Maren Uthaug er ikke bleg for at tage fat i tabubelagte emner. Slægtsromanen ‘En lykkelig slutning' er ingen undtagelse: på mest makabre, usentimentale, men også humoristiske vis fører hun læseren ned i en af vor tids største tabuer, døden

★ ★ ★ ★ ★ ☆

"Slægt skal følge slægters gang". Sådan står der skrevet over gitterporten til familien Christiansens gravkammer. Og netop denne sætning er omdrejningspunktet for romanen, som dels handler om syv generationer af bedemandsfamilien Christiansen, og dels døden set i et kulturhistorisk perspektiv.

Maren Uthaugs univers af originaler

‘En lykkelig slutning' krydsklipper mellem fortid og nutid. I nutiden møder vi Nicolas, som er syvende generation i familiens bedemandsforretning. Det er desuden også ham, som fortæller omfortiden og sine seks forfædre, der alle hed Christian, den ene mere original end den anden. Christian 3. elsker at brænde ting og indfører derfor kremering, Christian 4. taler med døde og lever i et lykkeligt ægteskab med en spøgelseskvinde og Christian 5. lider af slem OCD. Med alle de gale Christian'er tænker Nicolas, at han grundet sit navn nok er en ny og forbedret udgave af slægtens mænd. Men ak, da han er fjorten går det op for ham, at han er lige så sær som resten af slægten: Han er nekrofil. Slægt følger slægters gang, historien gentager sig, det kan et navn ikke ændre på.

Gennem slægtens medlemmer kommer læseren helt tæt på døden, og selvom det bliver både morbidt, fabulerende, koldt og kontroversielt, fortæller Uthaug på så mesterlig og vidunderlig vis, at man ikke smækker bogen sammen i ren væmmelse. Heller ikke da manudsættes for det, man mildt sagt kan kalde utraditionelle sexscener i et litterært værk: Nicolas udlever sine nekrofile lyster med en død kvinde i bedemandsforretningen, og den 4. Christian i familien, som kunne tale med de døde, dyrkede sex med sin store kærlighed, spøgelseskvinden Elise, med hjælp fra en gammel og grim prostitueret,. Bizart? Ja. Plat? Det kan jeg forsikre dig om, at det ikke er, hvilket om noget må siges at være et udtryk for Uthaugs formidable fortælleevne.

Det usentimentale forhold til døden

Romanen gennemgår udviklingen af begravelsesritualer og danskernes forhold til døden fra det tidlige 1800-tal til i dag. Med sin groteske humor formår Maren Uthaug at formidle historiske fakta, uden at det bliver belærende eller påtaget. Fortællingen om bedemandsslægten går hånd i hånd med dødens kulturhistorie, ligesom Uthaugs usentimentale sprog klinger perfekt med familiens forhold til døden.Nicolas forklarer eksempelvis familiens økonomiske velstand sådan her: "Vi har boet den yngre generation over for den ældre, lige fra koleraens mange dødsfald gav mine forfædre nok penge til at købe først den ene lejlighed og efter den russiske influenza også den anden. Siden den spanske syge har vi ejet hele bygningen". Det er typisk Maren Uthaug. På den mest nøgterne og humoristiske måde tegner hun et billede af en familie, som lukrerer på de epidemier, som har hærget København gennem det nittende og tyvende århundrede. Familien Christiansen er da heller ikke en sentimental familie: "Gravkammeret var ikke et sted, de besøgte, undtagen når nogen i familien døde. De sjældne gange forretningen havde haft en begravelse i en af de andre aflukkede små rum, så de hastigt ind gennem tremmerne i lågen og skyndte sig ellers videre med dagens gøremål. Vi har aldrig været en slægt, der dyrkede døden på dén måde".

Døden er en forretning for familien, og derfor er det velvalgt af Maren Uthaug at fortælle om netop en bedemandsslægt. Deres nøgterne forhold til døden er en eminent indgangsvinkel til at skrive om døden, som for så mange af os danskere er et tabu. Selvom bogen er både fantasifuld, kynisk og makaber giver Maren Uthaugs formidable sprog læseren lyst til at læse videre og glæde sig over at finde ud af, hvad der gemmer sig af morbide scener på næste side.

Fakta:

‘En lykkelig slutning' er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof

Topfoto: PR-foto Lindhardt & Ringhof - Kajsa Gullberg