Jesper Binzer blev rockstjerne, da han mødte den androgyne punkrock i 70´erne

Jesper Binzer blev rockstjerne, da han mødte den androgyne punkrock i 70´erne

I fyrre år har Jesper Binzer været en rigtig rockstjerne. Gennem søvnløse nætter, forliste parforhold, pillemisbrug og et omfattende turneliv har han haft travlt med at overtænke hele sin tilværelse, sørge for økonomisk tryghed til sine nære… og så ikke mindst at være et oprigtigt og godt menneske
InterviewMusikSkrevet af: Marie Nyeng22. jan 2025
Jesper Binzer er en træmand med primadonnanykker, der som helt ung blev fascineret af punkrocken. Det siger han selv. Det var især punkrockens opløsning af de traditionelle kønsfremstillinger som trak i ham og det har præget hans liv og hans evige stræben efter at være en “rock-star” lige siden. Han er også en mand der holder ualmindeligt meget af sit nabolag. Han har sin faste kaffebar, hvor han er på krammer med manden bag bardisken og to musikere ved hjørnebordet. “Jeg har sgu brug for de drenge her og for at hænge ud med nogen, som kunne have lige så mange diagnoser, som jeg sikkert selv kunne,” griner han, mens vi bestiller kaffe.

I år er det fyrre år siden, Jesper Binzer startede rockbandet DAD sammen med sin bror Jacob "Cobber" Binzer, der spiller guitar, og Stig Pedersen, der spiller bas. I 1999 afløste Laust Sonne den oprindelige trommeslager Peter Lundholm Jensen.

I alle fyrre år har Jesper været optaget af at være en rigtig rockstar. Hans liv har indtil nu været præget af ekstrem søvnløshed, et par forliste ægteskaber, et pillemisbrug og en evig evne til at sætte sig i en rolle som den mand, der skal sørge for stabilitet og økonomisk tryghed - og så ikke mindst en devise om at være et oprigtigt og godt menneske.
Jesper Binzer blev rockstjerne, da han mødte den androgyne punkrock i 70´erne</br>Jesper Binzer</br>Foto: Carsten Andersen
Jesper Binzer
Foto: Carsten Andersen

En flot og ualmindelig ærlig bog

Kort før jul udgav han i samarbejde med journalist Jo Brand bogen Flot Kronhjort. I bogen fortæller Jesper Binzer så åbenhjertigt om sig selv og sit liv, at man næsten kan blive forskrækket over at komme så tæt på. Han er med andre ord en åben bog og en mand, der tilsyneladende ingen hemmeligheder har. Han skrev faktisk allerede sin selvbiografi, da han var omkring de 50 år. Det kan man måske også godt sige var lidt tidligt. Egentlig havde han tænkt, at man kun udgav sådan en bog en gang, men så var der en hel del, han faktisk gerne ville dele sine tanker omkring i bogform. “Jeg sagde ja til bogen, Flot Kronhjort, da de ringede, fordi jeg godt kunne tænke mig at fortælle, hvordan jeg ser på det der med kønskamp, og jeg vil gerne fortælle om kreativitet. Jeg var ved at blive skilt, og det hele var meget sprødt, så det var et kæmpe sats at begynde at hælde alt ud, mens man ikke ved, hvad det er man siger. Men det har virkelig givet bonus,” fortæller han.

Bogen begynder lige på og hårdt ved at dykke dybt ned i Jesper Binzers årelange pillemisbrug, som begyndte fordi pillerne gav ham ro. Han beskriver en dyb krise med bandet, som var særligt tydelig til broren Stigs 50 års fødselsdag - og så kommer vi også lige omkring, at han er kommet til at lide af søvnapnø - og det er alt sammen på de første fyrre sider. Så er det ligesom også af vejen, og så der er plads i resten af bogen til at komme helt tæt på mennesket Jesper.

“Nu kommer der lige en Jesperisme,” griner han, mens han sætter glasset med kaffe på bordet i den overdækkede gårdhave og trækker op i jakken. “Jeg føler virkelig, at sandhedsenglene har været med mig. Forstået på den måde, at det simpelthen har været så fedt ikke at have dagsordner i interviews; ikke at have Gajolflap-udtalelser klar for at folk ikke skulle komme for tæt på, men simpelthen bare kunne tale frit. Og jeg har ikke fortrudt noget... endnu,” griner han videre med en pegefinger løftet.
Jesper Binzer blev rockstjerne, da han mødte den androgyne punkrock i 70´erne</br>D-A-D</br>Foto: Per Morten Abrahamsen
D-A-D
Foto: Per Morten Abrahamsen

Fire træmænd med primadonna-nykker

Og selvom det måske ikke er personlige og poetiske tekster, der slår en som det første, når man tænker på DADs musik, så vil teksterne faktisk vise sig at være ret personlige, hvis man slår ørerne ud og lytter efter. Det er altid Jesper og Stig, som skriver teksterne, og de er dybt personlige, ligefrem private og fyldt med følelser.

Jesper binzer rømmer sig og læner sig frem over bordet:
“Husk på, at det er fire træmænd, som skal forsøge at finde hinanden i de tekster, så selvfølgelig er der som der altid har været i DAD latterligt meget meta, hvor vi bliver selvrefererende som med Disneyland after dark i gamle dage,” Her tænker han på et af deres helt store gamle hits ‘It’s after Dark’.

“Vi skriver for at lære os selv at kende. Det bedste er at skrive om en af de andre for så seks måneder senere at finde ud af, at det hele handlede om en selv. Det er et socialt eksperiment at stå i et øvelokale med det dyrebareste man har. Og fordi vi allesammen er sådan nogle prinsessen på ærten-typer, så kan vi ikke spille noget, vi ikke kan lide, og vi kan ikke skjule vores afsky for det, vi ikke kan lide. Der er ikke noget med kompromiser, så derfor er det et rimelig følsomt sted at være. Det er hele tiden primadonnavilje, der kører toget.”

Og i Jesper Binzers hverdag er det absolut ikke umuligt at forene primadonna- og træmandsenergi. “Det kan jeg love dig for. Det er ikke et kønt syn, men her er vi,” griner han højt, mens han slår ud med armene.

Men hvad er en træmand egentlig, når nu Jesper binzer skal sætte ord på det. Det tænker han længe over, før han siger: “En træmand er Peter Pan, der gerne vil være stoisk. Okay den var ny,” siger han, mens han ser helt overrasket ud over sin nye indsigt.
Jesper Binzer blev rockstjerne, da han mødte den androgyne punkrock i 70´erne</br>D-A-D</br>Foto: Per Morten Abrahamsen
D-A-D
Foto: Per Morten Abrahamsen

Det der USA

Som de fleste rockbands, der er slået godt igennem, har DAD også forsøgt at få en fod indenfor på det amerikanske marked. Og som Gasolin i sin tid måtte sande, så går det ikke nødvendigvis særlig let uanset hvor stor legendestatus man har herhjemme. For nylig var de igen med på en Monsters of Rock Cruise over there. Og som det lyder, så er der tale om et stort krydstogtskib med alt, hvad man har kunnet opstøve af store rockbands og så et stort velbetalende publikum, som sejler omkring Miami og Florida.

“Denne gang var jeg endda taget derover en uge i forvejen, så jeg ikke havde jetlag og kunne være med til cokefesterne i den hemmelige bar og alt det der. Men jeg måtte simpelthen igen bane mig vej gennem 80’er udskrab og has beens, som det flyder med på sådan en tour, og gå ned på mit værelse med den gode udsigt og sande, at jeg jo kraftedeme har brugt meget af mit liv på at stå og banke på en dør, som jeg simpelthen ikke vil ind ad. Jeg vil simpelthen ikke ind ad den, for alt det den amerikanske musikindustri er nu og også var i 80’erne har intet med myten om New York i 70’erne og kunst og Andy Warhol og Lou Reed at gøre.”

Det var nemlig det Jesper Binzer som helt ung forelskede sig i. Den amerikanske rock som den lød i 70’erne lige omkring Chelsea Hotel i kølvandet på kulturen omkring Lou Reed, Andy Warhol osv. Det blev nærmest et fantasiunivers, som var alt det, han drømte om, mens han som helt ung tilbragte sin tid med at lade det vilde hår flagre i vinden, mens han cyklede rundt i fattigfirsernes København i en aflagt rød postjakke, mens han iagttog mennesker og byens liv.
Jesper Binzer blev rockstjerne, da han mødte den androgyne punkrock i 70´erne</br>Jesper Binzer</br>Foto: Carsten Andersen
Jesper Binzer
Foto: Carsten Andersen

Fremtiden startede med glimmer og blå øjenskygge

Da han hørte punkrocken og så pladeomslagene faldt det hele ligesom i hak for ham. 
“Da jeg opdagede punkrocken, følte jeg mig set, og jeg følte mig for første gang som en fra min egen generation. Jeg kunne skille mig ud fra mine forældres generation,” fortæller han. Og når han nu kigger tilbage og tænker over det, så var noget af det, der dragede ham allermest ved punkrocken, den kønsopløsning, som var en vigtig del af kulturen.

“Der stod jeg så som et barn af 70’erne, som godt kunne lide at være langhåret og syntes, at min mor var så sej, fordi hun gik med lilla ble og hennafarvet hår. Så den der ånd i punken, passede mig bare så godt.”

Først var han blevet fascineret af bands som Sweet og Slade med deres glimmer og blå øjenskygge og siden af punkens endnu mere androgyne udtryk. “Der var simpelthen noget i tiden, som tiltalte os, der startede fremtiden kraftedeme," griner han. For hele den opløsning af kønsidentiteter, som er i den helt unge generation nu, hvor det er blevet normalt at være nonbinær og insistere på ikke først at være et køn, mener han, allerede begyndte med glamrocken og punken i 70-érne.

“Det kan jeg se nu, når jeg kigger tilbage og prøver at finde en mening i det. Jeg lider af det, der hedder overtænkeri, så jeg bruger alle mine søvnløse nætter på tænke over sådan nogle ting.”

Og nu ville han gerne læne sig tilbage som gammelfar, som han siger, og påstå, at han allerede havde set den store sammenhæng, da han var ung, men dengang var han dog ikke så bevidst om det.

“Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne holde drengehørmen ud, og jeg vidste, at jeg var meget mere in tune med pigerne i klassen. Selvom jeg er dybt konventionel heteroseksuel, så var hele den der opløsning og udvikling af kønsidentiteter virkelig noget, som jeg fattede på et intuitivt plan, - for det var sateme ikke kommet op i hovedet endnu,” griner han.

DAD er et rigtig rockband. I tidernes morgen kaldte de sig Disneyland After Dark, indtil der blev vrøvl med Disney koncernen og de skiftede navn til DAD, men de har altid spillet rockmusik. Men selv om rigtig meget af den tunge rock fra slut firserne og begyndelsen af 90’erne også emmer af en tung kvindeforagt, så er det en tendens, der altid har ligget meget fjernt fra DAD.

“Sådan nogle gamle punkrockere som os, vi kan ikke hoppe på den der bandwagon, bortset fra et par gange - og så har det også være groft som med sangen Siamise twin, men det var også lidt sjovt,” siger han. Den sang er ret kort fortalt en fortælling om en mand, som har været sammen med et par siamesiske tvillinger og til forskel fra langt de fleste af DADs andre sangtekster er den ret seksuel.

Men Jesper Binzer skynder sig at påpege, at sange som Girl Nation er langt mere repræsentative for, hvordan deres tekstunivers er. “Det er simpelthen kun københavnske halvfjerdser børn, som kan skrive sådan en sang i en rocksetting i en firser-tid, hvor alt handlede om store babser og så stå og sige, at det er a girl nation, som vi bor i. Vi anede ikke, hvad vi foretog os. Men når vi spiller den nu, så er det virkelig en sang til de mænd, der velfortjent bliver ramt af et væld af MeToo sager i de her år. Sangen udkom tilbage i 1989. Der kan vi vel godt sige, at vi var lidt forud for vores tid, “ griner han.

Hele den måde kønsopfattelse er gået lidt i opløsning blandt en del unge, synes han i det hele taget er ret fantastisk. Og han er virkelig begejstret for, at noget af det, han helt ubevidst var optaget af som ung har fundet en mere håndgribelig form hos yngre generationer, hvor man godt kan insistere på ikke at ville gøre opmærksom på, hvilket køn, man biologisk har eller insistere på at være noget andet.

“Jeg synes, at det er det smukkeste, der er sket. Og jeg er slet ikke blind for, at imens vi bevæger os ud i en større bredde, så vil der komme tusindvis af blinde vinkler fra den anden side også,” slår han fast. Han er meget opmærksom på hele snakken om mental load og den rolle kvinder indtager i parforhold omkring ham. “Jeg synes godt, at man kan sige, at der stadigvæk er en piedestal, som kvinder gerne vil ned fra, og der er stadig en kæmpe stor tendens til at pakke kvinder ind i vat, og så skal der være en mand, som sørger for trykhed og passer på,” fortæller han.

Men han har også set en tendens til, at de kvinder han selv har været gift med og kvinder i parforhold omkring ham hele tiden skælder deres mænd ud. Det er også noget, han beskriver indgående i bogen Flot Kronhjort. I sine ægteskaber har han godt kunnet se, at hans koner har trukket et gigantisk læs. Han har gerne villet hjælpe, men de har ikke villet give slip på ansvaret - og sådan ser han det også ske i andre forhold. 70’ernes drenge er ligesom blevet opdraget til at skulle kunne rumme en vred kvinde, og det gør så dem selv til en mand, som går rundt og siger ja skat, og hele tiden kommer i situationer, hvor han får et møgfald.

I bogen beskriver han en helt konkret situation fra dengang hans datter var baby. De manglede en sengerand og en dag, han var alene hjemme, havde han fundet noget flot stof, og så havde han fået syet en ret flot sengerand, så nu ville deres datter ikke støde hovedet direkte ind i tremmerne. Men det faldt bestemt ikke i god jord, da hans kone kom hjem. Der var ikke det, der ikke var galt med den sengerand. Så Jesper Binzer er ikke et sekund i tvivl om, at det bestemt også kræver noget af kvinders indstilling til livet, familien og hjemmet, hvis vi skal komme ud over det, med at de ender med at trække læsset i hjemmet. “De pludselige indfald man får, hvor man ikke spørger om lov og ikke går på kompromis, det er det, livet er lavet af,” siger han i bogen. Han mener simpelthen, at det vigtigste i et kærlighedsforhold er, at man kan rumme hinandens umiddelbarhed.

Ja-skat typen er der ingen, der gider

Tidligere har Jesper Binzer på en måde været ret forfængelig. Når han var ude at handle i et supermarked, kunne han gå rundt og vurdere indholdet i sin indkøbskurv på, om en rigtig rockstjerne nu også kunne købe de varer, som han havde lagt op i kurven. Men efterhånden er han blevet lige så ligeglad med klicheer, som han er blevet åbenhjertig.

“Hvis man går ind i klicheer og udvider dem, så forsvinder klicheen,” siger han. Kan man eksempelvis være rockstjerne og sidde derhjemme og hygge sig i sofaen foran fjernsynet eller falde til ro i en ejerbolig. “Man kan faktsik godt lade være med at gå rundt og se sig selv udefra hele tiden. Jeg har været offer for den ting med, at man skulle være en ting derhjemme og en anden ting derude. Men jeg vil gerne være den samme hele tiden,” siger han. “Jeg vil gerne give verden det, jeg kan, for den anden del af mig ja-skat typen han har ikke så meget at byde på. Jo han kan godt give lidt tryghed, for han er god til at tage penge med hjem, og det har jeg også fået meget fisse på. Men det er der i længden ikke nogen, der har særlig meget respekt for. Skål i kaffe,” griner han.

Men hvad skal der så til for at vi kommer videre med den kønskamp, som er så vigtig for ham?

“Det eneste der skal til er bevidsthed, for vi skal bare være bevidste om, at vi aldrig kan tale rent eller lige opføre os rent og lige , “Det der er vigtigt er at vi bliver til individer med end vi bliver til race, køn og religion.” Og med de ord spiller DAD her i foråret jubilæumskoncerter og udgiver en fire dobbelt LP. Og som Jesper Binzer også siger i sin nye bog, så lever han stadig efter et manus, som blev skrevet, da han var 16, hvor hovedplottet er at blive rockstjerne.
Facebook
Del på facebook

Marie Nyeng

Chefredaktør og kulturjournalist
Marie Norman Nyeng er uddannet Cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og er fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har arbejdet med journalistik og formidling af kultur, holdt foredrag og undervist kunstnere i at skrive og markedsføre sig.
Se Maries artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind