Kunstneren Kim Richard Adler Mejdahl bar sidste sommer rundt på en gigantisk isvaffel og kørte med partybus i DR-programmet Kunstnerkolonien. Hans første store soloudstilling på Overgaden var et heavymetalagtigt salmeunivers, der viste naturen som et monster, der vil hævne sig for vores misbrug af den. Publikum kunne indspille lyd på forskellige musikmaskiner, og nu udgiver Mejdahl musik, der er bygget af publikums bidrag. Han kan opleves live på dette års Roskilde Festival, hvor han byder på en lille intimkoncert med sin ukulele

Hvordan vil du selv beskrive det album, som du udgiver?

Liljegrotten’ er mit bud på, hvordan klimakrisen lyder som musik. Albummet er bygget op som en rejse gennem en grotte fra indgang til endevæg, og det lyder lidt som en heavy metal-kirkekoncert. ‘Liljegrotten’ handler om et paradigmeskifte i menneskets forhold til naturen. Jeg tror, at klimakrisen medfører, at man holder op med at se naturen som en ressource, der skal udnyttes, og mere begynder at se den som et monster. Mit budskab er, at vi ikke skal bekæmpe monstret, men forstå, at det monstrøse også findes i os selv, og at vi er forbundne med den natur, som lige nu viser sine skarpe gule tænder.

Hvad betød det for dig, at publikum selv kunne være med til at skabe lydsiden til udstillingen Liljegrotten?

Klimakrisen vedrører og påvirker os alle, og jeg havde brug for at mane fællesstemmen frem fra dybet. Det har rørt mig helt vildt at opdage, at folk, ukendte for hinanden og på forskellige tidspunkter, har stået og sunget eller spillet noget på mine instrumenter, som har passet uhyggeligt godt sammen.

En stor del af dit kunstneriske univers er jo lyden og musikken - Hvordan forener du billedkunst og musik?

Jeg kan godt lide, når forskellige kunstneriske greb eller genrer påvirker hinanden og smelter sammen. Scenerne for billedkunst og musik har hver sine forventninger og regler, og mit arbejde føles nogle gange som en trekantet klods, jeg prøver at mase ned i et firkantet hul. Men jeg er nødt til det, for min kunst insisterer på at være sådan, og jeg er nødt til at adlyde.

At kombinere billedkunst og musik er samtidig en synæstetisk leg for mig: Hvordan kan jeg lave en koncert, hvor folk lytter med øjnene? Hvordan forvandler man en udstilling til en plade?

Du er selv tilstede i dine kunstværker og iscenesætter dig selv, hvorfor har du valgt det?

Jeg er til stede i mine værker, fordi det føles naturligt at gøre. Jeg bruger mine to hænder, ører og øjne til at lave kunst, og så er resten af kroppen røget med. Det føles livsnødvendigt for mig at få lov til at udtrykke mig og bruge min krop og stemme til det. Det kan måske forveksles med selviscenesættelse, men for mig handler det om at lette for et indre tryk. Dæmonerne skal ud, smerten skal ud, glæden skal ud.

Jeg håber jo, at det giver noget godt til mit arbejde, at jeg bruger mig selv - men nu bliver jeg sgu da nervøs for, om folk kommer til at se mig som selvoptaget! I så fald vil jeg lige minde mig selv om et citat fra RuPaul, som jeg faldt over forleden: “If they ain't paying your bills pay them bitches no mind.”