I sin roman ‘Den der lever stille', skrev Leonora Christina Skov om sin hårde barndom i Helsinge, og hvordan hendes forældre ikke ville have noget med hende at gøre, da hun sprang ud som homoseksuel. ‘Den der lever stille' blev hendes store gennembrud som forfatter og vandt De Gyldne Laurbær, men vejen til at kunne skrive bogen var alt andet end gylden. Leonora Christina Skov fortæller selv, at hver gang hun skulle være gået til venstre, gik hun i stedet til højre, og det er historien om den vej, hun fortæller i sin nye erindringsroman, ‘Hvis vi ikke taler om det'. Det er hendes historie om at skabe sig selv som forfatter, om en konstant søgen efter anerkendelse og accept og om den pris, man risikerer at betale, når man vil være forfatter for en enhver pris.

På sporet af en toer

På omslaget af ‘Hvis vi ikke taler om det' er der et nærbillede af en kvinde, der holder et forstørrelsesglas op foran det ene øje. Ganske passende, for det er netop en bog, der kigger lidt nærmere på tingene. Den udfylder de tomme pladser, der blev ladt tilbage efter ‘Den der lever stille', og den zoomer ind på Leonora selv og hendes karriere og vejen til at kunne skrive sin gennembrudsroman. Dette gør den gennem to spor; et fortidsspor der ser tilbage på Leonora Christina Skovs ungdom og karriere samt et nutidsspor, der følger begivenhederne efter udgivelsen af ‘Den der lever stille' og arbejdet med efterfølgeren. I praksis er det dog ikke helt så simpelt. Skov bevæger sig gennem et vildnis af arkiverede hændelser, der er dukket op, siden hun skrev sin første erindringsroman, af og til afbrudt af nutidssporet. Erindringer er i sig selv en snørklet størrelse, men faktisk er nutidssporet det mest snørklede ved fortællingen. Mens fortidssporet langt hen af vejen følger Skovs karriere kronologisk, favner nutidssporet noget bredere. Den byder på metarefleksioner over fortællingerne fra fortiden, samtidig med at den snor sig ind og ud af fortællinger om livet på turne, om Skovs forhold til sin far, om arbejdet med fortsættelsen, om filmatisering, om musiksamarbejde, om rejser, om corona-lockdown... Selvom de altid er interessante historier i sig selv, er det ikke altid tydeligt, hvilken betydning disse afsnit har for den samlede fortælling. Som komplimentærhistorie er det meget naturligt for romanen at have et metalag i sig selv, men blandt andet det dybe indblik i arbejdet med filmatiseringen af ‘Den der lever stille', som ender med at gå i stå på grund af corona, kommer til at virke ret meningsløst, eller i hvert fald som en lang omvej tilbage til historiens egentlige fortælling.

Jordbæryoghurt og uønsket intimitet

Historien om Skovs forfatterkarriere starter med en feministisk antologi. Selvom hun bliver advaret om, at en feministisk antologi er en dårlig start på en forfatterkarriere, ser den unge Skov det som en oplagt chance for at få foden indenfor i litteraturbranchen, og intet skal stå i vejen for hende - heller ikke forlagschefens uønskede tilnærmelser.

Kapitlet om forløbet med at udgive antologien og det uønskede intime forhold med forlagschefen er måske det mest væsentlige kapitel i ‘Hvis vi ikke taler om det'. Ikke så meget fordidet skriver sig ind i den aktuelle MeToo-debat, men mere fordi det er her historien om, hvordan Skov skaber sig selv som forfatter begynder. Det er et tungt og klamt kapitel, men det ender med at antologien bliver udgivet, Skov formår at ende forholdet, og ligeså slukket hun har været i relationen med forlagschefen, lige så tændt bliver hun på at skrive sin debutroman. Skov skriver selv, at hun ville være forfatter for enhver pris, og hun lever gennem lange perioder kun af kaffe og jordbæryoghurt for at få økonomien til at hænge sammen, mens hun skriver. Men forløbet med antologien og forlagschefen må alligevel siges at være den dyreste pris, hun betaler for at nå sin drøm, og derfor også et af de vigtigste kapitler i bogen, og meget mere end bare et indspark i MeToo-debatten. Som Skov selv skriver:

“Ulempen ved at ville være forfatter for enhver pris er den pris, man risikerer at betale. Hvis jeg besluttede at skrive om at skabe mig selv som forfatter, vidste jeg, at jeg ville blive nødt til at skrive om den pris, jeg selv havde betalt.”

Den lille pige med svovlstikkerne

Leonora Christina Skov beskriver ofte sig selv, som en person, der står udenfor. På universitetet har de andre studerende akademikerforældre eller deler efternavn med kendte forfattere, mens hun knokler for professorernes anerkendelse. Og i litteraturbranchen tales der indforstået om andre forfattere og kulturpersonligheder, som hun ikke kender, mens hun anmelder og interviewer sine kollegaer, igen i et forsøg på at opnå anerkendelse, denne gang hos sin redaktør. Leonora Christina Skovs higen efter anerkendelse hos professorer og redaktører er en interessant spejling af hendes søgen efter anerkendelse hos forældrene i ‘Den der lever stille', og den viser, hvordan hendes barndom trækker tråde ind i hendes voksne liv og karriere.

I disse situationer refererer hun til sig selv som en slags “Den lille pige med svovlstikkerne”, der står uden for branchens indforståethed, og derfor er det lidt pudsigt, at ‘Hvis vi ikke taler om det' selv bliver en kende indforstået.

Fordi bogen i høj grad handler om Leonora Christina Skovs karriere, handler den givetvis også meget om bogbranchen, og hun gør ikke meget for at åbne denne lukkede verden op for læsere, der ikke allerede er en del af den. Der er naturligvis nogle hensyn, der skal tages, når man skriver om nulevende ægte personer, og i mange tilfælde giver anonymiseringen god mening, men selv når hun skriver om gode veninder eller samarbejdspartnere bliver disse kun omtalt ved fornavn, og så må det ellers være op til læseren, om man kan regne ud, hvem der er tale om. Indblikket i hendes ofre og kamp for at opnå sine drømme er dog spændende og interessant læsning, hvis man er interesseret i litteraturbranchen eller forfatterlivet. Og hvis ikke? ‘Hvis vi ikke taler om det' er stadig værd at læse for de huller den udfylder og det indblik, den giver, men den bærer ikke den samme vægt som sin forgænger.

Fakta

Leonora Christina Skov (f. 1976) debuterede i 2003 med romanen Rygsvømmeren (Lindhardt & Ringhof) I 2018 udgav hun gennembrudsromanen ‘Den der lever stille', som hun vandt De Gyldne Laurbær for.

‘Hvis vi ikke taler om det' er en komplimentærhistorie til ‘Den der lever stille' og udkommer ved Politikens Forlag den 22. april.