Danmark har en fortid som kolonistat i blandt andet Dansk Vestindien i Caribien. Det er de fleste godt klar over, men forstår vi egentlig den betydning, det har haft for menneskers liv før i tiden, og den betydning det stadig har for efterkommerne i dag? Det er et spørgsmål, som billedkunstner Jeannette Ehlers stiller igen og igen. I sin kunst forsøger hun at give plads til de stemmer, der ofte er blevet glemt i historiebøgerne og til den menneskelige smerte, som kolonitiden har påført mennesker, og som stadig har en enorm indflydelse på vores måde at tænke og agere på her til lands.

Lige nu går Jeannette Ehlers rundt i haven ved sit sommerhus og venter på svar på, om hendes skitseforslag, til et nyt mindesmærke på Waterloo St. i London skal realiseres og opføres på stedet. Hun er blevet udvalgt blandt over 100 kunstnere og er nu blandt de sidste fire, som den britiske stat har udpeget til en konkurrence om opgaven. Monumentet skal være til minde for de mange mennesker, der kom til Storbritannien fra Britisk Vestindien efter anden verdenskrig for at arbejde, da landet skulle bygges op igen efter krigen. Jeannette Ehlers egen far var en af de mænd, der ankom til England i begyndelsen af 1950’erne som en del af The Windrush Generation, som de mange arbejdere blev kaldt. Han var efterkommer af slavegjorte afrikanere, som var blevet hentet til Trinidad og Tobago i Britisk Vestindien, og fik altså sit første møde med den pulserende storby London på Waterloo Station. På de Caribiske øer blev Storbritannien stadig betragtet som moderlandet, hvilket er grotesk, når man tænker på omstændighederne for dette, fortæller Jeannette Ehlers. Senere i livet mødte han en dansk kvinde og flyttede til Danmark. Her mødte han sidenhen Jeannette Ehlers danske mor.

I sit skitseforslag til det nye monument har Jeannette Ehlers taget udgangspunkt i Atlanterhavet, som adskiller Caribien, Afrika og Europa, men der var en lang række krav, som skulpturen skulle leve op til.

“Den skulle stå på en sokkel, man måtte ikke kunne kravle på den, og den skulle være figurativ. Jeg ville gerne arbejde med Atlanterhavet som tema, men det var svært at gøre, uden at det blev for abstrakt. Derfor har jeg taget udgangspunkt i en myte, der lever blandt folk i caribien om Moko Jumbie, som vandrede fra Afrika til Caribien på lange stylter over det store hav for at beskytte sit folk. Man kan ofte se figuren i karnevaller på øerne, hvor unge mænd danser udklædte rundt på stylter,” fortæller hun.

Gigantisk Queen i København

Det er ikke første gang, Jeannette Ehlers arbejder med mindesmærker i det offentlige rum, men det er første gang, hun er blevet inviteret til det fra officielt hold. I 2018 lavede hun den enorme skulptur ‘I Am Queen Mary’ ved Vestindisk pakhus midt i København sammen med kunstneren La Vaughn Belle, der bor på St. Croix i det tidligere Dansk Vestindien. Den historiske Queen Mary var leder af et arbejderoprør i Dansk Vestindien 30 år efter, at slaveriet officielt var blevet afskaffet i 1848. Hun blev sammen med tre andre oprørsledere sendt til et kvindefængsel i Danmark, som lå der, hvor Lagkagehuset ligger på Christianshavn i dag.

“Historien om Queen Mary er et glimrende eksempel på personer og historier, som er blevet udeladt i vores historieskrivning i Danmark,” siger Jeannette Ehlers.

For selvom hun var leder af det største arbejderoprør på dansk territorie, var der stort set ingen her til lands, der kendte til hende, før skulpturen blev afsløret i 2018. Jeannette Ehlers fortæller, at Queen var en titel, som de andre arbejdere havde givet Mary, og at det var en kulturel ting, som de slavegjorte afrikanere havde taget med sig fra deres hjemlande.

Den store Queen Mary skulptur er ikke et egentligt portræt af den historiske Queen Mary. De to kunstnere lod sig selv 3D scanne, og derefter blev de to scanninger smeltet sammen til en hybrid af de to kvinder. Lige nu er en lille udgave af ‘I Am Queen Mary’ en del af udstillingen ‘This is not Africa’ på ARoS i Aarhus.

Hvem tør tage pisken?

Udgangspunktet for Jeannette Ehlers arbejde med projektet ‘I Am Queen Mary’ er performancen ‘Whip it Good’, som er et af hendes mest rå og direkte projekter til dato. Her er Jeannette Ehlers malet med hvide aftegninger i ansigtet. Hun smører en stor pisk ind i kul og pisker efter tilbageholdte åndedræt løs på et hvidt lærred. Efterfølgende holder hun pisken frem mod publikum, som så kan tage pisken og gå frem for at slå på lærredet.

“Jeg lavede på et tidspunkt performancen på et hvidt ejet galleri i Cape Town i Sydafrika. Der var både sorte og hvide blandt publikum, cirka lige mange af hver, men her tog ingen hvide pisken. Ikke én eneste. Det viser bare, hvor præsent kolonihistorien er for dem,” fortæller hun.

I Danmark og i andre europæiske lande, hvor hun har opført performancen har et hvidt publikum ikke haft problemer med at tage pisken.

“Da La Vaughn Belle først så min performance i København, havde hun meget svært ved at forstå, hvorfor den behøvede at være så brutal. Hun lever jo et sted, hvor der er spor af slavetiden overalt. Men da hun havde været her i tre måneder, kunne hun godt se, hvorfor der skulle stærke virkemidler til. Her er vi præget af et kolonialt hukommelsestab, der påvirker vores forhold til historien og dermed til samtiden,” fortæller Jeannette Ehlers.

Den sidste port i Afrika

Det var først, da Jeannette Ehlers på en rejse til Ghana i 2008 stod foran den port, som var det sidste de slavegjorte afrikanere så, før de blev pakket i lastrum og sendt over Atlanten, at hun for alvor forstod, hvor meget den del af hendes familiebaggrund og verdenshistorien betød for hende.

“Jeg fik for alvor sat skub i nogle spørgsmål, der havde ligget latent i mig, da jeg var i Ghana, og jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne bruge de ting, jeg undersøgte og artikulere dem i min kunst. Når jeg ser tilbage, så kan jeg se, at der er mange minder fra min barndom og ting, jeg har oplevet, når jeg for eksempel har været i Caribien, der har præget mig meget, og sider af mig, som ikke kunne plejes herhjemme, før jeg fandt ud af at bruge dem i min kunst”

Når indignation er brændstof

Nogle af Jeannette Ehlers værker er meget personlige og relaterer sig til hendes eget liv, mens hun i andre projekter bruger sig selv og behandler emner, som hun er meget følelsesmæssigt engageret i.

“Jeg føler ikke, at jeg har haft noget andet valg end at investere så meget af mig selv og mine egne følelser i min kunst. Det skal komme fra mig; det er mit brændstof,” siger hun.

Mens Jeannette Ehlers far kom fra Vestindien, kommer hendes mor fra Vestjylland. Størstedelen af sin barndom tilbragte Jeannette Ehlers i Aarhus. Da vi går forbi danseteatret Bora Bora på vores photo shoot, fortæller hun, at hun var elitegymnast hos Flying Superkids, som dengang holdt til der, hvor Bora Bora  ligger i dag. Hun var stædig, og når hun satte sig noget for, ville hun have det til at lykkes. Som teenager boede hun i Odense, hvor hun blev venner med filminstruktør Maya Albana, som har lavet dokumentarfilmen ‘Det sorte kapitel’ om Jeannette Ehlers. Hun fik for alvor brug for sin stædighed, da hun skulle ind på kunstakademiet.

“For nogen af os, tager det jo lige et par forsøg at komme ind,” griner hun.

Først kom hun ind på Det Fynske Kunstakademi, og så søgte hun videre til Det Kgl. Kunstakademi i København. Men hele vejen igennem sin opvækst var hun optaget af sit caribiske ophav og sort kultur, og sidenhen hvordan hele Europas fortid som en samling af kolonimagter har præget verden.

“Mange af de problemer, vi har i verden i dag, stammer fra Europæisk kolonisering og undertrykkelse af andre folkeslag og mennesker. Tænk bare på den forfærdelige krig i Rwanda, den bunder i Europæisk koloniherredømme eller tænk på Congo. Man kan bare tage et kig på et kort over Afrika og se, hvordan grænserne stadig ligger der, hvor de blev trukket med lineal af europæiske magter tilbage på Berlinkonventet i 1884. Her underlagde Europa sig det meste af Afrika og skabte fundamentet for mange af de katastrofer, vi ser i verden i dag. I Berlin-aftalen ophørte selvstændigheden for det meste af Afrika,” fortæller Jeannette Ehlers.

For Jeannette Ehlers er al god kunst politisk på en eller anden måde, fordi god kunst ændrer vores perspektiv på verden. Det behøver ikke at handle om så konkrete emner, som hun selv arbejder med. Det kan være en simpel gestus på et stykke papir. Men hun føler ikke, at hun personligt kan gøre andet end at forsøge at være med til at dekolonisere verden. Hun siger:

“For mig er dekolonisering en proces, det handler om vores måde at tænke verdens sammenhæng på. Det er en proces, der åbner op for vinkler på tilværelsen, som ikke har fået plads før. For det eurocentriske blik tager det tid at forstå, at vi alle er forbundne, og at det betyder noget, hvordan vi fortæller historien, og hvem der får lov til at tale og skrive historien og dermed definere nuet. At dekolonisere betyder for eksempel, at man udfylder de huller, som den eurocentriske historieskrivning har skabt - og det er en del.”