Sidsel Ana Weldens debutroman er en flaksende fin men retningsløs fugl

Sidsel Ana Weldens debutroman er en flaksende fin men retningsløs fugl

Med bogen ‘I det hvileløse’ debuterer forfatteren Sidsel Ana Welden på det forholdsvist nystartede forlag Harpyie. Det er bog med mange fine observationer og sansninger, som desværre ikke lykkes med at samle sig til mere end det
AnmeldelseLitteraturSkrevet af: Louise Juhl Dalsgaard15. apr 2021
I det hvileløse er, som bogens titel antyder, en rastløs størrelse. Den består af små prosastykker, og man kan vel kalde den en poetisk dagbog. Gennem optegnelser over- og noter fra børne- og ungdomsårenes famler hovedpersonen sig forsøgsvis gennem tilværelsen. Sproget er flakkende og fint, stakåndet og aldrig konstaterende. Tværtimod er det tvivlen, der driver jeget fremad, udad – i armene på verden. Der er en rørende og genkendelig følsomhed på spil, en åbenhed, som desværre også ender med at blive bogens svaghed. For når der spørges og spørges, uden at der undervejs forfølges nogle svar, ender man let ved Schrödingers kat. Den, der både kan være død og levende. Alt er muligt, men dermed er intet også en mulighed. Og jeg kom undervejs i min læsning i tvivl: Tager denne fortælling fat om livet, eller giver den omvendt slip på det? Er det en fugl på vej til at forlade reden, eller en fugl, der fortvivlet flakser i fortidens bur?
Sidsel Ana Weldens debutroman er en flaksende fin men retningsløs fugl</br></br>Foto: PR-foto / Harpye
Foto: PR-foto / Harpye
Et eksempel:
Jeg slukker lyset på badeværelset. Gennem vinduet kan jeg se mine naboer – virkende mennesker, der gør sig klar til at gå i seng efter en dag på arbejde.
De kigger ud mod mig, men det eneste, de ser, er mørkt glas mellem sprosser. Jeg har lyst til at kaste en sten efter dem, sådan som de står og børster tænder, som var det det letteste i verden.
Jeg håber, at noget magisk skal lyse op på himlen. At en fuldmåne eller et stjerneskud skal give sig til kende. Jeg skuffes og trykker neglene hårdt ned i håndryggen. Laver små halvmåner i mit kød i stedet.

Jeg-fortælleren betragter her verden fra bag sit vindue. Undrer sig over, hvordan den virker, hvordan mennesker fungerer: står op, går på arbejde, går til ro. Det ser for hovedpersonen ud som om, alle andre følger en plan, som hun åbenlyst ikke forstår. Hun er på en og samme tid betragter og betragtet. Hun ser genboerne børste tænder, men de ser ikke hende - kun mørkt glas mellem sprosser. Det er på mange måder en fin beskrivelse af ensomhed: Følelsen af at stå på afstand af verden og af sig selv og ikke forstå nogen af delene. Sidsel Ana Welden bruger sproget dygtigt. Hun formår at tegne scenen op: Der er dem, der fungerer: virkende mennesker, der gør sig klar til at gå i seng efter en dag på arbejde. Overfor dem står hovedpersonen og trykker neglene hårdt ned i håndryggen. Laver små halvmåner i mit kød i stedet.
Sidsel Ana Weldens debutroman er en flaksende fin men retningsløs fugl</br></br>Foto: PR-foto / Harpye - Amanda Bødker
Foto: PR-foto / Harpye - Amanda Bødker
Desværre får de mange observationer, som er fine hver for sig, aldrig lov til at samle sig. Rastløsheden, afmagten, ensomheden fører ingen vegne hen, hverken til oprør, flugt eller appel. Jeg har lyst til at kaste en sten efter dem, skriver forfatteren. Men denne lyst kan man ikke mærke i sproget. Her er der ingen stenkast at spore, ingen hårde ord, ingen hoveder, der smadres. Med en lidt oldschool-term får jeg lyst til at efterlyse mere ‘show’ og mindre ‘tell’: Lad os for pokker mærke den sten. Av! Men jeg mærker ingenting. Ordene får lov at stå, hvor de står, det vil sige på papiret. De når ikke ud over bogens kanter og jeg’et forbliver inde i sig selv, betragter en verden, der ikke er hendes.

En bluse glider ned over Claras krop i stilhed. Hun mestrer de bløde og stille bevægelser. Hun tænder ikke lyset, selvom det er hendes værelse, vi er på.
Den ekstra hovedpude lå fremme, den som ellers ligger i skabet. Jeg vil ligge her hele dagen i hendes dyner og omgive mig med resterne af hendes omsorg, mens hun er på arbejde.
Mon hun nogle gange bliver grebet af lyst til at ae mig på ryggen, sådan som jeg gør, når jeg ser på hende i sengen om aftenen?

Igen et øjebliksbillede, et hastigt flakkende blik henover mennesker og rum. Men igen efterlades jeg med den her tvivl: Hvad vil denne observation mig, hvor peger den hen og på hvem? På Clara, på jeg’et? Handler det om manglende omsorg? Angst for at være alene? Er det et ønske om at minimere tilværelsen til dyner og ro? Og hvis ja - hvad betyder det så - for hovedpersonen, for verden, for det hvileløse? Den slags noter er der flere af - for så vidt fine sansninger, men også uden egentlig fylde. En smuk men vægtløs skrift uden retning.
Sidsel Ana Weldens debutroman er en flaksende fin men retningsløs fugl</br></br>Foto: PR-foto / Harpye - Amanda Bødker
Foto: PR-foto / Harpye - Amanda Bødker

Når fuglen får lov at flyve

Der hvor forfatteren står stærkest, er i beskrivelserne af relationen mellem jeg-fortælleren og dennes chilenske far. Han kæmper med at falde til i Danmark, med sindslidelser og ender i alkoholisme. Her fornemmer man en forankring af det ellers så flakkende blik, det hvileløse: Et ophav, en -kompliceret men - ægte og varig relation. En forankring, der med det samme kommer til udtryk i sproget, der får mere tyngde, bliver mere konkret:

Min far havde et roligt temperament og gjorde sjældent noget ud af sin tilstedeværelse i et rum. For det meste talte han lavt. Den eneste gang, jeg så ham råbe, var en eftermiddag, da han stod i køkkenet og lavede frokost til mig. Jeg kravlede langs gulvet med en legetøjspistol, uden at han hørte mig. Så smækkede jeg døren bag mig og sigtede med pistolen på hans ansigt og råbte: ’du er død!’, mens jeg trykkede på aftrækkeren. Han tabte kniven, og hans øjne var opspilede og vilde. Jeg kendte ikke det blik. Han slog pistolen ud af min hånd og råbte ’pistoler er aldrig legetøj!’ Stadig med opspilede øjne, der ikke kunne holde fokus på noget...undskyld, sagde han, undskyld....Jeg glemte ikke det blik.

Hér kan man mærke nødvendigheden. Her vil teksten noget, den bevæger sig et sted hen. På ganske få linjer opsummeres en uligevægtig relation: Barnet er magtudøver, faren er offer. Det er både stærkt og effektfuldt skrevet, og den slags er der heldigvis også meget af i Sidsel Ana Weldens debut.

Sammenfattende kan det siges, at er der i Sidsel Ana Weldens debut er alle de rigtige ingredienser til stede: Et smukt og omsorgsfuldt sprog, stærke og sanselige beskrivelser, fine observationer. Men det er som om, de mange ingredienser ikke får lov samle sig til et Hele. Siderne følger efter hinanden, men uden at noget andet og mere følger med. Som læser er man så at sige lige vidt, når man er kommet igennem hele bogen: lidt forvirret og stadig rastløs. Det er muligvis bogens ærinde: At forblive i det hvileløse, og i så fald er det lykkes.
Sidsel Ana Weldens debut er en flaksende fin men også lige lovlig retningsløs fugl.

Fakta

Facebook
Del på facebook

Louise Juhl Dalsgaard

Skribent
Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til seks bøger og en enkelt kortfilm. Hun underviser til daglig i kreativ skrivning og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter. Hun har en forkærlighed for dansk og nordisk nutidslitteratur, klitplantager og finske komponister, men ser det ellers som sin fornemste opgave hele tiden at opdage nyt.
Se Louises artikler her →
Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Seneste anmeldelser
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind