Anbefalinger og tendenser #38 - En hyldest til kroppen
NyhedSkrevet af: Rikke Engsig Nielsen21. sept 2021

Anbefalinger og tendenser #38 - En hyldest til kroppen

6 anbefalinger til kultur, der hylder kroppen. I denne uge dykker vi ned i kulturtilbud og arrangementer, der skildrer erfaringer med kroppen og bryder med tabuer om køn, krop og seksualitet
Anbefalinger og tendenser #38 - En hyldest til kroppen</br>Slankere, smukkere, strammere, stærkere – og allerhelst nu, nu, nu, NU! V.O.M.P - VANITY OF MODERN PANIC af Gunilla Lind Dansekompagni spiller på Bora Bora som en del af Genderhouse Festival fra den 27. - 28. september</br>Foto: PR-foto / Gunilla Lind Danseteater - Kasper Nybo Photography
Slankere, smukkere, strammere, stærkere – og allerhelst nu, nu, nu, NU! V.O.M.P - VANITY OF MODERN PANIC af Gunilla Lind Dansekompagni spiller på Bora Bora som en del af Genderhouse Festival fra den 27. - 28. september
Foto: PR-foto / Gunilla Lind Danseteater - Kasper Nybo Photography
Crop top diskussioner, #MeToo-kampagner og kønsdebatter har de seneste år virkeligt sat kroppen på den politiske dagsorden. Det skaber debatter om, hvordan vi skal se på kroppen, hvad den kan, hvad den må og hvem, der bestemmer over den. Må piger i folkeskolen gå i crop tops? Og må chefen på kontoret røre ved din skulder?

Kunstnere har i flere hundrede år fremstillet kroppen og vist os noget om samtidens kropsidealer og levevilkår. Men de seneste år har vi set, at tidens store krops-, seksualitet- og kønsdebatter har betydet, at kroppen fylder i kunsten på nye måder, og at kunstnere tager kroppen til forhandlinger og bryder med tabuer om køn, krop og seksualitet. Med kroppen som tema kommer selve oplevelsen og sansningen af kunsten i fokus, og vi kommer helt ind i intimsfæren og ind under huden på mennesker. I denne uge dykker på på redaktionen ned i kulturtilbud og arrangementer, som sætter gang i sanserne, tager os med ind i de kropslige erfaringer og minder os om at hylde alle kroppe og deres forskelligheder.

Olga Ravns ‘Mit arbejde’ som teaterforestilling


Da forfatteren Anna føder et barn, rammer det hende som et chok. Hun kan ikke sove, hun er bange for at barnet ikke knytter sig til hende, og hun nægter at lade sin partner hjælpe sig. Hun søger nu en plads i verden blandt amning, manglende søvn, tøjvask og shopping, og kæmper for at kunne tænke og skrive igen. I MIT ARBEJDE beskriver Olga Ravn meget ærligt, hvordan mødet med moderskabet kan føles overvældende, og hvordan det i hendes tilfælde førte til en fødselsdepression. Hun modtog Politikens Litteraturpris 2020 for bogen, der desuden har givet anledning til debat om vilkårene på de danske fødeafdelinger. Romanen er nu blevet til en teaterforestilling, som du kan opleve på Husets Teater i København.

Teaterforestillingen ‘Mit arbejde’, fra d. 21. september - 23. oktober, på Husets Teater

Læs også: Mødre fra 500 års kunsthistorie får stemmer af vor tids forfattere

‘Skam dig’ dokumentarisk teaterforestilling

Skam er følelsen af at være forkert og ønsket om at skjule det. Skam er rettet indad og kan opleves lammende. Men hvad skammer vi os egentlig over i dag modsat for 70 år siden? Hvordan har skammen ændret sig gennem tiden, og hvilke nye udtryk har den fået? Med forestillingen SKAM DIG! sætter Erindringsfabrikken fokus på kvindeliv i Danmark fra perioden 1950 og frem til i dag. Forestillingen bygger på samtaler med kvinder mellem 15 og 90 år og deres oplevelse af skam og udskamning særligt knyttet til krop og seksualitet. SKAM DIG dykker på den måde gennem forskellige kvinders eget blik og oplevelser ned i tidligere tiders problematikker som illegale aborter, manglende ligestilling i hjemmet, at få børn uden for ægteskabet og bevæger sig frem til i dag med emner som seksualitet, kønsnormer, #meetoo, digital adfærd og krænkelser.

Teaterforestillingen ‘Skam dig’, fra d. 21. - 25. september kl. 20:00, på Teater Får302, København 

Lydmor x Dark Matters

Surburban Summer i Albertslund har inviteret Lydmor forbi og bedt hende pege på en artist, hun gerne vil lukkes inde på Forbrændingen med i en uge, hvorefter de sammen giver et show. Hun har peget på Dark Matters, som er en kunstnergruppe og kreativt studie, der skaber unikke universer og visuelt æstetiske oplevelser gennem lys, arkitektur, storytelling og teknologi. Lydmor er berygtet og kendt for altid at levere en magisk cocktail af udfordrende visuelle shows kombineret med hendes tryllebindende konceptuelle elektropop. Hun bruger sin krop til at skabe fantastisk scenekunst, går aldrig på kompromis og går altid sine egne veje. Når Lydmor og Dark Matters kommer ud på scenen efter at have arbejdet i 7 dage om at skabe noget unikt, så kan man godt forvente noget helt særligt, en eksplosion for alle sanser.

Koncert med Lydmor og Dark Matters, d. 25. september kl. 20:00, på Forbrændingen i Albertslund 

Samtalecafe om litteratur, fødsler og forælderskab

I det danske samfund betragtes en fødsel og det at få et barn grundlæggende som en glædelig og mirakuløs begivenhed. Men med en fødsel følger også frygt og sårbarhed. Denne dobbelthed i livets begyndelse og paradokset om mor-kroppen og kropsidealer kan virke som en selvfølge, men er ikke desto mindre et meget uudforsket felt - og det kan få sådanne tanker og erfaringer til at virke forkerte, forvirrende - eller ligefrem sygelige. Vi lever stadig i en kristen opfattelse af, at 'med smerte skal du føde dit barn', og diskussionen om, hvordan fødsler bør foregå, er mere heftig end nogensinde. Fødsler og forældreskab er også blevet et fremtrædende tema i rigtig meget ny dansk og international skønlitteratur, hvilket er omdrejningspunktet for en samtale mellem forfatter og rektor på Forfatterskolen Ursula Andkjær Olsen, ph.d. og jordemoder Christina Prinds og litteraturforsker Peter Simonsen.

Samtalecaféen er en del af Hearts & Minds festivalen om krop, sind og sundhed, som finder sted i Aarhus fra d. 24.- 26. september og i København fra d. 26.-28. november. Se hele programmet for Hearts & Minds her

Samtalecafé om litteratur og forælderskab, den 26. september kl. 13:00, på Dokk1, Aarhus

‘Kærlighedens År’ af Johanne Mygind

I fredags udgav den stærke feministiske stemme og journalist, Johanne Mygind, sin første roman. ‘Kærlighedens År’ er en roman om længsel, kropslige lyster og frihed. Det er en rå og rørende fortælling om mødre og døtre og om kampen for frigørelse gennem tre generationer. Nanna er nyskilt og lige flyttet ind i en lejlighed i Sydhavnen med sine tre børn. Som podcaster og dokumentarist lever Nanna af at fortælle historier, og i forsøget på at forstå sin egen historie beslutter hun at lave en udsendelse om sin mor. Elisabeth var frontfigur for 1970’ernes Rødstrømpebevægelse, smuk og feteret i sin storhedstid. En skjult historie om kvinderne i familien træder frem. Den handler om Nannas mormor Rigmor, der drømmer om at blive læge, men bliver gravid, og om Elisabeth, der tror på feministisk forandring, men ikke tør stå ved sin forelskelse i en anden kvinde. Samtidig må Nanna, der prøver at få greb om sit nye liv, også stille spørgsmål til sig selv og sine idealer og valg. Hvad vil hun bruge sin frihed til?

Romanen ‘Kærlighedens år’, udkom d.17. september, på Gads Forlag

The GENDERhouse Festival

I Aarhus kan du opleve dette års GENDERhouse festival med queer forestillinger, udstillinger og events om køn, krop og seksualitet. Festivalen taler ind i nutiden efter en tid i coronakrisens isolation. Ensomhed, livet, døden, intimitet, køn, magt og udenforskab er bare nogle af de temaer, der bliver sat fokus på i dette års program. I år er The GENDERhouse Festival er gået sammen med BORA BORA, Museet KØN, GODSBANEN, Åbne Scene og Dokk1 om at præsentere queer kunstnere, der udfordrer det hetero-normative og homogene, med målet om at mangfoldiggøre det kulturelle landskab i Aarhus.

På fredag byder festivalen blandt andet på danseforestillingen ‘Graces’, som du kan opleve på BORA BORA . Her tager den italienske koreograf Silvia Gribaudi livtag med kønsstereotyper, kropsidealer, skønhed og virtuositet i en komiske og empatisk hyldest til den frigjorte krop og det hele menneske – i al sin ufuldkommenhed. Under hele festivalen kan du også opleve udstillingen ‘Women in Power’ på museet KØN, som er lavet af en række kvindelige kunstnere, der ser nærmere på magten og den rolle, magt spiller i kvinders liv. Værkerne ser nærmere på kvinders seksualitet, litteratur, moderskab, på begrebet ’mansplaining’ og meget mere. Du kan også se udstillingen ‘Talking Genders Exhibition i Godsbanens Foyer med kunstværker lavet af unge queer kunstnere. Værkerne beskæftiger sig alle med emner som queerness, køn, seksualitet og identitet og udstillingen viser forskellige værker fra proces til færdige kunstværker. Du kan også tage på den performative lydvandring ‘Queering the Walkscape’, hvor du vil opleve byen og de vante omgivelser fra queer-mandens perspektiv. Du skal bare tage høretelefonerne på, og så bliver du guidet af to fortællerstemmer, som fletter instruktioner, fakta og personlige fortællinger ind undervejs.

Se hele programmet for The GENDERhouse Festival her 

The GENDERhouse Festival, fra d. 24. september - 10. oktober, på BORA BORA, Museet KØN, Godsbanen og DOKK1, i Aarhus
Facebook
Del på facebook

Rikke Engsig Nielsen

journalist
Rikke Engsig Nielsen har en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og studerer på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hendes hjerte banker især for ny nordisk skønlitteratur, autofiktion og for alle de kulturprodukter, der kommer ind under huden på karaktererne og gør os klogere på, hvad det vil sige at være et menneske.
Se Rikkes artikler her →
Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind