Den kompromisløse og intense I Am Not Your Negro holder intet tilbage. Det er en sjældent velfortalt dokumentarfilm, som gør kreativt brug af arkivmateriale og populærkulturelle sidespring.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Den sorte aktivist og forfatter, James Baldwin, var en af borgerrettighedsbevægelsens helt store stemmer. Og hvilken stemme. Både i tale og skrift er han nøjagtig så velformuleret som ansigtet er udtryksfuldt. De store, blanke øjne kan rumme hele den afroamerikanske modløshed og stålsathed i ét blik. Den rolige, bølgende stemme med en besynderlig, britisk klingende accent er hypnotiserende. Og når han smiler sit bredeste smil, krakelerer ansigtet i et svungent mønster af rynker.

James Baldwin er med andre ord en fabelagtig hovedperson. Filmens storyline er baseret på det ufærdige manuskript til Baldwins bog, Remember This House, der indeholder minder og erindringer fra livet i borgerrettighedsbevægelsen. Den tager udgangspunkt i tre af Baldwins venners dødsfald - borgerrettighedsforkæmperne Medgar Evers, Martin Luther King Jr. og Malcolm X, som alle blev snigmyrdet i 60'erne. De uredigerede brudstykker fra Remember This House og andre af Baldwins breve og tekster bliver i filmen læst op af Samuel L. Jackson, der fungerer glimrende som jeg-fortællerens stemme.

En smuk og effektfuld film

På trods af billedernes grusomme indhold er I Am Not Your Negro forrygende smuk og effektfuld i både klipning og lyd. Instruktør Raoul Peck gør brug af arkivmateriale på en kreativ og kunstnerisk måde, som adskiller filmen æstetisk fra den gængse historiske dokumentar. Her er ingen “talking heads” eller cheasy rekonstruktioner. Alle billeder synes at være bearbejdet nøjsomt, så de viser nye eller oversete vinkler af de historiske billeder, vi kender alt for godt. Mange af billederne er tilmed nyligt opgravet fra arkiverne, hvilket giver filmen en friskhed og vitalitet på billedsiden. Der krydsklippes hele filmen igennem til nutidige begivenheder; uroligheder i Ferguson, sammenstød mellem politiet og Black Lives Matter-demonstranter. Selvfølgelig for at sætte en tyk streg under, at Baldwins ord stadig er relevante i 2017.

Raoul Peck anvender på kløgtig vis populærkulturelle fænomener som et konstant nærværende sidespor i filmen. Særligt klip fra spillefilm, tv og reklamer. Den gennemgående pointe synes at være, at stereotyper i høj grad skabes og reproduceres i underholdningsindustrien. For eksempel den enfoldige og frygtsomme “nigger” eller den gakkede og kønsløse karikatur, som begge har været gennemgående repræsentationer af afroamerikanere langt op i filmhistorien. De mange filmklip er ikke blot kuriøs historiefortælling, det har også en vigtig pointe i forhold til James Baldwins fortælling. Han spejler ofte sig selv og kampen mod racisme i netop den sorte mand over for den hvide oppe på filmlærredet.

På trods af filmens malende billeder, er det James Baldwins indsigtsfulde ord, som er filmens rygrad. Baldwin er en gudsbenådet forfatter, hans sætninger poetiske og rytmiske, fortættet af alvorstung mening. Han tager publikum i hånden og leder dem følsomt, men skånselsløst, igennem de mange makabre episoder og det uforståelige had, som blotlægges på skærmen. Narrativet antager en opklippet og essayistisk form, hvilket gør filmen mere desorienteret og svævende end den typiske biografiske dokumentarfilm. Og det taler entydigt til filmens fordel.

Indignation eller manipulation?

I Am Not Your Negro er komplet kompromisløs i sin rasende indignation over den marginaliserede sorte befolkning i USA. Det understreges både i de stærke lydeffekter og i musikken, som akkompagnerer billederne af sorte mennesker, der mishandles igen og igen. VI får et chok, når hvide politimænd tæsker løs på tilsyneladende sagesløse demonstranter. Og væmmes, når hvide, banjospillende rednecks i sydstaterne håner og spytter efter Elizabeth Eckford, den første sorte studerende på Little Rock Central High School i Arkansas.

Virkningen er stor, men det er også heri, en af filmens få svagheder skal findes. Den bliver voldsomt ensidig og i bogstaveligste forstand for sort/hvid. Selvom prædikatet “dokumentar” aldrig har garanteret en nuanceret, objektiv og rationel skildring af virkeligheden, kan det være farligt at skrue samtlige patosknapper om på maksimum styrke igennem en hel film - uanset hvor retmæssig vreden og indignationen er. Der er for eksempel ingen grund til at tilføje lyden af dumpe slag, når Rodney King tæves af en flok hvide betjente. Billedet står rigeligt stærkt i sin egen nøgne grufuldhed.

Af samme grund kan man let komme til at se filmen som et partsindlæg i racismedebatten og Black Lives Matter-kampagnen i Trumps Amerika. Og anerkender man det, kan man godt få fornemmelsen af, at der bliver manipuleret kraftigt med én. Ens følelser kapres i rædselsfuld affekt, og det er aldrig det rette udgangspunkt for en rationel og oplyst diskussion. For problemerne er stadig præsente i dag, og vi skal tale om dem. Hvad enten vi kalder dem strukturelle, mellemmenneskelige eller noget tredje.

Når den uforsonende tone alligevel kan tilgives, skyldes det, at filmen naturligvis vælger at sværge troskab til sit subjekt, James Baldwin, og dennes urokkelige overbevisninger om “the ongoing struggle”. Nu er det brede smil væk, øjnene er fulde af alvor. Han udtrykker det selv med sædvanlig præcision:

“To be a Negro in this country and to be relatively conscious is to be in a rage almost all the time.”

FAKTA:

I Am Not Your Negro (dokumentar)

Premiere: 28. september 2017.

Instruktør: Raoul Peck

Medvirkende: James Baldwin, Medgar Evers, Martin Luther King Jr., Malcolm X, Sidney Portier, Harry Belafonte, Shumerria Harris, Samuel L. Jackson (indtaling) m.fl.

Varighed: 93 min.

Se her, hvilke biografer der viser filmen.