Det Kongelige Teater står klar på den anden side med et nyt program for sæson 20/21

Det Kongelige Teater står klar på den anden side med et nyt program for sæson 20/21

Scene Skrevet af: Elisabeth Saugmann 13 May 2020
Del på facebook
Facebook

Det Kongelige Teater står klar på den anden side med et nyt program for sæson 20/21

Det kongelige teaters nye sæson rummer alt fra politisk satire til store klassikere. Og så er børneforestillinger blevet en del af teatrets faste kerne-repertoire

Det kribler og krabler med nye ideer og tanker i Det Kongelige Teaters sæson for 2020/21. Nej, al nationalscenens finkultur er ikke rykket af hængslerne. Men farven har fået en anden lyd. Selv om teatrets scener lige nu er lukkede på grund af corona-situationen, er der masser af liv i Det Kongelige Teater. Og der var knald på publikums interesse, da Det Kongelige Teater mandag facebook-streamede præsentationen af deres kommende sæson. Både teaterchef Kasper Holten, balletmester Nikolaj Hübbe, operachef John Fulljames og skuespilchef Morten Kirkskov bød på overraskelser, klassikere, udendørs eventyrbrag og musikforestillinger til hele landet.

Overvældende interesse

Efterfølgende gik teatrets hjemmeside ned, fordi mange med det samme hastede derind for at læse mere. Faktisk var undertegnede på et tidspunkt nummer 5.600 i køen, lød beskeden på skærmen. Der var vist nok gået kuk i kø-målingen af lutter overbelastning. Men summa summarum: Det Kongelige Teater måtte vel være tilfredse med en overvældende interesse for deres kommende sæson.

En stor kollektiv depression

Især i betragtning af, at teatret måtte afbryde en række prøver, da coronaen i marts lukkede store dele af landet ned og lagde teaterlivet øde. Ifølge Det Kongelige Teaters balletchef, Nikolaj Hübbe, blev ensemblerne dengang ramt af “en stor kollektiv depression” over at måtte skrotte lang tids arbejde. For eksempel var man klar med David Bowie-forestillingen ‘Lazarus’, som nu først vises om godt to år. Af teatrets øvrige aflyste premierer og forestillinger er også andre reddet to år frem i tiden. Et par forestillinger er helt aflyst, mens de fleste i et fleksibelt samarbejde er blevet reddet og flyttet med ind i den kommende sæson 2020/21, hvor et par af de planlagte premierer så har måttet vige pladsen.

Hobbittens kulisser må overvintre i dyrehaven

Som noget særligt kan man i Dyrehaven nord for København se de udendørs kulisser i form af et stor hobbit-landskab, som har fået lov til at blive stående helt frem til den udsatte premiere på den store forestilling ‘Hobbitten’. Den ny premieredato er 21. maj 2021, og året efter på Moesgaard i Århus. Men der er andre klassikere på den aktuelle plakat, når Esben Smed er Hamlet. Skuespilchef Morten Kirkskov iscenesætter Shakespeares breaking bad-historie, der sætter lup på de personlige omkostninger, når en ung mand forvandles til hævner i en umulig kamp med svigt af egne idealer og Ofelia, den store kærlighed.
Ebberød Bank 2.0 - af Heinrich Christensen. Komikerduoen Frederik Cilius og Rasmus Bruun, bedst kendt fra Radio24syvs Den korte radioavis, står på scenen.
Foto: PR-foto
Fra balletten Come Fly Away.
Foto: PR-foto

Den korte radioavis hudfletter bankverdenen

I en helt anden boldgade er Radio24syvs populære Frederik Cilius hentet ind på Det Kongelige Teater. Dels som sprudlende konferencier ved teatrets næste nytårskoncert. Og dels i rollen som udviklingskonsulent i satiren ‘Ebberød Bank 2’. Det er en hudfletning af bankverdenen, skrevet af holdet bag Den korte radioavis, og det økonomiske system står for skud, når komikertrioen Frederik Cilius og Rasmus Bruun og manuskriptforfatter Karen Lundsby stiller skarpt på banksektoren og pengenes ufattelige betydning for vores samfund. Inspireret af folkekomedien fra 1943 lægges der ikke fingre imellem, når virkeligheden overgår fantasien. Hvordan man laver mange penge, når der ikke er nogen? Løsningen findes i Ebberød Bank.

Kærlighedserklæring til Frank Sinatra

Balletsæsonen skydes i gang i høj showstil med publikumsfavoritten ‘Come Fly Away’. I en kærlighedserklæring til Frank Sinatras fløjlsbløde kæft smider Den Kongelige Ballet atter tåspidsskoene og fyrer den af med piger i høje stiletter, og fyre, der ikke gider mere vrøvl. Musikken er en sværm udødelige Sinatra-ørehængere, akkompagneret af bassisten Chris Minh Dokys bigband.

Publikum skal også bestemme næste repremiere, for både anmelderne og publikum elskede sidste års succes-ballet om Karen Blixen, der atter kan opleves på Gamle Scene. Den stort anlagte ballet er koreograferet af solodanser Gregory Dean, og Debussy spilles live af Det Kongelige Kapel.
Den utrolige historie om den kæmpestore pære - af Jakob Martin Strid, spiller på Det Kgl Teater fra november til januar
Foto: Tegning af Jakob Martin Strid
Balletten Blixen kommer igen på Det kongelige Teater
Foto: PR-foto

West Side Story for første gang på det kongelige

Er ‘West Side Story’ en musical? Leonard Bernstein og Stephen Sondheims elskede moderne klassiker om bandekrig og umulig kærlighed er mere end det. For Bernsteins vilde pragtfulde musik overskyggede forargelsen over gadevold og bandedød som underholdning ved premieren. Bernsteins musik er et mix af klassisk musik og den musik, man hørte på gaden i hjembyen New York, jazz og sydamerikanske rytmer. Det er en musikalsk fusion, der i den grad stadig holder. Den Kongelige Opera opsætter for første gang ‘West Side Story’. Thomas Bendixen instruerer, Det Kongelige Teaters balletmester, Nikolaj Hübbe, koreograferer efter Jerome Robbins’ originale dansetrin. Der er mere end 30 medvirkende på scenen, og med Det Kongelige Kapel i orkestergraven er der lagt op til en pragtopsætning på Operaens Store Scene.

Den kæmpestore pære på store scene

“Tænk, at børneforestillinger er blevet en del af vores faste kerne repertoire, ” siger teaterchef Kaspar Holten. Der er sat vand over til legesyg sjov for 5-12 år, når Jacob Martin Strids utrolige historie om den kæmpestore pære foldes ud på Skuespilhusets store scene. Strids farverige, vanvittige univers er befolket af fantasifulde karakterer. Der er både tegninger og musik. I pære-eventyret finder vennerne Sebastian og Mitcho en flaskepost med et brev fra en forsvunden borgmester og et mystisk frø, som de planter i haven. Det viser sig at være et pære-frø, og snart sejler de af sted i en kæmpestor pære på vej mod en mystisk ø. På færden møder de pirater, en frygtindgydende sødrage og uhyggelige spøgelser. Er de mon farlige eller ej? Vi får se.

Op til jul indfanges julestemning i spandevis med Balanchine-balletten ‘Nøddeknækkeren’, der siden 1954 har fortryllet børn og voksne med historien om Maries julegave-nøddeknækker, der ved midnat tager hende med på en magisk rejse til slaraffenland, hvor alt kan ske blandt dansende snefnug, valsende blomster, snedronninger, sukkerfeer, frække mus og hyrdinder. Tjajkovskijs musik er noget af musikhistoriens mest elskede.

Der er også opera for børn fra 4-10 år og deres voksne. ‘Papageno og Papagena’ i Operaens foyer handler om at være venner, uvenner og kærester. Der er også noget om småfugle med ondt i maven. De musikalske uddrag er hentet fra Mozarts ”Tryllefløjten”, så børnene får en introduktion til operagenren gennem en fortælling i børnehøjde. Udtænker af det hele er operasangeren Simon Duus.

Tryllefløjten i tegneserie-univers

Mozarts ‘Tryllefløjten’ opføres også for de voksne i den kommende sæson. Endda midt i et stort bevægeligt tegneserie-univers på scenen, som nok ville have frydet den legesyge Wolfgang. Copenhagen Opera Festival og Den Kongelige Opera er sammen om dette bud på ‘Tryllefløjten’, der oprindeligt er skabt i et samarbejde mellem Komische Oper Berlin, instruktørerne Barrie Kosky og Susanne Andrade og den engelske teatergruppe ‘1927’. Siden premieren Berlin har denne ‘Tryllefløjten’ begejstret publikum verden over. Nu kan den endelig opleves i København. Og så endda med den danske verdensstjerne Stephen Milling, som er Årets Kunstner på P2 i 2020. Efter ti år i udlandet er han tilbage på Det Kongelige Teater som Sarastro. Den sprælske, vidunderlige opera er både for Mozart-kendere og “opera-jomfruer”. Det er bare om at folde ører og øjne ud. Mozart sørger for resten. Ifølge festivalchef for Copenhagen Opera Festival, Amy Lane, er det en livlig produktion med knivskarp humor i en blændende visuel verden, hvor en ekspressionistisk 1920’er stumfilms-æstetik møder et syret univers, tilsat håndtegnet videoanimation.

Anne Linnet og Beethovens runde fødselsdag

I år ville Beethoven være fyldt 250 år. Det markeres over hele verden. Og Det Kongelige Teater har en nyfortolkning af hans eneste opera, ‘Fidelio’, om en politisk fange, hans kone og fangevogteren Rocco, der synges af Stephen Milling. Den kvindelige hovedperson ændrer identitet til manden Fidelio og befrier sin elskede fra isolation i fængslet, mens Beethovens musik fortæller om dyb fortvivlelse og ekstatisk håb for en bedre verden. Operachef John Fulljames sætter i scene, og de centrale emner er politisk undertrykkelse, identitetstab og kærlighed.

Det Kongelige Teater er fremme i skoene med musikforestillingen “Jeg er jo lige her” med Anne Linnets største hits. I et samarbejde med Aarhus Teater har nationalscenen fået adgang til hele Anne Linnets musikkatalog, hvor hun nok har skrevet om sit eget liv, men sangene rammer plet lige i hjertet på alle. Skuespillere, dansere og et liveband på Gamle Scene tager publikum med på en rejse i køn, sex og kærlighed.

Grundet COVID-19 anbefaler teaterchefen, at man holder øje med Det Kongelige Teaters hjemmeside. Og når man alligevel er der inde, kan man boltre sig gratis på teaters digitale scene, KGL Xtra.

Se mere på www.kglteater.dk

Del på facebook
Facebook

Elisabeth Saugmann

Journalist
Elisabeth er kulturjournalist og forfatter. Hun har tidligere været ansat i DR, på JyllandsPosten og Berlingske Media.

Hun har udgivet følgende bøger:
Musikkens førstedamer
Lidt hippie er nan vel altid
Super Mouse og Fejlfinderne
Prins Henrik
Samt bidraget til flere antologier
Se Elisabeths artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind