
Fantastisk skildring af livet og stride hår på hagen af Lotte Kirkeby
Det er altid overraskende at se resultatet. De forestillinger, vi har til, hvordan den fuldt udfoldede tegning vil se ud, er som regel ulig den tegning, vi ender med at have foran os. Måske er hovedet uforholdsmæssigt stort, måske er det kroppen, der er for lille. I hvert fald passer de to ting ikke længere sammen, delene er ligesom vokset skævt hinanden, fødderne hænger måske som lodder på en meget tynd og lige krop, der kunne ligne snøren på en fiskestang. Det er ikke altid smukt, men det er altid ret interessant at se verden sat samme på ny.
I erindringsglimt får vi lov at komme med tilbage i tiden. Til mødet mellem bogens jegfortæller og hendes mand, senere deres fælles ønske om at få et barn. Så graviditeten, den gradvise adskillelse af mor og barn. Først med dagpleje, så skolestart, senere studiejob, før datteren Kathrine endelig flytter hjemmefra.
Denne gradvise adskillelse spejler sig i fortælleren, der i takt med datterens selvstændiggørelse også mister sig selv af syne. Hvor erindringerne først fremstår klare og præcise - barnets suttereflekser og øjenlågets bevægelser, når hun sover - bliver de, efterhånden som datteren vokser, mere og mere diffuse. Til sidst må man spørge sig selv: Hvem er egentlige hvem, hvem er mor og hvem datter, hvad er virkelighed og hvad er syner.
Jeg skal ikke afsløre mere her, men Lotte Kirkeby leger med virkelighedsplaner, forskydning af tider, med sprogets elastikker. Og hold da op, hvor gør hun det godt og smukt: Sætningerne glider umærkeligt ind og ud imellem hinanden, datid blander sig med nutid, alligevel formår hun hele tiden at holde læseren i sporet, snuse sig vej gennem sætningernes slyngninger Som for eksempel her, hvor jegfortælleren bemærker de hår, der er begyndt at vokse frem på hendes hage:
Jeg ville ønske, at jeg havde [...] fjernet hårene på hagen, der er blevet genstridige. Men jeg gider ikke. Det er blevet så meget sværere, og de sætter sig bedre fast for hver dag, der går, som strammer hårsækken til og nægter at give slip, og det røde mærke, der bliver tilbage, vokser og er længe om at forsvinde.
De første timer ligner det myggestik, eller måske en bums, der gør sig klar til at springe ud [...] men den slags får man ikke i min alder, eller det burde man i hvert fald ikke, og hårene på hagen har samme struktur som på mit hoved. Da jeg boede her, var det glat og næsten sort, ibenholt som prinsessernes i de eventyr, som jeg læste højt for Kathrine, eller måske snarere teak, som min mor var mester i at få til at skinne
Bemærk hvordan uddraget starter i nutid: Hos den ældre fortæller, der klager sin nød over et tiltagende kropsligt forfald, alderens tyngde – et stridt skæghår. For så elegant at føre læseren videre til fortiden og fortællerens yngre dage. Dengang hun havde sort hår og en datter, hun læste højt for. Og som var det ikke nok, så bliver vi bragt endnu længere tilbage – til fortællerens mor, som vi får fortalt, var en mester i at få teak til at skinne. Det er utrolig godt gjort, så meget fortalt og i så mange tider – og på så få linjer. Det er som om Lotte Kirkeby på en gang holder et fotografi ud i strakt arm: Beskriver de store tidslinjer- og forskydninger, men på samme tid holder samme foto helt op til øjet, zoomer ind på de enkelte pixels. Hvorved vi som læsere pludselig får øje på farver, vi ikke tidligere har bemærket – en lille hvid tjørneblomst, måske, eller en måge, vi indtil nu havde forvekslet med en hvid klat.
Livet tager overraskende drejninger
Der er naturligvis en pointe med denne form. For det er med den, som det er med folde-tegningen, jeg fortalte om i begyndelsen: Tingene (livet også) tager pludselig en overraskende drejning. Det, vi troede ville ende som en vellignende tegning af et menneske, ender med at ligne noget ganske andet. En enhjørning, en sfinx, en menneskeabe. Eller bare en meget akavet skikkelse med stort hoved og næsten intet mellemgulv. Og lige sådan med livet. Det, vi troede skulle være en lykkelig fortælling om kærlighed og lykke, ender måske som en lidt mere kompliceret historie om madpakker, børneafhentning, nedskæringer på jobbet og en nedgroet negl, der ender med at blive betændt og sprede sig til hele foden.Den form går igen både i indhold og form; i fortællingens udvikling og ned på sætningsplan. Det starter med et hår på hagen, men ender med en fortælling om en fortællers uformåen – hendes mor kunne pleje teak (underforstået: det er ikke gået i arv til datteren). Det hænger sammen, det hele, det stride hår på hagen og teaktræet. Eller måske gør det ikke, men det er også lige meget, for som læsere følger vi med alligevel, sammenhæng eller ej, den ene sætning tager den næste, præcis som den ene dag tager den anden i jegfortællerens liv. Og en dag står hun så tilbage og ser på det alt sammen: datteren dengang og nu – hårene på hagen.
Læs blot her, hvor hun, fortælleren, sidder og ser smalfilm fra dengang, hun og manden og datteren stadig boede i byen:
... hvis jeg kunne sætte alle filmene på samme spole, i den rigtige rækkefølge, ville jeg måske få en fornemmelse af, hvad der skete, og måske ville jeg kunne kende mig selv. Men det kan jeg ikke nu [...] der er kun mig selv i spejlet, men det snyder [...] og [nu] ved jeg, at det var tanken, der talte. Det var den, som forførte mig, og som jeg forelskede mig i, tanken om hende, og om ham og os, det var forestillingen, ikke det faktiske...
Lotte Kirkebys roman er på den måde en fortælling om alle de forestillinger, der viser sig ikke at holde stik. Forestillinger om familie, mand og barn. Forestillingerne om et hus ved vandet, kærlighed og karriere. Om at være mor, hustru, veninde, kvinde – i den rigtige rækkefølge, vel at mærke. En forestilling, de færreste af os kan leve op til, og netop derfor vedrører ‘Hvis man ikke vidste bedre’ os alle - og bør læses af lige så mange.
Fakta
‘Hvis man ikke vidste bedre’ udkommer i dag den 5. januar på Forlaget Gutkind
