Shirin Neshat er lige gået indenfor på sit lille landsted nord for New York. Regnen står ned i stænger, så det er ikke vejr til hverken at tage på vandretur som dagen før eller at lave noget andet udendørs. Derfor har hun sat sig ned for at arbejde.

“Jeg er i gang med at skrive mine idéer ned. Det er meget svært at koncentrere sig om det i New York City, men her er der ro til det, og jeg prøver hele tiden på at drømme og gøre nye ting,” siger hun.

De seneste 25 år har hun markeret sig som et af de helt store navne på den internationale kunstscene med sine karakteristiske sort-hvide fotografier og store videoinstallationer med to skærme overfor hinanden, foruden sine spillefilm som Women Without Men, som her i Danmark blandt andet har været udstillet på ARoS. I sine værker har hun kredset omkring kontrasterne mellem kulturen i Iran, hvor hun voksede op og den vestlige verden. Hun arbejder også med kontrasterne mellem det feminine og det maskuline, mellem det antikke og den moderne verden, og mellem lys og mørke.

I værelset ved siden af sidder Shirin Neshats partner og kollega gennem de seneste 26 år Shoja Azari. Hun var 40, da hun mødte ham, og på det tidspunkt var hun først for alvor ved at tage hul på sin kunstneriske karriere og i gang med sit første store videokunstværk. Siden da har han været fast kunstnerisk konsulent på hendes videoværker, mens han de senere år også har været meget involveret i Shirins spillefilm.

“Det er kun fotografierne, han ikke har noget med at gøre,” griner Shirin Neshat med sin varme røst.

Barn i et helt andet Iran

Shirin Neshat voksede op i Iran før den iranske revolution, og landet var i hendes barndom et meget vestligt orienteret land, hvor religionen ikke fyldte meget, og hvor kvinderne havde større frihed end i dag og eksempelvis generelt ikke gik med hovedtørklæde. Som barn i Iran satte hun aldrig sine ben på et kunstmuseum eller på et kunstgalleri. Men Shirin Neshat var så god til at tegne, at alle omkring den lille poetiske pige sagde, at hun da skulle være kunstner. Hendes far, der var læge, troede fuldt og fast på, at vejen frem for hans børn var at få en uddannelse i USA - også for hans døtre. Derfor blev Shirin sendt til Californien, hvor det lykkedes hende at komme ind på UC Berkeley for at studere kunst, selvom hun selv undrer sig over, hvordan hun bar sig ad.

“Det var virkelig en dum idé, at jeg skulle studere kunst, for jeg var virkelig ung og naiv og jeg anede overhovedet ikke hvad kunst var. Der var ingen kreative i min familie, og jeg klarede mig virkelig ikke særlig godt på kunstskolen,” fortæller hun. En del af forklaringen på, at hun havde svært ved at klare sig godt var også, at hun fuldstændig mistede kontakten til sin familie, da den Iranske revolution brød ud i 1979, og det islamistiske præstestyre tog magten i landet. Først røg telefonlinjen, og ret hurtigt derefter kunne man heller ikke sende post, så hun kunne ikke vende hjem og måtte nu klare sig alene i et land, hvor hun virkelig ikke befandt sig særlig godt.

Det lykkedes hende at færdiggøre sin uddannelse og så flyttede hun til New York, mens hun efterlod alt, hvad hun hidtil havde lavet af kunst, som hun i øvrigt selv mente var noget bras. I den nye by mødte hun sin første mand og faren til sin søn. Da hendes søn var helt lille, rejste hun på besøg i Iran i 1993. Efter den rejse begyndte hun igen at få lyst til at lave kunst efter 11 års pause. Hendes første værker var serien af fotografier Women of Allah. Det er portrætter af kvinder, hvor der henover fotoet er skrevet poesi af kvindelige iranske digtere. I 1997 mødte hun så sin nuværende mand Shoja, da hun arbejdede på sit første videoværk Turbulent. Værket skildrer en mand, som synger for et mandligt publikum på en videoskærm, mens en kvinde synger for en tom koncertsal på skærmen overfor. Det værk blev starten på hendes internationale karriere, da det i 1999 vandt Venedig Biennalens gyldne løve.

Til trods for, at Shirin Neshat med sine egne ord jo praktisk talt var et barn, da hun kom til USA, har hun hele sit liv været stærkt knyttet til sin oprindelse i den persiske kultur. Hun havde ikke nogen som helst kontakt med sin familie i over 10 år, så hendes ungdom i USA blev præget af fortvivlelse og savn. I dag taler hun med sin mor hver dag, men på grund af de politiske forhold kan hun ikke besøge Iran, og hun har ikke været i Iran siden slutningen af 90’erne,

“Jeg har haft et meget kompliceret og uforløst forhold til Iran som mange, mange tusinde hvis ikke millioner af iranere, som har været tvunget til at leve udenfor landet. Så jeg tror, at det var meget naturligt, at splittelsen mellem mine iranske rødder og min vestlige livsstil fandt vej ind i mine kunstværker. Jeg tror, det er derfor, mine værker altid har været præget af modsætninger, kontraster og paradokser. Uanset hvad jeg arbejder på, handler det altid om den ydre og den indre konflikt i en kvinde,” siger hun og afslutter med et ‘you know’.

Mænd i uniformer i VR værk i Viborg Kunsthal

I sine seneste kunstværker har Shirin Neshat rettet blikket mod det land, hun kom til at tilbringe hele sit voksne liv i. Det gør sig også gældende i det værk, som man kan opleve på Viborg Kunsthal her i efteråret. Her har hun for første gang nogensinde også arbejdet med Virtual Reality. Værket

‘The Fury’ er som hendes andre store videoværker en stor videoinstallation med to skærme over for hinanden. Her ser man først en kvinde male sine øjne, danse i sit hjem og siden vandre gennem New Yorks gader. I gaderne bliver hun mødt af stirrende skeptiske blikke, inden scenen skifter, og vi ser hende iføre sig en paryk og danse stort set afklædt, mens en smuk yngre mand i en officerslignende uniform holder et fast blik på hende fra den modsatte skærm. Det udvikler sig, og hun danser foran en hel flok uniformklædte mænd. Pludselig er mændenes blikke fjendtlige og fyldt med foragt, og der springer mærker frem på kvindens krop, mens hun ser mere og mere forslået ud. Da det lykkes hende at flygte ud i gaderne, bliver hun mødt af medlidenhed og så bryder raseriet løs i byen. VR-værket, som har verdenspremiere i Viborg, er et uddrag af ‘The Fury’. Her er man selv omgivet af de stirrende uniformerede mænd.
“Det er meget voldsomt og voldeligt,” siger Shirin Neshat.

Det er ikke tilfældigt, at mændene er klædt i uniform, for ifølge Shirin Neshat er uniformer noget af det mest skræmmende i verden. “Når mennesker får uniform på, kommer de på en eller anden måde til at føle sig magtfulde - også selvom de for eksempel bare er security-folk i en lufthavn. Så jeg føler, at der er en brutalitet ved uniformer, som er helt universel. Folk er skrækslagne for mennesker i uniformer. Jeg er ihvertfald,” siger hun.

New Yorker ikke amerikaner

Selvom Shirin Neshat nu snart har boet 50 år i USA, så føler hun ikke, at hun er blevet amerikaner.

“Jeg kender USA rigtig godt, og jeg er bestemt blevet New Yorker. Jeg har efterhånden et virkelig godt indblik i den amerikanske kultur og føler, at jeg nu godt kan tillade mig at komme med en kritik af USA, hvor mine værker tidligere mere holdt sig til en kritik af det iranske samfund og den iranske regering,” siger hun.

Hendes tidligere værker og film er filmet steder som Marokko og Tyrkiet for at få det til at ligne Iran, men med hendes nye fokus har hun pludseligt kunnet lave et værk to blokke væk fra, hvor hun har sin lejlighed og sit atelier i Brooklyn.

“Det er fantastisk at have mulig-heden for at bruge mit nabolag, andre immigranter og New Yorks bylandskab i mine værker. Det føles virkelig godt og det har jeg ikke lyst til at slippe igen,” fortæller hun.

Der er også sket en anden udvikling i hendes arbejde. Man kan ikke se det på udstillingen i Viborg, men hun har også arbejdet på et stort projekt med titlen Land of Dreams de seneste år, som er blevet til både fotografier, videoværk og en spillefilm med filmstjerner.

“Jeg begyndte at arbejde på en trilogi, som handlede om mine egne drømme, og det udviklede sig til Land of Dreams, hvor en iransk kvinde som mig selv; en ung fotograf, går rundt og indsamler andre folks drømme. I filmen arbejder den samme kvinde nu for den amerikanske regering, som har bestemt, at alle skal dele deres drømme med staten. Så det er en meget surrealistisk og højst utroværdig fortælling,” siger hun. Og i den film er det hele ikke så alvorligt længere, spillefilmen er nemlig en absurd komedie.

“Jeg elskede ideen om at inkorporere humor og en vittig dialog, og det var fantastisk at lave noget absurd og urealistisk. Det var et stort skifte, fordi mit arbejde oftest er meget trist og slet ikke sjovt, så det har jeg tænkt mig at fortsætte med” griner hun hjerteligt.

Og selvom Shirin Neshat nu lader humoren finde vej ind i sit arbejde og vender blikket mod USA, så holder hun fast i at kritisere misbrug af regeringsmagt på sin subtile facon.

“Land of Dreams var en lidt surrealistisk historie om alle mulige tiltag fra den amerikanske regering for at kontrollere borgerne. Så det handler om at sætte spørgsmålstegn ved magten, uanset om det er den iranske eller den amerikanske regering, og det har ikke ændret sig. For mig er der ikke den store forskel på, om det er Trump eller Ali Khamenei. For mig er de den samme slags magtmænd med den samme måde at tænke på,” siger hun.

Shirin Neshat, The Fury udstilles på Viborg Kunsthal 22.09.2023 - 14.01.2024
Udstillingen The Fury åbner torsdag den 21. september 2023, kl. 19.00-21.00.
Videoinstallation og nyproduceret virtual reality værk i østfløjen.