Siden 1980’erne har Pipilotti Rist (f. 1962) eksperimenteret med videokunst og udforsket feltets teknologier. Rist har med sine videoværker været med til at redefinere forholdet mellem værk og beskuer, da beskueren medtænkes som en aktiv deltager i hendes ofte meget store videoinstallationer. Det ses i udstillingsdesignet, hvor publikum fx inviteres til at lægge sig ned på puder eller senge for at opleve værker, der flyder ud i loftet, på vægge eller gulve. Flere af Rists videoprojektioner er desuden af en sådan størrelse, at beskueren umuligt kan se det hele på én gang og derfor må beskueren selv styre blikket rundt, hvilket skaber nogle meget individuelle oplevelser. I Rists videoinstallationer er hele oplevelsessituationen et medium i sig selv.

Et parallelt univers

Kunstnernavnet ’Pipilotti’ er en hilsen til Pippi fra Astrid Lindgrens fortælling om Pippi Langstrømpe. Den oprørske, fritænkende og farvestrålende karakter, som kan og vil alting selv. Navnet Pipilotti leder derfor tankerne hen på det eventyrlige, men også̊ på det feministiske islæt. Selvom Rist ikke vedkender sig en direkte feministisk agenda, rummer flere af hendes værker et klart feministisk budskab i forhold til at bryde nogle kulturelle normer og mandlige barrierer. På udstillingen vises bl.a. videoværket Blutclip (1993), som konfronterer beskueren med menstruationsblod, men også den ikoniske videoinstallation Ever Is Over All (1997), hvor en kvinde med det mest ekstatiske ansigtsudtryk smadrer bilruder med en jernstang kamufleret som en blomst.

Det står klart, at der er tale om et parallelt univers, da kvinden i videoen får en anerkendende hilsen af en politikvinde, som passerer hende på gaden. Rist formår i dette værk at vise voldsomt indhold med et roligt, nærmest yndefuldt, udtryk og det gør hun ved hjælp af billeder, der vises i slowmotion, et drømmeagtigt blomsterlandskab og musik med Rists nynnende vokal. Elementer som har en beroligende og næsten hypnotisk effekt på beskueren. Rist løsriver sig fra traditionelle kønsopfattelser og inviterer os med ind i en verden, hvor kvinden i højere grad betragtes med nysgerrighed end med begær. Hos Rist er kvinden ikke fastlåst i den vestlige kunsthistories traditionelle fremstilling af den nøgne kvinde som objekt. Rist undergraver i dette værk objektiveringen af kvindekroppen og magtrelationer, som fx kommer til udtryk i mainstream Hollywoodfilm. 

Psykedelisk sanselig

Et andet værk på udstillingen, som uden tvivl sætter sig fast på nethinden, er videoinstallationen Mercy Garden Retour Retour fra 2014, hvor publikum inviteres til at lægge sig ned på puder på gulvet. Her kan beskueren lade sig rive med ind i en psykedelisk sanselig og sensuel nydelses verden. De farvestrålende billeder akkompagneres med den skønneste musik af Heinz Rohrer og som betragter kan man komme ind i en nærmest drømmelignende tilstand, hvor man glemmer tid og sted. Elementerne jord, vind, ild og vand er alle tilstede i videoen og de fire elementer udgør tilsammen et hyper visuelt univers, der handler om håndgribelighed og berøring. Rists video vises på enorme vægge, hvilket kun forøger de fortryllende loops af bl.a. brusende vand og en hånd, der forsigtigt kærtegner en skråbelig opiumsvalmue. Rists installationer henvender sig både til kroppen og sindet og Mercy Garden Retour Retour er bestemt et forfriskende, restituerende og trippet univers at glide ind i.

Hjemme på museet

Udstillingen har karakter af en totalinstallation, hvor hjemmet er den røde tråd, der løber igennem udstillingens mange rum. Og dette greb må siges at være vellykket. Kombinationen af Rists hypnotiske værker og det hjemlige aspekt med dagligdagsmøbler får næsten én til at glemme, at man befinder sig i ”the white cube”. Særligt den nyere videoinstallation 4th Floor to Mildness (2016), der flyder ud i loftet og som inviterer publikum til at lægge sig ned på senge (à la en sovesal), gør udstillingen og museet til ”en fælles kollektiv lejlighed”, som Pipilotti Rist også selv beskriver i udstillingens katalog.

Kameraet som pensel

I Pipilotti Rists kunstneriske univers smelter sanserne sammen i kameralinsen. Det er som om man kærtegner blomster og planter med Rists fingre, får øje på spøjse pikplanter i grønligt grumset vand og ja, man kan næsten smage havets brusen, idet videoen får én til at føle, at man ligger lige der i havoverfladen. Rist maler med videokameraet og fremstiller verden, som hun ønsker den skal være – fri for bekymring og fri for skam. Hun har nogle finurlige tricks til netop at få os til at se på verden med et barns øjne, men alligevel ligger alvoren og lurer et sted, når hun bringer temaer som køn, krop, identitet, natur og teknologi op til debat.

Udstillingen er omfattende og giver indblik i hele Rists produktion fra tidlige værker i fjernsynsformat til store video, lys- og lydinstallationer. I den funklende lysinstallation Pixelwald (Mutterplatte) fra 2016 springer Rist vores skalaforhold og placerer os blandt gigantiske pixels midt inde i et billede. Det er en syret og meget mættende oplevelse at gå på eventyr i Pipilotti Rists udstilling på Louisiana. Man føler sig bombarderet af indtryk, psykedeliske farver og lys. ’Åben min lysning’ kræver noget af beskueren, men når alt kommer til alt, handler det blot om at turde overgive sig helt og aldeles til kunsten.

Fakta:
Udstillingen er kurateret af museumsinspektør Tine Colstrup og vises på Louisiana Museum of Modern Art indtil d. 23. juni 2019.
Louisiana var det første museum i verden, som i 1996 erhvervede et af Rists videoværker til en museumssamling. Foruden dette værk, Sip My Ocean (1996), er I’m Not the Girl Who Misses Much (1986) også en del af samlingen.
Læs mere på www.louisiana.dk