Sally Rooney skriver overbevisende om kærlighed og venskab i generation ‘woke’

Sally Rooney skriver overbevisende om kærlighed og venskab i generation ‘woke’

LitteraturSkrevet af: Rikke Engsig Nielsen 09 Sep 2021
Del på facebook
Facebook

Sally Rooney skriver overbevisende om kærlighed og venskab i generation ‘woke’

De stærke følelser får frit spil i Sally Rooneys roman om kærlighed, misforståelser og tvivl blandt fire venner i generation ‘woke’. ’Skønne verden, hvor er du?’ er ikke til at slippe igen, når først man er begyndt ★ ★ ★ ★ ★ ☆
Den litterære verdensstjerne, Sally Rooney, udkom i går med sin længe ventede roman ‘Skønne verden, hvor er du?’. Hendes to første bøger ‘Samtaler med venner’ og ‘Normale mennesker’ gav hende velfortjent anerkendelse og blev til store succeser hos både læsere og anmeldere i hele verden. Sidstnævnte bog blev oversat til 46 sprog, nomineret til Man Booker-prisen, og da den blev til en vellykket tv-serie med samme navn, blev Sally Rooneys navn for alvor slået fast.

Men hvis man læser romanen som en autofiktiv efterfølger, har den irske forfatter det langt fra godt med sin egen succes og berømmelse. Én af hovedpersonerne, Alice, er forfatter og har udgivet to verdensberømte romaner. Nu bor hun alene i et kæmpestort hus i en lille by i Irland, mens hun forsøger at skrive på den tredje. Hun er lykkedes med at slå igennem som forfatter, men hun er ulykkelig og frustreret over verden og oplever en stor tomhed og meningsløshed med livet.
Sally Rooney skriver overbevisende om kærlighed og venskab i generation ‘woke’</br></br>Foto: PR-Foto / Gutkind - Patrick Bolger
Foto: PR-Foto / Gutkind - Patrick Bolger

Ind under huden på kærligheden i det 21. århundrede

Forfatteren Alice, som man kunne fristes til at relatere til Sally Rooney selv, er en af hovedpersonerne i ‘Skønne verden, hvor er du?’. Romanen handler om relationer og om mennesker, der har svært ved at finde sig selv og deres plads i den komplekse og forvirrende verden. Den handler om en generation, der konstant stiller spørgsmål til sig selv, til andre og til verden. Om unge voksne, der er så bange for verden og andre mennesker, at de har svært ved at lade andre komme tæt på.

Romanen handler om Alice, der møder lagerarbejderen Felix, samt hendes veninde Eileen, der er er på usikker grund i hendes relation med den årelange flirt, Simon. Hovedpersonerne er alle omkring de 30 år. De er unge og stadigvæk i gang med at finde ud af, hvem de er, mens de samtidig forsøger at nærme sig hinanden. De har alle gjort sig erfaringer, slået sig på livet og er bange for at slå sig igen.

Sally Rooney skriver ligesom i hendes tidligere bøger fantastisk om de indbyrdes relationer. Hun skriver følelser frem, uden at skrive dem, og får læseren til at mærke dem på kroppen gennem karakterernes små handlinger og dialoger. Med hendes karakteristiske alvidende fortællergreb tager hun også i ‘Skønne verden, hvor er du?’ læseren med i hånden og ind under huden på karaktererne og giver et råt og interessant indblik i tidsånden og kærligheden i det 21. århundrede.
Sally Rooney skriver overbevisende om kærlighed og venskab i generation ‘woke’</br></br>Foto: PR-Foto / Gutkind
Foto: PR-Foto / Gutkind

‘Woke’ kvinder, der stiller spørgsmål til verden

Hvis man tager et autofiktivt blik på romanen, kan den læses som et opråb fra Sally Rooney. Som en kritisk kommentar til den berømmelseskultur, som hun selv er blevet en del af og til det litterære system og de forfattere, som skriver om livet uden at have “levet det”.

I en vred mailkorrespondance til Eileen skriver Alice om berømmelsen, og om at hun ikke længere kan få sig selv til at læse samtidslitteraturen, fordi hun kender de mennesker, der skriver den.

“Og de kommer hjem fra deres weekend i Berlin efter fire avisinterviews, tre fotosessions, to udsolgte optrædener, tre lange, uformelle middage, hvor alle beklagede sig over dårlige anmeldelser, og åbner den gamle MacBook for at skrive en smukt observeret lille roman om »det virkelige liv«. Jeg siger ikke bare det her en passant: Det giver mig fandme kvalme”

Selvom mailsamtalerne for mig til tider kunne virke lange og være svære at følge, giver de også et interessant indblik i forholdet mellem de to veninder og ind i en generation, hvor det handler om at være såkaldt ‘woke’. Det er en generation for hvem, noget så almindeligt som en tur til supermarkedet bliver knyttet til skyld og skam over at bidrage til et kapitalistisk system. De to veninder har svært ved at investere energi i kærlighed, venskaber eller sex, fordi de mener, at verden alligevel står overfor et sammenbrud. Men deres længsler får dem til at gøre det alligevel.

Samtalerne viser, hvordan kvinderne med deres høje refleksionsniveau og kritiske syn på verden konstant føler sig skamfulde over deres egne og andres handlinger, og hvordan de er bange for, hvad fremtiden bringer. At denne ‘wokeness’ dybest set gør dem ulykkelige, fordi det får dem at se på verden i et mørkt lys og gør det svært for dem at være i verden og især at se det skønne i den.

Da Felix en nat dukker fordrukken op ved Alices hus, skærer han paradokset ud i pap for hende, da hun fortæller, at hun føler sig dum over at tage imod ham midt om natten.

“Nej, jeg tænker, at du er meget intelligent. Det er på mange måder ikke så heldigt for dig. Hvis du var en lille smule dummere, ville du måske have et nemmere liv.”

Med titlen kunne man fristes til at tro, at Sally Rooney forsøger at ruske op i generation ‘woke’. At få dem til også at kigge efter det skønne og få dem til at spørge: “Skønne verden, hvor er du?”.
Sally Rooney skriver overbevisende om kærlighed og venskab i generation ‘woke’</br></br>Foto: PR-Foto / Gutkind - Patrick Bolger
Foto: PR-Foto / Gutkind - Patrick Bolger

Et troværdigt portræt af generation ‘woke’

Sally Rooney tegner med romanen et interessant portræt af den såkaldte generation ‘woke’. Bogen har på overfladen ikke den store handling. Den handler om fire mennesker i 30’erne, der har problemer med kærligheden. Men mest af alt viser den genkendelige og troværdige situationer, der handler om, hvordan det gør ondt, når man ikke kan leve op til egne høje idealer. Og hvordan selvbevidstheden og skepsissen mod andre kan spænde ben for venskaber og kærlighedsforhold.

Det er særligt de to kvindelige karakterer, der bliver skildret komplekst og overbevisende, og som viser udfordringerne ved at være ‘woke’ og samtidigt længes efter livet og kærligheden. Ved siden af kvinderne virker de mandlige karakterer mere flade og ukomplicerede. Men måske dette blot er for at tydeliggøre kvindernes nærmest overdrevne refleksive sind?

‘Skønne verden, hvor er du?’ er svær at slippe igen med sit dragende persongalleri og skildringen af deres relationer og deres interessante dialoger og refleksioner. Som en 25-årig kvinde kunne jeg nemt genkende både mig selv og min generation i bogen. Sally Rooney skriver litteratur til tiden, og med hendes nyeste roman har hun skabt relevant læsning til at forstå tidsånden og generation ‘woke’ En generation, hvor selv hvilken frokost, vi vælger at købe, kan blive til en politisk manifestation og en del af vores identitet.

‘Skønne verden, hvor er du?’ blev udgivet den 7. september og oversat af Karen Fastrup på forlaget Gutkind
Del på facebook
Facebook

Rikke Engsig Nielsen

Rikke Engsig Nielsen har en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og studerer på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hendes hjerte banker især for ny nordisk skønlitteratur, autofiktion og for alle de kulturprodukter, der kommer ind under huden på karaktererne og gør os klogere på, hvad det vil sige at være et menneske.
Se Rikkes artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind