Musikken og bøgerne blev Denni Ians vej væk fra en tung social arv - INTERVIEW

Musikken og bøgerne blev Denni Ians vej væk fra en tung social arv

Musiker Denni Ian har netop udgivet sit første soloalbum. Han er en musiker, der aldrig går på kompromis med det, han tror på, sit brud med sin sociale arv eller sin påklædning
InterviewMusikSkrevet af: Marie Nyeng03. dec 2020
Altid jakkesæt, skjorte og nypudsede sko. Altid. Sådan har det været, siden Denni Ian var omkring de 22 år. Nu har han rundet de 30 og sender sit debutalbum ‘The Sad Saint of South End’ på gaden. Men selvom det først er nu, han debuterer med et studiealbum, så har han levet for musik og kunst siden dengang, han begyndte at gå i jakkesæt. Det er det, han siger, han gør; lever for musik og kunst, og det er ikke noget, man skal tage let på. Hver eneste dag kæmper han en kamp for at leve det liv, han har valgt at leve.

“Jeg er ikke arketypen af én, der lever det liv, jeg har valgt at leve, men jeg insisterer på at gøre det uagtet,” siger han, mens han læner sig ind over det bordet og samler hænderne i en eftertænksom position foran munden. Der er sukker i kaffen - altid. Når det regner, går han med paraply, og lige over skjortekraven ligner tatoveringen et kys fra et par røde læber.
Cover til Denni Ians debutalbum ‘The Sad Saint of South End’
Foto:
Foto: Fine Spind / Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Huset med obligatorisk lykke

“Welcome to the south end. I hope you brought your silvercoins if this is your first time”. Sådan åbner Denni Ians nye album. Stilen er tilbagelænet og akustisk. Lyden er til tider skramlet, og hele tiden er det dybtfølte melodier og historiefortælling, som fanger øret, og han har hentet ikke så lidt inspiration hos nogle af sine store helte Cohen og Dylan. The Sad Saint fra albummets titel er en figur, som Denni Ian har arbejdet med, mens han skrev albummet. The Sad Saint er fra et sted, som hedder South End, og gennem albummet hører vi historier og følger figuren i forskellige situationer. I et af numrene er vi på The house of Mandatory Happiness, som man fornemmer er en eller anden form for institution. Der er i hvert fald noget med en port, man kan vente ved, nogle venner som ikke kommer på besøg, og der er en kærlighedshistorie med en pige, hvis mor ikke vil have, at hun bliver elsket af nogen fra huset med “obligatorisk lykke.” Så i stedet satser fortælleren på pigen fra værelse 22 . Det er dog et problem, at pigen ikke er sikker på, at han findes i virkeligheden. Den sang og alle de andre er skrevet over episoder, fortællinger og relationer fra Denni Ians eget liv og en opvækst i Esbjerg, som var rå og alt andet end for børn.

“Jeg kommer på ingen måde fra et hjem med bogreoler eller klaver. Jeg er opvokset i det, man vil kalde socialklasse fem uden nogen form for forudsætninger for nogensinde at blive til nogen eller noget,” fortæller han.

Dennis barndomshjem var et stort kaos, hvor der hele tiden var fremmede voksne, som kom og gik, der var vold og misbrug og en ekstrem usikkerhed. Han har aldrig kendt sin far, og hans mor fik ham og hans bror, da hun kun var 18 år gammel. “Hun kommer fra en endnu værre kår og har brugt hele sit liv på at kæmpe. Jeg bebrejder hende ingenting. Hun har gjort et smukt stykke arbejde med det, hun kunne, hvor hun kommer fra. Men hun var praktisk talt et barn, da hun fik os; et traumatiseret barn,” fortæller han. Mange børn, der vokser op i dysfunktionelle hjem stikker ud og bliver lagt mærke til i folkeskolen, men Denni Ian var et stille barn, som ikke gjorde noget væsen af sig. Han var en lille voksen, som forsøgte at holde sig oprejst i en barndom, hvor intet kom af sig selv. “Jeg blev aldrig det menneske, som reproducerede min sociale arv, og jeg blev ikke udadreagerende. Jeg blev aldrig kriminel eller begyndte at tage stoffer tidligt. I stedet fik jeg en dyb foragt for det meste, man forbinder med dén socialklasse. Som barn trak jeg mig ind i mig selv, og jeg har levet mit liv uden nogensinde at føle, at jeg kunne åbne op for nogen af de ting, som foregik i min opvækst. Det tror jeg var det, der manifesterede sig som meget dybe psykiske problemer i mine sene teenageår, og gennem stort set hele mine tyvere har jeg kæmpet med meget lange depressioner, og jeg har haft mine ture på psykiatrien,” fortæller han.

Foto:
Foto: Fine Spind / Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Fra converse og rødt hår til jakkesæt

Som 13 årig stiftede den stille indelukkede dreng så for første gang for alvor bekendtskab med musikken. Og han tabte sit hjerte fuldstændig til 80’ernes heavy metal med navne som Iron Maiden og Megadeath. Senere blev musikken endnu hårdere, og han dyrkede mere og mere ekstrem musik som dødsmetal og black metal.

“Det sparkede ligesom til noget inden i mig. Det var nerven, råheden og hele æstetikken, der talte til mig. Den der ekstreme vildskab, der ikke bare var sådan et anarkistisk kaos som ude i virkeligheden, men som vildskab, der var sat på en kunstnerisk form, som var til at gå til og nyde, fordi den var kontrolleret. Det var ikke som, det konkrete, modbydelige kaos, jeg kendte hjemmefra. Den musik var for mig bare som at skære en nerve op og bløde frustrationen ud,” fortæller han.

Den hårde musik dyrkede Denni Ian ekstremt meget i de år, der fulgte. Samtidig ændrede musikken også hans måde at se ud på. Hans hår blev blodrødt, og han begyndte konsekvent at gå i converse-sko, læderjakke og med nittearmbånd. Frem til han var 22 år, var det en fuldstændig urokkelig uniform, som han tog på hver eneste dag. Da han gik i ottende klasse, blev han enig med nogle af sine kammerater om, at de skulle have et band. Ingen af dem kunne spille på noget som helst, så de uddelegerede bare instrumenterne. Denni blev trommeslager, så han gik ud og skaffede sig et trommesæt, som hans mor lod ham spille på i lejligheden. Senere samlede han en bas op, da han mødte et band, som manglede en bassist. Han havde aldrig haft en bas i hænderne, men han overbeviste bandet om, at han spillede glimrende bas, og så skruede han bare ned for lyden, indtil han havde lært at begå sig på bassen. “De var heller ikke særlig dygtige, så det gik sgu fint nok,” siger han.

Den stille dreng i det meget larmende tøj kom i lære som blikkenslager som 17 årig, men den hårde tone på værkstedet knækkede ham, og han blev indlagt med stressudløst åbent mavesår efter et halvt år. På et tidspunkt havde han også blødt færdig med den hårde rockmusik, og da han var i begyndelsen af 20’erne opdagede han, at musik også kunne være sanselig på en anden måde, og nu kom der Cohen og Dylan på anlægget. De bøger han læste var udelukkende rockbiografier, men en ven havde læst om forfatteren Charles Bukowski og mente, at det måtte være noget for Denni. Han gik ned i den første og den bedste bogbutik i Esbjerg og købte Bukowskis bog ‘Women’. “Jeg blev slået fuldstændig bagover af hans indsigtsfulde skildring af den rå tilværelse lige som første gang, jeg hørte musik, der fangede mig som teenager - altså den her følelse af, at der findes noget i verden, et helt univers som bare har været der hele tiden, og man anede ikke, at det eksisterede,” fortæller Denni Ian. Han kunne nikke genkendende til det liv Bukowski beskrev og derefter gik Denni bare på hugst i verdens litteratur og læste på livet løs.

Nu kom jakkesættet ind i Denni Ians liv og blev den uniform, han hver eneste morgen ifører sig. “Tøjet er den kulturelle hud, og det er uanset, hvor krampagtigt du holder fast i dine ideer om dets banalitet. Det er et signal og et udtryk til andre. Jakkesættet er jo blevet en kompromisløs uniform, som jeg føler passer mere til det temperament, jeg har fundet hjem i. Det er for mig en måde at opretholde en stilistisk ordentlighed i livet,” fortæller han.

Kompromisløs og ekstrem

Denni Ian gør ikke noget halvt, tingene skal leves fuldt ud. Kompromisløs og ekstrem, det er, hvad hans venner til tider kalder ham. Så da Denni Ian havde kastet sig over bøgerne, forfulgte han den interesse til det ekstreme. Og hvad er ekstremen af at interessere sig for litteratur? Det er selvfølgelig at flytte til en by, hvor man aldrig har været, ikke kender nogen og hvor ingen kender én og så begynde at læse litteraturhistorie. Som sagt så gjort. Denni Ian flyttede til Aarhus som 25 årig to dage før studiestart. Nu mangler han kun et speciale for at være cand.mag i litteratur.

Specialet er på vej men blev udskudt et lille år, fordi Denni Ian måtte forbi psykiatrisk afdeling i Skejby i foråret med en dyb depression og var decideret selvmordstruet. “De sidste tre år af mit liv har jeg været glad, på en særlig måde, jeg ikke har oplevet før; altså at have følelsen af at kunne vågne om morgenen og tænke, at det er rart at være til. Den glæde var forårsaget af et anker, jeg havde i tilværelsen, som jeg kunne støtte mig til og som holdt mig fast i det kaotiske ocean, som livet er,” fortæller han. Han mistede sin kæreste, som var det anker, der holdt ham fast i glæden og derefter skyllede depressive mønstre fra hans fortid ind over ham og tog magten fra ham. Nu har han for første gang selv søgt hjælp til at takle sine traumer fra sin opvækst og er på vej op ad det dybe hul, han sad i sommeren over. Alle de andre forhold, han har haft til psykiatrien, har været tvangsindlæggelser og psykofarmaka, som han ikke mener har gjort noget godt på den lange bane.

“Det er meget spøjst, for albummet her er en tilbagegriben i en masse ting, som jeg har måttet gennemleve, og som jeg følte, jeg var ovre, mens jeg skrev albummet, fordi jeg havde mit anker. Efter jeg havde skrevet og indspillet albummet, mistede jeg hende, og så kom det her væltende ind over mig, og lige pludselig blev albummet reaktualiseret og kom til at betyde noget nyt men med en genkendelighed i det, jeg allerede havde skrevet, og det var en underlig oplevelse,” fortæller han.

Denni Ian er godt klar over, at han nok ville have haft et meget nemmere liv, hvis han var blevet blikkenslager, dengang han var i lære og havde gået og rodet med vandrør på værkstedet, havde haft en firmabil og havde kunnet betale sin regninger.

“Men det er ikke det liv, jeg vil leve. Jeg vil hellere gøre livet besværligt for mig selv ved at satse og insistere på det store og skønne i tilværelsen, end jeg vil kigge tilbage på et trivielt liv, hvor jeg ikke for alt i verden forsøgte at blive til den, jeg gerne vil være,” siger han.

Det er på en måde også det tatoveringen med de røde læber på hans hals minder ham om, selvom han egentlig ikke har brug for en påmindelse. “Den tatovering var engang noget meget konkret, som så senere har udviklet sig til at være et symbol på hengivenhed og kærlighed og ønsket om konstant at leve og være passioneret omkring kærlighed. At kærlighed aldrig nogensinde må blive hverdag. At en relation med et andet menneske aldrig nogensinde må gå hen og blive en hverdag, hvor man er en funktion for hinanden og bruger hinanden til at få en hverdag til at fungere. Men lever og ånder passioneret sammen i et liv med kærlighed.”

Fakta:

Denni Ians album ‘The Sad Saint of South End’ man kan lytte til det på Sportify her.

Næste år udgiver Denni Ian sin første digtsamling på forlaget Emeritus.

Man kan følge med på hans Instagramprofil her.

 

Facebook
Del på facebook

Marie Nyeng

Chefredaktør og kulturjournalist
Marie Norman Nyeng er uddannet Cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet og er fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har arbejdet med journalistik og formidling af kultur, holdt foredrag og undervist kunstnere i at skrive og markedsføre sig.
Se Maries artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind