Ydmyg superstar med fingeren på samfundets puls
Barbara Kruger er kendt for sine ligefremme, tekstbaserede værker om forbrugerisme, identitet, køn, digitale medier og magt. Lige nu kan man opleve den amerikanske kunstner i en stor soloudstilling på ARoS, som strækker sig helt ud i det aarhusianske byrum.
InterviewKunst og UdstillingerSkrevet af: Lene Bæk Jørgensen04. apr 2025
På én gang dragende, uoverskueligt og effektfuldt. Det er et grafisk tekst-bombardement i sort og hvid, der åbenbarer sig, når man bevæger sig ned ad den hvide, spiralformede trappe på ARoS. I det store atrium-rum på niveau 1 er vægge, gulve og stolper pakket helt ind i forskellige enkeltstående ord og sætninger i kæmpe formater. Det, vi her er vidne til, er et såkaldt ’room wrap’, som den amerikanske kunstner Barbara Kruger kalder sine stedsspecifikke totalinstallationer. At bruge arkitekturen som ramme for sine værker er et greb, hun benyttede første gang helt tilbage i 1991.
På ARoS er Barbara Krugers room wrap imponerende 30 meter højt og lavet i vinyltapet. Sætningerne i rummet står på en blanding af dansk og engelsk, og nogle tekster har kunstneren selv skrevet, mens andre er citater fra kendte forfattere. Blandt de mange ord og sætninger springer blandt andet bl.a. et kæmpe ’YOU’ i øjnene. Det viser sig, at det personlige pronomen er første ord i en længere sætning skrevet af forfatteren Virginia Wolf. På en anden væg står der en række sætninger, der indledes med: ”I sidste ende begynder der noget andet. I sidste ende har du haft chancen.” Fælles for de mange tekstbidder er deres direkte henvendelsesform – helt i tråd med reklamebranchens korte og hårdtslående sprogbrug. Derudover får flere af tekstværkerne formentlig museumsgæsten til at reflektere over sin egen skæbne, i hvert fald hvis man falder over sætningen: ”I sidste ende kan du vinde eller tabe.”
Når Barbara Kruger udstiller i lande, hvor man taler flere sprog, så prøver hun som regel at inkorporere det ikke-engelske sprog i sine værker. Derfor har man tidligere kunnet opleve tekstværker fra hende, der indeholdt en sammensmeltning af f.eks. tysk/engelsk, koreansk/engelsk og, ja, nu altså også dansk/engelsk. Museumsinspektør Ellen Drude Skeel Langvold har været kurator på Kruger-udstillingen. Hun uddyber: “Barbara Kruger er supernysgerrig efter at vide, hvad der kendetegner kulturen og retorikken i den offentlige debat i det land, hun udstiller i. Selvom hun ikke forstår vores sprog, sad hun og så danske nyheder, da hun var her i forbindelse med udstillingsåbningen."

Reklamebranchen og den hurtige kommunikation
Barbara Kruger blev født i 1945 i New Jersey, USA, og tilhører derfor den allerførste generation, der voksede op med tv og var vidne til, hvordan reklameindustrien og den øvrige populærkultur voksede med ekspresfart. Startskuddet til hendes senere så ikoniske signatur - sort-hvide fotografier tilført røde eller sorte baggrunde med hvid tekst ovenpå i fede typer - blev skabt, da hun i slutningen af 1960erne arbejdede som grafisk designer på en række magasiner. Her bestod hendes job i at klargøre fotos, der skulle tekst på, og så begyndte hun at eksperimentere med farver, fonte og korte tekstformater.Den amerikanske kunstner har i mere end 40 år ladet sig inspirere af massemediernes motiver, og hendes værker har været vist på gallerier, biennaler og museer. “Her på ARoS har Barbara Kruger længe stået på vores liste over kunstnere, vi ønskede at lave en udstilling med. Hun er interessant, fordi hendes værker, selv de tidligere fra 1980erne, adresserer emner, der er super aktuelle. Derudover passer hun perfekt ind i vores ønske om at præsentere kunstnere, der rokker ved, hvad kunst også kan være,” fortæller kurator Ellen Drude Skeel Langvold.
Særegent for Barbara Kruger er også, at hun ingen manager eller assistenter har tilknyttet, hvilket ellers er normalt for superstjernerne på den internationale kunstscene. I forbindelse med udstillingen på ARoS løste hun derfor selv den store redigeringsopgave, der lå i at få alle vinylværkerne til at passe til museets udstillingsvægge. “Imponerende,” lyder det fra kuratoren.
I shop therefore I am
Når man bevæger sig fra det store atrium-rum på ARoS’ niveau 1 og videre ind i det tilstødende galleri, møder man som det første et af Barbara Krugers mest ikoniske værker, der bærer hendes velkendte rød-hvide æstetik.På en stor LED-skærm centralt i rummet bevæger en række puslespilsbrikker sig en efter en i et stadigt hurtigere tempo, akkompagneret af en lydside, der med kliklyde let leder tankerne hen på en elektrisk skrivemaskine. Efter cirka 40 sekunder er alle puslespilsbrikkerne på plads, og i samlet form ser man nu, at de danner værket: ”I shop therefore I am.” Det er dog ikke Krugers oprindelige kunstværk fra 1987 om forbrugerisme, vi her er vidne til, men en nyere, digital udgave, et såkaldt replay, som den amerikanske kunstner kalder det, når hun genfortolker sine værker.
Krugers replays, som man møder flere steder i udstillingen, tilfører uden tvivl hendes ikoniske værker et mere nutidigt udtryk, og det giver også mulighed for at udvide værkernes betydningslag, hvilket hun også netop gør i det her tilfælde. Efter skærmen afslører udsagnet “I shop therefore I am”, klipper videoen nemlig videre til en række nye udsagn som: “I shop, therefore I hoard. I need therefore I shop.” Altså næsten enslydende udsagn med samme rytme, som det velkendte ordspil, men hvor udskiftningen af enkelte ord samtidigt sætter ens hjerne på overarbejde.
Ingen kommentar!
Når man bevæger sig videre i udstillingen, vil man kunne opleve nogle af Barbara Krugers ældste klippe-klistre-værker fra 1980'erne, et replay af hendes nok kendteste værk ”Your body is a battleground”, og rundt omkring på resten af museet har hun installeret lydværker, hvor en kvindestemme med jævne mellemrum hvisker ”Hello” og ”May I help you.”Udstillingens nyeste værk er videoen ”Untitled (No Comment)” fra 2020, som også er udstillingens titel. Videoværket består af en lang række klip fra sociale medier, nyheder og finurlige GPS-vejvisninger m.m. krydret med forskellige stemmer, høje musikklip og Krugers ligefremme tekster, der kredser om identitet, kærlighed og medieforbrug. Følger man godt med i den cirka 10 minutter lange video, vil man muligvis også få et glimt af Donald Trump og genkende stemmen fra en af Kardashian-søstrene. Ellen Drude Skeel Langvold fortæller:
”Normalt hyrer Barbara et helt hold, ligesom på et film-set, når hun laver sine videoværker, men fordi ”Untitled (No Comment)” er lavet under corona, har hun lavet det her værk helt på egen hånd.”
I ’Untitled (No Comment)’ er mængden af klip intens, og værket mimer derfor det hæsblæsende tempo og den scrolle-effekt, man typisk er vidne til, hvis man åbner for nyhedsstrømmen på TikTok. Ellen Drude Skeel Langvold siger:
”Kruger er meget bevidst om, at det i dag er svært at fastholde beskueren i længere tid, og den flygtighed bærer det her værk helt sikkert også præg af. Selv har jeg set flere unge museumsgæster, der bliver hængende netop ved det her værk, og det er muligvis fordi, de oplever en særlig genkendelighed her. Selv synes jeg, at videoens ungdommelige rytme og hastighed er meget godt indfanget af en ældre dame, der lige er fyldt 80 år.”
Og hvad med udstillingstitlen ”No Comment”? Ifølge Ellen Drude Skeel Langvold har udstillingen fået sin titel, fordi Kruger ikke har til hensigt at komme med nogen endelige konklusioner. Den amerikanske kunstner observerer, fremlægger, prikker til og får os til at undre os, men en decideret fortolkning af et værk, den må vi selv klare.
Fra ærefrygt til venskab
Kurator Ellen Drude Skeel Langvold fortæller, at det var med en hel del ærefrygt og en smule nervøsitet, at hun tog hul på udstillingssamarbejdet med Barbara Kruger. “Hun er jo en kunstner, jeg havde læst om under min studietid på kunsthistorie, og som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, jeg nogensinde ville komme til at arbejde med i virkeligheden.”Meget af det indledende samarbejde foregik online – forståeligt nok taget kunstnerens alder og geografiske placering i Los Angeles i betragtning. Men selv om Barbara Kruger ikke er bange for at bruge nutidens medier i sin kunst, så ønskede hun ikke at have kameraet tændt under online-møderne. Hendes skærm var sort, kun lyden var aktiveret. Det var med andre ord en lidt introvert og ydmyg kunstner, den aarhusianske kurator startede med at møde, og hvis personlighed således er et klart modstykke til den direkte og højtråbende kunst, hun står bag.
Første gang Ellen Drude Skeel Langvold hilste personligt på Kruger, var i begyndelsen af 2024 i forbindelse med åbningen af kunstnerens særudstilling ’Thinking of You. I Mean Me. I Mean You’ på Serpentine Gallery i London. Her blev der dog ikke tid til at snakke ret meget om den kommende udstilling på ARoS – det blev der til gengæld, da hun efterfølgende kom til den jyske hovedstad. Kuratoren fortæller:
“Barbara er supergod til at lægge sin fulde energi i én aktivitet ad gangen, det var ret imponerende at være vidne til. Da hun var i Aarhus første gang, var hun meget fokuseret på den kommende udstilling, men heldigvis fik vi også tid til de mere personlige snakke og til en byrundtur. Her så hun de aarhusianske letbanetog, og dem fik hun straks lyst til at pakke ind. Nu kører to af togene rundt beklædt med Krugers tekstværker, indtil udstillingen slutter.”
Fakta
Særudstillingen ’No Comment’ på ARoS viser nye og ældre værker af den amerikanske kunstner Barbara Kruger. Det er hendes hidtil største soloudstilling i Skandinavien, og den vises til og med 21. april 2025.
ARoS har i forbindelse med Barbara Kruger-udstillingen udgivet et katalog, der giver et godt og grundigt indblik i kunstnerens tanker, inspirationskilder og værkpraksis.

Lene Bæk Jørgensen
Kulturjournalist
Lene Bæk Jørgensen blev i 2009 cand.mag. i kunsthistorie og museologiske studier fra Aarhus Universitet. Derudover har hun taget Tillægsuddannelsen i journalistik og en række diplomfag inden for strategisk kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere siddet i formidlingsafdelingen på ARoS Aarhus Kunstmuseum, har en del års erhvervserfaring med kommunikation og markedsføring i universitetsregi, og så skriver hun i dag artikler om kunst og kultur på freelance-basis.
Se Lenes artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København