Nyskrevne digte om København netop nu Nyskrevne digte om København netop nu - Caspar Eric

Nyskrevne digte om København netop nu

Kort og godt Skrevet af: Marie Nyeng 02 Sep 2020

Nyskrevne digte om København netop nu

Caspar Eric, Mette Moestrup og Olga Ravn har skrevet helt nye digte om hovedstaden til Det Kgl. Biblioteks arrangementer med musik, poesi og talte ord i Bibliotekshaven. Det sidste foregår den 3. september. Vi bringer her Caspar Erics tekst
Nyskrevne digte om København netop nu</br>ja, den er god nok / jeg er en romantisk nar. / Der er historier jeg ikke deler /for at undgå at virke smart; / prisen for en storby / er umuligheden af at claime den. Sådan skriver Caspar Eric i digtet, som du kan læse herunder.</br>Foto: Marie Nyeng
Foto: Marie Nyeng
Se store billeder her →
ja, den er god nok / jeg er en romantisk nar. / Der er historier jeg ikke deler /for at undgå at virke smart; / prisen for en storby / er umuligheden af at claime den. Sådan skriver Caspar Eric i digtet, som du kan læse herunder.
“Prisen for en storby er umuligheden af at claime den.” Såden skriver Caspar Eric i sin digt, som du kan læse herunder. I en storby kommer de offentlige haver til at betyde meget for dem, som bor der. København har ændret sig meget de sidste årtier og det er en af grundende til, at det Kgl. Bibliotek har inviteret tre toneangivende yngre forfattere til at skrive nye tekster om byen. Torsdag den 3. september præsenterer de det sidste af deres LIVE arrangementer i bibliotekshaven, hvor der foruden oplæsning af Caspar Eric også er optrædender med Katinka, Tarek Z. Hussein og Laura Allen Müller.

Biblioteket har bestilt tre nyskrevne digte hos digterne Olga Ravn, Mette Moestrup og Caspar Eric, der reflekterer over den københavnske virkelighed nu og her. Hvad står vi midt i? Hvor kan vi
bevæge os hen? Lise Bach Hansen, der er ansvarlig for litteraturscenen på Det Kgl. Bibliotek, fortæller, at de har valgt de tre forfattere, fordi de skriver sig ind i en lang, stærk tradition af stedsspecifik københavner-lyrik. “Vi tror, at lyrikken med sin evne til at endevende sproget og begribe verden på ny er det rette udtryk til at sætte ord på øjeblikkets København, dets billeder og stemninger,” siger hun.

De tre poeter skriver sig med deres københavner-digte ind i en lang og stærk tradition. Fra H.C. Andersen over Jens August Schade, Tove Ditlevsen, Tom Kristensen, Inger Christensen, Michael Strunge og Klaus Rifbjerg til Søren Ulrik Thomsen har danske digtere været fascineret af hovedstadens flimrende univers. Som H.C. Andersen for eksempel skrev i 1829 i digtet Østergade, poetisk betragtet:
“Det hele Liv, ret som det staaer
Og gaaer,
Kan findes paa en simpel Promenade”
Foruden digte ved Mette Moestrup, Caspar Eric og Olga Ravn vil et hold af skuespillere bestående af Mathias Rahbæk, Signe Egholm og Laura Allen Müller levere deres personlige coverversioner af københavner-digte af Dan Turèll, Tove Ditlevsen og Inger Christensen. Digte, som mange
sikkert kender i forvejen og har et forhold til, men som fortolkes på måder, der med sikkerhed ikke er hørt før.Derudover sætter de tre samfundsdebattører og stærke talere Mikhala Iversen, Tarek Ziad Hussein og Maya Tekeli ord på, hvordan København opleves fra deres respektive ståsteder netop nu.

Fakta:

Det er kl 17 torsdag den 3. september at sidste udgave af LIVE i Bibliotekshaven ved Det Kgl. Bibliotek kan opleves med Katinka, Caspar Eric, Tarek Z. Hussein, Laura Allen Müller.

EN HISTORIE OM EN DAG HVOR VI SNUBLEDE IND I EN HAVE
Caspar Eric (f. 1987)
Vi var på vej hjem fra byen
vi var unge og kåde
klar til at natten
skulle strække sig ind i dagen.
Det er én af de ting
jeg elsker ved København;
at den lige præcis
sover nok
til at man kan indtage
dens glemte lommer.
finde et sted med blomster
at kaste sin kærlighed på,
mens andre langsomt
er på vej på arbejde,
parfumen fra et jakkesæt,
duften af Lloyd-sko
der mindede mig om min far
mens vi trak vores cykler;
alle de ting
vi trækker rundt om hinanden,
dufte og historier,
penge og poesi.
Jeg kan ikke huske
hvem der ville forbi Christiansborg
ind for at råbe
af onde politikere.
Jeg savner dengang
hvor jeg troede på ondskab,
nogen at rette
sine skuffelser mod,
troede på at de kunne erstattes
af bedre versioner.
Vi satte os på trappen
røg bare lidt
vores øjne var blanke
som søernes flader.
Hvilket vil sige
fulde af snavs,
af stjålne cykler
dagene der løb igennem os.
Så ville Martin
ned og bade
og på vej mod havnen
snublede vi ind
ligesom ikke med vilje
i denne her lille oase
noget fra en film
en gigantisk skulptur
som en offergave,
alienagtig
og langs kanterne
blomster over alt,
røde og hvide.
Jeg er usikker på
om mit begær efter de farver
er det danske flag skyld
eller coca-cola-kærligheden
helt fra jeg var barn.
I børnehaven skulle vi altid
ind og vinke
foran balkonen
når dronningen havde fødselsdag.
Jeg ved ikke rigtig
om det har gjort en forskel,
jeg er ikke royalist
men jeg kan lide dem som mennesker,
En lille mytologi
vi fortalte til hinanden:
At mens vi blev trukket rundt
i klapvogne uden kopholder
kunne man indimellem se
kronprinsen på flugt
på jagt efter en krog
hvor han kunne gemme sig for sin bodyguards.
At være indfødt her
betyder at jeg har følelser
der binder sig til nationalstadionet
der binder sig til Rigshospitalet.
Jeg tænker mere på min søster
og mine fætre og kusiner
end de to gange
hvor jeg var inde og blive opereret.
Og selv dengang:
den intime fornemmelse
ved at kunne navigere
i gangenes systemer,
at have en fortrolighed
med bygningens alvor,
og mest bare huske
den gamle læge,
der kastede farvede hoppebolde
og greb dem i sin kittel.
Jeg tror han hed Reimers,
jeg ved at han ofte
arbejdede i Grønland,
og at jeg græd da han døde.
Selv i dag går jeg tit
igennem den bygning
for lige at tjekke
indersiden af betonen,
tænke på alt det
væggene har taget imod
tænke mit kritiske
om 7/11 i stueetagen,
ja, den er god nok
jeg er en romantisk nar.
Der er historier jeg ikke deler
for at undgå at virke smart;
prisen for en storby
er umuligheden af at claime den,
prisen for en storby
er at jeg engang nok må flytte
når boligpriserne stiger,
når Lynetteholmen skal bygges.
Til gengæld har jeg lært
aldrig at gro fast,
behovet for venner
med sofaer man kan crashe på,
når fremlejen igen
står til at udløbe,
lært at sætte pris
på at byen især
findes i kraft
af det folk tager med til den.
For eksempel Mille
der stammede fra Viborg
og nu blev hun kaldt
Queen Of The Night.
Det var hende der viste mig
hvordan man rullede en joint,
hende der pegede
haven ud,
sagde: “Jeg tror altså der ligger
noget herinde.”
Til gengæld var hun også
den første til at hente kaffe,
nede i kiosken,
mens vi andre lagde os
i skyggen under statuen
af Kierkegaard,
ikke så meget for at gemme os
som for ikke at forstyrre.
Klokken må vel have været
lidt i otte,
en kvinde med solbriller
kom ind med sin barnevogn.
Hun ammede sit barn
satte sig med en bog,
på et tidspunkt følte jeg
at hun smilede til os,
at vi genkendte hinanden
på tværs af vores aldre.
I dag aner jeg ikke
hvor fanden de fester,
de unge røvhuller,
som jeg engang selv var.
Den klub vi havde været på
findes ikke mere
så nu må vi rende
og fortælle historierne,
ligesom at historierne
blev fortalt til os,
dengang på Pan
dengang på Jazzhouse
dengang på hvad end
der nu lå under Palads,
som måske ikke engang selv,
får lov til at ligge der:
Steder der forsvinder
for at give plads til andre,
både i bybilledet
og i de indre begærsrum.
Senere lærte jeg
at haven hvor vi søgte tilflugt
hang sammen med biblioteket
og var bygget ovenpå
en gammel krigshavn,
selv de smukkeste pladser
er mærkede af krigene,
bygget på krig.
Hvilket betyder
at skønhed kan vokse ud af alt
(men også at den nemt
kan bruges til at skjule,
de historier vi ikke
er stolte af.)
Indimellem kræver det
at nogen tager dig i hånden
og viser dig hvad der gemmer sig
bag de røde mursten.
Jeg ville aldrig have set haven
hvis det ikke var for Mille,
har fandme brugt den meget
til at imponere en pige
vise den som en perle
til nye venner,
et sted hvorfra
jeg kan fortælle om den dag
i parken og David,
hans mor var lige død,
det var derfor vi havde været ude,
taget den til grænsen,
nogle gange
er det nødvendigt at glemme.
Og der midt på græsset
sagde han, okay
alt skal jo nok gå
og det føltes sandt.
I et øjeblik
var haven vores,
og duggen tvang sig
ind gennem vores t-shirts,
kølede os efter
nattens strabadser,
et græs der føltes
næsten Harry Pottersk.
Lang tid inden
at Pokemon Go
gjorde haven til alles
i jagten på monstre,
børn og forældre
med iPhones i hænderne,
et sted lige præcis
mellem drøm og virkelighed.
Alligevel tænker jeg
på lige nu,
hvem der føler de har adgang
til den form for have,
hvem der også føler
at statuens skygge
er et sted hvor de
fortjener lidt ro.
Her mens udskamningen
vokser i vores land
og spirer helt ind
i politikernes munde.
Her hvor krogene
langsomt forsvinder,
hvor man klippede buske ned
i Ørstedsparken
for at forhindre
mænd i at mødes.
Her hvor alle pladser
er blevet gennemsigtige
for at ingen
skal pisse i hjørnerne.
Her hvor antallet
af arbejderklassebørn
der fødes i København
er faldet med 75%
siden dengang
jeg selv kom til verden.
Hvilket vil sige
at byen er for de rige
en overraskelse for ingen
in the age of Blackstone;
Hvor steder som Kruts Karport
ikke længere kan betale sig,
hvor bestemte klienteller
ikke længere kan betale sig,
hvor bestemte kroppe
ikke længere kan betale sig.
Så er det godt
med de åbner haver,
de steder det stadig
er gratis at lægge sig,
men helt sikkert nemmest
hvis du er mødregruppe.
Haverne er noget
vi skal vise til hinanden,
vise at her
er et sted du kan gå hen,
ligesom bibliotekaren
der viste mig Shamram
da jeg var ca 12 år
og foruden hvem
dette digt
aldrig ville have fandtes.
I dag har jeg ikke
lånt en bog i 10 år,
det er en anden historie
noget med en bøde,
at jeg er bange for,
at de skal komme og smide mig ud,
så jeg låner min søsters
sygesikringskort.
This is just to say,
at til dem der kigger
ind på det pæne
og klippede græs
og tænker at det her
er ikke for mig:
jeg forstår jer sagtens
det er derfor I skal gå ind,
en by der ikke er vores
er ikke nogen by.
Til sidst kom børnene
ind for at spise frokost
så tog vi vores cykler
og kørte ud til hjørnerne,
der hvor vi stadig
var på fornavn med pizzamanden,
der hvor vi var vant
til at sidde i solen
på en trappesten
og at det også kunne være nok.
Del på facebook
Facebook

Marie Nyeng

Chefredaktør og kulturjournalist
Marie Norman Nyeng er uddannet Cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og er fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har arbejdet med journalistik og formidling af kultur, holdt foredrag og undervist kunstnere i at skrive og markedsføre sig.
Se Maries artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind