Naja Rosa Koppel traskede en stille eftermiddagstur rundt på Tippen i Sydhavnen i København omgivet af vilde blomster. Hun havde gået der mange gange før, men denne gang blev en ny sang skabt.

Kimen til sangen kom i virkeligheden et helt andet sted fra. Naja havde set en video af en lille dreng i Gaza, der sad i murbrokkerne af sit bombede hjem. Han havde mistet hele sin familie og nu sad han der i ruinerne.

”Hvis jeg overlever til i morgen,” sagde han, så planter jeg en masse frø.

Så planter jeg en masse blomster. En stor have lige her hos min familie og mit hjem.”

Ordene ramte Naja Rosa Koppel som et slag.

“Jeg har aldrig hørt noget så livsbekræftende. Tænk at kunne bevare et sådant håb i al magtesløsheden og sorgen,” fortæller hun.

Der var ingen vej udenom. Hun måtte skrive en sang til ham. Og for ham.

Sådan blev sangen ‘If We Have Tomorrow’ til blandt vilde blomster, i en vild tid. Sangen er indspillet af musikere fra hele 3 generationer, som udover Naja selv blandt andet også inkluderer hendes mor Annisette Koppel og hendes 13-årige nevø Charlie og hans veninde Kirse, begge spirende talenter. Sangen, der udkom i september, har fået følgeskab af en lille animationsfilm, som er nået bredt ud. Store internationale profiler har delt den og videoen har fået fine kommentarer med på vejen.

Vi må plante de gode frø

Naja Rosa Koppels sange har altid været ærlige og sårbare, men i hendes nye sang mærkes en helt anden sensitivitet, hvor musik og tekst reflekterer over tiden og verden i dag.

Det er musik som rummer næsten lige så meget håb, som hun selv gør, så når man lytter til den, åbnes en lille sprække ind til Naja Rosa Koppels drøm om en bedre verden.

“Der er så meget i vores tid, som splitter. Jeg vil skrive sange, der favner fællesskabet. For mig kan koncerterne blive et fristed. Et sted hvor vi kan ånde frit og mærke, at vi hører sammen.”

Det har altid været vigtigt for Naja Rosa Koppel at tage stilling til den verden hun lever i, og som datter af musikerne Annisette og Thomas Koppel har opvæksten med bandet Savage Rose sat et tydeligt aftryk i hende.

The Savage Rose har siden deres dannelse i 1967 været et af de mest markante og politisk engagerede bands i Danmark. Med Annisettes rå og følsomme vokal og Thomas Koppels kompositioner skabte de en musik, der ikke kun var kunstnerisk nyskabende, men også bar på et tydeligt oprør mod uretfærdighed og undertrykkelse. De tog klart stilling og deres koncerter og albums blev ofte en del af større politiske sammenhænge. De lod sig inspirere af og viste solidaritet med frihedsbevægelser verden over, og i deres tekster gik de direkte ind i spørgs-mål om krig, fattigdom og social ulighed. Samtidig stod kærlighed, håb og menneskelig værdighed som gennemgående temaer – en tro på, at forandring kunne skabes gennem fællesskab. De nægtede at lade sig styre af den kommercielle musikindustri og holdt fast i, at kunst og aktivisme måtte gå hånd i hånd, selvom det ofte betød, at de måtte stå uden for det brede mainstream marked og de store scener.

Naja Rosa Koppel voksede derfor op i et hjem, hvor musik og aktivisme var uløseligt forbundet, og hvor troen på kunstens kraft til at forandre verden var stærk.
Med The Savage Rose som både familie og kunstnerisk fællesskab fik Naja Rosa en opvækst fuld af rejser og møder med mennesker fra alle mulige kulturer. Hun lærte tidligt, at musik kan være et redskab til forandring og til at stå op for menneskerettigheder.
”De første ti år af mit liv spillede mine forældre næsten kun støttekoncerter, så jeg har fra barnsben forstået, at musikken altid rækker ud over os selv.”
Det fascinerede hende i en tidlig alder og allerede som syvårig hev hun i sin mor på scenekanten: “Nu vil jeg synge.” Og pludselig stod hun dér, i koret, med lyset og suset fra publikum og mærkede for første gang vekselvirkningen mellem scene og sal - den elektriske samhørighed.
”Jeg fandt hurtigt ud af, at den
energi, vi sender ud, vender tilbage,” fortæller hun. ”Den samhørighed er stadig kernen i alt, jeg laver.”

Nu hvor hun selv er blevet mor og ser sin datter vokse op, er det blevet noget, der fylder endnu mere.
”Vi må plante de gode frø,” lyder det fra Naja Rosa Koppel. “Og her bliver jeg også inspireret af min lille datter på fire, som er så fuld af liv og tro på det gode i verden,” uddyber hun.

En kunstner bliver til

Som datter af Thomas og Annisette Koppel var musikken aldrig langt væk. Men at være en del af The Savage Rose kom gradvist. Hun kom for alvor med i The Savage Rose som ung teenager i forbindelse med et Grammy show i Danmark og har været med lige siden.

Som 17-årig flyttede Naja Rosa med familien til Los Angeles. For en ung pige fra Sydhavnen var det som at træde ind i et eventyr. Pludselig stod hun på Hollywood Boulevard, omgivet af den verden, hun havde drømt om.

Hun begyndte på Musicians Institute med andre unge studerende, mødte undervisere som var gamle soulsangere, som pressede hende til at give slip på sin generthed.

”Jeg var SÅ nervøs, så min lærer som var en ældre soul sanger som hed Masta sagde: ’Du skal sige: I’m a bad motherfucker, I’m baaad’.

Det var ikke nemt, men lige så stille lærte hun at træde frem.

Ved siden af musikskolen arbejdede Naja Rosa Koppel i butikker og restauranter, skrev sange, spillede med forskellige producere, fik en kæreste og turnerede rundt med The Savage Rose.

Efter tiden i Los Angeles dukkede en gammel drøm om New York op i hende. En by, hun første gang oplevede som 15-årig sammen med sin otte år ældre søster, Billie. Det var deres far, Thomas Koppel, der foreslog rejsen, og den beslutning er hun ham evigt taknemmelig for.

”Den tur har nok været noget af det mest dannende i mit liv. De mennesker, vi mødte, festerne, hiphop-klubberne i 90’erne – det var vilde tider. Min søster og jeg havde det fantastisk sammen og rejste meget, og aldersforskellen betød ingenting. Vi var begge på eventyr, mødte musikken og sang på gaderne,” fortæller hun.

Mangfoldigheden og intensiteten satte sig i hende. Derfor tog hun tilbage til storbyen, men denne gang var det mere permanent. Her havde hun det, hun selv ville betegne som de mest brugbare år som sanger.

”New York har gjort mig til en stor del af den, jeg er i dag. Det var hårdt, men det var også dér, jeg fandt min egen vej. At overbevise newyorkere om at komme til mine koncerter, at stå på Webster Hall og se sit navn på plakaten. Det var vildt. Jeg stod i subwayen og delte flyers ud, sang med en hjemløs på perronen, og alt det lærte mig, at musik kan forbinde os på tværs af alt.”

Naja Rosa Koppels tid i New York kan mærkes i hendes vidtfavnende og internationale lyd, hvor lytteren tages ud i verden og hjem på en gang. Hun mærker stadig alt det, hun har lært, når hun i dag står på en scene i Danmark.

”Når jeg spiller, kan jeg mærke vildskaben fra Brooklyn i mig. Det er blevet en del af min måde at optræde på.” Og så tænker hun stadig på sin lærer Masta fra musikskolen i Los Angeles, hvis nervøsiteten rammer. Så kan han være med hende på scenen i en lille dansk forstad og få hende til at sige “I’m bad” og minde hende om at storbyen på den anden side af jorden stadig bor i hende.

Et bjerg af kærlighed

Da Najas far Thomas Koppel døde, stod hun foran en ny virkelighed.

Skæbnen ville at hun to dage inden hans død havde udsat sin flybillet, så hun kunne være hos sine forældre på Puerto Rico en uge mere. Det betød, at hun var der, da han tog sit sidste åndedrag.

“Det var helt vildt. Vi var på et bjerg midt i junglen, omgivet af en overvældende skønhed. Han lå der på gulvet, og alt omkring os føltes både smukt og sorgfuldt. Det var ikke til at forstå,” fortæller hun.

Derefter blev der stille fra klaveret, hvor han plejede at sidde. Længe gik hun rundt om det. Til sidst satte hun sig og prøvede at spille på det.

”Det var som om, jeg mødte ham der,” fortæller hun.

”De første toner var fyldt af sorg, men også kærlighed. Jeg skrev Mountain of Love i den tid. En sang om sorg, men også om lysten til virkelig at ville leve.”

At miste sin far var ikke kun et personligt tab. Det betød også, at hun måtte træde ind i nye roller i The Savage Rose. Pludselig stod hun der ikke bare som musiker, men også som komponist, co-producer og manager.

”Det føltes faktisk meget naturligt. Han bar meget af læsset, og da han forsvandt, tog jeg det på mig. Jeg ligner min far meget og jeg tror, jeg har arvet nogle af hans lederevner. Det var en stor læringsproces, men også smukt, at kunne gå igennem alt det her og bære det videre sammen med min mor,” fortæller hun.

Så nu laver Naja musik både sammen med The Savage Rose samtidig med, at hun også udgiver og spiller sin egen musik under sit eget navn.

At vende hjem og finde ro

Efter mange år på farten blev hjemkomsten til Danmark afgørende. Under Corona besluttede hun og kæresten, at pendlerlivet mellem kontinenterne ikke længere var muligt. Naja og hendes kæreste prøvede på at få et barn, og hun havde brug for ro. Ro var Danmark.

”Det var som om alt pegede på, at vi skulle hjem. Jeg overgav mig og så blev jeg endelig gravid,” fortæller Naja.

Det var en tid, hvor verden stod på hovedet, og hverdagen ikke længere lignede sig selv. Som resten af verden var også Danmark ramt. For Naja blev corona tiden endnu mere skelsættende. Hun fødte for tidligt, midt i en virkelighed præget af restriktioner og afstand.

Det var en svær periode. Der blev grædt og grint næsten i samme åndedrag, overvældet af den skrøbelighed og styrke, som livet på én gang viste hende. Men lidt efter lidt blev hverdagen mere sikker og som dagene åbnede sig, kunne det nye familiemedlem blive taget imod af resten af familien.

At blive mor har givet hende et nyt perspektiv.

”Nærheden er blevet så vigtig. At min datter kan komme ned til sin mormor som hun elsker, eller lege med sin moster Billie. Det betyder alt.

At datteren bærer samme efternavn som resten af familien, er indlysende. Hun er allerede gennemsyret af musik.

“Hun har sit lille mikrofonstativ og en ukulele, og pludselig hører jeg hende udbryde: ’Jeg har et rockband!’ Hun vil bare ud og frem,” griner Naja Rosa.

Kollektiv og sololiv

Musikken lever tydeligvis videre, og det er noget familien dyrker sammen. I dag er The Savage Rose blevet et familieforetagende, hvor flere generationer synger og spiller sammen. Naja beskriver det som bevægende at høre sin nevø Charlie synge en linje ind i mikrofonen og pludselig lyde som en ung version af hende selv.

”Min søster Billie sagde faktisk: Nogle gange tror jeg, at det er dig, der synger, når han synger på sit værelse. Det er syret, men også rørende,” fortæller Naja Rosa Koppel.

Hun nyder, at de kan samles om musikken i Danmark, selvom tanken om New York stadig dukker op.

“Selvom min egen person savner den kæmpe energi og drivkraft der er derover, så er det ingenting ved siden af tiden med familien.”, fortæller hun.

En familie hun er stolt af, hvor arven er tydelig, men tyngende har den aldrig været.

”Jeg ser os som et stort træ med mange grene,” fortæller hun. ”Min mor har sin stemme, min søster har sin, og jeg har min. Vi har mange ligheder, men er også forskellige.”

Og så har de også hver især deres projekter. Parallelt med solokarrieren og The Savage Rose har Naja Rosa skabt projekter, der bygger på fællesskab. I Naja Rosa & Social Club samler hun musikere fra forskellige steder og baggrunde, som mødes i jazz og soul. Det er en slags legestue, hvor fire musikere mødes og blander og ryster deres musik sammen til én stor musikalsk rejse.

Det var i New York Naja Rosa Koppel og Nikolaj Hess, som spiller klaver i bandet, mødte hinanden.

“Jeg lejede halvdelen af hans lej-lighed og vi kaldte vores hjem Bridge Street Social Club. Det er her navnet på bandet kommer fra.”, fortæller hun.

“Det er et stykke tid siden, at vi har spillet sammen, men når vi gør, så sker der altid noget meget særligt og koncerterne er så magiske. Vi er i gang med at lave et album, men nu skal jeg lige blive færdig med mit eget først”.

Sammen med familien har Naja Rosa Koppel stiftet pladeselskabet South Harbour Records, et frirum for deres egne udgivelser.

“Når jeg arbejder kollektivt, kan jeg læne mig ind i energien med andre. Når jeg står alene som solist, så laver jeg alting selv,” fortæller hun. På den måde kan hun også skabe fuldstændig frit og uafhængigt af andre.

”Jeg vil ikke presse min musik ind, hvor den ikke passer. Jeg vil lave det, jeg er,” uddyber hun.

Hvis vi har i morgen

Når Naja Rosa taler, kredser hun hele tiden om det at være menneske i dag.

”Vi lever i en tid, hvor alt skal være perfekt og hurtigt. Når vi går rundt blandt publikum, så ser jeg lysene i deres øjne. Det er dér, vi mødes som mennesker. Vi bliver nødt til at snakke sammen, turde se hinanden i øjnene, selv når verden skrider omkring os, fordi vi kan lære noget af hinanden og har brug for hinanden. Det er den eneste vej frem,” mener hun.

Naja Rosa håber at hun med sin nye musik kan nå ind til folk, og at vi alle vil tænke over hvad det er for en verden, vi vil give videre til vores børn. Jordens børn. Os allesammen. Hvis vi har i morgen, må vi plante en have af håb, lys, kærlighed og fred.

Fakta:

Naja Rosa Koppel er vokset op med musikken som datter af Annisette og Thomas Koppel og har selv komponeret, indspillet og været en stor del af videreførelsen af The Savage Rose i over 25 år.

Naja Rosa debuterede med eget soloprojekt på SPOT Festival i 2010 på Store Scene med 6 stjerner til følge i GAFFA. Hendes debut album indtog 1 pladsen på hitlisterne, høstede nomineringer og priser, og anmeldernes samt publikums hjerter.

I januar 2026 udkommer Naja Rosa med sit 5. solo album.
Albummet som udkommer i januar 2026 bliver udgivet på ”familiens” eget pladeselskab ”South Harbour Records” der bl.a. også rummer The Savage Rose, Annisette, Billie & The Bell og Naja Rosa.