Anbefalinger og tendenser #37 - Kunsten kan bryde ensomheden

Anbefalinger og tendenser #37 - Kunsten kan bryde ensomheden

Kort og godt Skrevet af: Rikke Engsig Nielsen 13 Sep 2021

Anbefalinger og tendenser #37 - Kunsten kan bryde ensomheden

6 anbefalinger til kultur, der lukker dig ind midt i ensomhedens væsen. I denne uge dykker vi ned i alle de kulturtilbud og arrangementer, der fortæller historier om ensomme tilværelser og giver mulighed for genkendelse
Anbefalinger og tendenser #37 - Kunsten kan bryde ensomheden</br>På Aarhus Teater kan du lige nu opleve Kaj Munks bedste og mest intense skuespil ‘Ordet’</br>Foto: PR-foto / Aarhus Teater - Karoline Lieberkind
Foto: PR-foto / Aarhus Teater - Karoline Lieberkind
Se store billeder her →
På Aarhus Teater kan du lige nu opleve Kaj Munks bedste og mest intense skuespil ‘Ordet’
Ensomheden gør ondt. Det er en følelse, de fleste af os oplever på forskellige tidspunkter i livet. Enten når vi er alene, eller når vi er sammen med andre mennesker. Særligt coronakrisens isolation har for mange vækket en smertefuld og ubehagelig ensomhedsfølelse til live. Alligevel er det stadigvæk et tabubelagt emne, som det kan være svært at sætte ord på og dele med andre.

Men det er vigtigt, at vi taler om den og rækker hånden ud til andre for at bryde ensomheden. Vi kan også finde genkendelse og blive mødt med vores følelser i kunsten. Mange forskellige kunstnere inden for både film, litteratur, teater, billedkunst og musik skildrer ensomme skæbner og følelser. I denne uge anbefaler vi kultur og arrangementer, som viser andres ensomme tilværelser, og som kan give os en følelse af at være lidt mindre alene med ensomheden.

Bjørn Rasmussen ‘FORGABT’

Han bor alene i en kolonihave, har ikke kysset en mand i tre år og kommer kun for egen hånd. Han går ture med sin hund, læser H.C. Andersen og drømmer om at blive en havfrue. En dag føder han en dronning ud af røvhullet, hoster en prinsesse op på pudevåret, og så kommer feberen for at afskedige ham eller tilgive ham. ‘FORGABT’ af Bjørn Rasmussen er digte om at være alene, om ikke at blive berørt af menneskehånd og om at finde andre former for intimitet, lyst og kropslighed end seksualitetens. I FORGABT opløser Bjørn Rasmussen membranen mellem drøm og virkelighed og lader dét være den heftigste affære. Digtsamlingen bliver udgivet af Gyldendal den 16. september.

Bjørn Rasmussens ‘FORGABT’ udkommer den 16. september på Forlaget Gyldendal

Kunst og romaner ‘Kvinde set fra ryggen’

På torsdag kan du på Lyngby Bibliotek opleve Jesper Wung-Zung læse op og snakke om sin aktuelle roman ‘Kvinde set fra ryggen’. Romanen handler om Ida Hammershøj, som bedst kunne kendes på sin nakke, da hun levede. Gang på gang malede hendes berømte kunstnermand Vilhelm hende fra ryggen i tyste interiører. Hvad er Idas historie? Hvordan kunne hun finde styrken til at udholde ensomheden i hendes skæbne, som et motiv, set fra ryggen? Og hvordan giver man stemme til et stumt motiv? Jesper Wung-Sung fortæller om kunst, skrift og arbejdet med sin aktuelle roman i samtale med leder af Sophienholm Kuntshal Barbara Læssøe Stephensen.

Læs vores interview med forfatter Jesper Wung-Zung i forbindelse med bogens udgivelse her

Samtale og oplæsning med Jesper Wung-Zung, den 16. september kl 19:00, på Stadsbiblioteket, Lyngby Bibliotek

Dokumentarfilmen ‘Det er ikke slut endnu’

I dokumentarfilmen 'Det er ikke slut endnu' følger vi det lille, unikke plejehjem Dagmarsminde, hvor sygeplejerske og ildsjæl May Bjerre Eiby, ikke går op i specifikke demensdiagnoser eller medicin, da ingen af delene forbedrer de 11 beboeres livskvalitet. I stedet har May udviklet en ny behandlingsform. May kalder behandlingen omsorg, hvor kram, nærvær, samtale, humor, øjenkontakt og fællesskabsfølelse er opskriften på at mindske ensomheden og forbedre beboernes sindstilstand. Målet er at inspirere til en total ændring i måden, mennesker med demens bliver behandlet i sundhedssystemet i dag – med et skift fra medicin til omsorg. 'Det er ikke slut endnu' er instrueret af Louise Detlefsen, der også stod bag ‘Fat Front’.

Biograffilmen ‘Det er ikke slut endnu’, premiere den 21. september, i biograferne Biffen Nordkraft, BIO Næstved, Cafe Biografen Vov Vov, FORMAT biograf, Grand Teatret, Reprise Teatret, Valby Kino, Værløse Bio, Øst for Paradis

Udstillingen ‘Ø’

På Avedøre Bibliotek og Kulturhus er der lige nu en indlevende, omfavnende udstilling, hvor du kan komme til at oplevede illustrationskunst for børn i verdensklasse på egen krop. Udstillingen 'Ø' er baseret på den prisvindende illustrator Anna Jacobina Jacobsens billedbog af samme navn, der i 2019 modtog Kulturministeriets Illustratorpris. Jacobinas ordløse bog 'Ø' handler om en pige, der bor på en ø helt alene, indtil hun en morgen finder en lille havfrue i en dåse sardiner. Pigen og havfruen indleder et magisk venskab med hinanden. I udstillingen inviterer BIBIANA Danmark børn og deres voksne ind i Jacobinas fuldstændigt vidunderlige og finurlige univers. Du kan opleve de fantastiske illustrationer fra 'Ø' præsenteret i en verden af Jacobinas streg.

Udstillingen ‘Ø’, udstilles fra den 23. august - 3. oktober, på Avedøre Bibliotek og Kulturhus

‘Ordet’ på Aarhus Teater

På Aarhus Teater kan du lige nu opleve Kaj Munks bedste og mest intense skuespil ‘Ordet’. Stykket handler om den grundtvigianske storbonde Mikkel Borgen, som nægter sin søn Anders at gifte sig med den kvinde, han elsker, fordi hun er ud af indremissionsk slægt. Mikkels svigerdatter, Inger, med det store hjerte og den rene barnetro prøver at overbevise patriarken om, at kærligheden må overvinde strid og uenighed. Dog uden større held. ‘Ordet’ handler om ulykkelig kærlighed, om tro og om ensomheden og ulykken over ikke at kunne være sammen med den, man elsker.

Teaterforestillingen ‘Ordet’, spilledage fra den 4. september - 9. oktober, på Aarhus Teater

Blaue Blume på SPOT festival

Til SPOT festival i Aarhus optræder Blaue Blume i år med deres tryllebindende musik. Efter at have trukket stikket under bandets koncertturne i 2017, grundet forsanger Jonas Smiths ærlige kamp med depression, udkom Blaue Blume to år senere med albummet ‘Bell of Wool’ (2019). Sangene handler om intense følelser, om kærlighed og ensomhed og om en søgen efter samhørighed med verden og naturen. Albummet indkapsler bandets smukke og magiske lydunivers, og det blev rost til skyerne af anmeldere såvel som publikum. Senest har bandet også gjort deres comeback på scenen på deres tour rundt i Danmark.

Blaue Blume koncert, fredag d. 17. september kl. 00:00, på SPOT festival i Aarhus
Del på facebook
Facebook

Rikke Engsig Nielsen

Rikke Engsig Nielsen har en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og studerer på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hendes hjerte banker især for ny nordisk skønlitteratur, autofiktion og for alle de kulturprodukter, der kommer ind under huden på karaktererne og gør os klogere på, hvad det vil sige at være et menneske.
Se Rikkes artikler her →
Feature artikler
Kulturspind magasin - på gaden nu
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind