Påsken er en tid til fordybelse. Det er en tid, hvor vi kan trække os tilbage fra alt det, vi skubber foran os i vores travle hverdag. På Fine Spind anbefaler vi derfor en klassisk påskefilm

Det er påske, det er langfredag. Jeg sidder ved et veldækket påskebord og svælger i brød og vin med mine venner. Påsken er sild og snaps, påskeæg og påskebryg. Vi fejrer hyggen, samværet og vores venskab. Men selv om det er mange år siden, jeg kaldte mig kristen, så er der noget ved påskens historie, der drager mig. Noget, der ligger langt væk fra trygheden ved påskebordet. Lidelsen og offeret, frygten og fristelsen.

The Last Temptation of Christ, Martin Scorseses filmatisering af den græske forfatter Nikos Kazantzakis’ roman fra 1955, er én af mange film, der viser de frygtelige prøvelser i Jesu sidste dage. Men The Last Temptation er også én af de få film, der fortæller historien om Jesus, der kæmper med sin dobbelte natur: at være både en udødelig ånd og dødeligt kød, at være Gud og menneske på én gang.

Læs også: I TYSKE FILM ER FORTIDEN ANDET END ET KOLLEKTIVT SKYLDKOMPLEKS

Skal kærlighed redde verden

Jesus (Willem Dafoe) plages af dæmoniske stemmer, der siger, at han er Guds søn. Han pines konstant og begynder at bygge kors til den romerske besættelsesmagt for at overbevise sig selv og sine jødiske medborgere om, at stemmerne lyver. Men pludselig får han en bange anelse: Hvad nu, hvis det ikke er djævlen, men Gud, der taler til ham?

Sammen med Judas (Harvey Keitel) vandrer Jesus ud i ørkenen for at få svar af Johannes Døberen. Judas bliver overbevist om, at Jesus skal lede jøderne i væbnet revolution mod romerne, men Jesus tvivler stadig: Er det kærligheden eller øksen, der skal redde verden?

Blasfemiens skytshelgen

De rejser gennem Galilæa og samler disciple. Jesus hjælper de blinde til at se, uddriver dæmoner og vækker Lazarus fra de døde. Palmesøndag rejser han triumferende ind i Jerusalem og smider købmændene og vekselboderne ud af templet. Der er oprør, og Jesus siger, at han er Gud og har en ny lov. Præsterne er chokerede, det er blasfemi. Jesus svarer: Jeg er blasfemiens skytshelgen.

Den sidste fristelse er på korset. Jesus har råbt det fortvivlede Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Pludselig står en engel foran ham og tilbyder at tage ham ned fra korset. Han kan få et normalt menneskeliv, behøver ikke længere at være Messias, den Korsfæstede. Han kan være Jesus og gifte sig med Maria Magdalene, få børn og tjene Gud med et virksomt liv på jorden.

Filmen giver et eksistentielt bud på en fortolkning af evangelierne. Jesus er (også) et menneske, der frygter det offer, han skal give. Judas er langt fra en forræder: Han er den eneste discipel, der er stærk nok til at hjælpe Jesus til at dø på korset, så alt kan blive fuldbragt. Og også den politiske dimension er langt mere vellykket end i f.eks. Passion of the Christ: Jøderne er ikke en blodtørstig fundamentalistisk overmagt, men et besat folk, der længes efter revolutionen og et bedre liv.

Læs også: GIGANT UDSTILLING PÅ AROS SKAL SÆTTE AFTRYK I EUROPA

Fakta

Udgivelsesår: 1988

Instruktør: Martin Scorsese

Manuskript: Paul Schrader

Medvirkende: Willem Dafoe (Jesus), Harvey Keitel (Judas), Barbara Hershley (Marie Magdalene) og David Bowie (Pontius Pilatus)

Musik: Peter Gabriel

Kan findes på blockbuster.dk