Bodil Jørgensen er ikke bange for døden

Bodil Jørgensen er ikke bange for døden - at blive ældre er en øvelse i at give slip og leve i nuet

Bodil Jørgensen har været tæt på at dø to gange i sit liv og er hverken bange for død eller rynker. I ‘Maddiker’, et dramatisk stand-up show med Jannie Faurschou og Rikke Wölck, hylder hun alderdommen og gør op med en ungdoms-glorificerende kultur
InterviewSceneSkrevet af: Rikke Engsig Nielsen28. jan 2022
Bodil Jørgensen er blevet 60 år gammel. Det bliver hun hele tiden mindet om, når hun ser sig selv i film og på TV. Nye linjer og rynker breder sig i ansigtet, rundt om munden og i panden. Og når hun står op af sengen om morgenen, skal benene lige rystes i gang.
Men hun ønsker det ikke anderledes. For hende er det tegn på dét, hun kalder ‘livets fylde’. På alle de oplevelser og erfaringer, som livet indtil nu har givet hende, og på den fantastiske livsfase, som hun nu befin-
der sig i.
I ‘Maddiker’, som kan opleves i hele landet til foråret, og som hun kalder et dramatisk stand-up show, vil hun sammen med Jannie Faurschou og Rikke Wölck bryde med nega-
tive forestillinger om alderdom og vise, at det både kan være styrkende og frisættende at blive gammel.
Bodil Jørgensen er ikke bange for døden  - at blive ældre er en øvelse i at give slip og leve i nuet</br></br>Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix Denmark
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix Denmark

Alderdom er en øvelse i selve livet

Bodil Jørgensen har som skuespiller ofte spillet ældre, end hun har været. Hun blev først færdig med skuespilleruddannelsen som 29-årig og har aldrig rigtig fået tildelt roller som den unge pige. Og i dag spiller hun oftest mor, bedstemor, eller en gammel tante.
“Jeg har nok altid være en gammel sjæl, så måske har det bare passet sådan. Og i dag synes jeg jo bare, at det passer så fint. Jeg kunne ikke tænke mig at lave mig selv om,” siger hun.
Omkring sig ser hun mange mennesker, der bliver bygget om i ansigtet. Mennesker der bruger mange penge og energi på at fjerne rynker og mørke rander, fordi de er bange for at blive gamle.
“Det er jo bare skruen uden ende. Man kan jo ikke flygte fra det. Fordi i morgen er der jo en rynke mere,” griner hun.
Hun kunne aldrig selv finde på at lave om på sit udseende eller prøve på at skjule, at hun bliver ældre. Rynkerne er for hende en del af ‘livets fylde’ og viser noget om hendes alder, som hun ser som noget helt naturligt og som noget, der giver hende styrke. Der er så meget andet, der er vigtigere, så derfor synes hun, at det er ærgerligt, hvis man lægger sin energi i at undgå, at årene og det levede liv sætter sig sine spor. Som hun siger, kunne vi jo hjælpe hinanden med at redde Sydsudan. Eller nyde det sted i livet, hvor vi er netop nu. Hun synes ikke, at vi er så gode til det der med, at tiden går, og at alting i livet har sin tid
“Men jeg tror, at dét at blive ældre er en god øvelse i selve livet. Jeg synes det er meget smukt. Vi må øve os i at være til stede, der hvor vi er, uden at længes tilbage eller frem. At være netop her lige nu og så bruge de erfaringer, vi har fået”.
Hun finder selv ro med at blive ældre ved at spejle sig i naturen. Hun lægger mærke til årstidernes skiften, og hvordan alting i efteråret langsomt visner eller forgår.
“Jeg kan godt lide at se mig selv lidt som et gammelt træ. Og så tænker jeg på, at der til sidst altid er et blad, der ikke vil give slip. Men til sidst giver det slip og svæver langsomt mod jorden. Det synes jeg er meget smukt og meget menneskeligt,” fortæller hun.
Bodil Jørgensen er ikke bange for døden  - at blive ældre er en øvelse i at give slip og leve i nuet</br>Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck kan opleves på scenen til et dramatisk stand-up show. Kvinderne hylder alderdommen og taler om både det svære og det smukke i livet, inden ‘maddikerne’ får overtaget.</br>Foto: PR-foto / Folketeatret
Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck kan opleves på scenen til et dramatisk stand-up show. Kvinderne hylder alderdommen og taler om både det svære og det smukke i livet, inden ‘maddikerne’ får overtaget.
Foto: PR-foto / Folketeatret

Det er ikke så frygteligt at se døden i øjnene

Bodil Jørgensen er ikke selv skræmt af at tale om døden. Da hun var 27 år gammel, befandt hun sig i et tog, der kørte af sporet. Ulykken endte med at koste otte mennesker livet, mens Bodil Jørgensen var heldig at slippe med en hudafskrabning. Som 53-årig faldt hun af en traktor ved en filmoptagelse til ‘Far til fire’. Hun blev ramt af traktoren, fik alvorlige skader og blev behandlet på stedet. Hun fik at vide, at hun ikke ville have overlevet turen til hospitalet.
“Jeg holder utrolig meget af livet. Men jeg er ikke bange for at dø,” fortæller hun.
“Jeg har virkeligt kigget døden i øjnene. Jeg har jo været tæt på at dø nogle gange, og jeg har fundet ud af, at det faktisk ikke er så frygteligt. Jeg har mærket det uendelige mørke og erfaret, at Gud bor i mørket.”

Selvom nærdødsoplevelsen var skræmmende, er det ikke en erfaring, som Bodil Jørgensen ville have været foruden. Det har givet hende en større ro med døden. Og så har det fået hende til at gøre sig endnu mere umage med livet.
“Jeg har jo fået en chance til. Og så synes jeg næsten, at det er nødvendigt, at jeg forsøger at gøre mig rigtig umage med det liv, jeg har fået igen,” siger hun og griner:
“Det ville lige mangle ikke at sætte pris på det liv. Sådan et ordsprog ville min far nok bruge.”
Bodil Jørgensen er ikke bange for døden  - at blive ældre er en øvelse i at give slip og leve i nuet</br></br>Foto: ax Lindhardt/Scanpix Denmark
Foto: ax Lindhardt/Scanpix Denmark

Der skal være plads til at være menneske

Selvom Bodil Jørgensen ikke selv er bange for døden, er hun klar over, at hun bliver nødt til at være her et stykke tid endnu. Det er særligt, fordi hun gerne vil følge datteren Rigmor godt på vej i livet. Bodil Jørgensen har i dag tre børn, et med sin afdøde mand Henrik Sartou og to med sin nuværende mand, Morten Søborg. Hun fik datteren Rigmor som 47-årig, hvor dét, hun troede var tegn på overgangsalder, viste sig at være en graviditet i tredje måned.
“Det var jo lidt et sats, at jeg fik hende i den alder. Det overvejede jeg ikke dengang. Men det kan jeg godt se, at det var, i dag,” siger hun og fortæller, at der er mange mennesker, der har været interesserede og spurgt ind til, hvordan det er, at få et barn så sent i livet.
“Det er vigtigt for mig at gøre Rigmor stærk, så hun kan klare sig. Jeg ved jo ikke, hvor længe jeg vil være her. Og det kan jeg se, at hun er. Hun er virkeligt en stærk og robust pige,” siger hun.
“Hun er ikke bange for, at jeg ikke kommer tilbage, når jeg tager på arbejde. Det kunne hun jo godt være blevet rigtigt bange for, når hun jo har oplevet, at jeg var tæt på at dø. Men det er hun ikke”.

Hun er ikke i tvivl om, at datteren vil klare sig godt. Men hun er bekymret for den tid, hun vokser op i. En tid, som for Bodil Jørgensen, er mærkelig og modsætningsfyldt.
“På en måde er det jo sådan en frigørende tid, vi lever i. Men alligevel er vi bundet af så mange idealer om, at vi eksempelvis altid skal blive ved med at se unge ud. Det er svært bare at være det menneske, man kom for at være. Det, synes jeg, er synd for Rigmor,” siger hun.
“Derfor opdrager jeg hende også til ikke at gå så meget op i alle de der idealer. Men i stedet til at være sig selv. Og til at være menneskelig. Det, synes jeg, er det allervigtigste”
Bodil Jørgensen er ikke bange for døden  - at blive ældre er en øvelse i at give slip og leve i nuet</br></br>Foto: PR-foto
Foto: PR-foto

Der er noget frisættende ved at blive gammel

Med det dramatiske stand-up show ‘Maddiker’ vil Bodil Jørgensen gerne bryde med tabuer om dét at blive gammel og vise os, at det er noget, vi sagtens både kan snakke om og grine af. Hun synes, at det er trist, at mange udelukkende ser det som noget negativt og trist at blive ældre, fordi hun selv synes, at der faktisk er mange ting i livet, der bliver både smukkere og lettere af at have levet i mange år.
“Der er noget frisættende ved at blive ældre. Jeg er blevet virkelig sikker på, hvad jeg gider at bruge min tid på, og hvad jeg ikke gider at bruge min tid på. Det er befriende,” siger hun.
Hun har eksempelvis slet ikke har lyst til at bruge tid på at bruge de sociale medier. Og så har hun i dag fået alt det, hun gerne vil have. Mand, børn, hus, karriere. Hun har fået opfyldt en masse drømme, og hun kan nu læne sig tilbage og nyde det, hun har. Og så er hun blevet bedre til at glædes ved de små ting i livet.
“Det er så dejligt at lægge alle de der behov fra sig. Så er der også plads til nogle andre ting. Det er skønt at blive klar over, hvad der er vigtigt for én,” siger hun og fortæller, at hun i dag blandt andet har fået tid til at dyrke sin store interesse for klima og miljø. Det er noget, der føles vigtigt og meningsfuldt for hende at bruge sin tid på.

Hun oplever også, at hun gennem livet er blevet mere klar over, hvem hun er. Hun er kommet tættere på sin egen kerne, er blevet mere til sig selv.
“Da jeg blev 50 tænkte jeg, at nu er jeg lige der, hvor jeg skal være,” fortæller hun.
“Men jeg er helt sikker på, at den dag, hvor man skal dø, så ved man lige, hvordan man skulle have levet sit liv. Og det er jo selvfølgeligt lidt sent. Men det tilgiver jeg mig selv for. Man bliver klogere gennem hele livet.”

Fakta

Bodil Jørgensen medvirker i foråret i forestillingen Maddiker ‘Et livtag med den modne kvinde’

Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck kan opleves på scenen til et dramatisk stand-up show. Kvinderne hylder alderdommen og taler om både det svære og det smukke i livet, inden ‘maddikerne’ får overtaget. Spiller på Folketeatret i Nørregade i København 24. februar - 5. marts og 27. april - 17. maj
Præsenteret af Folketeatret.

På turné i hele landet fra 24. februar til 17. maj.

De første forestillinger på turneen er på Svalegangen i Aarhus 8.-12. marts og på Odenseteater 14. - 16. marts 2022

Topfoto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix Denmark

Facebook
Del på facebook

Rikke Engsig Nielsen

journalist
Rikke Engsig Nielsen har en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og studerer på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hendes hjerte banker især for ny nordisk skønlitteratur, autofiktion og for alle de kulturprodukter, der kommer ind under huden på karaktererne og gør os klogere på, hvad det vil sige at være et menneske.
Se Rikkes artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind