
Afgang 18 - Det Jyske Kunstakademi ser verden
I Kunsthal Aarhus kan man lige nu opleve værker af de nyudklækkede kunstnere fra Det Jyske Kunstakademi under titlen SES
Det Jyske Kunstakademi præsenterer lige nu det nyeste kuld af færdiguddannede billedkunstnere.Der er stor forskel på afgangselevernes tilgang til samtidskunst, men fælles for dem er deres vilje og mod til at præsentere værker, som skubber til vores følsomhed og til vores forståelse af den tid, vi lever i.
Holger Højbjerg: What a waste of time No coffee ( Maleri serie ) Kunsthal Aarhus 26. april – 3. juni 2018
Til udstillingen Afgang 18 – SES har afgangseleverne undersøgt, hvordan vores billedforståelse er i forandring, og hvordan man som kunstner kan nuancere måden, vi forstår visualitet og billeder på. Kunstnerne har udforsket den billedteknologiske udvikling, og hvordan billeder kan opbygge fortællinger gennem andet end ord og tale.
Udstillingen præsenterer også værker, der bruger brudstykker af film til at genkalde forsvundne minder og erindringer og på den måde skabe nye fortællinger på tværs af vores forståelse. Det gør sig gældende i Nushan Rose Roshanis afgangsprojekt. Andre værker har fokus på undersøgelse af kroppen. Freja Niemann Lundrup har eksempelvis arbejdet med at give form til psykologiske erfaringer i en serie af skulpturelle værker skabt i marmor, sandsten, styrofoam, silikone, støv, kobber og reb. Hun har brugt solide materialer for at referere til, hvordan erfaringer fastlåses i en krop.
Regitze Engelsborg Karlsens serie af skulpturer tager udgangspunkt i en industriel grusgrav. Hertil har hun undersøgt, hvordan kunsten kan bidrage til, at vi som mennesker kan forstå vores planets geologiske tidsalder og samtidig blive mere følsomme i forhold til både materialer og omgivelser.
Fakta:
Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling vises i Kunsthal Aarhus frem til den 3. juni 2018
Kunstnere: Olga Benedicte, Holger Højbjerg, Regitze Engelsborg Karlsen, Sophia Ioannou Gjerding, Freja Niemann Lundrup og Nushan Rose Roshani
EVENTS
I udstillingsperioden inviterer de dimitterende kunstnere til en række events, hvor de fortæller om deres praksis og værker, enten med hinanden, andre fagfæller eller med musikalske samarbejdspartnere.
Udstillingen er kurateret af Iben Bach Elmstrøm, selvstændig kurator og grundlægger af SixtyEight Art Institute, København. Elstrøm har arbejdet med research-baserede udstillinger i både Danmark og udlandet, blandt andet på Rundetaarn i København, The Waiting Room, Minneapolis, Zabludowitz Collection i London og senest på festivalen Heartland Temporary på Egeskov Slot.