Franz Kafkas roman Processen som dukketeater for voksne
★ ★ ★ ★ ★ ☆

Grænseoverskridende, vanvittigt og virkelig morsomt dukketeater for voksne

ArtikelSceneSkrevet af: Mette Wallin Andersen20. maj 2017

Den slovenske dukketeatertrup Puppet Theatre Maribor har dramatiseret Franz Kafkas roman Processen lige nu besøger de Teatret Gruppe 38 i Aarhus

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Franz Kafkas mest kendte roman Processen er en klassiker. Den fortæller historien om Joseph K., som en dag uden varsel finder sig selv anklaget for en forbrydelse. Han ved ikke hvad han har gjort, eller hvordan han skal forsvare sig. Et absurd og mareridtsagtigt møde med retsmaskineriet begynder.

Et styrtdyk i Kafkas univers

Puppet Theater Maribors dramatisering af Processen, The Trial or The Woeful Story of Joseph K., kyler publikum hovedkuls i armene på Kafka. Allerede før publikum er bænket i teatersalen er vi blevet ført dybt ind i Kafkas univers. Forestillingen starter med, at publikum føres gennem alle mulige krinkelkroge af Teatret Gruppe 38. Op gennem en smal trappeopgang. Gennem små værelser med afsindige scener, herunder en kvinde, der frustreret forsøger at tegne en plyskanin og en mand, der spiller klaver med en vildsvinemaske på. Det absurde, klaustrofobiske og vanvittige kommer snigende.
De to skuespillere skaber gennem forestillingen et utal af karakterer.
Foto: PR-foto / ILT teaterfestival
Inde i salen sidder vi tæt. Både på hinanden og på skuespillerne.
Foto: PR-foto / ILT teaterfestival
Inde i salen sidder vi tæt. Både på hinanden og på skuespillerne. En stor kasse, der ligner noget, der kunne have tilhørt en tryllekunstner er centrum for forestillingen. To høje skuespillere klædt i lange sorte læderjakker fører os igennem anklageprocessen og det er os, publikum, der er den anklagede Joseph K. På imponerende vis og med et tempo, der får sveden til at sprøjte fra skuespillerne skiftes der mellem skyggeteater, hånddukker, objektteater og koncertlignende indslag. Den store kasse mosles rundt på scenen og er skiftevis et sæt døre, en trappeopgang og kroppen til en skræmmende kolos af en dommer.

De to skuespillere skaber et utal af karakterer, som de enten spiller sammen, som når de hver har en arm i skjorten på en excentrisk kunstner, eller hver for sig, som når læderhandsker med dukkehoveder på pegefingrene på uhyggelig vis bliver til snusende agenter, der leder efter Joseph K. Den ene scene overtager den anden og der er en konstant vekslen mellem det morsomme, det vanvittige og mareridtet.

Inden for rækkevidde af lovens lange arm

Skiftevis blændet og i mørke sidder vi, som Joseph K., inden for rækkevidde af lovens lange arm. Bogstaveligt talt. Under en advokats ubønhørlige talestrøm får en hel række af publikum rodet håret godt og grundigt igennem. I øjeblikke af total mørke kan man høre en insisterende snusen, og det er svært ikke at spænde i kroppen i forventningen om, at lige om lidt finder agenterne netop dig i den sorte teatersal. Det er følelsen af paranoia, der genskabes og det er svært ikke at bemærke hvordan parrene blandt publikum sidder ekstra tæt sammen når lyset tændes igen. Ingen føler sig sikker.
Forestillingen The Trial holder publikum på tæerne
Foto: PR-foto / ILT teaterfestival
Det er en vanvittig, absurd og morsom forestilling.
Foto: PR-foto / ILT teaterfestival
Forestillingen The Trial holder publikum på tæerne. De mange lynhurtige talestrømme foregår som lovet på engelsk, men ikke kun. Længere passager på tysk sniger sig ind og nogle gange endda på noget, der må være slovensk. Jeg priser mig lykkelig for mit skoletysk, og overvejer efterfølgende, om ikke brugen af et fremmed sprog i virkeligheden er et fint billede på det almindelige menneskes møde med retsvæsenets fremmedartede juridiske sprog.

The Trial er en imponerende teaterpræstation, som på flere måder er grænseoverskridende. Forestillingen overskrider grænsen mellem genrer og grænsen mellem skuespillere og publikum. Det er en vanvittig, absurd og morsom forestilling, hvor den kafkaske paranoia lever i bedste velgående. Skulle man have ønsket sig noget mere af denne forestilling, havde det været en tydeligere portrættering af bureaukratiets trædemølle, som Kafka i starten af 1900-tallet beskrev så præcist.

FAKTA:

The Trial or The Woeful Story of Joseph K. spillede på Teatret Gruppe 38 fredag den 19. maj og spiller igen lørdag den 20. maj 2017. Begge dage for en udsolgt sal.

The Trial or The Woeful Story of Joseph K. er en del af teaterfestivalen Ilt Festival.

Forestillingen The Trial or The Woeful Story of Joseph K er produceret af Puppet Theatre Maribor.

Franz Kafkas roman Processen blev udgivet i 1925.
Facebook
Del på facebook

Mette Wallin Andersen

Kulturjournalist og anmelder
Mette Wallin Andersen er uddannet cand. mag. i filosofi fra Aarhus Universitet med speciale i narrativ identitet. Mette er vild med kultur der gør os klogere på os selv og hinanden. Det sker eksempelvis når kunst og litteratur spejler noget grundlæggende menneskeligt eller bryder nuancerende ind i samfundsdebatten.
Mette har undervist på Løgumkloster Højskole i fagene Verdensborger, Etik og Det skrevne ord.
Se Mettes artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind