Bo vokser op uden sine forældre og bor hos sin onkel og tante i Stockholm. De slår ham og behandler ham dårligt. Han er ensom og bange og har et stort, sort hul indeni. Men med fantasien rejser han til Landet I Det Fjerne, bliver til Prins Mio og finder sin rigtige far.

Astrid Lindgrens ‘Mio, min Mio’ er en fortælling til børn om nogle af livets sværeste menneskelige følelser: ensomhed, frygt, sorg og savn. For instruktør Amanda Linnea Ginman, som står i spidsen for opsætningen af fortællingen som teater, er ‘Mio, min Mio’ en vigtig fortælling, der tager børn alvorligt. Den hjælper dem med at bearbejde smerte og viser dem, at det store sorte hul i maven kan besejres, hvis vi rækker ud efter andre og bruger vores fantasi.

Børn har også brug for at blive rystet

Amanda Linnea Ginman er sceneinstruktør og står bag opsætningen af ‘Mio, min Mio’, som bliver vist på Teatret Zeppelin i København og på Randers Teater. Det er hendes første børneforestilling som instruktør.

“Det er helt fantastisk at instruere teater til børn. Jeg synes, det er så vigtigt og meningsfuldt. Børnene rummer jo vores potentiale til at skabe en bedre verden,” siger hun.

Amanda Linnea Ginman har selv haft stærke teateroplevelser, mens hun var barn. Dengang hun havde barnets umiddelbarhed, var hun ikke optaget af at vurdere og så ikke forestillingerne gennem det skjold af viden, som det voksne blik kan være præget af.

Hun synes, det er vigtigt, at kunst til børn tør tage de svære emner op. Fordi børn også har brug for at få bearbejdet de store og svære ting i livet og for at få et sprog til at tale om det.

“Børn kan jo også mærke livets alvor. Så det er vigtigt, at kunsten ikke ignorerer det. Det skal bearbejdes på en eller anden børnevenlig måde. Jeg tror, at børn kan klare meget i kunsten, hvis bare man samler dem op igen,” siger hun.

Hun refererer til et citat af Astrid Lindgren fra 1959.

"Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men ligesom voksne har også børn brug for at blive rystet af kunst"

Ligesom Astrid Lindgren vil Amanda Linnea Ginman gerne lave kunst, der ryster børn og viser dem, at verden kan være uhyggelig og kompleks. Men hun vil ikke lade dem hænge i det uafklarede eller uhyggelige. Hun vil binde sløjfer og samle op, så de ikke bliver sendt ud af teaterrummet i kaos.

“Det er dét, Astrid Lindgren var fantastisk til. Hendes historier handler om virkelige og dybe følelser. Og det tror jeg bare, at børn kan mærke. At de bliver taget alvorligt,” siger hun og fortæller, at hun som barn selv var utrolig opmærksom på, om de voksne talte ned til hende.

“Jeg kan bare huske den der fornemmelse af at kigge på de voksne og tænke: ‘du taler kun til mig på den måde, fordi jeg er et barn. Der ligger en løgn i at du taler sådan til mig’. Det er der meget børnekultur, der gør. Og det gør Astrid Lindgrens værker ikke,” fortæller hun.

Hun tror også, at det er dét, der gør, at Astrid Lindgrens værker bliver ved med at være så fantastiske og aktuelle i dag, og at vi bliver ved med at tage dem frem og læse dem for vores børn.

“Og så er det jo bare stor kunst. Astrid Lindgren tog børnelitteratur meget alvorligt og lagde al sin energi i det. Det var ikke sådan en sidegeschäft, men hendes primære opgave. Hendes historier er reel kunst, der kan tåle, at der bliver gjort alt muligt ved dem, fordi kernehistorierne bare er så stærke,” siger Amanda Linnea Ginman.

Litteratur til de efterladte børn

Amanda Linnea Ginman påpeger, at der er en stor dybde i Astrid Lindgrens forfatterskab, fordi det er skrevet med en følelse af nødvendighed. I en ung alder måtte Astrid Lindgren sende sønnen Lasse, som hun fik med en gift redaktør, til en plejefamilie i Danmark. Da plejemoren blev syg i 1929, hentede Astrid Lindgren ham hjem igen.

Hele Astrid Lindgrens forfatterskab er skrevet til Lasse. Det er skrevet til ham for at bearbejde den smerte og sorg det var for ham, at undvære Astrid Lindgren tidligt i livet og senere plejemoren, da han blev taget hjem til Sverige.

“Det kan man bare mærke i hendes forfatterskab. Jeg tror, det er der, den største kunst opstår. Når det er skabt med en stor nødvendighed. Astrid Lindgrens litteratur rækker virkelig ud efter de efterladte og ensomme børn i vores samfund,” siger Amanda Linnea Ginman.

Hun fortæller, at ‘Mio, min Mio’ er skrevet efter, at Astrid Lindgren besøgte drenge på et børnehjem i Sverige. De var utroligt resignerede, og havde trukket sig væk og ind i deres egen fantasi.

“Mio er jo også efterladt og ensom. Han vokser op uden sine forældre. Og han bruger fantasien til at rejse væk og komme til et andet sted. Det, synes jeg, er meget smuk,” siger Amanda Linnea Ginman.

Vi kan bearbejde smerte gennem fantasi

I ‘Mio, min Mio’ rejser Bo til Landet I Det Fjerne for at besejre den onde Ridder Kato. Men i Amanda Linnea Ginmans opsætning er det i stedet et stort sort hul, som Mio skal besejre. Det er et hul, som Mio har indeni. Det er fyldt med ensomhed, frygt og smerte.

Fantasien bliver for Bo en måde at overkomme de svære følelsesmæssige udfordringer, som han befinder sig i. Han skaber en verden, hvor han kan handle, og hvor han møder sit styrkede selv. For Amanda Linnea Ginman er det et vigtigt budskab, at fantasien er betydningsfuld og stærk, og at den kan være en metode til at overleve og rykke sig mentalt.

“Jeg tror, at fantasien kan hjælpe os med at bearbejde vores smerte, så vi bagefter kommer styrket ud i verden igen. Og i samfundet i dag, tror jeg virkeligt også, at der er behov for, at vi begynder at tage fantasien mere alvorligt. Kunstens rum er et sted, vi kan søge hen for at blive mødt i vores menneskelighed” siger Amanda Linnea Ginman.

Hun peger på coronapandemien og på, hvordan man let kan komme til at føle sig reduceret til smittetal, statistikker og potentielt syge kroppe. Særligt er hun bekymret for de børn og unge, der lever et liv med frygt for isolation og sygdom.

“Der er jo børn, der er vokset op med isolation og frygten for, at andres kroppe er farlige. De lever med den her diffuse fare, der lurer udenfor, og med angsten for pludseligt at skulle være alene og afskærmet fra andre mennesker,” siger hun.

“Jeg håber, at historien kan ræsonnere hos de børn i forhold til den ensomhed, som Mio oplever. Måske kan historien være med til at aftabuisere den følelse. Og måske skabe nogle samtaler om, at man ikke er den eneste, der har det sådan.”

Du kan ikke klare dine problemer alene

‘Mio, min Mio’ viser også, hvor vigtigt det er at dele sin smerte med sine relationer. At man har brug for andre mennesker, og at man ikke kan klare sig gennem livet alene.

“Mio formår jo også kun at besejre det store sorte hul, fordi han gør det sammen med sine venner. Så jeg håber sådan, at forestillingen kan være med til at give mod til at række ud og tale med andre om, hvordan man har det,” siger Amanda Linnea Ginman.

Hun håber også, at det i sig selv kan være en stor oplevelse for publikum at sidde i et rum med en helt masse andre menneske og se nogle af de ting, man måske selv oplever, blive præsenteret på scenen.

“Kunst gestalter jo ting, vi oplever inden i os selv. Der er noget virkeligt kraftfuldt ved at erfare, at de her oplevelser kan findes uden for os selv. At de ikke kun er inden i os. Det er også det, jeg tror Astrid Lindgren har arbejdet ud fra, at vi har brug for at blive mødt i kunsten,” fortæller hun.

For Amanda Linnea Ginman er forestillingen blevet til en fin allegorisk fortælling, som både taler til børn og voksne. Fordi vi alle kan gå rundt med et stort sort hul indeni. Og fordi vi alle har brug for andre mennesker. Hun siger:

“Hvis man kan mærke, at man har et stort sort hul i maven, så kan man altid række ud til nogen, som man stoler på og skabe sit eget Landet I Det Fjerne, hvor der er bedre, end der hvor man er. Det vil vi gerne fortælle. Jeg tror på, at lykken og håbet ligger i vores relationer som mennesker og i fællesskabet og i fantasiens kraft.”

Instruktør Amanda Linnea Ginman

Amanda Linnea Ginman er født i 1991.

Hun er uddannet Master of Fine Arts in Theatre på Teaterhøjskolen i Malmø og bachelor i teater- og performancestudier på Københavns Universitet.

Hun har blandt andet instrueret ‘Not a love story’ af Sonja Ferdinand på Teatret GROB, ‘Når vi døde vågner’ af Henrik Ibsen på Aarhus Teater, ‘Til de lyse morgener’ på Aarhus Teater og ‘Hun er død’ på Østerbro Teater.

Nu er hun aktuel med teaterforestillingen ‘Mio, min Mio’.

Astrid Lindgren

Født 1907 i Vimmerby, Sverige.

Hun døde 94 år gammel i 2002, i sin lejlighed i Stockholm.

Forfatterskabet talte ved hendes død over 100 bøger oversat til mere end 80 sprog og flere end 60 manuskripter til film og skuespil.

‘Mio, min Mio’ på Teatret

‘Mio, min Mio’ kan opleves på Teatret Zeppelin i København fra d 8. jan til d 5. marts 2022, og på Randers Teater indtil d. 20. dec 2021.

Forestillingen er baseret på
Astrid Lindgrens børnebog ‘Mio, min Mio’ fra 1954.