Jesper Christiansen folder tid og museumsrum i udstillingen Forbillede på Kunstforeningen Gl. Strand

Det klassiske museumsrum er lyst og bart og har en tendens til at skabe distance mellem beskuer og værket som objekt. Det lægger op til en vurderende tilgang. Sådan er det ikke på udstillingen Forbillede på Kunstforeningen Gl. Strand. Udstillingens vægge er holdt i dybe smukke farver og rummene er indrettet med møbler. Møbler man som gæst inviteres til at tage plads i. De hjemlige rum udvisker distancen og muliggør en længerevarende dialog med værkerne. Det er en fantastisk mulighed at få - især med Jesper Christiansens detaljerigdom.

Ét af rummene i Forbillede skaber en oplevelse af at sidde i en havestue og se ud adf vinduerne. På hver af rummets fire vægge hænger et stort værk med en paradisisk have, der løber ud i naturen. Paradismalerierne, inspireret af Dantes beskrivelse af paradis i Den Guddommelige Komedie, er eksempler på, hvordan man ikke ser på Jesper Christiansens værker, man ser ind i dem. Mens detaljerne folder sig ud, er det let at lade sig drage ind i billederne og give slip på rollen som den vurderende museumsgæst.

I udstillingen Forbillede præsenteres man for det, der er kommet før billedet. I Jesper Christiansens tilfælde er det musik, film og især litteratur.

Litteraturens legemliggørelse

Det er på ingen måde nyt for Jesper Christiansen at beskæftige sig med sproget i sin malerkunst. I 1990’ernebrugte han tydelige konkrete ord på lærredet. Med sine Virginia Woolf billeder fra 2012, bevægede han sig over i litteraturen. Udstillingen på Gl. Stand er spækket med litterære referencer, som fårværkerne til at pege udover sig selv. De bliver på den måde mere end sig selv.

Jesper Christiansen formår at oversætte en læseoplevelse og formidler en stemning og en fortælling. Der er dog altid et fravær af karakterer, hvilket giver plads til, at man som beskuer kan skrive sig selv ind i narrativet.

På væggene i udstillingen hænger tekststykker af Merete Pryds Helle, som giver yderligere inspiration til de refleksioner, som Jesper Christiansens værker sætter i gang.

Ligesom litteraturen har inspireret Jesper Christiansen, inspirerer Jesper Christiansen litteraturen. Dialogen mellem litteraturen og Jesper Christiansen værker bliver nærmest dialektisk. Et fantastisk eksempel er dialogen i i Jespers alfabet, som Merete Pryds Helle har skrevet på baggrund af samtaler mellem hende og Jesper Christiansen. På den måde, bliver man som museumsgæst man involveret i en proces, hvor der tilføjes lag på lag af betydning.

Kunsten og tiden

De mange kulturelle og litterære referencer i Jesper Christiansens værker tydeliggør, hvordan kunstnere og forfattere inspireres af hinanden og skaber tidssløjfer. De taler sammen på tværs af tid, og afstanden bliver kortere og forsvinder næsten. Fordyber man sig i én forfatter eller kunstner, vil man snart blive ledt videre til en anden og en tredje. På en af væggene i Forbillede har Merete Pryds Helle skrevet: “Ezra Pound sidder i den gård i Venedig, som Zahrtmann maler. Han læser Dante, mens Virginia Woolf hænger ud af sit vindue i St. Ives og tænker på Vergil, som Dante sidder ved den italienske flod og læser om bierne hos. (..)”. Man bliver næsten helt rundtosset af at følge den tankestrøm, men den illustrerer perfekt forbindelsen mellem kunstner og forfatter.

Rundt omkring på udstillingen står montre med bøger og genstande, som har inspireret Jesper Christiansen, så på den måde er forbillederne er helt fysisk til stede i rummene.

Men det er ikke kun de kærlige hilsner til begivenheder og personligheder i kultur- og litteraturhistorien, der slår tid an som et tema i udstillingen Forbillede. I Jespers alfabet af Merete Pryds Helle står N’et for “Nu”, og det er ikke tilfældigt. Afsnittet afsluttes med: “Maleriet er et øjeblik, der står stille. Stilstandsdejlighed.” I Paradismaleri #XVII (Into Our First World) er der blevet tændt ét af stearinlysene på bordet. Nogen er netop gået og kan hvert øjeblik komme tilbage. Ser man på værket længe nok, kan man blive helt i tvivl; Var det mig, der tændte lyset?

Jesper Christiansens øjeblikke er mennesketomme. Det bliver nok ikke mere iøjnefaldende end på det Virginia Woolf billeder der hedder Should We Leave the Light Burning?. Værket er inspireret af et afsnit i romanen To the lighthouse, hvor huset står forladt tilbage. Virginia Woolf beskriver i det afsnit, hvordan menneskenes genstande peger på de mennesker, der var. “What people had shed and left - a pair of shoes, a shooting cap, some faded skirts and coats in the wardrobes - those alone kept the human shape and in the emptiness indicated how once they were filled and animated (..)”.

Tiden træder frem blandt menneskenes genstande, når der ikke er mennesker til at bruge dem og gøre dem levende. Med fraværet af mennesker bliver tiden synlig. Noget man måske kan genkende, hvis man som barn har sneget sig ind i et af byens forladte spøgelseshuse og gyst over fornemmelsen af tidens tand. Tiden er til stede i Jesper Christiansens værker, men det betyder ikke, at man ikke kan fortabe og forglemme sig, når man står overfor dem. Tværtimod. Forbillede skaber verdener af øjeblikke hvor detaljerigdom og fraværsæstetik går hånd i hånd.

Fakta

Jesper Christiansen (f. 1955) er uddannet fra Det kongelige Danske Kunstakademi 1981-1988, hvor han fra 2002 til 2008 også var professor.

Udstillingen Forbillede kan opleves på Kunstforeningen Gl. Strand fra d. 3. februar til d. 22. april 2018.

Arrangementer i udstillingsperioden:
Talk med Jesper Christiansen og Merete Pryds Helle: Onsdag d. 14. marts kl. 17.00
Foredrag ved Jesper Christiansen om maleri og litteratur: Onsdag d. 4. april kl. 16.00