Katinka Bjerregaard har altid været et offer for fortællinger om den klassiske, romantiske kærlighed. Hun har læst meget ældre litteratur med dramatiske og altopslugende kærlighedshistorier, hvor karaktererne dør af kærlighed og skal igennem store kampe for at få dén, de elsker. Hun har skrevet og sunget masser af sange om forelskelse, kærlighed og hjertesorg i Katinka Band, fået tvillinger og giftet sig med sin første rigtige kæreste.

Hun har tidligere følt, at hun skulle leve op til bestemte forestillinger, som andre har haft om hende, for at være ‘god nok’ til en kærlighedsrelation. Nu har hun fundet ud af, det mest romantiske for hende er, når man ikke behøver at gå i ubehagelige blonde-thongs eller suge maven ind, men at man ser hinanden med et kærligt blik, selv i lånte boksershorts og morgenhår dagen derpå.

I marts måned tog Katinka et stort og nervepirrende skridt ind i litteraturens verden. Hun udgav en debutroman om forelskelse og kærlighed, om faktisk at blive set uden forbehold, men alligevel ikke at turde vise sig for den anden. KLUMP er en kærlighedshistorie, men det er også en historie om at føle, at man har fået frataget sig sin krop, fordi andre mennesker har så mange holdninger til den. Med bogen stiller Katinka spørgsmålet: Hvad gør det ved kærligheden, når vi ikke længere føler, at vores kroppe tilhører os selv?

Frossent pølsebrød og dagen-derpå-romantik

I sit eget liv har Katinka fundet den store romantik i de små ting og fedtede pommes frites. Hendes mand friede nemlig til hende med pommes frites. Han gav hende en bakke pommes frites klokken seks om morgenen, efter at de havde drukket øl sammen på en homo-bar og sagde ‘Skal vi ikke bare gøre det?’. At blive friet til med pommes frites symboliserer for hende essensen af romantik.

“Det er en kærlighed, der er helt nede i den klamme virkelighed, så fedtede som pommes frites er. Det er en af de mest romantiske gestusser, jeg nogensinde har oplevet,” siger hun.

“Jeg har læst meget litteratur med meget store, altopslugende kærlighedshistorier og romantik i traditionel forstand. I Herman Bangs bøger dør de jo af kærlighed. Jeg har været fyldt med de historier. Så skulle jeg lære, hvad jeg egentligt selv synes er romantisk. Jeg har fundet ud af, at jeg synes det mest romantiske er, når vi kan se hinandens brister og stadigvæk tænker ‘wauw, det er fedt’. Når vi også kan lide hinanden om morgenen. At min kæreste blev hos mig, selvom jeg kun havde pølsebrød fra fryseren at servere for ham dagen derpå,” fortæller hun.

Romanen KLUMP begynder med en scene, hvor hovedpersonen bliver mødt af et kærligt blik uden fordomme og forbehold. Blikket chokerer hende og skræmmer hende, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal være sig selv eller hvile i sin krop. Men i det øjeblik, blikket rammer hende, bliver hun forelsket.

“Jeg tror ægte kærlighed er, når vi virkeligt ser hinanden med det her kærlige blik, og hvor vi tør vise os selv. Hvor vi hjælper hinanden med at være dem vi er og tage vores krop tilbage til os selv. Jeg synes, det er utroligt svært at være kærester nogle gange. Det er utroligt fedt, men også indviklet, når vi er to mennesker, der skal have vores liv til at passe sammen og udvikle sig hver for sig og sammen. Men jeg tror på, at kærlighed skal slides og hives i, før det er en god kærlighed. En kærlighed hvor der er plads til, at man kan være, leve og ånde.

En roman med sangtekster og fupmagerbetændelse

Litteratur er faktisk endnu vigtigere for Katinka Bjerregaard end musik. Hun finder inspiration i litteraturen og skriver altid sangteksterne, før hun komponerer musikken. Sangskrivningen har nok altid været en meget langsom og kringlet vej til på et tidspunkt at skulle skrive en roman. Hun har bare aldrig turdet tage skridtet, før hendes manager gav hende sparket bagi ved at foreslå et bogprojekt med Gyldendal.

”Jeg lider ret meget af fupmager-betændelse. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg været angst ved tanken om at kaste mig over et bogprojekt. Jeg har altid haft et romantisk forhold til bøger og jeg har ikke følt, at jeg selv kunne leve op til det,” fortæller hun.

Hun forklarer, at hun forsøgte at snyde angsten til at tro, at hun stadig “bare” lavede sangtekster, ved at skrive bogen som en række små prosatekster, som ligesom sange kan stå for sig selv.

“Halvdelen af bogen er skrevet på min mobiltelefon. Jeg har skrevet, mens vi har puttet børn og om natten eller på toilettet. Da jeg først kom i gang, kunne jeg faktisk slet ikke stoppe igen. Det har føltes lidt som en feber.”

Kan man købe sig til en bedre personlighed?

I bogen bliver kærlighedsforholdet påvirket af, at jeg’et ikke føler sig hjemme i sin egen krop. Hun har svært ved at være sig selv og blive mødt af mandens blik. Hun har ‘glimmersyge’ og forsøger at holde fast i materialer og købe tøj, som en form for kunstig rustning. Hun forsøger at købe sig til en bedre personlighed og få sin krop til at passe ind i dén form, hun tror, den skal have.

“Det er noget, jeg selv oplever hver dag. Vi får hele tiden klasket i ansigtet, hvordan særligt kvindekroppen skal se ud, hvor tynd man skal være, hvad man skal have på. Jeg synes, det er deprimerende, at vi ikke er nået længere. At det stadigvæk er kutyme, at man ikke skal kunne se, at man har tarme, hvis man er model,” siger hun.

For fem år siden lovede hun sig selv, at hun aldrig mere ville kigge i et modemagasin, fordi hun begyndte at spænde op og få ondt i maven, når hun så de tynde modeller. Med bogen vil hun gerne vise, hvor meget vi kræver af kroppen. Og hvordan det kan hæmme os, få os til at handle ud fra andres forventninger og have svært ved at være dém, vi er, i kærlighedsrelationer.

En drøm om at overtage sin kærestes krop

I romanen ender hovedpersonen med at lege med tanken om at overtage sin kæres-tes krop, fordi den i modsætning til hendes egen virker helstøbt og ægte.

“Hun gør jo alt det, man aldrig må gøre, når man er forelsket. Hun sætter ham fuldstændigt op på en piedestal. Og så forsøger hun at ændre sig selv for at kunne passe ind i en forestilling om, hvilken kvindetype han gerne vil have,” fortæller hun.

Selv er Katinka gift med musiker og fotograf Daniel Buchwald. Parret mødte hinanden i 2016, hvor Daniel var booket til at hjælpe hende med at filme til en musikvideo. Sammen har de fået tvillingerne Holger og Oda, som i dag er tre år gamle. For Katinka har det været enormt vigtigt helt fra starten af forholdet med Daniel at vise ham alt dét, hun er.

“Før i tiden har jeg altid været sammen med mænd, som havde besluttet, at de kunne lide mig, før de kendte mig. Men så opdagede de pludseligt, hvem jeg egentligt var, og så tænker de: ‘nå, nej. Det var ikke det, jeg ville have’. Så kommer man til at skuffe en forestilling, og det er enormt deprimerende,” fortæller hun.

Derfor besluttede hun sig for, at Daniel lige så godt kunne se det hele med det samme. Hun tog ham igennem det hele, “ned på bunden og i kælderen” og fortalte ham om alle sine “fejl” og skævheder.

“Jeg tænkte tit sådan ‘NU må du være bange. NU må du have lyst til at gå fra mig.’ Men han blev bare ved med at sige ‘Nej, nej. Det er fint’. Han sagde på et tidspunkt: ‘Vi behøver ikke at snakke om alle dem, du har bollet med hele tiden’. Jeg havde bare meget lidt filter. Jeg har nok stadigvæk faktisk ikke rigtig noget filter. Men jeg syntes virkelig, at han skulle se det hele, før han sagde ja eller nej,” siger hun.

Kvindekroppen er stadigvæk en aktiv kampplads

Med romanen vil Katinka vise, hvad der kan ske med kærligheden, når vi ikke ejer vores egen krop. Når vi drømmer om at blive ét med en andens krop, og når vi elsker, men nogle gange har lyst til at lade være.

Selv har hun ofte følte, at hendes krop ikke tilhører hende selv. Når hun som musiker går på scenen, ved hun, at hendes krop bliver bedømt af andres blikke. Efter koncerterne får hun kommentarer om sin krop, som hun i højere grad føler, at hun skal stå til ansvar for end sin musik.

”Hvorfor kan den her klump ikke bare være min? Hvorfor tilhører den også andre? Jeg har haft lyst til at skrive om, hvordan vi taler om kroppen, som om det er fælleseje. Særligt hvordan det er som om, kvindekroppen er lidt en buffet, hvor man kan tage, hvad man har lyst til. Hvordan vi er så mange mennesker, som går rundt med en fremmedhed overfor vores egen krop. Og hvordan det kan være enormt skræmmende for en ødelagt krop at opleve kærlighed og omsorg,” siger hun.

Katinka forklarer, at hun oplever, at kvindekroppen stadigvæk er samfundets krop; en voldsom og aktiv kampplads, som andre mennesker har stærke holdninger til.

“Jeg tror, at når vi taler om ligestilling, så har vi glemt en meget vigtig del af det. Det er, hvordan vi stadig taler om kroppe. Særligt hvordan vi taler om kvindekroppe. Man kan få følelsen af at få frataget sin krop, når man helt ubevidst sender signaler ud i verden, som man ikke vidste, at man sendte ud. Det kan være virkeligt ødelæggende ikke at kunne få lov til at eje det, der er ens eget”.

Kvindekroppen er stadigvæk en aktiv kampplads

Med romanen vil Katinka vise, hvad der kan ske med kærligheden, når vi ikke ejer vores egen krop. Når vi drømmer om at blive ét med en andens krop, og når vi elsker, men nogle gange har lyst til at lade være.

Selv har hun ofte følte, at hendes krop ikke tilhører hende selv. Når hun som musiker går på scenen, ved hun, at hendes krop bliver bedømt af andres blikke. Efter koncerterne får hun kommentarer om sin krop, som hun i højere grad føler, at hun skal stå til ansvar for end sin musik.

”Hvorfor kan den her klump ikke bare være min? Hvorfor tilhører den også andre? Jeg har haft lyst til at skrive om, hvordan vi taler om kroppen, som om det er fælleseje. Særligt hvordan det er som om, kvindekroppen er lidt en buffet, hvor man kan tage, hvad man har lyst til. Hvordan vi er så mange mennesker, som går rundt med en fremmedhed overfor vores egen krop. Og hvordan det kan være enormt skræmmende for en ødelagt krop at opleve kærlighed og omsorg,” siger hun.

Katinka forklarer, at hun oplever, at kvindekroppen stadigvæk er samfundets krop; en voldsom og aktiv kampplads, som andre mennesker har stærke holdninger til.

“Jeg tror, at når vi taler om ligestilling, så har vi glemt en meget vigtig del af det. Det er, hvordan vi stadig taler om kroppe. Særligt hvordan vi taler om kvindekroppe. Man kan få følelsen af at få frataget sin krop, når man helt ubevidst sender signaler ud i verden, som man ikke vidste, at man sendte ud. Det kan være virkeligt ødelæggende ikke at kunne få lov til at eje det, der er ens eget”.

Jeg er ikke en anden, bare fordi jeg er mor

Da hovedpersonen i bogen, ligesom Katinka selv, får tvillinger, har hun endnu mindre mulighed for at skjule sig for kæresten, kontrollere sin krop eller få den til at passe ind i bestemte forestillinger.

Men selve fødslen eller tvillingerne får ikke meget plads i fortællingen. Pludseligt sker det bare, og så er de der. Det er en oplevelse, som Katinka selv kan genkende, fra da hun blev mor.

“De første mange måneder ventede jeg på, hvornår alting ændrede sig, og jeg blev forandret for altid. Jeg har meget ofte hørt en fortælling om, at dét at blive mor er så vanvittigt gennemgribende. Så har du for eksempel aldrig lyst til at drikke dig fuld igen. Sådan har jeg bare ikke haft det. Jeg elsker mine børn, men jeg er virkeligt stadigvæk den samme person, som jeg var før,” siger hun.

Parret går stadig på bodega sammen hver søndag for at tale om alt og ingenting, mens tvillingerne bliver passet. Og det har været vigtigt for Katinka stadigvæk at gå efter sine drømme, selvom hun er blevet mor.

“Der kan være meget tvivl i det med at være mor og ville arbejde meget ved siden af. Men tvivl er også nærmest min hobby. Især nu, hvor jeg har droppet pilates,” siger hun og griner.

Fakta:

Katinka Bjerregaard er autodidakt musiker, sangskriver og frontperson i Katinka Band.
Hun har udgivet sangtekster i digtsamlingen ‘Et hus af krop’
‘Klump - En kærlighedshistorie’ er hendes romandebut