LUMINE - fem generte kontrolfreaks og et varmt venskab

LUMINE - fem generte kontrolfreaks og et varmt venskab

InterviewMusikSkrevet af: Denni Ian16. sept 2019

Bandet Lumine udgav for nyligt deres debut-ep ‘Bewilder’s Bliss.’ Som band er de først og fremmest essensen af venskab

Sidste sommer byggede det aarhusiansk indiepop/-rock band Lumine, som har rødder i det sønderjyske, et studie på en gård på Als. Her såede de frøene til debut-ep’en ‘Bewilder’s Bliss,’ der udkom tidligere i år. Lumine skaber med deres klaverbaserede lydbillede og folk-inspirerede vokal-harmonier melankolske melodier, der præges af en atmosfærisk varme fra luftige guitartoner og skarpe basslinjer. Deres musik leder ikke blot tankerne hen på lyden af populære indie-helte som det tidlige Coldplay og det senere The National, men også til mere niché-facetter som den avantgardistiske klaverpianist Nils Frahm.

For tiden holder de til i et øvelokale i den betontunge forstad til Aarhus, Gellerupparken. Det er midt på aftenen, og det regner voldsomt, da Lumines fem unge mænd mødes for enden af kældertrappen til deres øvelokale, som ligger gemt væk under de store grå klodser. På vej ned ad trappen taler de om en fisketur, de var på sammen for nogle uger siden.

Lumine i øvelokalet
Foto: PR-foto / Lumine
Lumine i øvelokalet
Foto: PR-foto / Lumine

Unisont sammenhold

I nogle bands betragter man hinanden som kollegaer, men i Lumine er venskab og respekt det altafgørende. De er alle fem vokset op i det sønderjyske, men har ikke været livslange barndomsvenner. Lumine udspringer af resterne fra gymnasiebandet Days of Dinosaurs, som Frederik, Jonas og Johan havde sammen, og så kom Lauritz og Jacob til senere. Bassisten Jacob Thaysen vidste ikke rigtig, hvem nogen i bandet var, før han blev en del af Lumine, men han blev hurtigt en del af helheden. “Det var ligesom at blive lukket ind i en familie. Jeg blev næsten overvældet af, hvor meget sammenhold der naturligt var til stede,” siger han.

Bandet er det, der binder og holder de fem venner sammen. Og de er alle fem overbeviste om, at der slet ikke ville have været noget band, hvis de ikke havde været hinandens tætteste venner. “Det at spille musik sammen handler om gensidig respekt, og sammenholdet er grundstammen i vores projekt. Det er dét, der gør os i stand til at spille sammen,” forklarer Johan Schlicker. Han ser deres venskab og band som et samlet helstøbt projekt, som ikke begrænser sig til øvelokalets fire vægge, men som går dybt ind i privatlivet. “Vi møder og forstår hinanden på en anden måde, end vi ville have gjort, hvis vi bare mødte hinanden en gang om ugen i et øvelokale.”

”Jeg tror ikke, man egentlig kan adskille det med at være band og være venner” indskyder bandets pianist Frederik Toftgård” og tilføjer efter en kort pause. ”Det ville i hvert fald ikke kunne fungere for os.”

Sammenhold og venskab er med andre ord essensen af bandet. De tænker nærmest unisont, fordi meget store dele af deres liv er et fællesprojekt. Derfor er det en elementær drivkraft for dem at kunne tale åbent og afklaret med hinanden. “Vi taler og agerer hele tiden ind i den samme kontekst, og derfor ved vi altid, hvor vi har hinanden. På den måde italesætter vi også hele tiden, hvad projektet går ud på overfor hinanden,” forklarer Frederik Toftgård.
Lumine i øvelokalet
Foto: PR-foto / Lumine
Lumine i øvelokalet
Foto: PR-foto / Lumine

Do-It-Yourself

En del af bandets DNA er D.I.Y-mentalitet. De har på egen hånd stået for den fulde produktion af deres debut ‘Bewilders Bliss’. Selvom holdånden er i høj kurs, er der ingen tvivl om, at det er pianist Frederik Toftgård, der har stået for den musikalske produktion, som er bandets primus motor. Deres musik bliver ofte til på baggrund af udkast til arrangementer, som han har skrevet. Men når de står med det i øveren, handler det om at skille det ad og komme frem til noget i fællesskab.

“Mit hoved kører bare i et helt andet tempo end de andres. Jeg arbejder meget hyperaktivt, og så er dét at komponere musik altid til stede i mine tanker. På den måde holder jeg aldrig rigtig fri fra bandet,” fortæller Frederik Toftgård med ydmyghed i stemmen. Men at få hans ideer søsat og gjort til færdig musik er en fælles proces for hele bandet.

På deres selv-producerede debut har bandet først og fremmest fokuseret på at lære og på at udforske deres sanges lyd. De har på den måde givet sig selv friheden til at bruge så meget tid på produktionen, som de følte de havde brug for, og samtidigt fået muligheden for at komme et spadestik dybere i deres egen musik.

”DIY er som sådan ikke en æstetik, vi dyrker. Da vi producerede selv, handlede det til at starte med meget om økonomi. Vi ville aldrig have råd til at bruge den tid, vi har brugt, hvis vi skulle leje et studie,” forklarer Frederik Toftgård

”Det handler også om, at når vi selv står for produktionen, så har vi den fulde kontrol over resultatet uden at skulle være presset af en deadline,” tilføjer sangeren Joans Klietsch.
Bandet Lumine
Foto: PR-foto / Lumine
Lumine i øvelokalet
Foto: PR-foto / Lumine

“Vi er sgu ikke særlig rock n’ roll”

Lumine har i deres nuværende konstellation spillet sammen i et års tid, men de spillede først deres debutkoncert for nogle få uger siden. En koncert de efter eget udsagn næsten brugte et halvt år på at øve op til. “Vi forberedte os længe, måske endda for længe. Men det var dér, hvor vi første gang skulle præsentere det her projekt,”fortæller Jonas Klietsch. ”Så det skulle være præcist, som jeg havde forestillet mig, det skulle være. Der måtte ikke gå noget galt.”

Hvor man ofte kan opleve bands søge mod scenekanten og give efter for det spontane kaos, der kan opstå i en liveoptræden, stræber Lumine derimod efter at opretholde en kalkuleret balance og kontrol. De gør en dyd ud af planlægning og nyder den dybdegående orkestrering fremfor den umiddelbare spontanitet. ”Vi ville have det stramt, hvis vi skulle spille et sted uden at have forberedt os på alle de værste scenarier på forhånd,” siger Jacob Thaysen, og der bliver let grinende tilføjet fra Johan Schlicker; ”ja det må være en ærlig sag, at vi sgu ikke er særlig rock n’ roll.”

Bandets trommeslager Lauritz Petersen tilføjer: “Det er ikke forbi, vi ikke er åbne overfor det spontane. Hvis der opstår noget spontant i øvelokalet, som er fedt, så kan vi inkorporere det i vores koncerter. Behovet for at have styr på tingene understøtter jo bare den helhedstænkning, som vi er præget af.”

Bandet har et fælles behov for at være i kontrol, selvom de godt er klar over, at det kan blive forudsigeligt og kedeligt, hvis det ikke falder en naturligt. “Men det afspejler egentligt bare, hvem vi er som personer,” fortæller Johan Schlicker, mens Frederik Toftgård med et glimt i øjet tilføjer; ”Det giver bare mening for os, at det bliver gjort på den måde. Når alt kommer til alt, så er vi bare fem generte fyrre, og så skal det ikke være nogen hemmelighed, at halvdelen er os, er totale kontrol-freaks på rigtig mange måder.”

Gjort på en bund af perfektionisme

Det har taget lang tid for Lumine at føle sig klar til at spille live. Ligesom det også har taget lang tid for dem at producere deres debutudgivelse. De er et band, der i høj grad nyder at bruge lang tid på at nørde med at komponerer musik. De har dog ikke planer om, at skrive en opfølgende plade nu, hvor deres første EP er udgivet. For de har ikke travlt med at blive et stort navn, selvom ambitionsniveauet er højt. Der er ikke noget, de føler, de skal nå. “I stedet for at have fokus på en hel plade, tror jeg bare, vi vil nyde at kunne bruge efteråret på bare at arbejde med ét enkelt nummer og rigtig nørde med arrangementerne,” fortæller Johan Schlicker.

For de fem unge mænd er det intet succeskriterie at blive populære, men derimod at kunne føle sig stolte over deres fælles projekt, og skrive musik, der kan røre noget i andre mennesker. ”Det er selvfølgelig nemt at sidde her og sige, når vi ikke er større,” fortæller Frederik Toftgård og fortsætter; ”men jeg tror jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at vi vil sige nej tak til chancen for den kommercielle succes, hvis ikke vi føler, at vi kan have os selv med.”

At skabe betydning i et tomt ord

“Lumine er en bogstavkombination, der ser æstetik godt ud på skrift, og så ligger det godt i munden,” fortæller Johan Schlicker. Bandnavnet Lumine er godt nok afledt af det latinsk ord for lys, ‘Lumen’, men har i sig selv ikke en selvstændig betydning eller reference. De gør selv opmærksom på, at navnet ikke har noget med lys at gøre, men at de primært er gået efter et ord, der ikke i forvejen var ladet med betydning.

“Vi ville egentligt bare gerne have et bandnavn, der ikke betød noget. Altså bruge et ord, der ikke refererer til noget forudbestemt,” indskyder Frederik Toftgård. Han mener, at man hurtigt kan komme til at blive identificeret med den reelle betydning af et bandnavn. Lumine vil gerne selv bestemme, hvad deres navn skal betyde.”Meningen er, at vi kan fylde ordet med dét, som vi er, og det, vi gør. Det er vores musik, der skal tilføje betydning til det ord,” siger han.

FAKTA

Bandet består af
Jonas Clausen Klietsch - Vokal, Guitar
Jacob Thaysen - Bass
Johan Lysemose Schlicker- Guitar, Synth, Vokal
Lauritz Holm Petersen - Trommer
Frederik Toftgård - Klaver, Keybord, Synth

Debut-ep’en ‘’Bewilders Bliss’’ udkom den 31 maj 2019.
Facebook
Del på facebook
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind