Platt-Form laver satire om den tragikomiske tid, vi lever i

Platt-Form laver satire om den tragikomiske tid, vi lever i

Den anmelderroste satiretrio har gjort det til deres varemærke at kombinere høj kunstnerisk kvalitet med skarpe kommentarer til samfundet og de gør det med en sjældent set timing, musikalitet og humor.
InterviewAlt det andetSkrevet af: Frida Hjeresen01. nov 2025
Når Laus Høybye, Jakob Fauerby og Mille Lehfeldt mødes i arbejdsrummet for tiden, kommer de slæbende med en enorm sorg over verdens tilstand, og der er længere ind til det, vi kan grine af, end der plejer at være. Samtaler om krige, klimakrise og polarisering er ofte startskuddet, når Platt-Form skaber satire. Alt sammen i et forsøg på at håndtere den håbløshed, som verden er fyldt af.

“Vi startede arbejdsdagen i dag med en times snak om alt det, der er galt. Det er en deprimerende start, for vi taler jo om, at verden er et svært sted. Den er næsten tragikomisk,” fortæller Laus Høybye, som sammen med skuespillerne Jakob Fauerby og Mille Lehfeldt har lavet satire under navnet Plattform i mere end 10 år.

Lige nu sidder den succesfulde satiretrio med forberedelserne til deres kommende forestilling: GENBRUGSJUL MED PLATT-FORM, som har premiere d. 26 november på Aveny-T. Her genbruger de julen med elementer fra deres tidligere satire, mikser nyt og gammelt, og forsøger at finde resterne af julehyggen, mens verden mere eller mindre står i brand.

“Vi inviterer publikum ind i et rum, hvor vi håber, man kan fordøje virkeligheden lidt lettere og måske grine, selv når verden brænder,” fortæller Jakob Fauerby.

Indholdet i Platt-Forms shows er uhøjtideligt og kompromisløst, med et skarpt blik for satirens potentiale. Det er en bred palette af komiske, musikalske og dramatiske virkemidler, hvor de danser i perfekt platte og dog avancerede koreografier og med skarpladte sange om politik og samfundstendenser. Her går de efter magten og ikke mindst dem selv. For hvad er det egentlig, god satire skal kunne? Den skal naturligvis underholde, men den skal også gerne få os til at reflektere over samfundet og vores politiske holdninger. Det gør Platt-Form med stor succes. Vi griner højt, men vi bliver også ramt lige midt i hjertet og hjernen.
Platt-Form laver satire om den tragikomiske tid, vi lever i</br>Platt-Form. Laus Høybye, Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby.</br>Foto: Ulrik Jantzen
Platt-Form. Laus Høybye, Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby.
Foto: Ulrik Jantzen

Sensitive sjælevenner

De tre store egoer i Platt-Form har stadig deres venskab som en evig drivkraft i deres arbejde.

“Vi er alle tre meget sensitive og tvivlende mennesker,” fortæller Jakob Fauerby. Det er nok også derfor, vi stadig arbejder sammen, fordi vi har brug for et arbejdsfællesskab med vores gode venner.”
Et venskab som for dem er et skæbnefællesskab.
“Vi kalder os sjælevenner. For mig er det et livsvilkår at være med i den her gruppe. Jeg elsker at lave ting ude i verden, men når jeg vender hjem til Platt-Form, så er jeg hjemme,” fortæller Jakob Fauerby.

Mille, Laus og Jakob har kendt hinanden siden barndommen og gymnasietiden.

“Jeg har kendt Mille siden vi var børn,” fortæller Laus. “Som barn spillede jeg med i en forestilling, hvor min karakters mor blev spillet af Kirsten Lehfeldt, Milles mor.

I pauserne sad Laus og Mille i garderoben, og lavede fjollede ansigter i spejlene, til de blev helt røde i hovederne. Senere mødte Laus og Jakob hinanden i gymnasietiden gennem nogle fælles venner.

“Jeg var 16 år og Jakob var 17 år,” husker Laus. “Vi blev hurtigt gode venner.

Og så var det nærmest skæbnens ironi, at Mille og Jakob havnede på hold sammen på teaterskolen et år efter Laus kom ind på teaterskolen i Odense.

“Pludselig var vi alle tre til de samme fester, hvor vi altid endte sammen. Vi kunne ikke lade være,” fortæller Mille. “Og vi var sjove sammen,” siger de nærmest i kor.

Selv om Mille Lehfeldt, Jakob Fauerby og Laus Høybye har travle karrierer som skuespillere, instruktører og musikere, er Platt-Form blevet deres fælles frirum. Her kan de kombinere deres erfaringer og lege med satire, musik og improvisation på egne præmisser. De nyder friheden ved at være deres egen chef, og derfor kan det være udfordrende med jobs uden for trioen. Her er det andre, som har skrevet ordene og siger, hvor de skal gå hen. De kan ikke få lov til at bestemme på det niveau, de er vant til sammen.

“Dér skal man lige huske og styre sig,” siger Laus.
Platt-Form laver satire om den tragikomiske tid, vi lever i</br>Platt-Form. Jakob Fauerby, Mille Lehfeldt og Laus Høybye.</br>Foto: Ulrik Jantzen
Platt-Form. Jakob Fauerby, Mille Lehfeldt og Laus Høybye.
Foto: Ulrik Jantzen

Det er lidt som et ægteskab

I dag er deres trekløver blevet til en kunstnerisk livsform. I Platt-Form forvandler de samfundstemaer og hverdagssnak til musikalsk satire, der både rummer tryghed, tvivl og trods. Alt sammen fra et stærkt behov for at skabe sammen, som de skuespillere de først og fremmest er.

“Vi er forsømte børn der har brug for at blive set og hørt” bliver der sagt med en tyk form for selvironi efterfulgt af en kraftig latter strøm fra alle parter. Og et sted mellem joken og stilheden siger Mille:

“Skuespil var det eneste jeg kunne”.

Platt-Form har arbejdet med både scene-shows og radioprogrammer. Blandt andet med satiriske indslag på DR P1 med Kirkesangerne og Krisetelefonen for I-landsproblemer, De vragede danske værdier og Partisange. De har haft værtsroller ved større prisuddelinger som Bodil-prisen, Årets Reumert og Året der Gak. Og med et livslangt venskab oveni kender de tre hinanden ud og ind. Det kan gøre arbejdsprocessen lidt langsommelig. De skal hele tiden grine af, og blive fanget i gamle minder. Til gengæld kan de som de sjælevenner, de er, nemmere mærke, hvilken retning deres satire skal i.

“Vi har en regel,” fortæller Jakob. “Hvis det bobler i os alle tre, så ved vi, at ideen er rigtigt og så kan vi gå videre.”

I arbejdet mærker de også, at der kan være en ubalance i at være tre. To kan hurtigt rotte sig sammen, og så står der én alene på sidelinjen. Men i ubalancen ser de nye muligheder.

“Når to bliver enige, bliver den tredje nødt til at finde sin egen vej. Der opstår nye alliancer, og det er dér, de sjove ting opstår,” fortæller Jakob.

Publikum kan spejle sig i uenigheden. Netop dér, i det uforudsigelige mellem tre vidt forskellige mennesker, der prøver at finde fælles fodslag, bor energien og nerven i deres satire. Den energi får dem også igennem bump på vejen.

“Det er lidt som et ægteskab. Man skal arbejde for det og kan have kriser, men vi kender hinanden så godt, at vi kan komme igennem dem,” fortæller Mille Lehfeldt.

Skarp satire i høje toner

Platt-Form bevæger sig ubesværet mellem sang, sketches og komik, hvor aktuelle emner som religion, #MeToo, sociale medier, Grønland, flygtningekrise og politisk korrekthed får en kærlig, men kontant pegefinger. Det er satire med både nerve og nuance, hvor publikum bliver underholdt, udfordret og rørt på én gang.

Deres shows har fået ros for den store musikalske kvalitet og musikken spiller en lige så central rolle som selve satiren. Sangene bliver skrevet i fællesskab, med udgangspunkt i de kompositioner, Laus har skabt.

“Vi kalder os også et band,” siger Laus. “Musikken er altid udgangspunktet og der hvor det hele starter,” fortæller han.

Og nu tager Platt-Form snart det næste store skridt. I 2026 drager de ud på en landsdækkende koncertturné, hvor musikken for alvor får lov til at spille hovedrollen. Her inviterer de live-musikere med på scenen, laver nye arrangementer og blander friske numre med sange fra deres omfattende bagkatalog.

“Vi har virkelig mange knaldgode hits,” lover Jakob.
Platt-Form laver satire om den tragikomiske tid, vi lever i</br>Platt-Form. Laus Høybye, Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby.</br>Foto:
Platt-Form. Laus Høybye, Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby.
Foto:

At sparke opad

Platt-Form håber, at de går over grænsen med deres komik. I showet ‘Er vi gået for langt?’ starter de som en tysk avantgardegruppe i sorte dragter og med sorte pageparykker i et absurd oprør, hvor Laus Høybye taler engelsk med en tyk tysk accent, mens han råber “be quiet please” efter publikum og insisterer på at verden tager verdens tragedier alvorligt på en enormt komisk måde. En smule i overkanten bevæger de sig fra Jesus og Judas til Yoda i en intens cocktail af musikalske indslag, monologer og komik.

I den kommende forestilling Genbrugsjul med Platt-Form demonstrerer de, hvordan satire og bæredygtighed kan forenes i et bibelsk juleshow, der kredser om tro, genbrug og forbrugsfest.
Platt-Form laver satire om den tragikomiske tid, vi lever i</br>Platt-Form, Genbrugsjul. Laus Høybye, Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby.</br>Foto: Emil Indiana Holm.
Platt-Form, Genbrugsjul. Laus Høybye, Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby.
Foto: Emil Indiana Holm.

Også visuelt er Platt-Form markante

Kostumerne er fyldt med farver og glimmer, og de bruger rekvisitterne som aktive medspillere i fortællingen. Alt på scenen tjener det samme formål: At tydeliggøre samfundets absurditeter gennem karakterer, stemninger, musik, meninger og mod.

Formålet med deres satire er ikke at udstille mennesker, der står svagt. Satiren skal ramme opad.

“Vi vil ikke sparke på dem, der ligger ned. Det giver ingen mening” siger Jakob.

Det handler om at stille spørgsmål og pege fingeren mod systemer og strukturer. De søger hele tiden grænser og så føler de, at de kan tillade sig mere, fordi de er en gruppe. En gruppe der først og fremmest udstiller egne sårbarheder.

“Vi tager altid udgangspunkt i os selv og vores egne fejl. Så bliver det lettere at vende blikket ud mod verden. Laus, Mille og jeg er jo ikke unikke. Mennesker er jo, når alt kommer til alt meget ens,” fortæller Jakob.

På den måde bliver humoren et spejl, der både viser dem selv og publikum, hvor skrøbelige og selvmodsigende vi alle kan være.

Hos Platt-Form er de bevidste om, at satire landskabet er blevet sværere siden dengang de startede.

“I dag er virkeligheden en parodi i sig selv,” siger Laus. “Trump for eksempel, hvordan skal du gøre det værre? Man kan jo ikke forvrænge det forvrængede,” siger han.

“Nej, så skal man næsten gå modsat,” siger Jakob og uddyber: “Vi overgår ikke virkeligheden, men prøver at finde ud af, hvordan vi reagerer på den. Følger vi trop, eller ignorerer vi virkeligheden. Det er et helt andet sted at gå hen.”

I gruppen forstår de godt, at mange mennesker ikke kan overskue nyhederne på grund af den magtesløshed, der kan følge med.

“Nogle dage kan jeg føle mig som en struds, der bare har lyst til at stikke hovedet i jorden og vente på, at det hele går over,” siger Jakob. Men sammen med Laus Høybye og Mille Lehfeldt ønsker han at lukke publikum ind i et rum, hvor man kan fordøje virkeligheden lidt lettere, forstå den nemmere og grine højere, selv når verden brænder.

 

Platt-Form

Platt-Form er en dansk satiregruppe med Laus Høybye, Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby.

Gruppen er nu aktuel med deres GENBRUGSJUL med genbrugshumor og nye, CO2-tunge satiriske cirkelspark.

Mille Lehfeldt: Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2006. Har spillet på Det Kongelige Teater, haft hovedrollen i TV-serien Lykke og har medvirket i adskillige film og tv-serier.

Jakob Fauerby: Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2006. Har medvirket i teater, film og TV, blandt andet i Lykke og Sorte Kugler. I 2019 vandt han Vild med dans.

Laus Høybye: Uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater. Har medvirket i teater, film og tv-serier og lagt stemme til tegnefilm. Høybye skriver også musikken til Platt-forms tekster, som de tre laver i fællesskab.

Facebook
Del på facebook

Frida Hjeresen

Journalist
Frida Hjeresen har en bachelor i Æstetik & Kultur og læser en cand.public. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole & Aarhus Universitet. Hun debuterede med sin digtsamling i 2020 og laver skriveworkshops ved siden af skriveriet.
Se Fridas artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Valdemarsgade 1G
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Valdemarsgade 1G
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind