amour-aarhus-teater-omtale

Prisbelønnet kærlighedsdrama indtager for første gang den danske scene

Hvad sker der med kærligheden, når ens elskede ikke længere er den, hun engang var? Og hvordan holder man fast i loyaliteten, når balancen i et parforhold forskydes? På Aarhus Teater får Michael Hanekes prisbelønnede mesterværk Amour nu for første gang dansk teaterpremiere – en rørende fortælling om et ægtepars livslange kærlighed, sat på prøve af alderdom og sygdom.
OmtaleSceneSkrevet af: Frida Hjeresen03. sept 2025
Med en Guldpalme i Cannes, en Golden Globe, en Oscar og et hav af internationale priser skrev østrigske Michael Haneke filmhistorie, da Amour ramte biograferne i 2012. Filmen blev også en af årets mest sete i Danmark – og med god grund. For dette er ikke en historie om den første forelskelse eller ungdommens romantik. Det er derimod en fortælling om, hvad der sker, når sygdom og alderdom trænger sig ind i et forhold og om, hvad det egentlig vil sige at elske betingelsesløst. Det kan være et løfte, der er langt lettere at afgive end at indfri.
Prisbelønnet kærlighedsdrama indtager for første gang den danske scene</br>Amour på Aarhus Teater. Kirsten Olesen og Anders Baggesen, spiller ægteparret Anne og George</br>Foto: Emilia Therese
Amour på Aarhus Teater. Kirsten Olesen og Anders Baggesen, spiller ægteparret Anne og George
Foto: Emilia Therese

Afsked som en del af kærligheden

Vi møder ægteparret Anne og Georges i deres livs efterår. Hun er pensioneret koncertpianist, og deres tilværelse er fundamenteret i et liv fyldt med klassisk musik, litteratur og kunst. Deres dage er båret af harmoni og gensidig respekt, lige indtil Anne en dag rammes af et slagtilfælde. Georges insisterer på selv at tage vare på sin hustru med kun minimal hjælp udefra. Men opgaven bliver stadig mere krævende, efterhånden som Anne langsomt forsvinder ind i en krop og et sprog, der smuldrer for øjnene af dem begge.
Michael Hanekes fortælling skærer helt ind til benet: sjældent bliver man ført så præcist ind i alderdommens uundgåelige slutfase, hvor døden er uafvendelig, hvor vi er magtesløse og ydmygede, men hvor kærligheden mellem to mennesker stadig består. Og det er netop denne tosomhed, der giver mening til Georges ensomme stædighed.
Det er i rollen som Anne, at publikum for første gang kan opleve en af Danmarks største skuespillere, prisbelønnede Kirsten Olesen, i en Aarhus Teater-produktion. Over for hende står Anders Baggesen, ensembleskuespiller på teatret gennem mere end 40 år, som Georges.
Prisbelønnet kærlighedsdrama indtager for første gang den danske scene</br>Amour på Aarhus Teater. Kirsten Olesen og Anders Baggesen, spiller ægteparret Anne og George</br>Foto: Emilia Therese
Amour på Aarhus Teater. Kirsten Olesen og Anders Baggesen, spiller ægteparret Anne og George
Foto: Emilia Therese

Egoet må træde til side for noget, som er større

Forestillingen er dramatiseret og iscenesat af Line Paulsen, der tidligere har brilleret på Aarhus Teater med blandt andet familieforestillingerne Pagten og Julefeber. Med Amour indtager Line Paulsen for første gang Scala-scenen. Med denne forestilling kan man se frem til en hjerteskærende teaterudgave af en evig aktuel historie om den ultimative kærlighed, men også det arbejde man må lægge i den.
”Amour er en historie om kærlighed, skildret som livskunst. Det er noget, vi må lære, øve os på, og som kræver vilje og tålmodighed på samme måde som et instrument. Forestillingen viser os, hvordan kærlighed kræver en radikal udvidelse af selvet, hvordan vores ego må træde til side for noget, som er større og vigtigere end os selv. At kærligheden er en stille kamp for nærhed, respekt, værdighed, forbindelse, menneskelighed og tilstedeværelse,” fortæller Line Paulsen.
Prisbelønnet kærlighedsdrama indtager for første gang den danske scene</br>Amour på Aarhus Teater. Kirsten Olesen og Anders Baggesen, spiller ægteparret Anne og George</br>Foto: Emilia Therese
Amour på Aarhus Teater. Kirsten Olesen og Anders Baggesen, spiller ægteparret Anne og George
Foto: Emilia Therese

Fakta:

Amour spiller på Aarhus Teater fra 6. September til 8. Oktober.

Det er Kirsten Olesen og Anders Baggesen, der portrætterer ægteparret Anne og George.
Andre medvirkende er: Nanna Bøttcher, Katinka Launbjerg, Line Bie Rosenstjerne, Sebastian Sergio Tao Fogh og Albin Axelsson.

Oversættelse: François-Eric Grodin
Dramatisering og iscenesættelse: Line Paulsen
Scenografi og kostumedesign: Rebekka Bentzen
Kompositioner: Sebastian Toft (Skt. DeLarge)
Lysdesign: Thora Eriksen
Lyddesign: Aki Shiraishi Bech
Pianist og musikalsk indstudering: Albin Axelsson
Dramaturg: Susanne Hjelm Pedersen

Facebook
Del på facebook

Frida Hjeresen

Journalist
Frida Hjeresen har en bachelor i Æstetik & Kultur og læser en cand.public. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole & Aarhus Universitet. Hun debuterede med sin digtsamling i 2020 og laver skriveworkshops ved siden af skriveriet.
Se Fridas artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Valdemarsgade 1G
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Valdemarsgade 1G
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind