Tryghedsnarkomanens frygtelige barndom
I Indigo giver Vita Andersen os indblik i sin barndom. I et usentimentalt sprog beskriver hun, hvordan det er at blive kastet rundt mellem utallige børnehjem og konstant være i fare for at blive udsat for psykisk og fysisk vold
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Det er 40 år siden, at hun debuterede med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner, der dengang slog oplagsrekord. Aldrig før havde en digtsamling solgt over 100.000 eksemplarer. Med sin på én gang genkendelige og grusomme socialrealisme borede digtsamlingen sig direkte ind i læsernes hjerter og var samtidig med til at markere det, der skulle vise sig at blive hovedmotiverne i Vita Andersens forfatterskab: krænkelse, angst, utilstrækkelighed og svigt i barndommen.
“Det, der ikke bliver talt om, findes ikke”
Vita Andersens nye roman Indigo skildrer forfatterens frustration over ikke at kunne huske de mange børnehjem, hun har boet på. Hun kan ikke engang huske, hvorfor hun overhovedet blev sendt på børnehjem i første gang. I romanen udtrykker forfatteren et grundlæggende behov for at skrive en barndom frem. En barndom, som hun ellers har fortrængt, men som hun er nødt til at konfrontere sig med for at forstå sig selv. I begyndelsen af romanen konstaterer hun nøgternt: “Det, der ikke bliver talt om, findes ikke.” Hun er nødt til at italesætte sin barndom for at stadfæste den.
Ønsket om at vække barndommens minder til live afspejler sig også i sproget. I takt med at hovedpersonen skriver om sin barndom, står minderne gradvist tydeligere frem. Det er som om, hun overvældes af erindringer, mens hun skriver, og det giver flere steder sproget karakter af stream of consciousness. De trænger sig på, og måske derfor kommer de til at fremstå usorterede. Herom vidner også det forhold, at to af romanens kapitler bærer titlen “Mor”. Det virker uovervejet, men samtidig autentisk.
Generelt er romanen stærkt centreret omkring erindring, og hovedpersonen er også meget bevidst om måden, vi erindrer på. Et sted i romanen siger hun: “Hjernen sætter ikke det, der er sket, højest. Noget husker den. Noget glemmer den.” Alligevel formår hun med skriften som medie at genkalde sin hukommelse og tegne et portræt af sin barndom. Et portræt, der aldrig bliver sentimentalt, men som ikke desto mindre vækker læserens medfølelse.
Det kolde øje
Romanens gennemgående nøgterne sprogtone vidner om en distance til det beskrevne. Men samtidig vidner den måske også om, at forfatteren ikke tør involvere sig følelsesmæssigt. Dertil er emnet simpelthen for ømt. Måske har andres dårlige behandling af hende også haft indflydelse på hendes forventninger til mennesker. Som i begyndelsen af romanen, hvor forfatteren har fået adgang til sagsakterne fra sin barndom: “Jeg læste, at myndighederne fjernede mig fra min mor. De var bange for, at hun ville slå mig ihjel. Det var det, Københavns Kommune kaldte forhold i hjemmet.” Eller lidt senere, hvor hovedpersonen beskriver forholdene på et af de mange børnehjem: “Opdragelsen bestod i at knække os, så vi var nemmere at have med at gøre.” Men fordi det aldrig bliver sentimentalt, bliver det næsten endnu mere rørende.Tilgangen til de ømme minder kan på mange måder sammenlignes med forfatterkollegaen Kim Leines, der har forklaret, hvordan han har lært at bruge det ‘kolde øje’ i sine beskrivelser af ubehagelige ting. En teknik, der formentlig også hænger sammen med, at begge forfattere har været udsat for enorme svigt i deres barndom. Fra barnsben har de lært ikke at være så følsomme.
Bag facaden
Ind imellem bliver sproget i romanen dog næsten for nøgternt, og enkelte steder kan man som læser have svært ved at leve sig ind i handlingen, fordi den er beskrevet med så stor distance. Ikke desto mindre er bogen stærkt anbefalelsesværdig. Ved siden af en roman som Morten Papes Planen, der i 2015 vandt BogForums debutantpris, skriver Indigo sig ind i den socialrealistiske bølge, vi ser i litteraturen i disse år. Begge romaner tager os med bag facaden og giver os indblik i en verden, der er fjern for de fleste, og måske netop derfor bør vi læse dem.
Fakta:
Vita Andersen debuterede i 1977 med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner
Indigo udkommer den 10/11 2017 på forlaget Rosinante