Punktummer er sprogets dommedagsprædikanter og de ligner skudhuller
Jeppe Krogsgaard Christensen har skrevet en tankevækkende og humoristisk bog om ord. Det kan lyde lidt tørt, men det er alt andet. Faktisk er digtsamlingen en lille litterær perle
AnmeldelseLitteraturSkrevet af: Louise Juhl Dalsgaard21. nov 2020
de er, hvad de er
de findes fordi tiden går
flyver rundt mellem skyerne på himlen
der absolut skal være blå
alting vil svæve i luften
det er jo det, de gør
lyner og tordner i nervebanerne: av.
De færreste vil nok på baggrund af ovenstående linjer, som alle er hentet fra Jeppe Krogsgaard Christensens nyudgivne værk: ’alle ord lever i et klassesamfund,’ forestille sig, at bogen handler om ....ordklasser.
Men det gør den, og det gør den godt.
Bogen handler om ord og tegn: Om det, de gør og ikke mindst måden, de gør det på.
de findes fordi tiden går
flyver rundt mellem skyerne på himlen
der absolut skal være blå
alting vil svæve i luften
det er jo det, de gør
lyner og tordner i nervebanerne: av.
De færreste vil nok på baggrund af ovenstående linjer, som alle er hentet fra Jeppe Krogsgaard Christensens nyudgivne værk: ’alle ord lever i et klassesamfund,’ forestille sig, at bogen handler om ....ordklasser.
Men det gør den, og det gør den godt.
Bogen handler om ord og tegn: Om det, de gør og ikke mindst måden, de gør det på.
Det er langtfra så kedeligt som det kunne lyde. Meget langt faktisk. For Jeppe Krogsgaard Christensen har i mine øjne - med sin herlige blanding af kortprosa, poesi og essayistik - begået en lille litterær perle. Det har han, fordi han ikke kun beskriver, men (og det er her, perlen ligger gemt) skriver om- og udfolder sproget i én og samme bevægelse:
Han viser os de hierarkiske strukturer, der gælder i sprog som alle andre steder. Og som på mange måder mimer det omgivende samfunds sociale hierarkier.
Navneordene vejer tungest, de materielle goder, det, vi kan eje: Villa, vovse, vovhund. Tillægsordene må derimod kæmpe hårdere for deres plads, al den stund, at de jo alene udgør egenskaber ved tingene: en smuk villa, en rød Volvo, en død vovse.
Grunden til, at jeg har det med i denne anmeldelse er, at det understreger en af bogens pointer: At ord aldrig bare er ord. Deres betydning afhænger af, hvor de står. Sammen med hvem og hvordan.
Skriver vi for eksempel ting i kursiv, tillægger vi det skrevne en særlig betydning.
(Skriver vi omvendt ting i parentes, tillægges vi det skrevne mindre, men ikke helt uvæsentlig betydning.)
Når jeg indleder med at stille nogle af Jeppe Krogsgaard Christensens mange gode linjer op som et digt, er det for at vise, at vi læser en tekst med en række mere eller mindre bevidste forventninger. Forventningerne til en linjebrudt tekst er poesi. Vi forventer noget mere end bare ordenes-pålydende-værdi. Et abstrakt niveau, som vi ikke ville forvente af en tekst, der ikke var brudt op - en almindelig løbende tekst ’alle ord lever i et klassesamfund’ er fuld af sproglige og lingvistiske pointer, alle bør unde sig selv at læse.
For eksempel denne beskrivelse af punktummer:
de insisterer på at alting slutter, at alting skal slutte, men må se det fortsætte. For så igen at forsøge at få alting til at slutte. De er sprogets dommedagsprædikanter og evige selvmordskandidater og ligner da også, hvilket de selv er godt tilfredse med, skudhuller
Eller den her mageløst præcise definition af udråbstegnet:
Råb med tilbagevirkende kraft.
Et tredje sted kalder Krogsgaard Christensen emojis for sprogets prostituerede. Nok den mest rammende definition af de hjerteknusende bamsefigurer, jeg nogensinde har læst. Og jeg er ellers daglig og flittig bruger af den slags prostituerede.
Han viser os de hierarkiske strukturer, der gælder i sprog som alle andre steder. Og som på mange måder mimer det omgivende samfunds sociale hierarkier.
Navneordene vejer tungest, de materielle goder, det, vi kan eje: Villa, vovse, vovhund. Tillægsordene må derimod kæmpe hårdere for deres plads, al den stund, at de jo alene udgør egenskaber ved tingene: en smuk villa, en rød Volvo, en død vovse.
Ord er aldrig bare er ord
Jeg må hellere gå til bekendelse: Det indledende digt er ikke skrevet af Jeppe Krogsgaard Christensens, det optræder heller ikke i hans bog. Alligevel er det en ordret gengivelse af sætninger, der optræder i hans værk. Blot sat sammen på en ny måde, i nye konstellationer, hvorved en ny betydning opstår. Cut-up-digtet (linjer klippet ud og sat sammen i en ny rækkefølge) har på den måde intet som helst med bogen ‘alle ord lever i et klassesamfund’ at gøre. På en anden måde har digtet alt med den at gøre, det består jo alene af brudstykker herfra.Grunden til, at jeg har det med i denne anmeldelse er, at det understreger en af bogens pointer: At ord aldrig bare er ord. Deres betydning afhænger af, hvor de står. Sammen med hvem og hvordan.
Skriver vi for eksempel ting i kursiv, tillægger vi det skrevne en særlig betydning.
(Skriver vi omvendt ting i parentes, tillægges vi det skrevne mindre, men ikke helt uvæsentlig betydning.)
Når jeg indleder med at stille nogle af Jeppe Krogsgaard Christensens mange gode linjer op som et digt, er det for at vise, at vi læser en tekst med en række mere eller mindre bevidste forventninger. Forventningerne til en linjebrudt tekst er poesi. Vi forventer noget mere end bare ordenes-pålydende-værdi. Et abstrakt niveau, som vi ikke ville forvente af en tekst, der ikke var brudt op - en almindelig løbende tekst ’alle ord lever i et klassesamfund’ er fuld af sproglige og lingvistiske pointer, alle bør unde sig selv at læse.
For eksempel denne beskrivelse af punktummer:
de insisterer på at alting slutter, at alting skal slutte, men må se det fortsætte. For så igen at forsøge at få alting til at slutte. De er sprogets dommedagsprædikanter og evige selvmordskandidater og ligner da også, hvilket de selv er godt tilfredse med, skudhuller
Eller den her mageløst præcise definition af udråbstegnet:
Råb med tilbagevirkende kraft.
Et tredje sted kalder Krogsgaard Christensen emojis for sprogets prostituerede. Nok den mest rammende definition af de hjerteknusende bamsefigurer, jeg nogensinde har læst. Og jeg er ellers daglig og flittig bruger af den slags prostituerede.
Must-read for alle, som elsker sproget
Bogen er fuld af humor og tankevækkende udsagn som eksemplerne også viser, og er et must-read for alle, der, som jeg, elsker sproget. Ikke bare for, hvad der står, den åbenbare betydning af ordene, men også, hvad de gør og måden, det gøres på. Jeg tænker bestemt også, at bogen, vil gøre sig godt i undervisningssammenhænge – som en tankevækkende og anderledes indgang til det sprog, vi alle sammen bruger - måske uden helt at vide hvorfor eller hvordan. Jeg tror i hvert fald, vi ikke bare gør os selv, men også hinanden, en stor tjeneste ved at læse Jeppe Krogsgaard Christensens fine bog og ad den vej blive klogere på, eller i hvert fald mere opmærksomme på, hvad det er for noget, det dér sprog.Fakta
Jeppe Krogsgaard Christensen ’alle ord lever i et klassesamfund’er udkommet på forlaget Melodika, 112 sider/175 kronerLouise Juhl Dalsgaard
Skribent
Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til syv bøger og en kortfilm. Hun underviser til daglig i kreativ skrivning og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter. Hun har en forkærlighed for dansk og nordisk nutidslitteratur, klitplantager og finske komponister, men ser det ellers som sin fornemste opgave hele tiden at opdage nyt.
Se Louises artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København