med cola og wienerschnitzel
I dag bor Knud Romer stadig i Frederiksstaden. Tæt på Toldbod Bodega, hvor hans portræt hænger over baren.“Det tog mig 17 år at få mit eget bord,” siger han.
Nu står hans navn på en lille messingplade dér, hvor han har spist utallige wienerschnitzler, friet til sin kæreste og fejret, at han fik De Gyldne Laurbær.
“Jeg kan godt lide at gentage ting. Jeg spiser det samme hver dag. Jeg drikker cola. Spiser stjerneskud og wienerschnitzel. Jeg er en tro kæreste. Jeg holder i hånd med Laura hver dag og ikke med nogen andre.”
Mens han taler, skubber Laura hans glas cola lidt længere ind på bordet. Han har det nemlig med at vælte det, mens han fortæller.
Til gengæld bliver han ofte rasende, når tingene forandrer sig. Hvis personalet bliver udskiftet eller en café lukker. Han kan ikke holde det ud, når verden bliver lavet om.
”Jeg er meget nostalgisk. Og så er jeg jo blind. Der er for eksempel åbnet en ny vegansk café et sted, jeg plejede at være. Og nu trækker Laura mig altid over på det andet fortov, fordi jeg ellers kommer til at smadre det hele med min blindestok”
Han elsker også julen. Særligt fordi, den kommer igen hvert år.
“Det er derfor, jeg lavede en julekalender med rim. Og jeg kan bedst lide at gøre ting, jeg allerede har gjort før”.
For ham er det ikke et udtryk for stagnation, men for kontinuitet. Det er den samme rytme, som findes i sproget, i eventyrene og i livets cyklus.
“Jeg tror, vi alle længes efter, at noget vender tilbage. At verden ikke hele tiden forandrer sig. At man kan kende sit kvarter, kende sit bord, kende sit liv. Det giver ro.
Gentagelsen er en form for kærlighed. Det, at man bliver, at man bliver ved. At man vender hjem igen. Det er vel det, vi alle søger, at komme hjem”.
Når lærken letter
Bagerst i Vejs Ende gemmer sig en QR-kode. Den fører til vuggevisen Himmelseng, indspillet af Knud Romers ven Mikael K, som han lige har været på Tønder Festival sammen med.
“Jeg elsker musik. Det er meget enkelt,” siger han. “Musik og sprog minder om hinanden; begge dele har rytme, gentagelser og stilhed, og begge kan få noget til at hæve sig over hverdagen. Ligesom en lærke.”
Lærken har fulgt ham siden barndommen på Falster, hvor dens sang lød over markerne hver morgen. I dag er den blevet et symbol på hans kærlighed til sproget. Hans yndlingsbogstav er L – lys, lykke, lyst, lærke.
“Jeg ville skrive L så højt i dansk, at det aldrig falder ned igen.”
“Lærken letter fra dit hjerte / og slår triller i det blå / når du lytter til en lærke / kan du mærke hjertet slå”
Digtet stammer oprindeligt fra hans ABC-bog, der vandt prisen for Årets Bogdesign, og som han stadig betragter som en af sine mest lykkelige bedrifter. For nylig rejste Næstved en bænk ved vandet med lærkedigtet indgraveret på et messingskilt.
“Kan man opnå noget højere?” spørger han stille. “Jeg skriver på kærlighed. Til sproget, til børnebøgerne, til Frederiksgade. Den verden, jeg skriver om, findes næsten ikke mere. Men den gør det her. I sproget, i musikken, i en børnebog. Det er mit hjem.”
Fakta:
Knud Romer: Født 1960. Forfatter og tidligere reklamemand.
Vejs Ende: Ny billedbog skrevet af Knud Romer og Illustreret af Otto Dickmeiss.
