Der er bøger der kalder på andet og mere end en anmeldelse, som fortjener andet og mere. At blive læst højt, for eksempel, eller husstandsomdelt. Tilføjet pensumlister. Jeg må nøjes med det ufuldendte job, det er ´kun´ at anmelde Sine Bang Nielsens SOL. Men lad det være sagt fra start, havde jeg haft magt og midler, ville jeg forære den til enhver, der har eller har haft børn - eller bare et hjerte, der banker.

SOL er et røntgenbillede af en relation. Det er hår og ben og knogler, sand og jord og metal. Det er øjebliksbeskrivelser, der på forsiden af bogen beskrives som digte. Jeg havde nok foretrukket betegnelsen kortprosa eller måske punktroman, men det bliver en tåbelig og uvedkommende strid om ord, for det, der står INDE i bogen, står skarpt og lysende som den sol, bogen har taget navn efter.

Infantil autist - men vi kunne også have kaldt det noget andet

Der er en stærk forbundethed på spil på alle bogens sider. En forbundethed mellem en mor og hendes barn, en uhyre, ja nogle gange uhyggelig, tæt relation. For kvindens barn er ikke som andre børn, han bider og slår og sparker og river. Ikke af ondskab men i afmagt og forvirring over de indtryk og følelser, han har så svært ved at navigere i. Han farer så at sige vild i sig selv og det gang på gang. Drengen har nemlig infantil autisme, eller nej, drengen får stillet diagnosen infantil autisme:

De har givet mit barn en diagnose og vi sad der på kontoret og hendes stemme var monoton og vi skulle sidde med udsigt til hækken for som hun sagde det er godt at kunne kigge ud på noget grønt og hendes stemme var lav og der var kun vand at drikke i et børneplastikkrus.

Og videre:

De gav ham infantil autisme men som hun sagde han kunne også have fået Asberger. Infantil giver adgang til handicap. Så kan vi få støtte. Buskørsel og specialtilbud.

Man skulle ikke tro det, men det er et menneskes fremtid, der afgøres i ovenstående beskrivelse. Et barns liv. –Se ud på noget grønt, foreslår damen ved bordet, drik noget vand, mens vi kaster diagnoser på bordet, og putter dit barn i en kasse med labelen ‘infantil autist’ udenpå. Og nå ja, vi kunne have kaldt det noget andet, men vi valgte den diagnose, der giver adgang til de bedste støtteordninger.

At elske sit barn betingelsesløst

Der er næppe noget ondt eller formelt forkert i behandlerens måde at håndtere situationen på, men for læseren er der noget brutalt ved at blive konfronteret på den måde, som Sine Bang Nielsen konfronterer os her, så hjerteskærende nøgternt. Noget brutalt men også utrolig vigtigt.

For det er en hjerteskærende og brutal virkelighed, vi møder i SOL. En mor, der elsker sit barn og et barn, der elsker tilbage. Men han elsker på en måde, så hans kærlighed ofte viser sig som det modsatte. Som had og raseri - ikke bare i voldsomme men til tider decideret voldelige udbrud:

Mit barn kaster en gaffel imod mig og den sætter sig fast i mit hoved ved nakkehårene. Der sidder en gaffel fast i mit hoved lige bag øret den er ikke nået langt ind så jeg hiver den ud. Så det bløder lidt. Jeg siger med rolig stemme at det var for voldsomt og nu skal han sætte plaster på. Det var aftensmaden. Det var svært med kniv og gaffel. Det var svært at han selv skulle skære en fiskefrikadelle ud. Så svært at han kastede en gaffel. Den satte sig fast og vi bliver stille og jeg får plaster på. Så voldsomt og stille det er at sidde på gulvet og kramme.

Mere præcist kan det næppe udtrykkes. Den ambivalens, der opstår, når kærlighed kommer til udtryk som vold. Når en frikadelle bliver en fjende, og gaflen et våben og moren dens offer. Og det vel at mærke et dobbelt offer, for hun elsker og forstår sin overfaldsmand, og har ikke andre muligheder end at tilgive. Det er en mors lod. At elske sit barn betingelsesløst. Så voldsomt og stille det er at sidde der på gulvet og kramme.

Det er det, Sine Bang Nielsens bog SOL kan. Den kan skildre ambivalensen, den rummer stilhed og råb, vold og omsorg i et og samme afsnit. Den både komplicerer og forenkler, hvad en relation mellem en mor og hendes barn består i og af: Ubetinget kærlighed. Det er ikke det samme som en problemfri kærlighed, heller ikke som en konfrontations- eller kravløs kærlighed. Det er en kærlighed, der tror og håber og udholder alt, også når den får en gaffel stukket bag øret eller trusler om at blive slået ihjel slynget ind i hovedet. Så simpelt og så ubegribelig kompliceret kan kærlighed være.

Og derimellem er så alle dagene, der bare er dage. Uden angreb og fortvivlelse, afmagt og kamp:

Vi trækker søm ud af væggene. Vi tager de gamle gardiner ned og bruger dem som kongekapper. Kongen har fået et hus med have... Og der er rosenbuske. Et mangnolietræ. Og æbletræet der læner sig op ad et bræt.

Mor og barn hiver ved fælles hjælp søm ud af væggene. Hiver gardiner ned og bruger dem som kapper. De bliver konger i deres eget kongerige og planter nyt i deres slotshave. Rosenbuske og æbletræer. De bryder ned og bygger op, det hele udtrykt på bare to og en halv linje. Og hele tiden denne fine vekselvirkning mellem noget blødt og noget hårdt, søm og gardinstoffet, frugttræer og tornebuske. En vekselvirkning, der går igen igennem hele bogen. Mellem håb og afmagt, ømhed og vold, mørke og lys.
Aldrig kun det ene, aldrig kun det andet. Hele tiden både og.

Sine Bang Nielsen har med SOL skrevet en både voldsom og voldsomt rørende fortælling om relationen mellem en mor og hendes barn. Om en kærlighed, der er så stor, at den næsten ikke er til at bære, men som bærer. Og det på trods af spark og spyt og slag. For indimellem bliver armene, der slår, trætte og rækker ud efter den favn, ingen kan klare sig uden. Og der står barnets mor og tager imod.

Jeg giver normalt ikke stjerner, men jeg kaster forsvars- og betingelsesløst 6 lysende sole efter Sine Bang Nielsens bog. Læs den.