Skole i gamle dage Foleskolen 200 år | VILD med ViIDEN

Makrelmadder og arbejderbørn

ArtikelAlt det andetSkrevet af: Julie Nørbæk Jensen12. dec 2014
I 1814 indførte Frederik 6. undervisningspligt af alle danske børn. 200 års jubilæet lægger op til en genopdagelse af skolens traditioner og forandring. Gå på opdagelse i skolens historie i otte små bøger skrevet af faghistorikere til børn.

Skolejubilæet har givet nye muligheder for at blive klogere på skolen for både børn og voksne. VILD med VIDEN har udgivet otte små bøger, der handler om forskellige emner i skolens historie. Der bliver fortalt om lugten i skolen, straf i skolen, Frederik 6.s skolelove og meget mere. Bøgerne er i pixibogsformat og rigt illustreret. Anne Katrine Gjerløff er projektleder for Skole 200 år, der har stået for markeringen af skolens jubilæum og i den forbindelse har udviklet materiale til formidlingsbrug. Hun fortæller om valget af emner til bøgerne: "Udgangspunktet var dels at tage fat i hverdagstingene og de fysiske ting i skolen. Folk husker makrelmaden og rullemadrasserne. Det var derfor helt naturligt, at vi valgte emner som skolemad, hvordan der lugter i skolen, hvilke billeder hænger der på væggene i skolen osv." Bøgerne er skrevet i et enkelt og letforståeligt sprog, så de kan fungere både som højtlæsning og som læs-selv bøger for nye læsere.

Skolen i gamle dage
Formålet med VILD med VIDEN er at formidle “rigtig” viden, fortæller Lone Bruun, som er stifter af forlaget Epsilon og redaktør på VILD med VIDEN. “Vi vil levere solid, faglig viden skrevet af danske fagfolk til danske børn," siger hun. De otte bøger om skolen er drevet af nysgerrige spørgsmål: Hvordan var det at gå i skole i gamle dage? Ligner datidens skole nutidens på nogen måder? Anne Katrine Gjerløff fortæller, at det har været drivkraften bag Skole 200 år at gøre børn i stand til at sætte deres skoleliv ind i et historisk perspektiv. "I vores formidling til især skolebørn har det i høj grad handlet om, at de skulle kunne se skolen som noget, der har udviklet sig, og se deres egen skolehverdag som en del af en historie og dermed også kunne værdsætte den og kritisere den.”
Forfatterbeskrivelsen er også en vigtig del af bøgerne.
Foto: Julie Nørbæk Jensen
Mælkedreng fra 5-7. Skoledreng fra 8-14.
Foto: Julie Nørbæk Jensen
Gik alle børn i skole hver dag i gamle dage?
Foto: Pr-foto / Forlaget VILD med VIDEN - Forlaget Epsilon
Det var Frederik 6., der gav danske børn undervisningspligt.
Foto: Pr-foto / Forlaget VILD med VIDEN - Forlaget Epsilon
Tipoldefar lukkede køer ud klokken halv fem 
En af de otte bøger hedder Skolebørn i arbejde og handler om, hvordan børn tidligere har arbejdet sideløbende med deres skolegang. I historien indgår Emil fra Bornholm, født i 1906. Han kom ud og tjene som niårig og stod op klokken halv fem hver morgen for at hente køer og heste. Anette Eklund Hansen, historiker og forsker med erfaring fra Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, fortæller, at hun meget bevidst har brugt erindringen i fortællingen. Hendes barnebarn på 9 år har været konsulent på udarbejdelsen af bogen. "Det, der gjorde størst indtryk på hende i den historie, jeg havde skrevet, var de klip af erindringer, vi havde puttet ind i," siger hun. Anette Eklund Hansen uddyber, at erindringen bruges som sammenligningsgrundlag og giver børnene mulighed for at få en aha-oplevelse. "Når man finder en, der kan guide en videre pædagogisk, kan man sagtens finde kildemateriale til mange forskellige emner i arkiver. Det er med at bruge sin fantasi lidt, og så skal man ud og have guidning af en pædagog alt efter aldersgruppen," fortæller Anette Eklund Hansen om at formidle skriftlige, historiske kilder til børn.

Dygtige rollemodeller
Både Anette Eklund Hansen og Anne Katrine Gjerløff er som forfattere til flere af bøgerne også centrale i bogserien. Tanken bag VILD med VIDEN, hvor bøgerne om skolens historie er otte ud af indtil videre 40 bøger, er nemlig ikke blot, at børnene skal blive klogere på et bestemt emne. I hver bog er der også en betydelig forfatterbeskrivelse. Det er der, fordi folkene bag VILD med VIDEN gerne vil give børn et alternativ til de rollemodeller, der findes i medieverdenen i dag. "Jeg synes godt, vi kan sende nogle rollemodeller ud til vores børn, så vi siger, det her kan du også blive. Forfatterbeskrivelsen er i jeg-form, så børnene kan blive inspireret og tænke ej, hvor spændende, det lyder da interessant, at man kan arbejde med de ting,” siger Lone Bruun.
Giver du dine børn det samme i madkassen, som du fik?
Foto: Pr-foto / Forlaget VILD med VIDEN - Forlaget Epsilon
Der er otte bøger om skolens historie i serien.
Foto: Julie Nørbæk Jensen
Farfar gik også på klamme toiletter
Bøgerne tager fat i hverdagen i skolen, men handler også om praktiske problemer i skolens som eksempelvis toiletforhold. "Jeg har tænkt meget på, at det er de samme problemer, der møder børn i dag som i gamle dage. Vi ved, at skoleelever også i dag synes, at deres toiletter på skolen er klamme. Så jeg har fra starten vidst, at det her var noget, de ville kunne genkende, og så har jeg prøvet at give eksempler på, at det her problem altid har været her, blot på en anden måde," fortæller Anne Katrine Gjerløff om arbejdet med sine to bøger.

Bøgerne giver børn mulighed for at sætte deres egen hverdag i perspektiv og udfolde en verden af gode historier, ligheder og forskelle. Variationen af emnerne giver et helhedsindtryk af den danske skole gennem historien. Bøgerne indbyder dermed til at lære mere om skolens historie, men også til at børnene bliver nysgerrige og får lyst til at uddybe deres viden. Derfor er der bagpå hver bog en introduktion til et museum, så læsningen kan ledsages af et besøg på et af landets mange kulturhistoriske institutioner – en oplagt aktivitet i juleferien!

Bøgerne kan købes her: http://www.vildmedviden.com/priser/ til 20 kroner per bog eller alle otte bøger for 120 kroner.
Gå på opdagelse og bliv endnu klogere på skoleuniverset og Skole 200 år her: http://skole200.dk
Facebook
Del på facebook

Julie Nørbæk Jensen

Julie læser en kandidat i historie på Københavns Universitet. Hun har sideløbende med sit studie arbejdet på arkiv og museum, hvor hun bl.a. har beskæftiget sig med formidling af danmarkshistorien til skolebørn. Hun ønsker at åbne op for historiens univers i børnehøjde, og hverdagsliv samt leveforhold i Danmark gennem tiden er hendes hovedinteresse.
Se Julies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind