Nikolaj Kunsthal | Malene Bang og Katja Løgstrup-Hansen

En børneportal til samtidskunst

ArtikelKunst og UdstillingerSkrevet af: Marie Nyeng16. sept 2014
Hvordan er det at være inde i de spil, dit barn spiller på Ipaden og computeren? Det forsøger kunstnerene Malene Bang og Katja Løgstrup-Hansen at vise i deres nye udstilling Pixelade i Nikolaj Kunsthal i København

“Vi tager børn meget alvorligt”, siger billedkunstner Malene Bang. Hun står sammen med sin kollega Katja Løgstrup-Hansen bag udstillingen Pixelade på Nikolaj Kunsthal. De to kunstnere har
bygget en verden af farver og firkanter for at give publikum en fornemmelse af at være inde bag
skærmen i et computerspil.

I et rum, kan man se sig selv blive opløst til pixels. En projektor lyser ned fra loftet og deler én ind i små firkanter. Et andet sted kan man lege med et gigantisk kuglespil i gennemsigtige plastikrør
med lufttryk, eller man kan gå på pixeljagt med sin mobiltelefon og tage nærbilleder i udstillingen.
Ved indgangen får man udleveret spilleregler for forskellige spil, som man kan spille i den farverige verden. Man kan også selv lege spiludvikler i et hjørne af udstillingen ved at bygge spil
med store firkantede puder.
De to kunstnere Malene Bang (t.v) og Katja Løgstrup-Hansen (t.h) opløst til pixels i en del af deres udstilling.
Foto: Malene Bang og Katja Løgstrup-Hansen
En del af udstillingen er en stor trappe, hvor man kan observerer de andre.
Foto: Lea Nielsen
En udstilling for børn og deres voksne
Første gang de to kunstner arbejde sammen var på en lignende børne og familieudstilling på Brandts i Odense. Ingen af dem havde før arbejdet med kunst, der skulle være særligt børnevenligt. “Vi startede på børnenes præmisser ved at finde noget, de interesserer sig for i hverdagen, og derefter gøre det spændende for hele familien,” siger Katja Løgstrup-Hansen.

Udstillingen har fået undertitlen; en udstilling for alle fra 0-116 år, og det er netop en udstilling for alle, hvor børn sammen med deres voksne kan begynde at interessere sig for samtidskunst. “Det er vigtigt, at børn får en portal til at komme ind i kunstens verden. Nikolaj Kunsthal gør meget for at nå ud til skolerne med udstilling, så det ikke kun er børn, der i forvejen kommer med på museum, som får muligheden for at opdage, at kunst er spændende,” siger Malene Bang.
Der er lufttryk i kuglebanens rør.
Foto: Lea Nielsen
Man må flytte rundt på puderne og bygge sit eget spil.
Foto: Lea Nielsen
Begejstrede for at fange børns interesse
Jo flere børn og voksne, der er i udstillingen, des mere sker der. “Alle de besøgende er med til at tænde for vores fysiske udgave af den digitale verden,” siger Katja Løgstrup-Hansen.

Malene Bang og Katja Løgstrup-Hansen gik på kunstakademiet sammen. Mens de studerede lavede de en workshop i en SFO og i et fritidshjem i Ballerup, hvor de arbejdede med at få drenge til at deltage i kreative aktiviteter. “Hvis man tager udgangspunkt i noget, der fanger børnene, så har man en rigtig god indgangsvinkel til at få dem til at tænke,” siger Malene Bang. De to kunstnere blev begejstrede for at fange børns interesse for kunst, og derfor søgte de muligheden for at lave årets sanseudstilling på kunsthallen Brandts i Odense. Det blev til Pixelade og de sovende køer i foråret, som nu er videreudviklet til udstillingen Pixelade på Nikolaj Kunsthal.
Man må gerne kravle op flytte rundt på tingene i udstillingen.
Foto: Katja Løgstrup-Hansen
Køerne i udstillingen er bløde og nynner.
Foto: Lea Nielsen
Sovende køer og elektronisk lyd
De sovende køer er også med i Nikolaj Kunsthal. “Køerne er en kontrast til det kantede og digitale univers. De nynner på en menneskelig måde i A­mol, mens resten af udstillingen er præget af maskinlyd,” siger Malene Bang. Den maskinelle lyd har den elektroniske musiker Rumpistol komponeret i samarbejde med de to kunstnere. Desuden har Malene Bang og Katja Løgstrup-Hansen indgået et samarbejde med Copenhagen Game Collective, der har udviklet de spil, man
kan spille i udstillingen.

“Jeg har spillet sindssygt mange computerspil, og er fascineret af, hvad der er på spil,” siger Malene Bang, som selv har to børn på 5 og 10 år. “Og så har vi gjort spillene til en fysisk oplevelse, ved at lege med størrelsesforhold og rum, hvor lyset får alt til at skifte farve,” supplerer Katja Løgstrup-­Hansen.
Der er åbningsfest for Pixelade den 30. august og udstillingen kan ses til den 9. november 2014.

Læs mere om Copenhagen Game Collective på deres hjemmeside:
http://www.copenhagengamecollective.org

Hør musik af Rumpistol, som har komponeret lydene til udstillingen sammen med kunstnerne her: http://rumpistol.com/videos/

Undervisning
Nikolaj Kunsthal tilbyder Workshops til skoleklasser i deres aktuelle udstillinger. De varer 1,5 til 3 timer og tager udgangspunkt i temaer fra udstillingen. I forbindelse med folkeskolereformen er Nikolaj Kunsthal med i Københavns kommunes projekt Åben Skole, og laver derfor også længere gratis undervisningsforløb for skoleklasser.

Læs mere om Nikolaj Kunsthals gratis undervisningsforløb og workshops for skoler her: http://www.nikolajkunsthal.dk/da/nyheder/gratis­undervisnings­og­workshopforloeb­til-folkeskoler­i­koebenhavn

Lige nu tilbyder Nikolaj Kunsthal udover undervisning i Pixelade også undervisningsforløb i Stasi Secret Rooms af Daniel og Geo Fuchs og i Being Human Being af Lilibeth Cuenca Rasmussen.
Skoleklasse på rundvisning i pixelade-universet.
Foto: Lea Nielsen
Facebook
Del på facebook

Marie Nyeng

Chefredaktør og kulturjournalist
Marie Norman Nyeng er uddannet Cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og er fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har arbejdet med journalistik og formidling af kultur, holdt foredrag og undervist kunstnere i at skrive og markedsføre sig.
Se Maries artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind