Sanger Maria Malmø: Vi er stjernestøv i et sanseunivers
Maria Malmø, forsanger i MALMØ og bagmand bag Concert-In-Stallations, udgiver snart debutalbum med et visuelt koncept og sin søns øje på coveret. Hun tror på, at vi kommer fra stjernerne, og at vi kan så meget mere, end vi gør
Maria Malmø er ikke blot musiker. Hun går til det musikalske univers med alle sanser og er både kunstner, æstetiker og iværksætter. Hun ynder at lave opsætninger med et sammensurium af sanseoplevelser, der inddrager mere end blot høresansen. Inspirationen kommer fra naturen, fra stjernehimlen og fra sønnen Noa Bjørk. Hans øjnes dybde kan transportere hende udover det fysiske liv med en påmindelse om, at vi er en del af et større, magisk univers. Ved øvelokalerne i Lydhavnen på i Aarhus, sted for øvelokaler i det kreative område på Sydhavnen i Aarhus, møder vi Maria Malmø, der er i gang med de sidste forberedelser til udgivelsen af albummet We come from the stars med sit band MALMØ.Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
At lytte fra liften og se storhed i stjernehimlen
En af de første erindringer, der tegner sig lysklart i Maria Malmøs musikalske minder, er et billede af at ligge i en lift og lytte til forældrenes sangstemmer. Begge forældre er musikere og sangere, og hun er blevet taget med til deres koncerter, før hun kunne gå. Hun husker, at hun sang med på volapyk-sprog og trykkede på tangenterne, så snart hun kunne nå klaveret. Musikken har været en naturlig del af hendes liv fra barndommen, hvor oplevelser med den nordiske natur også satte spor i hende.“Det var en frostklar nat med den dér knitrende, sprøde og meget nordiske fornemmelse i luften. Og så kigger jeg op, og der er bare et helt uendeligt rum af stjerner, der bare fortsætter ud i uendelighed. Det var virkelig magisk”. Hun ser stadig storheden i stjernerne, og det er den sanselig måde at opleve verden på, som har dannet grobund for hendes kreativitet.
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
En idé i en stormhvirvel
Idéerne til musikken opstår for Maria Malmø i en intuitiv proces. Hun har tidligere studeret på MGK (Musikalsk Grundkursus red.) og efterfølgende Dramaturgi på Aarhus Universitet. Her opdagede hun, hvordan skolernes skarpe rammer satte en stopper for hendes intuitive kreativitet. “Jeg ville have fokus på produktion. Jeg vil ikke analysere en helt masse, jeg vil hellere skabe,” siger hun. Et for bevidst fortolkningsapparat bremser hende. I stedet er det i de rene, umiddelbare sanseoplevelser, at idéerne dukker op.Særligt naturen er inspirationskilde. På vej hjem fra en koncert i København bragede en storm. “Der var vildt røre, og vi kunne ikke komme over Storebæltsbroen, så vi strandede. Jeg kan huske, at jeg var nødt til at tage høretelefoner på, og så sad jeg med en kapsel og lavede trommerytmer og sang til, fordi jeg bare var nødt til at få det ud. Det dér med at være i den kæmpe stormhvirvel var ret magisk, og der fik jeg en idé til et nummer,” fortæller hun og synger linjerne fra stormnatten: “The world is spinning and I’m on the Ground”. Så sad jeg bare dér i min egen lille verden. Det er sådan, det udvikler sig.”
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Ind i en anden verden
Maria Malmø har altid søgt mod andre og større universer. Måske fordi hverdagen kedede hende. Hun har altid læst mange bøger: skønlitteratur, fantasy og digte. ”Ting med andre verdener, som man kan få lov at forsvinde ind i, synes jeg er vildt magiske,” fortæller hun. Derfor forsøger hun også at skabe en oplevelse af en andet univers gennem musikken. Det gør hun gennem helhedsoplevelser, der bevæger alle sanser. Hun er iværksætteren bag Concert-In-Stallation, et koncept, der laver installationskoncerter, hvor lyd, lys, bevægelser og rum tilsammen drager publikum ind i et andet univers. Seneste arrangement var Tree of Souls i Havreballe Skov ved Aarhus i starten af september. Bandet MALMØ har også skabt et visuelt koncept til deres nye plade, som til deres koncerter blandt andet vil komme til udtryk gennem dans, transmission af videoer fra rummet og en 365 graders projektor, der vil indhylle publikum i en lysende stjernehimmel.Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Et øje der rummer universet
Sammen med bandets guitarist, Asger Jakobsen, er Maria Malmø forælder til sønnen Noa Bjørk på 1,5 år. Især rollen som nybagt mor har sat spor på MALMØs nye album. Eksempelvis er albummets artwork, som er lavet af Kasper Vindeløv, et foto af Noa Bjørks øje. “Jeg har altid haft en fornemmelse af, at han bare er dumpet ned fra et eller andet magisk sted. Det er som om han har en helt intuitiv viden, og bare ved så meget mere, end jeg gør. Det kan man mærke, når man kigger ind i øjnene på ham. Jeg havde lyst til, at folk skulle opleve den fornemmelse, og derfor kom billedet af hans øje på vores plade. Når jeg kigger på det billede, så får jeg bare en magisk fornemmelse af, at jeg bliver transporteret ud over det her fysiske liv.” Maria Malmø er draget af oplevelser, der peger mod en større sammenhæng og mening, og det finder hun især i stjernehimlen.Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Stjernestøv og støvregn
”We come from the stars” er titlen på både albummet og et nummer derpå. For Maria Malmø er det et statement om, at vælge at tro på, at vi er mere, end vi gør os til. Hun er optimist. I en videnskabelig artikel læste hun, at vores kroppe fysisk består af stjernestøv, og det inspirerede hende til nummeret:
”With nitrogen in our brains
With calcium in our bones
With iron in our veins
With carbon in our souls
We come from the stars
We come from the stars
We come from the stars
We come from the stars
With stardust in our spines
With skin that glows
A whole universe resides
Within our souls”
Maria Malmø mener, at der er meget forfærdeligt i verden, vi som mennesker kan vælge at fokusere på. Hun kunne ønske sig et andet samfundssystem, en anden politik. Men tanken om, at vi er stjernestøv, rykker for hende ved verdensbilledet. ”Hvad er det, vi går og fortæller os selv? At vi er grove og dyriske, og har behov for alle mulige unødvendige ting. Men i virkeligheden er vi bare meget mere subtile, meget finere væsner end bare kroppe, som forsvinder på et tidspunkt. Men bevidstheden, energien, tror jeg, bliver ved med at eksistere. Hvis vi leder opmærksomheden hen på dét, der faktisk er, de magiske sanseoplevelser, så vil det også vokse.” fortæller hun. Og mens vi sidder på en bænk på Lydhavnen og taler sammen med øjnene knebet tæt sammen for at filtrere det skarpe lys fra septembersolen, begynder regndråber at falde over os. Små glasklare dråber falder som glitrende støv i solskinnet og virker på en måde som et bekræftende belæg for Maria Malmøs tanker om, at vi er stjernestøv: noget helt subtilt og fint, en del af en større helhed.
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
At lytte indad sammen
Det er helheden, hun gerne vil have frem under sine koncerter. Hun vil gerne skabe shows, der bevæger alle publikums sanser, så de slet ikke kan lade være med at bevæge sig. Hun søger efter at aktivere personlige minder hos den enkelte gennem den kollektive sanseoplevelse, koncerten er. Hun kalder det “at lytte indad sammen”. Det handler om at nedbryde et ’jeg’ og et ’os’ og på den måde udfordre de niveauer, vi normalt befinder os på. I fremtiden vil hun gerne producere koncerter i 4-D, hvor publikum bliver indhyllet i for eksempel vand og vind, bliver inviteret til at røre ved instrumenterne, være en del af scenen eller lade kunstnerne være placeret blandt publikum. Maria Malmø siger det sådan: “Jeg tror virkelig, at vi kommer fra stjernerne, og lige nu bor vi bare alt for dybt nede i jorden. Der er så langt mellem niveauerne lige nu. Vi kan så meget mere, hvis vi giver os selv lov til at løfte os ud af de ting, vi plejer at gøre.”
Fakta:
MALMØs debutplade udkommer den 22. september
Kommende koncerter:
22/9: Release koncert, Salling ROOFTOP, Aarhus
23/9: Walthers, Skanderborg
29/9: Culthus, Nykøbing Falster
7/11: Black Box, Holstebro
9/11: HUSET, Aalborg
Se mere på
https://www.facebook.com/mariamalmoe/
http://www.mariamalmo.com/
https://concertinstallation.allyou.net