Ny bog om musikken i Tivoli i årene 1843 -1944. Arven efter Lumbye af Henrik Engelbrecht

Ny bog om musikken i Tivoli i årene 1843 -1944

Kort og godt Skrevet af: Elisabeth Saugmann 10 Aug 2020

Ny bog om musikken i Tivoli i årene 1843 -1944

Kritiker-roser hele vejen rundt til ny bog om musikken i Tivoli af musikmanden Henrik Engelbrecht
Ny bog om musikken i Tivoli i årene 1843 -1944</br>Tivoli i København</br>Foto: Christian Werther - Unsplash
Foto: Christian Werther - Unsplash
Se store billeder her →
Tivoli i København

Det bliver aldrig det samme at gå i Tivoli efter at have læst Henrik Engelbrechts nye bog ”Arven efter Lumbye. Musik og musikere i Tivoli 1843 -1944.” Forfatteren har høstet så mange anmelderstjerner, der kan lyse på ham, for en underholdende, grundig kultur-rejse gennem 100 års musik i Tivoli, tilsat skrig og larm fra forlystelserne. Og tonsvis af historier. Engelbrecht har været fløjtenist i Tivolis Symfoniorkester og musikchef i Tivoli, og han bevæger sig hjemmevant på en lang række tangenter.

I begyndelsen, da musikken var Tivolis største attraktion, læste musikerne noderne i skæret fra levende lys på de mange koncertsteder og musiktribuner. Ifølge Engelbrecht kom alle samfundsklasser, både fine modedamer og brølende mænd, der var lige så beduggede som musikerne. Der blev drukket løs i havens mange orkestre, og groupies samledes om de lækreste musikere med sexet ”garn”, der bar kunne score løs blandt de dånende damer.

Tivoli var også dengang en have med levende musik. Bogen følger Tivolis berømte livsglade komponist og kapelmester H.C. Lumbye, hvis nye smækre toner folk skrålede med på i Københavns gader. Hans orkester var en sensation. Og Lumbye var en stjerne i de 29 år, han var tilknyttet Tivoli, hvor der var tumult, når folk kom for at høre hans valse, galopper og polkaer, hvoraf den mest berømte må være ”Champagnegaloppen”.

Der er også lys på Tivolis mange dirigenter som Balduin Hansen, der i 1873 var den første faste mand ”på pind”. Han havde haters blandt publikum, der hylede og peb i fløjter. Engelbrecht følger også andre slagsmål. Pressen gik ind sagen, da Tivolis ledelse i 1912 irettesatte et orkester for at holde for lange pauser. Om stampublikums klager over for lidt musik, sagde dirigenten Carl Gottschalksen til Politiken: ”Vi kan så gu ikke blæse hele aftenen for de gamle kællinger”. Det blev hans sidste sæson.

Og i en corona-tid er det måske ekstra interessant at læse om juni 1853, da koleraen brød ud i København. 7.000 københavnere blev smittet, imens epidemien rasede, og politiet lavede sanktioner af den slags, der kendes i dag, f.eks. reduceret åbningstid i Tivoli. Forfatteren Vilhelm Bergsøe skrev, at selv i Tivoli var folk bange, når de morede sig: ”De vidste godt, at Dødens store Droske holdt midt imellem dem. I den var der plads til alle”.

Fremme i 1900 tallet hørte man blandt Tivolis musikere ganske kortvarigt en ung Carl Nielsen på violin, inden karriere-kanonen skød ham af som stor komponist. Da der begyndte at komme solister fra udlandet, fik mange én på frakken - dengang kaldet musikkritik. Der var generel fat shaming til ”blegfede” sangere. Bogen indeholder også pressehistorie, idet Engelbrecht har researchet grundigt i anmeldelser, hvoraf mange groft overtræder vor tids journalistiske etik, når musikere beskrives som latterlige, ”sortsmuskede”, sindssyge og abekatte. Det var aldrig gået i dag.

Da der begyndte at komme udenlandske operastjerner, stod folk i lange køer. I 1912 gav Tivoli gav op, den verdensberømte Caruso krævede rockstjerne honorar. Og senere, da tenor kollega Benjamino Gigli sang i Tivoli, spurgte pressen, om han var fascist. Han svarede, at han bare var en god lille italiener. ”Men jeg tilbeder Mussolini.”

Publikum var i ekstase, da Gigli fyrede den af. Men Ekstrabladets berygtede Frejlif Olsen skrev, at Gigli var en tyk bondedreng i kjole og hvidt med dårlige manerer som en slagtersvend fra de ydre kvarterer. Anmelder Olsen var også på banen efter Johanne Bruns koncert i 1924. Han skrev, at den ikke helt unge frue havde sin fedme at kæmpe med. ”Men jeg tilbeder hende”. Og pianisten blev rost som ”en lille edderspændt satan, der kan ordne paragrafferne”. Samme år blev Stravinskijs musik afvist som grim og moderne.

Til gengæld var tenoren Jussi Bjørling en så vidt og bredt elsket gæst i Tivoli, at han frem til sin død i 1960 fik lov at fiske i Tivoli søen. Som den eneste nogensinde. Men Bjørling havde også livet igennem været en ”over-guldfisk” for Tivoli. Han var oprindeligt kommet til Tivoli som ukendt tenorhvalp, og vendte derpå ofte tilbage som verdensstjerne. Folk åd ham råt og så de forhøjede billetpriser. Med jazzen blev det vildt og kontroversielt. Pressen brugte rask væk n....ordet. Og vrede klassiske dirigenter gik til pressen og beskrev jazz som ikke-musik. Kun rytmer. I 1933 spillede Louis Armstrong otte koncerter, og Politiken var i himlen. Men selv om vidunderlige ”Satchmo” havde erobret alles hjerter, blev han kaldt ”den sorte brøleabe” af revykongen Ludvig Brandstrup. Og besættelsestiden vakte det forargelse, at Swingpjatterne slog sig løs i Tivoli til Leo Mathisens ”Take it easy boy boy”.

Engelbrecht følger musikken i Tivoli frem til juni 1944, da nazister sprængte en stor del af Tivoli i luften. To danske nazister sneg sig ind i Tivoli efter lukketid, hvor de i ly af mørket sprængte koncertsalen, rutschebanen og Glassalen i luften. Ingen kom til skade, men nodemateriale og musikinstrumenter gik tabt. De to nazister havde slået 95 mennesker ihjel under besættelsen og blev dømt til døden. De blev skudt på Bådsmandsstrædes Kaserne i maj 1947. Altså på det nuværende Christiania. Men det er en anden sang.

Læs mere på www.henrikengelbrecht.dk

Del på facebook
Facebook

Elisabeth Saugmann

Journalist
Elisabeth er kulturjournalist og forfatter. Hun har tidligere været ansat i DR, på JyllandsPosten og Berlingske Media.

Hun har udgivet følgende bøger:
Musikkens førstedamer
Lidt hippie er nan vel altid
Super Mouse og Fejlfinderne
Prins Henrik
Samt bidraget til flere antologier
Se Elisabeths artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind