Undervandskoncerten AquaSonic er et mesterværk af en anden verden

Mesterværk af en anden verden

Musik Skrevet af: Sixten Therkildsen 20 Apr 2017
Del på facebook
Facebook

Mesterværk af en anden verden

Undervandskoncerten AquaSonic spilles af fem skabninger i hver deres vandtank. De sender forvredne toner og eksperimenterende melodier gennem vand og mørke til hinanden og til publikum. AquaSonic er et mesterværk af en anden verden.

★ ★ ★ ★ ★ ★

Fjern buldren. Lyden af det ukendte, der skurer mod skroget af et fartøj. Foruroligende vibrationer fra hvalers dybhavssang. Mennesket er uden for sit naturlige element. Der er noget klaustrofobisk og uhyggeligt over associationerne, men undervandskoncerten AquaSonic er samtidig også en usædvanlig smukt oplevelse.

De 5 musikere søger mod overfladen en sjælden gang imellem for at trække vejret, inden de igen lader sig synke ned i de kropsstore akvarier. Kan man virkelig synge under vand? Og kan man spille musik under vand? Hvis man er af den rette støbning og øver sig nok, som musikerne i undervandskoncerten AquaSonic har gjort – så kan man.

Foto: Katia Engel
Se store billeder her →
De fem musikere på scenen i deres vandtanke
Foto: Morten Thun
Se store billeder her →
Sanger, musiker og komponist Laila Skovmand spiller Hydraulophone

Undervandssang og hjemmelavede instrumenter

Gruppen, som står bag AquaSonic, kalder sig Between Music. Det er Laila Skovmand, som er komponisten og hun har udviklet særlige stemmeteknikker til sin undervandssang. De fire andre musikere Robert Karlsson, Morten Poulsen, Dea Maria Kjeldsen og Nanna Bech synger og spiller på hjemmelavede instrumenter, som holdet bag AquaSonic har udviklet gennem flere år. Det er vandinstrumenter som forskelligt slagtøj, skæve krystal-syngeskåle, luftbobbel-instrumenter og et opfindsomt strengeinstrument med håndsving, der lyder som en blanding mellem en venlig rundsav og en stilfærdig våd sækkepibe.

Læs også: STEMMEN FRA NORD – portræt af sangerinden Eivør

Foto: Jens Peter Engedal
Se store billeder her →
Robert Karlsson på violin og Crystallophone
Foto: Jens Peter Engedal
Se store billeder her →
Dea Marie Kjeldsen

Omrejsende freakshow

Visuelt ligner koncerten næsten et freakshow i et omrejsende tivoli fra et fjernt århundrede med vanskabte havmænd- og fruer i deres akvarier. Vi oplever en mærkværdig barriere mellem performere og publikum. Musikerne i AquaSonic minder næsten om udbryderkonger, der er spærret inde i hver deres vandtank. Det er som om, de er meget langt væk i det andet element, men alligevel synes de underligt nok meget tilstedeværende. Vi føler med dem, vi trækker vejret for dem og lytter.

Læs også: VREDE I DEN MIDTJYSKE SKÆRSILD - en af de 7 dødssynder

Foto: Jens Peter Engedal
Se store billeder her →
Nanna Bech synger mod undervandsmikrofonen
Foto: Morten Thun
Se store billeder her →
Nanna Bech på Rotacorda og Morten Poulsen på slagtøj

Skrevet til vandets element

AquaSonic er meget oplevelsesværdig ikke bare som et kuriøst fænomen, men også på grund af den store musikalske oplevelse. Melodierne er velskrevne eksperimenter. Det er storslået musik, som passer til og inspireres af det element, den spilles i. Genremæssigt er AquaSonic nærmest umulig at placere, men der trækkes på mange referencer lige fra middelalderlig munkekorsang over indonesisk gamalan musik til Björks abskrakte kompositioner.
AquaSonic er et mesterværk af en anden verden, som bør opleves. Det er ikke til at vide, hvornår man får chancen igen.

Fakta:

AquaSonic er en koncert af Between Music:
Laila Skovmand: Artistic Director, composer and performer
Robert Karlsson:Business Director and Performer
Morten Poulsen:Performer
Dea Maria Kjeldsen:Performer
Nanna Bech: Performer

Se mere her på AquaSonics hjemmeside.
AquaSonic spiller på Åbne Scene på Godsbanen i Aarhus 19. - 22. april 2017

Senere på året kan Aquasonic opleves blandt hajerne i Kattegatcentret den 24. - 25. november 2017

Del på facebook
Facebook

Sixten Therkildsen

Chefredaktør, skribent og udvikler
Sixten er sammen med Marie Nyeng initiativtager til Fine Spind Kultur, hvor han også er redaktør og webudvikler. Sixten er uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi. Sixten arbejder også i sin egen praksis som billedkunstner med videoinstallation og foto mm.
Se Sixtens artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind