Forfatterens selvbiografiske roman handler om den kærlighed, som hun ikke fik af sin mor. Romanen er blevet modtaget med varme og hundredvis af lignende historier fra læserne.

Den, der lever stille er Leonora Christina Skovs første selvbiografiske roman. I den skriver hun om forholdet til sin mor, som hun aldrig følte sig elsket af, men prøvede at få kærlighed fra helt frem til hendes død i 2015. Hun blotlægger sit liv præget af morens kontrollerende gråd og farens utrættelige forsøg på at undgå den. Fortællingen er hård, ærlig og meget personlig.

“Jeg troede ikke, at den ville have nogen særlig rækkevidde. Måske til nogen, som godt kan lide et freakshow. Jeg har ikke følt, at folk kunne spejle sig i min fortælling tidligere, ” siger hun.

Men romanen har solgt 36.000 eksemplarer på kun 6 uger. Langt mere, end hvad hendes tidligere romaner har solgt. Flere hundrede læsere har kontaktet hende og fortalt deres egne historier om svigt og manglende kærlighed. De står i kø på gaden uden for boghandlerne, når hun signerer.

En ensom proces

Selvom hun tidligere har skrevet om komplicerede mor-datter forhold, krævede det mange overvejelser inden Leonora Christina Skov skrev sin egen historie. Det føltes som et enormt tabu. Efter morens død gik der 1,5 år, før hun fik hul på fortællingen og det første kapitel, morens dødsscene, tog hende tre måneder at skrive.

“Det var rædselsfuldt. Jeg tænkte, ’jeg bliver aldrig færdig, hvis det fortsætter sådan her’,” siger Leonora Christina Skov

Hun tog ni måneder ud af kalenderen for at skrive Den, der lever stille. Skriveprocessen var langsom og ensom. Leonora Christina Skov sad i sin lejlighed på Frederiksberg med sig selv og sin egen historie, men det ændrer sig, da hun undervejs åbner op for sin proces på Instagram.

“Jeg har aldrig gjort det før, men jeg begyndte at involvere læserne i det, som jeg arbejdede med. Det blev en måde at komme i kontakt med nogen. Instagramfølgerne er de perfekte læsere. Engagerede, søde og rare, så det var motiverende for min proces. Det gjorde mig meget mindre alene, ” siger hun.

Læserne har sendt over 800 mails

Den selvbiografiske roman lader læserne komme tæt på forfatteren og forfatteren komme tæt på læserne. De ser sig selv i hendes fortælling.

“Jeg sidder lige nu med en kvindelig læser, som er ved at dø. Hun har samme kræftform, som min mor havde, så jeg havde hende hjemme til middag for 3 uger siden. Man tænker hele tiden, kunne jeg ikke have gjort mere, men hvad skal man gøre, ” siger Leonora Christina Skov.

Hun har fået over 800 mails fra læsere siden romanen udkom og forsøger nu at balancere sin tid og sin lyst til at se og reagere på de personlige fortællinger.

“Det er vildt, hvor mange vinkler der er på det her. Der er dem, der ikke har følt sig elsket, dem med psykisk syge mødre, dem med alkoholiserede forældre, dem der flygtede fra krig, dem som er blevet ekskluderet af Jehovas vidner og mønsterbryderne,” siger hun.

Fællesskab giver mod

Modtagelsen af Den, der lever stille er rørende for Leonora Christina Skov. Møderne med læserne og deres historier har fået forfatteren til at føle sig mindre alene. Hun ville ønske at endnu flere mennesker vidste, hvor udbredte de kærlighedsløse relationer er.

“Inden jeg skrev den her bog, har jeg mødt fem kvinder, som har haft samme meget problematiske forhold til deres mor. Ellers har jeg aldrig mødt nogen, som havde det sådan. Men det er der mange mennesker, som har. Det ville jeg gerne have vidst før,” siger hun.

Fællesskabsfølelsen har også givet hende mod til at sige fra overfor andres forsøg på at forklare. Ofte er Leonora Christina Skov blevet mødt med påstanden om, at hendes mor sikkert har elsket hende, men bare ikke var i stand til at vise det.

“Hver gang føles det som et ‘det du har oplevet er ikke rigtigt’. Det har givet mig mere mod til at sige nej. Vi er flere, som oplever det, og jeg taler også på deres vegne. Det er vigtigt, at vi ikke bliver fejet af med en eller anden undskyldning,” siger hun.

Hovedstolen står stadig

Leonora Christina Skov har siden december sidste år haft 80 timers arbejdsuger. Alt har drejet sig om Den, der lever stille. Hun mærker vigtigheden i at tale om emnet, og fællesskabsfølelsen blandt læserne har bekræftet hende i beslutningen om at skrive om sin egen historie.

“Det siger mig noget, at den her bog, som handler om mig og mit liv, virkeligt flytter noget. Jo mere man giver og deler ud af sig selv, jo bedre kan verden lide en. Det ville jeg også gerne have vidst noget før,” siger hun.

Budskabet i Den, der lever stille er, ifølge Leonora Christina Skov, at vi skal være bedre til at tale sammen. Tale om det, som er hemmeligt og svært. Modtagelsen af romanen fortæller hende, at der er meget mere at tale om.

Hun siger:

“Det giver mig lyst til at tale mere om det. Der er meget mere stof i det her. Jeg ved ikke i hvilken form eller hvordan, men helt sikkert. Jo mere man skriver, jo mere er der at sige.”