Anbefalinger og tendenser #47 - At vokse op og finde sin plads i verden

Anbefalinger og tendenser #47 - At vokse op og finde sin plads i verden

6 anbefalinger til kultur, der skildrer ungdomslivet. I denne uge dykker vi ned i kulturtilbud og arrangementer, der sætter fokus på, hvordan det kan føles at være ung og lede efter sin plads i verden
OmtaleAlt det andetSkrevet af: Rikke Engsig Nielsen22. nov 2021
Ungdommen kan føles som en mærkelig og turbulent tid. Det er her, vi starter på den rejse, der handler om at finde ud af, hvem vi egentligt er, hvem vi gerne vil være, og hvad vi gerne vil bruge vores liv på. Det er en tid fyldt med muligheder, potentiale, beslutninger og forventninger. Sjove og spændende oplevelser, frihed og glæde. Men også med tvivl, pres, uvished og forandringer.

I denne uges anbefalinger dykker vi på redaktionen ned i kulturtilbud og arrangementer i hele landet, som hylder ungdommen og viser både det gode, sjove og spændende i ungdomslivet, men også det forvirrende, svære og nervepirrende. Her kan du mindes, hvordan det var at befinde sig mellem barndommen og voksenlivet. Eller du kan spejle dine egne oplevelser- og følelser med at være ung i fortællinger, som bliver fortalt på scenen, i litteraturen, film, billedkunst eller musik.
Anbefalinger og tendenser #47 - At vokse op og finde sin plads i verden</br>På Aarhus Teater forvandler to dramtikertalenter to af Tove Ditlevsens hårde og stærke romaner til vital scenekunst. De to romaner har rod i 1940’ernes arbejderklasse i de barske københavnske brokvarterer</br>Foto: PR-foto / Aarhus Teater - Rumle Skafte
På Aarhus Teater forvandler to dramtikertalenter to af Tove Ditlevsens hårde og stærke romaner til vital scenekunst. De to romaner har rod i 1940’ernes arbejderklasse i de barske københavnske brokvarterer
Foto: PR-foto / Aarhus Teater - Rumle Skafte

‘Man vokser op’ teaterforestilling

I disse år oplever vi en sand Tove Ditlevsen-revival, ikke bare herhjemme, men også i udlandet. Nu forvandler to dramatikertalenter fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus to af Tove Ditlevsens hårde og stærke romaner til vital scenekunst. De to romaner har rod i 1940’ernes arbejderklasse i de barske københavnske brokvarterer, men hendes erfaringer om at vokse op og gå fra barndommen til voksenlivet er tidløse. Regina Rex dramatiserer Ditlevsens debutroman, ‘Man gjorde et barn fortræd’ (1941), der handler om den 19-årige Kirsten. Hun har en indre vrede og søger tilbage i sin barndoms erindringer, hvor hun må erkende, at hun var et barn, man gjorde smerteligt fortræd. Ingeborg Thomsen dramatiserer For barnets skyld (1946), hvor du møder du den 12-årige Birgit, skilsmissebarn og trængt af forældrenes ego­istiske handlinger. De to dramatiseringer bliver to enaktere samlet under titlen ‘Man vokser op’. Den fremadstormende instruktør Sigrid Johannesen iscenesætter, og Aarhus Teaters Reumert-vindende husscenograf David Gehrt udformer scenografien.

Teaterforestillingen ‘Man vokser op’, fra den 12. november - 4. december, på Aarhus Teater

‘Til ungdommen’ teaterforestilling

Hvor længe er man barn, og hvordan bliver man egentlig voksen? Og længes vi i virkeligheden alle sammen, på tværs af aldre og generationer, efter det samme? ‘Til ungdommen’ er en forestilling skabt ud fra biografiske historier fra unge menneskers egne liv. Forestillingen handler om alt og intet, i en sær, sjov, spændende og vigtig tid. Om at ville forsvinde fra det hele, slippe alt og længes efter noget, der ikke kan forklares. Om at være bedøvende ligeglad og samtidig bekymre sig om alt. Om at finde ud og hjem. Om at føle sig lille i en stor verden og om det modsatte. Kort sagt; en forestilling om at høre til, også hvor du ikke føler, at du hører hjemme. ‘Til ungdommen’ er baseret på Linn Skåbers bestseller af samme navn. Teksterne er oversat, bearbejdet og iscenesat af Pelle Koppel.

Teaterforestillingen ‘TIL UNGDOMMEN’, fra den 13. november - 5. december, på Teater V, i Valby

‘Tavs disko’ af Shosha Florrie Raymond

I lørdags udkom Shosha Florrie Raymond med romanen ‘Tavs disko’ på forlaget Vild Maskine. Forfatteren debuterede i 2018 med kortromanen ‘Stillezone’, som blev shortlistet til Munch-Christensens Debutantpris og fik flotte anmeldelser. I ‘Tavs disko’ har hun udviklet sit fortællertalent og skrevet en roman om et venskab i opløsning, om klimakrisen og om at finde sin egen seksualitet i overgangen fra barndom til voksenlivet. Romanen handler om Blake og Zelda, som er barndomsvenner og er vokset op på en højskole sammen. Nu er de næsten voksne og bor på Nørrebro med deres kat Greta Thunberg. Barndomsminder og nutid væver sig ind og ud af hinanden, mens Blake forsøger at finde ud af, hvem hun er, og hvad hun skal med sit liv. ‘Tavs Disko’ er en roman om kærlighed og klimakrisen, og frem for alt om et venskab i overgangen mellem barndom og voksenliv.

Romanen ‘Tavs Disko’, udkom den 20. november, på forlaget Vild Maskine

‘Tour de chambre’ teaterforestilling

Tine Høegs humoristiske og poetiske roman ‘Tour de chambre’ kan nu opleves som skuespil, når den bliver iscenesat af Sigrid Strøm Reibo og et stærkt hold af skuespillere. ‘Tour de chambre’ handler om Asta, som er en ung kvinde i trediverne, der kejtet forsøger at finde sig til rette i en verden af voksne. Hun skriver på sin anden roman, men kan ikke få hul på den. Da hun modtager en invitation til en mindehøjtidelighed, presser en fortælling fra fortiden sig på. En fortælling fra kollegietiden, hvor hun var hemmeligt forelsket i veninden Mais kæreste, August. I al hemmelighed begynder Asta forfra på en ny roman inspireret af sin tvivlende ungdom. Om de pirrende, varme og forbudte følelser for August, skammen over at bedrage Mai og sorgen over at miste ham. Astas nye roman bliver et altudleverende selvportræt, der ligger og tikker som en bombe under venskabet med Mai.

Teaterforestillingen ‘Tour de chambre’, fra den 28. oktober - den 30. november, oplev den i Musikhuset Aarhus, Sønderjyllandssalen Aabenraa, Stadttheater Flensburg, Sønderborg teater, Lynghøjskolen Roskilde, Rønne Theater

Barselona koncert

På søndag optræder den talentfulde duo, Barselona, på Bremens Teater. Barselona har i løbet af de sidste to år taget Danmark med storm. Med udsolgte koncerter i hele landet, en P3 Guld nominering og optrædener på Roskilde Festival, Heartland og Smuk Fest har de slået deres navn fast som et af de stærkeste nye navne herhjemme. Rud Aslak og Rasmus Theodor, to 18-årige drenge, er duo’en bag Barselona. Barselona udgav deres nye album ’1 Dag Er Vi 1 Minde’ i efteråret – et album, som har været under udvikling det seneste år, hvor Barselona har sat tålmodighed og grundighed øverst på dagsordenen. De er kompromisløse i deres ambition om at gøre tingene på deres helt egen måde og forener ungdommelig pop med en rå klang af punk og synth-fyldte beats. De bryder med de klassiske skabeloner, og skubbe til både grænser, genre og tendenser og skriver sange om ungdomskærlighed, forelskelser, om at vokse op og blive til den, man vil være.

Barselona koncert, den 28. november, på Bremen Teater, i København

Biograffilmen ‘Venuseffekten’

I biograferne kan du opleve den danske romantiske komedie 'Venuseffekten', som handler om den 25-årige Liv, der bor i provinsen og stadig ikke har klippet navlestrengen til forældrene Liv bruger det meste af sin tid på familiens æbleplantage og har ikke fundet sig selv endnu. Men da hun helt uforberedt forelsker sig i den kaotiske og eventyrlige Andrea, vender det op og ned på hendes liv. Den unge kvinde er splittet mellem trygheden blandt æbletræerne hos forældrene og det spændende storbyliv med Andreas progressive venner. Og da tingene samtidig tager en uventet drejning i familien, må Liv én gang for alle finde ud af, hvem hun er, og hvor hun hører til. Instruktør Anna Emma Haudal har tidligere stået bag den populære ungdomsserie Doggystyle og har nu sin spillefilmsdebut.

Biograffilmen ‘Venuseffekten’, premiere den 18. november, kan ses i biografer i hele landet

 

Topfoto : PR-foto / Aarhus Teater - Rumle Skafte

Facebook
Del på facebook

Rikke Engsig Nielsen

journalist
Rikke Engsig Nielsen har en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og studerer på kandidatuddannelsen i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hendes hjerte banker især for ny nordisk skønlitteratur, autofiktion og for alle de kulturprodukter, der kommer ind under huden på karaktererne og gør os klogere på, hvad det vil sige at være et menneske.
Se Rikkes artikler her →
Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Seneste anmeldelser
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind