Årets Reumert priser uddelt 2021 Kirsten Olesen
NyhedSkrevet af: Fine Spind07. juni 2021

Årets Reumert priser uddelt

I går aftes blev årets Reumert-priser uddelt. For første gang blev der også uddelt en pris for årets digitale forestilling
Årets Reumert priser uddelt</br>Kirsten Olesen modtog prisen for årets kvindelige hovedrolle. Hun stod alene på scenen i Det. Kgl. Teaters opsætning af Et tysk liv.</br>Foto: PR-foto / Have
Kirsten Olesen modtog prisen for årets kvindelige hovedrolle. Hun stod alene på scenen i Det. Kgl. Teaters opsætning af Et tysk liv.
Foto: PR-foto / Have
Kirsten Olesen modtog Årets kvindelige hovedrolle for sin stærke solopræstation som Goebbels’ sekretær i Et tysk liv (Det Kongelige Teater), mens Esben Smed modtog prisen for Årets mandlige hovedrolle for sin Hamlet (Det Kongelige Teater), da Årets Reumert 2021 blev uddelt i aftes i Odense.
Årets musical/musikteater gik til Lolita for altid (Revolver/Østerbro Teater og How to kill a dog) med Emma Sehested Høeg som både medvirkende og komponist, mens Årets hæderspris gik til instruktør Tue Biering.
Arrangør og direktør for Dansk Teater, Peter Mark Lundberg, udtaler:
”Årets Reumert viser med al tydelighed, at det ikke er lykkedes corona at få slået scenekunstbranchen ihjel. Det er mange år siden, at man har kunne se så meget godt teater rundt om i landet. Tillykke til alle prismodtagerne.”
Årets Reumert priser uddelt</br>Prisen for årets mandelige hovedrolle gik til Esben Smed, som spillede Hamlet på Det Kgl. Teater. </br>Foto: PR-foto / Have
Foto:
Det er første gang, at Årets Reumert holdes udenfor København, og det store gallaprisshow blev i år afholdt i Odeon med skuespillerne Amalie Dollerup og Andrea Heick Gadeberg som værter. Og værtsbyen Odense havde i år hele tre prismodtagere.
Årets kvindelige ensemblerolle gik til skuespiller Natalí Vallespir Sand som moderen i generationsdramaet Modersmål / Mameloschn på Odense Teater, mens Odense-teatret, Momentum modtog den ny-indstiftede pris Brancheprisen: Årets teater, der bliver uddelt af branchen selv uafhængigt af Årets Reumertjury. Desuden modtog Christians Lollikes En fortælling om blindhed, der er en co-produktion mellem Momentum i Odense, Aarhus Teater og Sort/Hvid i København prisen for årets særforestilling.

Foruden brancheprisen er det også første gang, at der uddeles en pris til Årets digitale forestilling, som er en pris, der hylder de digitale forestillinger, som blev skabt direkte til onlinevisning i kølvandet på COVID-19-nedlukningen. Her blev det Sydhavns Teater, der modtog prisen for deres digitale værk Luna seconda.

Årets fem talentprismodtagere
Det Kongelige Teaters ungdomsopera Intetudløste en talentpris til operasanger Kari Dahl Nielsen sammen med skuespiller Sara Fanta Traore (Spejlmanden, Mungo Park), skuespiller Mathilde Arcel Fock (Nogen er ude at drikke øl, Aveny-T), musicalperformer Søren Torpegaard Lund (Oliver, Det Ny Teater) og skuespiller Søren Kongsted (Den vægelsindede, Aarhus Teater).

Stærke kvindelige instruktører og dramatikere
Kvinderne satte sig på flere af årets priser ved 2021-udgaven af Årets Reumert, og det kom bl.a. til udtryk i Årets instruktør, der gik til Maria Vinterberg for Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest, og Årets dramatiker, som Tanja Mastilo kunne modtage for The Cheyenne are Leaving, der er skabt af Why Not Theatre Company. Derudover modtog Sara Topsøe-Jensen Årets Reumert for Årets scenedesign/årets scenograf for Carte Blanche skatkammer af Carte Blanche.

Se alle årets prismodtagere nedenfor.

ÅRETS PRISMODTAGERE 2021


Hæderpris: Tue Biering
Udklip fra motiveringstalen: Du er en first mover, altid nysgerrig, i evig udvikling og på forkant med de nyeste greb. Du får os til at lytte, være med og mærke folks historier, når du orkestrerer dine værker med æstetisk perfektion og kunstnerisk spidsfindighed. Du er befriende politisk ukorrekt. Provokerer, når du underholder, bevæger, betager og rører os med svimlende stor empati for dine medmennesker.

Årets kvindelige hovedrolle: Kirsten Olesen, Et tysk liv, Det Kongelige Teater
Juryens begrundelse: Kirsten Olesen tryllebandt os som nøgtern sekretær for Goebbels. Hendes indre uro jog helt ud i de vippende hænder med brillerne, mens enetalen formede sig snart som en 105-årigs bekendelse, snart som et røgslør over fortidens passivitet. Et endeløst nuanceret og kompliceret portræt af skyld, skam, fortrængning og medløberi. Formidabelt og chokerende.

Årets mandlige hovedrolle: Esben Smed, Hamlet, Det Kongelige Teater
Juryens begrundelse: Denne intelligente og ensomme Hamlet viste os, hvad der kan ske, når et menneske havner på tilværelsens sidelinje. Den handlekraftige kronprins tøvede ikke. Han fulgte tværtimod livsfarligt med i planerne for sit eget mord, mens hans ekspressive krop filosofisk undrende gentog spørgsmålet ’Hvad er et menneske?’ Hvad var Esben Smed? En imponerende Hamlet.

Årets digitale forestilling: Luna Seconda, Sydhavn Teater
Juryens begrundelse: Med umættelig nysgerrighed kælede kameraerne for to måner, to kroppe og en oversvømmet verden fuld af fugle i forrådnelse. Som en feberdrøm gik teaterstreamingen så tæt på klimakrisens globale mareridt, at nærbillederne af den tvivlsomme sandhed om parret og dets drømmebarn blev til foruroligende undergangsbølger. Smukt og ulækkert – og vanvittigt live.

Årets kvindelige ensemblerolle: Natalí Vallespir Sand, Modersmål / Mameloschn, Odense Teater)
Juryens begrundelse: Fortiden truede med at suge Natalí Vallespir Sand ned gennem stuemøblerne til de jødiske traumer. Alligevel sled hun for at få hverdagen til at fungere. Hun gjorde sin pligt og gjorde sig usynlig, når hun blev klemt mellem sin dominerende mor og sin frigjorte datter. Lige indtil hendes sårende, men nødvendige oprør brød frem som lysende ren overlevelse.

Årets mandlige ensemblerolle: Thomas Bang, Scavenius, Bådteatret
Juryens begrundelse: Da Thomas Bang spillede Adolf Hitler i malerkittel, gik der et øjeblik, før vi lagde mærke til, at han havde sorthårede abehænder. Vi var opslugt af, hvordan han forfængeligt rettede på sin sideskilning, og vi lod os charmere af hans egomane psykopat, der manipulerede med Danmarks statsminister som sin marionet. Med musikalske svirp af en blegselleri.

Årets danser: Kizzy Matiakis, Sylfiden, Det Kongelige Teater
Juryens begrundelse: Kizzy Matiakis strøg sine heksehænder begærligt over kinderne på James, da hun lokkede ham til at tage sit forgiftede slør. Hendes nøgne skuldre dirrede, øjnene blev sorte, og kærlighedssulten fik kroppen til at sjoske – indtil hun løftede armene i selvdestruktiv triumf. En magnetiserende Bournonville-fortolkning, hvor dans, mime og psykologi gik i ét.

Årets sanger: Jacob Skov Andersen, Intet, Det Kongelige Teater
Juryens begrundelse: Oppe fra blommetræet lød en klar og fyldig tenor. Her sad Jacob Skov Andersen roligt og sang så suggestivt om intetheden, at vi følte og forstod det hele. Skræmmende fortolkede han det unge menneskes første møde med tilværelsens meningsløshed - et tragisk nødblus på et oprørt hav, hvor tvivlen omkring ham endte i vold og død. Et uafrysteligt operachok.

Årets instruktør: Maria Vinterberg, Mens vi venter på Godot, Teatret ved Sorte Hest
Juryens begrundelse: Becketts absurde teaterunivers er nærmest helligt. Alligevel lykkedes det Maria Vinterberg at vække teksten til live, så dens meningsløshed fik genklang af coronaens isolation og melankoli. Det ikoniske træ skrumpede, og slapsticknumrene voksede legende musikalsk. Gentagelserne var så subtile og humoren så sort, at vi følte os spejlet, mens vi ventede ...

Årets scenedesign/årets scenograf: Sara Topsøe-Jensen, Carte Blanche skatkammer, Carte Blanche
Juryens begrundelse: Sikke et overflødighedshorn af sanseindtryk, smykket i hvidt. Dette var lige dele billedkunst og scenografi, hemmelighedskunst og poesi. Her trådte vi ind i en menneskehøj bog og fulgte en danser i mindernes karrusel. I det svimlende feminine opstod magien, hvor det groteske mødte det yndige. Et helstøbt erindringslaboratorium, fuldt af lyksalige detaljer.

Årets dramatiker: Tanja Mastilo, The Cheyenne are Leaving, Why Not Theatre Company
Juryens begrundelse: Tanja Mastilos psykologiske kammerspil på engelsk dampede af foruroligende, intenst nærvær, da en ung desperado på flugt fra borgerkrigen ringede på hos en ældre forfatter i et barrikaderet bogtårn. Rå og poetiske replikker voksede til et flygtningemareridt, flåede huden af civilisationen og afslørede en blødende medmenneskelighed nedenunder. Brillant!

Årets forestilling: My Deer Hunter, Fix&Foxy og Betty Nansen Teatret
Juryens begrundelse: Traumerne dukkede op som snigskytter i det evige feltkøkken hos fire PTSD-ramte soldaterveteraner. I deres flossede nerver blev lyden af en smadret tallerken til granatnedslag. Her fik stanken af brændt kød og synet af soldaternes selvmordsblikke virkeligheden trukket ind på scenen, så vi gøs over mødet med de levende døde. Grumt og uafrysteligt teater.

Årets børne-/ungdomsforestilling: Jeg er Silas, Hils din mor og Folketeatret
Juryens begrundelse: Hvad gør man, når en konfirmationskjole er det sidste, man drømmer om, fordi man ikke kan ånde i kønsstereotyperne? Komik og gule knæstrømper brød alvoren i Jeg er Silas, der var et modigt bud på en transkønnet virkelighed, fuld af trods og hjemløs teenagetvivl – og bekymrede forældre. Med spirende venskaber som kompas på rejsen mod frihed – turkis eller ej.

Årets musical/musikteater: Lolita for altid, Revolver/Østerbro Teater og How to kill a dog
Juryens begrundelse: Ud af muslingeskallen steg en nøgen, selvoptaget projektion af kønnenes ældgamle leg. Hendes sang var sensuel, hun lignede uskylden selv, men inde bag kysselæberne viste forestillingen tænder, som den satte i mellemkødet på kønnenes kulturskabte begær. Det var musikalsk kvindesatire i et orgie af lyserøde fantasier. Råt og begavet. Og dybt originalt.

Årets opera: Intet, Det Kongelige Teater
Juryens begrundelse: Med mobiltelefoner og emojis gik alt op i en højere enhed i Intet. Scenen var befriet for klichéer og havde rod i nutiden. Både oppe i blommetræet og i desperationen nedenunder lånte et overbevisende, ungt cast stemmepragt til børnenes fatale skred ind i ondskaben. En vedkommende opera om alt det, der trods alt betyder noget. Fuldstændig helstøbt.

Årets danseforestilling: Plejer er død – samba, Uppercut Danseteater
Juryens begrundelse: Samba mødte breakdance og moderne dans i en blodig manege. Danserne satte knæskallerne på turbo, mens en svinemaske gik på omgang: Danseren med masken måtte udnytte de andre, der prøvede at komme i sikkerhed op på en hængebro. Ville de ende i slavearbejde? I sexudnyttelse? I organdonation? Denne rå mareridtsdans var fuld af tvang – rå, politisk og beskidt.

Årets særpris: En fortælling om blindhed, Aarhus Teater, Sort/Hvid og Teater Momentum
Juryens begrundelse: Vi var alene i mørket på feltsengenes øer. Sårbare og hjælpeløse. Frygten stod dirrende i rummet, da vi blev bedt om at lægge os og tage hovedtelefoner og øjenbind på. Blindhedsepidemiens vilde dilemmaer strømmede ind i ørerne på os og krævede, at vi tog stilling - i en stank af fordærvet kød. I Lollikes sanseunivers hjalp det ikke at spritte hænder!

Brancheprisen: Årets teater: Momentum

Årets talenter:
Skuespiller Sara Fanta Traore, Spejlmanden, Mungo Park
Juryens begrundelse: Skuespiller Sara Fanta Traore er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2019. Hendes energi var hæsblæsende, da hun spillede rollen som den manipulerende og løgnagtige journalist, der skabte fiktion om til virkelighed. Ligesom ham kunne hun hele tiden skifte form – fra det voldsomme til det fortrolige, fra det selvbevidste til det krybende. Smilende og overbevisende - og med sans for at se tilskuerne direkte i øjnene. Tillykke!

Operasanger Kari Dahl Nielsen, Intet, Det Kongelige Teater
Juryens begrundelse: Mezzosopranen Kari Dahl Nielsen er bl.a. uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København i 2016 og Operaakademiet i 2019. Hun har på kort tid slået fast, at hun har udstråling og stemmeformat til både det klassiske Mozartrepertoire og til de nye operaer. Senest var hendes Agnes i Intet overbevisende sødmefuld og skrøbelig, indbegrebet af åben og usikker ungdom, da hun forfærdet fulgte gruppens destruktive leg. Tillykke!

Skuespiller Mathilde Arcel Fock, Nogen er ude at drikke øl, Aveny-T
Juryens begrundelse: Skuespiller Mathilde Arcel Fock er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2020. Midt i coronaen skabte hun sin egen desperate forestilling om coronaensomheden. Om at blive vanvittig af at sidde derhjemme i sofaen og se serier. Om at ønske sig en kæreste - og et liv. Med grædeperler under øjnene og humor i sokkerne. Uforfærdet begavet og fuld af patos. Og med drømmen om at få en sms fra en tilskuer. Det skal nok lykkes. Tillykke!

Musicalperformer Søren Torpegaard Lund, Oliver, Det Ny Teater
Juryens begrundelse: Musicalperformer Søren Torpegaard Lund er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia i 2019. Han debuterede som klog og forelsket dødbiderassistent i The Vampires på Det Ny Teater og fortsatte i Oliver!, hvor han nu foldede sig ud i bedemandsfaget med en ny proletarisk brutalitet, men samme sceniske overbevisning. Hans stærke nærvær, kropslige musikalitet og sikre stemme giver løfter om en klassisk musicalkarriere af de store. Tillykke!

Skuespiller Simon Kongsted, Den vægelsindede, Aarhus Teater
Juryens begrundelse: Skuespiller Simon Kongsted er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2019. Han besidder det særlige talent at tiltrække sig publikums opmærksomhed på de helt rigtige tidspunkter - uanset om han taler, eller om han udelukkende fortæller med kroppen. Hans høje, magre skikkelse udtrykker sin egen hidsige humor. Da han improviserede en forunderlig dans til musikerens violinspil, skabte han et sjældent moment af markant nærvær. Tillykke!
Facebook
Del på facebook
Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind