★ ★ ★ ★ ★ ☆

Rasmus Nikolajsens langdigt hvad skal vi med al den skønhed? er melankolsk naturdigtning om tidens, træernes og alt levendes ufravigelige bevægelse mod forfaldet. Vi følger et efterår med refleksioner over naturen, mennesket og den verden, vi er omsluttet af

På årets sidste sommerdag, nu på tærsklen til efteråret, udkommer Rasmus Nikolajsens langdigt hvad skal vi med al den skønhed? på forlaget Rosinante. Værket er et efterårsdigt, hvor man følger et liv gennem årstiden fra bladene bliver røde, senere gule og til de visner helt og falder af. Forsiden er prydet med et changerende farvebillede i orangerøde nuancer, der løber ud i en hvidlig lyseblå. Man får fornemmelsen af en solnedgang, der rammer vandspejlet.

Kontinuerlige tankestrømme

Denne subtile, sansende stemning flyder over i ordene. Digtet har en sproglig mildhed og en eftertænksomhed, der lægger en fin grobund for de dybe tungsindige passager og til de nære naturbetragtninger.

I hvad skal vi med al den skønhed? følger man det evigt reflekterende jeg, der observerer verden; i parken, på gaden, gennem sit vindue. Jeg’ets blik læner sig helt ind til bladene, tæt på, for derefter at flytte sig helt ud, se sammenhængene, samfundet og sprogene. Digtet bevæger sig naturligt i bølgende bevægelser fra en tematik til den næste. I en form for stream-of-consciousness fra bladenes plads på grenen, til regndråber over i en vens selvmord og livets naturlige bevægelse mod døden.

“og jeg tænker: jeg ved jeg kan / være i ulykken, men kan / jeg være i lykken? / mens mørket sætter sig, som te / i en kop efter at dagen / er drukket, og får os til at / mærke hvor umuligt det er / at alt er som det er og at / skyerne er døde tanker”

 

Når årstider bliver til år

Den nærværende melankolske stemning strømmer gennem alle værkets fireogtres sider, der hver indeholder otte vers af digtet. En systematisk digtning, der er kendetegnende for Rasmus Nikolajsens forfatterskab.

Vedvarende gennem hvad skal vi med al den skønhed? er der en besynderlig beroligende melankolsk tilgang til forfaldet og nedbrydeligheden. En tilstand som efteråret på mange måder er defineret af. Digtet behandler det smukke og det ængstelige i at observere processen, hvor livet trækkes ud af træerne endnu en gang. Det er en refleksion over tiden, der er gået forbi fra den mulighedsrige, men skræmmende ungdom, til voksenlivets trygge rastløshed.

“men man kan jo ikke dæmme / op for efteråret, se blot / hvor smukt ahornbladet lader / dødsangsten lyse i sig som / når alle celler i en krop er frie og viet består / af mig og fem skader der går”

Flydende fremadgående

Naturen er det hvorom alting drejer sig i værket. Træerne, bladene, dyrene, parken. Herfra reflekterer jeg'et over klodens tilstand og de samfundsstrukturer, vi har konstrueret. Samfundstilstanden er noget, jeg'et blandt andet bliver konfronteret med, når han observerer mennesker i parken:

“jeg / ser birketræet fordele / guld ud over plænen og folk / i soveposer på lejer / af gammelt pap og solet dis / og angstanfald og heldigvis / har jeg råd til bare at stå / her og identificere / mig med det nu næsten nøgne / bøgetræ”

I kraft af udeladelsen af punktummer fungerer digtet som én lang sætning, hvilket skaber en fornemmelse af at flyde med den nødvendige fremadgående bevægelse. I digtet såvel som i livet, hvor tanker og oplevelser fører én videre i en kontinuerlig strøm af både mørke, lys, det grimme og det smukke. På tærsklen til efteråret kondenserer og udvider hvad skal vi med al den skønhed? de tanker og overvejelser et liv, en årstid og en dag kan være fyldt af.

Fakta:

Rasmus Nikolajsen debuterede i 2000 med digte om lidt

Han vandt i 2016 Kritikerprisen for sin digtsamling Tilbage til unaturen.

Langdigtet hvad skal vi med al den skønhed? er Rasmus Nikolajsens niende værk.

Digtet udkommer på Rosinante d. 31. august