I den ene hånd har Thure Lindhardt en ternet notesbog med en pen klemt fast på omslaget. I den anden en pose hvide asparges, som han lige købt på det lokale torvemarked på Frederiksbjerg. Han opholder sig i Aarhus for tiden, fordi han er i gang med prøverne på genopsætningen af instruktør Christian Lollikes fortolkning af ‘Jeppe på bjerget’ på Aarhus Teater, hvor han spiller den forpinte krigsveteran Jeppe; en af de mest kendte figurer i den danske kulturarv.

Men lige nu er Thure Lindhardt bare en høflig, næsten genert gæst, der virker mere optaget af at spørge ind til mig, end af at tale om sig selv.
Notesbogen følger ham altid. Han skriver hver dag, siger han, bare for sig selv. Betragtninger, tanker, filosofi og ting, han skal huske.

“Jeg bilder mig også ind, at jeg husker bedre, når jeg skriver ting ned i hånden,” siger han. “Det kommer jo gennem kroppen, når du skriver i hånden.”

At sidde med sin notesbog og fastfryse sine betragtninger er simpelthen en del af den måde, han er i verden på. Ligesom han er et menneske, der altid og hele tiden læser bøger. Når han støder på ord eller begreber, han ikke kender, må han straks finde ud af, hvad de betyder.

Og det er en god indgang til at forstå Thure Lindhardt For hans fag, det han kalder sit egentlige håndværk, er indlevelse. Ikke i ordene, men i det der ligger imellem dem.

Det ordløse fag

“Det, jeg plejer at sige, er, at det ikke er ordene, som er skuespillerens arbejde, men det, som ligger mellem ordene,” forklarer han. “Ord for sorg, ensomhed eller kærlighed er ikke særlig præcise. Følelserne er jo næsten ordløse, og det skuespilleren nok egentlig gør, er at vise mellemrummet og følelserne mellem ordene.”

Måske er det derfor, han synes, at de fleste interviews med skuespillere ender med at være kedelige. De handler oftest om privatliv, fordi ingen rigtig ved, hvad man ellers skal spørge om.

“Det har altid undret mig, for jeg synes, der er så meget at tale om,” siger han og griner sin karakteristiske hæse latter, med tydelige ha ha lyde.

Med instruktører er det lettere, mener han. For hvad er skuespillerens arbejde egentlig, når nogen klæder én på, nogen har skrevet manuskriptet, og nogen sminker? Svaret er netop det ordløse. Evnen til at leve sig ind i andre mennesker, deres verden og deres måde at føle, opleve og handle på.
Thure Lindhardt har aldrig været i tvivl om, at det var det, han skulle.

“Helt fra jeg var fem, seks år, har jeg bare vidst det,” siger han.

Det tidligste minde er en skolekomedie, hvor han spillede klovn, og publikum grinede.

“Det billede af, at de griner, og jeg syntes, det var fantastisk. Det ville jeg have mere af.”

Men ønsket om at være skuespiller hand-lede også om at kunne være andre. Han husker, hvordan han som barn elskede at komme ind i venners hjem, der så helt anderledes ud end hans eget, spise middag der, høre dem tale på en anden måde.

“Det, syntes jeg, var dybt fascinerende. Og det synes jeg sådan set stadigvæk,” griner han.

Derfor synes han også, at det er en smule akavet, at et interview skal handle så meget om ham selv, for han mener, at det interessante ved at møde andre mennesker er at se, hvem de i virkeligheden er.

Det er den samme nysgerrighed, der driver ham i dag, når han rejser rundt i landet og bliver inviteret på kaffe hos fremmede. “Hvem er du, hvordan bor du, og hvad har du på din væg?”

Han kalder det ikke afslørende, men fascinerende og peger selv på, at det nok er en del af forklaringen på, hvorfor han overhovedet blev skuespiller.

Krigsveteranen på bjerget

Da instruktør Christian Lollike første gang fortalte Thure Lindhardt, at hans Jeppe på bjerget tydeligt skulle være krigsveteran med posttraumatisk stress, husker Thure Lindhardt sin egen reaktion tydeligt:

“Jeg tænkte: Yes tak.”

For ham var den vinkel på stykket ikke en omskrivning af Holberg, men en genopdagelse. Stykket spiller på Aarhus Teater her i efteråret og er skrevet i 1723, lige efter Den Store Nordiske Krig, og i teksten står der faktisk, hvorfor Jeppe drikker. Han har været ved militsen i årevis.

“Hvis vi skal kigge på et mennes-kes grundlæggende oplevelse af at føle sig tryg i verden, så handler det om autonomi, om at have et formål og om relationer,” siger Thure Lindhardt. “Og her har du en relation til konen, der er dysfunktionel, et formål med tilværelsen, der er svigtet af degnen, og en autoritet, ridefogeden, som er en sadist. Du har alle de instanser, der normalt skulle give mennesket tryghed, men her gør de det fuldstændigt modsatte. Og så har du et krigstraume, som ligger dybt.”

Genlæsningen, hvor Christian Lollike omskriver fortællingen om Jeppe på bjerget til vores nutid, tændte Thure Lindhardt med det samme.

“Jeg blev provokeret, og der findes ikke noget så godt som at blive provokeret.”

Han medgiver, at han sjældent selv føler sig let provokeret, men Lollikes stykke ramte noget alligevel. Forestillingen ligger, på trods af opdateringen til nutiden, tættere op ad Holbergs originaltekst, end man måske skulle tro. Der er lagt nye scener til, men i kernen er den tro mod originalen. De store, klassiske tekster kan tåle at blive læst forfra, igen og igen, til alle tider, og det er for Thure Lindhardt et bevis på deres tidløshed.
Karakterer med kompleksitet og dybde som Jeppe ligger ham i det hele taget nær.

“Jeg spiller mennesker, eller forsøger på det,” siger han med et grin, når nogen kalder hans roller “skæve”. Det gør folk nemlig tit. “Jeg har aldrig mødt nogen mennesker, der var lige, når man kommer ind bag facaden,” slår han fast og det er netop det, han så godt kan lide ved at komme ind under huden på folk og roller. Jeppe er netop et menneske i dyb tvetydighed. Han vil det gode for sig selv og sin familie, og han har både charme og sadisme i sig. Det er den samme fascination af det tvetydige, der går igen i så meget af det, Thure Lindhardt vælger at kaste sig over.

Et teatermenneske helt ind i knoglerne

Thure Lindhardt lægger ikke skjul på, at hans hjerte grundlæggende ligger i teatret, selv om han også har haft stor succes på film. Ganske få dage efter afgangen fra skuespilleruddannelsen i 1998 fik han sin første store filmrolle i ‘Her i nærheden’, hvor han skulle spille sammen med legender som Ghita Nørby og Oswald Helmuth. Siden blev han også kontaktet fra det store udland om en rolle i filmatiseringen af Dan Browns bestseller ‘Da Vinci Mysteriet’. Han fik dog først en rolle i toeren. Men han vender altid tilbage til de skrå brædder. Han er vokset op med en mor, der var psykiater, og en far, der var præst og rektor for pastoralseminariet, så både den menneskelige psyke og kirkens ritualer er ham altså ikke fremmede.

Han ser en klar parallel mellem gudstjenesten og teatrets verden:

“Både præsten og skuespilleren tager noget tøj på, som ikke er deres eget, og fortæller folk om kærlighed, tilgivelse, ensomhed og håb.”

Publikum samles, lyset går ned, og man træder sammen ind i et andet rum, hvor andre uskrevne regler gælder.

I en tid, hvor folk sjældent kan koncentrere sig ret længe af gangen, ser han netop det som teatrets styrke.

“For det første skal folk slukke deres telefoner i to en halv time. De må gerne grine og græde, men de skal sidde nogenlunde stille sammen med andre mennesker og kigge på levende mennesker, der interagerer med hinanden,” siger han med et stort smil. Han glæder sig over, at unge strømmer til teatret: “Jeg tror virkelig, der er et behov og et ønske.”

Den ustyrlige fascination af det tvetydige

Den samme trang til at forstå mennesker bag deres facader er også det, der har gjort, at få emner har optaget Thure Lindhardt så vedholdende som historien om Mogens Amdi Petersen og Tvind. Tilbage i 2016 indledte Thure et samarbejde med journalist Rune Skyum Nielsen om at udforske Mogens Amdi Petersen, og hans rygte som folkeforfører og manden bag det såkaldte Tvind-imperie.
For ham handler det ikke om at fælde dom, men om at forstå en dynamik.

“Der er ofte en, eller et par stykker, der er fællesskabet lidt mere end alle de andre,” siger Thure Lindhardt. “Det synes jeg er en meget spændende dynamik.”

Thure er vokset op med idealet om, at fællesskabet var det største i verden, og med skuffelsen over, at de store ord om fællesskab siden blev afløst af en dyrkelse af individualisme, som han dog ironisk bemærker dybest set heller ikke er særlig individuel, eftersom alle blot gør det samme på de sociale medier.

Historien om Amdi rummer for ham en dybere, universel pointe om magt og forførelse, tæt beslægtet med den tvetydighed, han også søger i sine roller.

“Der er jo også et dybt ønske i mange af os efter den stærke mand, om det så er Jesus, Donald Trump, Amdi eller hvem det nu er, der kommer og viser os vejen. Det er en dejlig tanke. Problemet er bare, at den, der viser vejen, ofte bliver korrumperet af sin egen magt.” Historien om Tvind er for ham heller ikke sort-hvid: Amdi og Tvind organisationen byggede skoler over hele verden, sendte nødhjælp til Afrika og forskede i vedvarende energi, men Amdi var samtidig præget af en indelukkethed og magtfuldkommenhed.

“Det er hele tiden den der tvetydighed, jeg er fascineret af”. Det er den samme tvetydighed, Thure Lindhardt også finder hos Jeppe på bjerget, og hos de fleste mennesker, når man kommer bag facaden. Selvom Amdi så havde en helt særlig karisma, som satte ham i stand til at bygge et imperium.

Derfor har Thure Lindhardt også omsat historien om Mogens Amdi Petersen til en teaterforestilling, som får repremiere på Baggårdsteatret på Sydfyn d. 18. september.

At turde spørge

Thure Lindhardt har altid haft en kæmpe respekt og næsten ærefrygt for ældre menneskers erfaring, i familien, i teatret og i livet generelt. Han fortæller om en aften lige omkring årtusindeskiftet, hvor han sad ved siden af skuespilleren Edward Norton til en middag, kort efter, at filmen ‘American History X’ havde haft premiere. Dengang mente Thure Lindhardt, at Edward Norton var verdens bedste skuespiller. Alligevel turde han ikke sige et ord hele aftenen. “Jeg ærgrede mig helt vildt. Tænk, alt det jeg kunne have spurgt om, siger han og hæver stemmen let, så man kan høre, at ærgrelsen stadig sidder der.

“Jeg ville så gerne vide, hvilken teknik han brugte. Bare spørge, hvordan gør du det?”

Episoden lærte ham noget, han siden har praktiseret flittigt, nemlig bare at spørge. I dag underviser han selv på teaterskolen, ikke kun af pligtfølelse, medgiver han, men mest fordi han synes, det er spændende. “Jeg føler, at man har en pligt til at bidrage med det, man nu kan, når man har prøvet mange af de ting, de unge gerne vil,” siger han.

Selvom han først modsætter sig ordet pligt, fordi det næsten har fået noget fyord over sig. Men det er alligevel det, han føler. En pligt til at give håndværket videre. Og de unge, understreger han, er ikke optaget af de identitets-debatter, offentligheden ofte tilskriver dem. “De vil bare gerne spille skuespil. De vil spille alle former for køn, alle former for karakterer. Det ligger hos producenter og medier, ikke hos os.”

Det er måske den korteste beskrivelse, man kan give af, hvorfor Thure Lindhardt overhovedet blev skuespiller. Det var ikke for at blive set, men for at se. Og for igen og igen, at forsøge at leve sig ind i det, der ikke kan siges med ord.

 

Fakta:

Thure Lindhardt

Uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1998 har Thure Lindhardt siden medvirket i en lang række film, tv-serier og teaterforestillinger.

Har brugt 10 år på at researche historien om Tvind-stifteren Mogens Amdi Petersen. Det blev til en bog og til teaterforestillingen AMDI, som han har skabt som dramatiker og instruktør i et samarbejde med forfatter Rune Skyum-Nielsen og BaggårdTeatret.

Jeppe på Bjerget på Aarhus Teater

Christian Lollikes groteske version af Holbergs komedie, der vandt Reumert-prisen for Årets Forestilling 2025, spiller igen på Aarhus Teater d. 20. aug. - 3. okt.
Thure Lindhardt spiller Jeppe.