I mørket smelter publikum og skuespiller sammen
I solo performance-festivalen EnestÅende lader Teatret Gruppe 38 i Aarhus og Team Teatret i Herning skuespilleren være alene på scenen. Undervejs drages skuespiller og publikum sammen i en særlig koncentration
Lyset dæmpes. I den lille sal i teateret er kun scenen oplyst. En skuespiller træder frem, vover sig ud i publikums synsfelt. For i festivalen EnestÅende står man alene.Arrangørerne, Teatret Gruppe 38 i Aarhus og Team Teatret i Herning, har nemlig valgt stykker på tværs af genrer og er landet med kun et fællestræk: Skuespilleren er gennem hele forestillingen alene, højst akkompagneret af en musiker.
“Det fascinerende er jo, at ét menneske kan formidle hele verden i et stykke,” fortæller Bodil Alling, der er kunstnerisk leder på Teatret Gruppe 38 og skuespiller, “det kan jo umiddelbart lyde kedeligt med monolog – åh nej, det er én, der står og taler i en stiv klokketime, tænker man. Det er det billede, vi gerne vil gøre op med.”
Læs også: Anmeldelse af Erasmus Montanus på Aarhus Teater - FOLKET OG ELITEN
Kun sammen med publikum lever fortællingen
De i alt tolv forestillinger, der opføres i både Aarhus og Herning, spænder vidt i stil og genre. I stykket Luk ørerne op for noget godt! fortolker skuespiller og sanger Rolf Lydahl en række svenske sange. Den bosniske kunstner Edhem Jesenkovic danser i Republika sine tanker om sin og familiens flugt under krigene i Jugoslavien ud. Og i Plastic Heroes er temaet krig opført som et moderne dukketeater med israelske Ariel Doron som dukkefører.
Uanset hvilket stykke, der er tale om, sker der noget særligt, mener Bodil Alling. For i spændingsfeltet mellem den oplyste scene og sæderne i mørket smelter skuespiller og publikum sammen.
“Det er dig og mig, det er os to, der tager turen sammen. Forskellen forsvinder. Publikum bliver vigtig for historien og er ikke længere bare en betragter,” fortæller hun.
Læs også: PLADS TIL PERFORMANCE – portræt af PERFORMANCErum
Rugbrød, ikke skumfiduser
Alligevel kender hun rædslen for at være alene på scenen. I festivalen spiller Bodil Alling med i forestillingen Hans og Grete, hvor hun er heksen, der lokker de to børn ind i det duftende pandekagehus.“Det er hundesvært og ganske vidunderligt at være alene på scenen. Der er jo intet at gemme sig bag! Hver eneste lille trækning bliver synlig. Og fornemmelsen af samvær med publikum bliver meget mere intens end i større forestillinger.”
Når det er godt, og når det lykkes at skabe nærværet mellem scene og publikum, så er det en enestående oplevelse. Og det er det enestående, der er værd at gå efter. For både publikum og skuespiller.
“Forestillingerne er ikke bare skumfiduser, der er også rugbrød med,” fortæller hun, “publikum får både næring og underholdning.”
Fakta
ENESTÅENDE er den største internationale soloforestillingfestival i Europa. Festivalen præsenterer en række af tidens bedste danske og internationale solo-opførelser inden for skuespil, dans og performance.
ENESTÅENDE 2017 finder sted 10. - 19. marts 2017 på Teatret Gruppe 38 i Aarhus og Team Teatret i Herning og er et samarbejde mellem de to teatre.
Forestillinger:
HISTORY OF THE WORLD / Kopergietery (B)
TRUE.STORY / SORT/HVID (premiere)
ABRAHAMS BØRN / TEATRET
SANGE FRA EN FRIBYTTER / Jesper Lohmann & Co.
LUK ØRERNE OP FOR NOGET GODT! / Rolf Lydahl med Orkester( S)
UDSIGTER FRA MIN BEDSTEMORS KØKKEN / Wunderverk (DK)
REPUBLIKA / Edhem Jesenkovic
WOT? NO FISH!! / Danny Braverman (UK)
PLASTIC HEROES / Ariel Doron (Israel)
HANS OG GRETE / Teatret Gruppe 38