
Tine Høgh har skrevet bøgernes svar på SKAM
En historie, vi har hørt før, men aldrig sådan her:
Hvad handler bogen så om? Ja, ærligt talt handler den ikke om det helt store men måske er det netop, hvad der kendetegner teenagetilværelsen. At alt, selv de allermindste hændelser, mærkes med særlig stor intensitet og derfor alligevel har afgørende betydning - også senere i livet.Det udnytter Tine Høgh til at fortælle en ret ordinær historie om jalousi mellem de to veninder Asta og Mai, der begge er forelskede i den samme dreng, August. For Høgh fortæller sideløbende med denne historie også om den voksne Asta. Nu bare ti år senere men stadig veninde med Mai. Asta er her i gang med at skrive en biografi om en betonkunstner, men fortiden presser sig på, og hun ender i stedet med at skrive bogen om, hvad der egentlig skete – dengang for ti år siden - mellem Asta og August og Mai.
Og bogen hun får skrevet? Ja, du gættede rigtigt: Det er ‘Tour de chambre’.
For så vidt er der altså tale om en historie, de fleste af os har hørt før: To kvinder tilbeder den samme mand, og så har vi balladen. Men jeg tør næsten garantere, at ingen tidligere har fortalt den, sådan som Tine Høgh gør det i ‘Tour de chambre’’, og det er netop bogens helt store styrke: Måden, den bliver fortalt på. For ‘Tour de chambre’ er ekstremt filmisk og består så godt som udelukkende af dialog, indre som ydre, som i eksemplet her:
“August siger du er god
Mai børster krummer af dynen
til hvad?
til at skrive digte siger hun
vi har spiste tebirkes til aftensmad og set
tre afsnit af Lost, vi ligger i hendes seng
med store puder i ryggen
hallo. Han gør
jeg prøver at lade være med at smile
okay siger jeg”
Som det fremgår af uddraget, er sætningerne brudt op som i et digt, og det er heller ikke markeret hvem, der siger hvad, eller hvornår. Dermed kalder teksten på at blive læst op – som var det et skuespil, en film. Man kommer således helt uforvarende til at sidde og læse de forskellige replikker højt for sig selv inde i hovedet - og det har en helt forbløffende god effekt!
Vi er med i sengen
Man bliver simpelthen selv indrulleret i handlingen, på en anden måde end ellers. Man er med i sengen, når de to veninder ser ‘Lost’. og kan næsten mærke de små birkes, der drysser af undervejs, mod sin egen hud. Det er superdygtigt og stilsikkert gjort af forfatteren, og det løfter en ellers tæt-på-klichefyldt fortælling om jalousi, svigt og teenageforviklinger til et andet niveau. Det bliver langt mere nærværende, mere mærkbart, end i de fleste andre bøger med samme tema.Lad mig komme med endnu et eksempel. August, der er kærester med Mai, kommer ind netop som Asta, der også er tiltrukket af August- er ved at løse en krydsogtværs. Hun mangler et ord for at komme videre:
“LINJEN på syv bogstaver
det er jo bestemt form
så det kan ikke slutte på R
næ det kan jeg godt se,
han klør sig i øjenbrynet med blyanten
det er et problem
Mai rejser sig. Jesus, I er så kedelige
men LØVSPRING på fem bogstaver siger han
det kan jo ikke være andet end forår
netop!
jeg læner mig ind over bordet
jeg fatter det ikke
***
Midt om natten får jeg en SMS fra August
***
ÆKVATOR!”
Det er jo ikke fordi det, der her beskrives, er hverken oprørende, voldsomt interessant (med mindre man går meget op i kryds og tværs’er) eller rummer nye indsigter. Det er det, jeg mener med det tæt-på-klichefyldte indhold.
En berusende og velfortalt teeanagestory:
Men måden, Tine Høgh fortæller det på: Close-up-vinklen, det næsten klaustrofobiske indblik i to sen-teenageres famlende forsøg på at nå hinanden. Så tæt på og alligevel så langt fra. Dét er virkelig dygtigt gjort. Jeg sad i hvert fald og kunne mærke den forbudte forelskelse mellem Asta og August som var det på min egen krop - den høje puls og svimmelheden.
Når jeg anbefaler ‘Tour de chambre’, er det for netop dét: for dens ferme formfuldendthed og for sin loyale gengivelse af teenagelivets sitrende selvoptagethed.
Var du en af de mange, der elskede tv-serien SKAM, alle pinlighederne og det filterløse, vil du helt sikkert også elske ‘Tour de chambre’.
En berusende og virkelig velfortalt teenagestory.
LÆS OGSÅ: En forfatter bliver voksen - INTERVIEW med Tine Høeg
Fakta:
Tine Høegs ‘Tour de chambre’ udkommer i dag på forlaget Gutkind