Anbefalinger og tendenser #34
NyhedSkrevet af: Rikke Engsig Nielsen24. aug 2021

Anbefalinger og tendenser #34

6 anbefalinger til kultur, der tager dig med ind i drømmenes fantastiske univers. I denne uge kan du opleve masser af kulturtilbud og arrangementer, som undersøger og udforsker alle slags drømme og inviterer dig med ind i drømmeagtige, kreative og fantasifulde rum
Anbefalinger og tendenser #34</br>Til Copenhagen Opera Festival kan du i år tage til H.C. Andersens opera-eventyr med nyskrevet operamusik og fantastiske eventyr</br>Foto: PR-foto: Copenhagen Opera Festival - Malaika Friedrich-Patoine
Til Copenhagen Opera Festival kan du i år tage til H.C. Andersens opera-eventyr med nyskrevet operamusik og fantastiske eventyr
Foto: PR-foto: Copenhagen Opera Festival - Malaika Friedrich-Patoine
“Drømmen fører mennesket mod nye mål. Drømmen er jo selve livskilden”. Sådan sagde én af Danmarks førende surrealististiske kunstnere, Wilhelm Freddie, i 1962. Ligesom mange andre surrealister var han meget optaget af drømme i sin kunst, og han arbejdede med at få det underbevidste frem ved at bruge en meget spontan og direkte maleteknik. På den måde forsøgte han at skabe en bro mellem drømmenes og virkelighedens verden.

Det er dog ikke kun de surrealistiske billedkunstnere, som bruger drømmene aktivt i deres kunst. Drømmenes univers har altid både interesseret og inspireret kunstnere, musikere, forfattere, filminstruktører og manuskriptforfatter til at skabe værker, der overskrider virkelighedens grænser og giver plads til fantasi og kreativitet. I denne uge dykker vi på redaktionen ned i al den kultur og de arrangementer, du kan finde rundt i hele Danmark, som behandler drømmen som tema og tager dig med ind i spændende, mystiske og legende drømme-atmosfærer.

Hvad skal du opleve?

Fotoudstilling ”Drømmens rejsebureau”

I KU.BE og Byhaven i København kan du opleve en fotoudstilling, som sætter fokus på rejsedrømme og udlængsel efter et år i coronaens tegn. Udstillingen er skabt i samarbejde med lokale beboere fra boligafdelingen ‘FFB Stjernen’, et boligområde med stor social, etnisk og kulturel diversitet og et særligt sammenhold. Beboerne har ligesom mange andre ikke kunnet rejse ud i hele 2020. Men med ‘Drømmenes Rejsebureau’ blev de inviteret til at rejse ud i verden på fantasiens vinger og blive portrætteret foran deres drømmedestinationer. Baggrundene er skabt af fotograf, Shazia Khan, og udvalgt i samarbejde med de medvirkende, som gennem møder og samtaler har fortalt, hvor de kunne tænke sig at rejse hen. Alt fra ørkenlandskaber til skovsøer, stjernehimler og bjerge. På udstillingen kan man seKom og se de lokales drømmerejser og drøm dig selv ud i verden ved at tage et selfie foran et af landskaberne.

Udstilling fra d. 29. juni - 30. august, KU.BE og Byhaven i København

‘Vi drømmer’ på Moesgaard Museum

Hvad er drømme egentligt? Hvad handler de om? Hvad betyder de? Og hvordan skal vi forholde os til dem? Det er nogle af de spørgsmål, som 54 antropologistuderende fra Aarhus Universitet tager op og sætter under lup til årets studenterudstilling på Moesgaard Museum. Med udstillingen ‘Vi drømmer’ inviterer de studerende dig til at udfolde og udforske alle slags drømme og til at dykke ned i seks fragmenter fra drømmenes verden. Du får et indblik i nattens drømme og kommer med på en rejse ind i grænselandet mellem det vågne og det sovende. Du hører om livsdrømme, om hverdagens drømmere, og om drømmen om et barn, om et hjem, om den store kærlighed eller karriere. ‘Vi drømmer’ handler om drømme på tværs af tid og sted. Med udstillingen håber de studerende på at sætte gang i refleksioner om drømmenes betydninger i livet.

Udstilling fra 22. juni - 26. september, Moesgaard Museum Aarhus

Jada koncert i Tivoli Friheden

På fredag kan du opleve den talentfulde sangerinde, Jada, på scenen til Fed Fredag i Tivoli Friheden. Jada har de seneste år redet på en bølge af succes og har i dén grad præsteret at få sin popstjernedrøm til at gå i opfyldelse. Med en smuk og kraftfuld stemme, sårbare tekster og en drømmende, eventyrsagtig æstetik har hun sunget sig lige ind i hjerterne på danskerne. Hun har vundet både P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven og modtaget prisen ‘Årets nye livenavn’ ved Danish Music Awards i 2019. Og så skulle hun optræde på orange scene til den dog udskudt Roskilde Festival i 2020. Oplev hende live i Tivoli Friheden på fredag og kom med ind i hendes drømmende og legende univers.

Koncert d. 28. august kl. 20:00, Tivoli Friheden Aarhus

H. C. Andersens opera-eventyr 

Til Copenhagen Opera Festival kan du i år tage til H.C. Andersens opera-eventyr med nyskrevet operamusik og fantastiske eventyr. Forestillingen tager dig med til tre af H.C. Andersens mindre kendte eventyr , som med musik og magisk iscenesættelse samler sig til én magisk og farvestrålende fortælling. Musikken er skrevet af den danske jazzpianist og komponist Thomas Clausen og underbygger de drømmende og fantasifulde eventyr. Eventyrene tager sted i et fortryllende og legende drømme-univers, som er smukt iscenesat af instruktør Johanne Holten og scenograf Malaika Friedrich-Patoine. Forestillingen omfavner alle aldre og inviterer dig med ind i en drømmende verden, hvor der er plads til masser af kreativitet, leg, drøm og fantasi.

Forestilling d. 28. august kl. 15:00, BLOX København

Drømme i København - en film af Max Kestner

‘Drømme i København‘ er Max Kestners portræt af Danmarks hovedstad - en film om de fysiske omstændigheder, der er med til at forme vores liv. Om stederne, vi drømmer om, husene, vi vågner i, dørene, vi går ind og ud ad og vejene, vi færdes på. Det er en film om det levede livs påvirkning af byens facader, baggårde, lejligheder og åbne rum - det som byen består af, og som kameraet helt konkret fokuserer på, når menneskene i billederne oftest er uskarpe eller placeret perifert i beskæringen. Byen København er hovedperson i Kestners poesi og egen virkelighed.

Filmen kan streames på Filmstriben her

Lone Hørslevs Halvt i himlen

Den nye roman Halvt i himlen af Lone Hørslev som netop er udkommet handler om to søstre, som drømmer om et andet liv i 1920’ernes København. De vokser op i den fattige Pissrende og gør alt, hvad de kan for at få et liv, som byder på andet end elendige vilkår som tjenestepige. Bogen er inspireret af Lone Hørslevs egen oldemors historie.

Den er udkommet på Politikens Forlag
Facebook
Del på facebook

Rikke Engsig Nielsen

journalist
Rikke Engsig Nielsen har en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og studerer på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hendes hjerte banker især for ny nordisk skønlitteratur, autofiktion og for alle de kulturprodukter, der kommer ind under huden på karaktererne og gør os klogere på, hvad det vil sige at være et menneske.
Se Rikkes artikler her →
Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Seneste anmeldelser
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind